Ensomhed
Hej.
Jeg ved ikke om andre har det på samme måde.. men here goes.
Jeg har en personligheds forstyrrelse samt depression. Jeg får antidepressiv medicin og jeg går i gruppeterapi, men helt ærligt så kan det snart være fuldstændig lige meget. Jeg er alene - uanset hvad jeg prøver, hvordan jeg prøver eller om jeg ikke prøver. Det bliver bare ikke bedre. Føler mig usynlig, uduelig og ligegyldig! Hvis der ikke er noget at gøre ved det, hvad gør man så? Jeg er så træt!! Når jeg leder efter lignende "historier" ser jeg folk der skriver "jeg har godt nok mange venner" eller "jeg har en sød kæreste".. Okay tænker jeg så.. Jeg har ingenting. De der "burde" være der, familie, kan jeg ikke regne med, har ingen venner, ingen social omgangskreds - ingenting.
Hvad stiller man op?
Jeg ved ikke om andre har det på samme måde.. men here goes.
Jeg har en personligheds forstyrrelse samt depression. Jeg får antidepressiv medicin og jeg går i gruppeterapi, men helt ærligt så kan det snart være fuldstændig lige meget. Jeg er alene - uanset hvad jeg prøver, hvordan jeg prøver eller om jeg ikke prøver. Det bliver bare ikke bedre. Føler mig usynlig, uduelig og ligegyldig! Hvis der ikke er noget at gøre ved det, hvad gør man så? Jeg er så træt!! Når jeg leder efter lignende "historier" ser jeg folk der skriver "jeg har godt nok mange venner" eller "jeg har en sød kæreste".. Okay tænker jeg så.. Jeg har ingenting. De der "burde" være der, familie, kan jeg ikke regne med, har ingen venner, ingen social omgangskreds - ingenting.
Hvad stiller man op?
Kommentarer
Det er vist første gang jeg er stødt på en som kan sætte sig ind i at der ikke er nogen. Jeg er også i gruppe for personlighedsforstyrrelse, hvor jeg fortæller om min ensomhed - og for det meste bliver mødt med svaret 'det er bare noget du forestiller dig, du fortalte da om...'
Jeg er blevet depressiv efter mange forsøg på at rette op på situationen ved at melde mig ind på kurser og deltage i aktiviteter, hvor jeg kunne skabe kontakter. Men det sker ikke rigtig. Hverdagen går, men når det gælder, ja bare når det er weekend, ferie eller helligdage - så er jeg helt alene og føler mig forkert og uelsket. Jeg frygter det ikke kan ændres og kan forestille mig at du tænker det samme om din situation. Jeg ville virkelig ønske at jeg kunne se et håb eller en udvej som jeg kunne dele med dig, men jeg kan kun fortælle at jeg oplever noget som umiddelbart ligner meget. Jeg kæmper alt hvad jeg kan imod at tage medicin og mod at blive sygemeldt. For mig er det en midlertidig løsning, for ensomheden er der jo stadig uanset om jeg er medicineret eller ej. Og sygemelding vil fastholde mig i ensomheden hjemme. Hvad gør du når tiden bliver lang?