Indstillinger
Diskusprolaps - min oplevelse
Hej
Jeg vil lige beskrive min oplevelse med diskusprolaps i ryggen. Jeg håber det kan være med til at gøre andre i en lignende situation lidt klogere.
Da jeg var 31 begyndte fik jeg pludselig ondt i lænden og det ene ben. Der var ikke noget bestemt der satte det i gang, det var der bare pludselig. På det tidspunkt havde jeg kontorjob hvor jeg sad ned ~45 timer om ugen. Ud over det gik jeg til fodbold 2-3 gange om ugen, men gjorde ellers ikke noget for at passe på mig selv. Jeg var normalvægtig, men spiste nok lidt for usundt og drak nok lidt for meget rødvin, men ikke noget alarmerende.
Jeg købte et par bøger om rygtræning for jeg havde hørt at den slags skulle trænes væk. Det gjorde jeg et par uger samtidig med jeg fortsatte med fodbold og satsede på det ville gå væk af det. Det blev derimod værre - så slemt at det gjorde meget ondt når jeg sad ned, så jeg var tvunget til at stå op og arbejde.
Jeg gik til lægen og blev sendt til fysioterapeut. Hun var meget dygtig til at forklare hvad der var galt, hvad jeg skulle gøre og hvad jeg ikke skulle gøre. Jeg kunne hurtigt se at de øvelser jeg havde lavet var forkerte samt at nok ikke var klogt at fortsætte med at spille fodbold. Hun fik lavet et øvelsesprogram som jeg fulgte slavisk og jeg tog ned til hende 2-3 gange om ugen. Jeg var overbevist om at det nok skulle løse problemet. Det gjorde det bare ikke, det blev langsomt værre.
Til sidst var det så slemt så jeg fravalgte alt socialt og at hverdagen blot handlede om at overleve 8 timer på arbejde og have ondt og være helt smadret af det og så bare hjem på sofaen.
Ca. 8 måneder efter det var startet kastede jeg håndklædet i ringen, opgav at øvelserne var løsningen og gik til lægen. Han anbefalede mig operation. Det var jeg ked af, jeg syntes det var for tidlig en alder at blive opereret i ryggen, men der var ikke noget alternativ. Alt i mit liv var på standby, det handlede kun om overlevelse.
Jeg brugte min sundhedsforsikring, valgte et hospital der passede mig og blev opereret få dage efter. Lægen var meget optimistisk og var sikker på jeg allerede kunne mærke forbedring når jeg vågnede fra operationen. Det kunne jeg ikke. Det gjorde tvært imod endnu mere ondt i benet - jeg havde det som om det var kørt over af en damptrommel. Dagen efter skulle jeg hjem fra hospitalet. Jeg kunne ikke forstå at lægen sagde jeg skulle sidde op i bilen. Det følte jeg mig slet ikke klar til. Men hjem kom jeg, godt dopet.
Efter operationen passede jeg ekstremt godt på mig selv. Jeg lavede de øvelser jeg havde fået besked på, spiste sundt, drak overhovedet ikke alkohol. Det SKULLE lykkedes. Efter en måned var det blevet "bedre". Ca. sådan som lige før operationen. Jeg var noget frustreret, var det virkelig resultatet? 6 uger efter operationen var jeg til kontrol hos lægen der opererede og han var noget skuffet og overrasket over at jeg stadig havde det så dårligt. Han sendte mig straks i en scanner og kunne se at der stadig sad en prolaps og trykkede på nerven. Han kunne ikke forklare hvorfor eller hvad der var gået galt. Men han anbefalede at jeg blev opereret igen. Jeg var ikke glad for situationen, men syntes ikke jeg kunne gøre andet end at takke ja til et forsøg mere på operation.
Anden operation var tæt på ren magi. Da jeg vågnede gjorde mit ben slet ikke ondt og jeg var nok verdens gladeste mand. Jeg kunne med stor lethed lave de øvelser som var tæt på umulige efter første operation og bilturen hjem gik nemt.
Denne gang gik genoptræningen noget bedre, mest fordi humøret var bedre da jeg følte jeg var på rette vej. Der var stadig en del ømhed i ryggen og nogle dage lidt ondt i benet, men slet ikke noget der lignede det jeg havde haft før. Jeg tror også det skyltes at min krop var noget smadret på dette tidspunkt. De 8 måneder før første operation havde jeg ikke rørt mig meget og de 6 uger mellem første og anden operation havde jeg ligget helt stille hver dag. Så en måneds tid efter anden operation hvor jeg også havde ligget en del stille skulle der ikke meget til at gøre ryggen og kroppen træt.
Det blev ved med at gå fremad. Et par måneder efter anden operation begyndte jeg på arbejde igen, i første omgang på halv tid. Jeg kunne sidde ned og arbejde, men stod også op noget af tiden for at skåne ryggen. Efter en måneds tid kunne jeg komme på fuld tid og så småt få gang i livet igen.
Det blev ved med at blive bedre. Jeg genoptog løft i hverdagen og med stor nervøsitet tog jeg med vennerne på skitur året efter. Jeg passede lidt på mig selv, men det gik fint.
I dag, 4 år efter, kan jeg "alting". Jeg har lavet 800 kvadratmeter have til vores nybyggede hus, jeg har lagt 135 kvadratmeter fliser og jeg er ikke længere bange i hverdagen for at noget skal gå i stykker. Der er dog lidt frygt tilbage. På et tidspunkt fik jeg ondt i benet og var panisk bange for at det var en ny diskusprolaps. Det viste sig blot at jeg havde fået en ny stol på arbejde som var indstillet forkert og
Jeg vil lige beskrive min oplevelse med diskusprolaps i ryggen. Jeg håber det kan være med til at gøre andre i en lignende situation lidt klogere.
Da jeg var 31 begyndte fik jeg pludselig ondt i lænden og det ene ben. Der var ikke noget bestemt der satte det i gang, det var der bare pludselig. På det tidspunkt havde jeg kontorjob hvor jeg sad ned ~45 timer om ugen. Ud over det gik jeg til fodbold 2-3 gange om ugen, men gjorde ellers ikke noget for at passe på mig selv. Jeg var normalvægtig, men spiste nok lidt for usundt og drak nok lidt for meget rødvin, men ikke noget alarmerende.
Jeg købte et par bøger om rygtræning for jeg havde hørt at den slags skulle trænes væk. Det gjorde jeg et par uger samtidig med jeg fortsatte med fodbold og satsede på det ville gå væk af det. Det blev derimod værre - så slemt at det gjorde meget ondt når jeg sad ned, så jeg var tvunget til at stå op og arbejde.
Jeg gik til lægen og blev sendt til fysioterapeut. Hun var meget dygtig til at forklare hvad der var galt, hvad jeg skulle gøre og hvad jeg ikke skulle gøre. Jeg kunne hurtigt se at de øvelser jeg havde lavet var forkerte samt at nok ikke var klogt at fortsætte med at spille fodbold. Hun fik lavet et øvelsesprogram som jeg fulgte slavisk og jeg tog ned til hende 2-3 gange om ugen. Jeg var overbevist om at det nok skulle løse problemet. Det gjorde det bare ikke, det blev langsomt værre.
Til sidst var det så slemt så jeg fravalgte alt socialt og at hverdagen blot handlede om at overleve 8 timer på arbejde og have ondt og være helt smadret af det og så bare hjem på sofaen.
Ca. 8 måneder efter det var startet kastede jeg håndklædet i ringen, opgav at øvelserne var løsningen og gik til lægen. Han anbefalede mig operation. Det var jeg ked af, jeg syntes det var for tidlig en alder at blive opereret i ryggen, men der var ikke noget alternativ. Alt i mit liv var på standby, det handlede kun om overlevelse.
Jeg brugte min sundhedsforsikring, valgte et hospital der passede mig og blev opereret få dage efter. Lægen var meget optimistisk og var sikker på jeg allerede kunne mærke forbedring når jeg vågnede fra operationen. Det kunne jeg ikke. Det gjorde tvært imod endnu mere ondt i benet - jeg havde det som om det var kørt over af en damptrommel. Dagen efter skulle jeg hjem fra hospitalet. Jeg kunne ikke forstå at lægen sagde jeg skulle sidde op i bilen. Det følte jeg mig slet ikke klar til. Men hjem kom jeg, godt dopet.
Efter operationen passede jeg ekstremt godt på mig selv. Jeg lavede de øvelser jeg havde fået besked på, spiste sundt, drak overhovedet ikke alkohol. Det SKULLE lykkedes. Efter en måned var det blevet "bedre". Ca. sådan som lige før operationen. Jeg var noget frustreret, var det virkelig resultatet? 6 uger efter operationen var jeg til kontrol hos lægen der opererede og han var noget skuffet og overrasket over at jeg stadig havde det så dårligt. Han sendte mig straks i en scanner og kunne se at der stadig sad en prolaps og trykkede på nerven. Han kunne ikke forklare hvorfor eller hvad der var gået galt. Men han anbefalede at jeg blev opereret igen. Jeg var ikke glad for situationen, men syntes ikke jeg kunne gøre andet end at takke ja til et forsøg mere på operation.
Anden operation var tæt på ren magi. Da jeg vågnede gjorde mit ben slet ikke ondt og jeg var nok verdens gladeste mand. Jeg kunne med stor lethed lave de øvelser som var tæt på umulige efter første operation og bilturen hjem gik nemt.
Denne gang gik genoptræningen noget bedre, mest fordi humøret var bedre da jeg følte jeg var på rette vej. Der var stadig en del ømhed i ryggen og nogle dage lidt ondt i benet, men slet ikke noget der lignede det jeg havde haft før. Jeg tror også det skyltes at min krop var noget smadret på dette tidspunkt. De 8 måneder før første operation havde jeg ikke rørt mig meget og de 6 uger mellem første og anden operation havde jeg ligget helt stille hver dag. Så en måneds tid efter anden operation hvor jeg også havde ligget en del stille skulle der ikke meget til at gøre ryggen og kroppen træt.
Det blev ved med at gå fremad. Et par måneder efter anden operation begyndte jeg på arbejde igen, i første omgang på halv tid. Jeg kunne sidde ned og arbejde, men stod også op noget af tiden for at skåne ryggen. Efter en måneds tid kunne jeg komme på fuld tid og så småt få gang i livet igen.
Det blev ved med at blive bedre. Jeg genoptog løft i hverdagen og med stor nervøsitet tog jeg med vennerne på skitur året efter. Jeg passede lidt på mig selv, men det gik fint.
I dag, 4 år efter, kan jeg "alting". Jeg har lavet 800 kvadratmeter have til vores nybyggede hus, jeg har lagt 135 kvadratmeter fliser og jeg er ikke længere bange i hverdagen for at noget skal gå i stykker. Der er dog lidt frygt tilbage. På et tidspunkt fik jeg ondt i benet og var panisk bange for at det var en ny diskusprolaps. Det viste sig blot at jeg havde fået en ny stol på arbejde som var indstillet forkert og
Kommentarer
Ellers er min hverdag helt normal. Jeg bliver dog stadig meget hurtigere øm og træt i ryggen i forhold til før, men det betyder bare at jeg måske kan lave hårdt fysisk arbejde i 4 timer i træk i stedet for 8 timer. I praksis er det ikke noget problem for mig. Ind imellem "trækker" det lidt ned i benet, men en god nats søvn løser som regel det. Jeg bruger slet ikke smertestillende medicin og ser mig selv som 100% normaltfungerende, måske lige med lidt lavere power i ryggen.
Pointen med at fortælle min historie er:
* Hvis du har mistanke om diskusprolaps, opsøg da straks en dygtig fysioterapeut som kan vise dig hvad du skal og især hvad du ikke skal. Ja, det koster lidt penge, men intet i livet er vigtigere end et godt helbred. Sælg hunden/bilen/computeren/whatever. Din ryg er det vigtigste.
* Gør alt for at undgå operation. Men hvis der ikke er andre udveje, så tag imod det.
* Operation kan gå dårligt, men det kan også gøres godt igen bagefter.
* Det er en lang, sej kamp, dels fysisk, men især inde i hovedet på en selv. Der er ikke andet at gøre end at kæmpe videre, også når det er træls.
* Jeg ved at statisktisk bliver andre ramt af det jeg havde. Jeg har rigtig ondt af jer der bliver ramt, det er et helvede. Men der er også stor chance for et godt liv bagefter, det må I ikke glemme!