Skilsmisse??
Ja som overskriften lyder, overvejer jeg om jeg skal søge skilsmisse.. Vi er gift på 5. År, men har været sammen i snart 16.
Vi har to dejlige drenge på 3&4 år.
Den sidste tid har vi ikke lavet andet end at skændes og råbe af hinanden.
Det tager utroligt hårdt på mig, når jeg prøver at snakke til ham omkring det, får jeg at vide at jeg bare kan skride. Men at jeg ikke skal regne med at se mine drenge.
Grunden til jeg bare har fundet mig i det, er self pga mine børn, men de fortjener også en glad mor fremfor en mor der konstant er udkørt og trist.
Men hvordan foregår det nu når vi har drengene? Ville aldrig tilgive mig selv hvis han ville få fuld forældremyndighed over dem. Har han en dårlig dag går det tit ud over dem. Han råber og skriger.
Ved bare ikke hvad jeg skal gøre.
Har ikke rigtig nogen i min vennekredsen der kan hjælpe, da det er lidt et tabu emne. Derfor søger jeg lidt hjælp her og håber der sidder en eller to med et godt råd..
Rigtig godt nytår
Vi har to dejlige drenge på 3&4 år.
Den sidste tid har vi ikke lavet andet end at skændes og råbe af hinanden.
Det tager utroligt hårdt på mig, når jeg prøver at snakke til ham omkring det, får jeg at vide at jeg bare kan skride. Men at jeg ikke skal regne med at se mine drenge.
Grunden til jeg bare har fundet mig i det, er self pga mine børn, men de fortjener også en glad mor fremfor en mor der konstant er udkørt og trist.
Men hvordan foregår det nu når vi har drengene? Ville aldrig tilgive mig selv hvis han ville få fuld forældremyndighed over dem. Har han en dårlig dag går det tit ud over dem. Han råber og skriger.
Ved bare ikke hvad jeg skal gøre.
Har ikke rigtig nogen i min vennekredsen der kan hjælpe, da det er lidt et tabu emne. Derfor søger jeg lidt hjælp her og håber der sidder en eller to med et godt råd..
Rigtig godt nytår
Kommentarer
Jo, men det gør du jo også. !!
I råber efter hinanden, skriver du. Og det er meget synd for børnene. Jeg er bange for ingen kan give dig et råd, for det er jo myndighederne der bestemmer hvordan og hvorledes med forældremyndigheden, når I ikke kan blive enige.
Naturligvis har ingen af jer ret til at tage børnene fra den anden. Det ville også være meget ukærligt over for dem. Hvorfor skulle de undvære mor eller far, fordi I ikke kan enes.
Siden han siger du ikke får børnene kan han da rejse ud af landet med dem. ?
For mit eget vedkommende holdt jeg ud indtil mine børn var store, så forlangte jeg skilsmisse. Grunden var bl.a. også han truede mig med at tage børnene. Da jeg spurgte hvordan han ville passe dem sagde han de blev sendt hjem til hans mor. Det vidste jeg ikke kunne lade sig gøre. Men jeg kunne ikke tjene penge og samtidig passe mine børn. Jeg havde ikke helbred til det og han kunne finde på at rejse hjem til hans mor med børnene og hvor skulle jeg få penge fra til at hente dem igen. For det ville ikke være lovligt, at han gjorde det. Men hvem hjælper. Det kan jo tage langt tid. Og tid er der ikke, når det drejer sig om små børn. Man må se det i øjnene.
Jeg bad også et par andre om råd, men der er jo ingen råd. Alt afhænger af en selv. De sagde jeg skulle forlange skilsmisse, men det kunne jeg slet ikke overskue. Jeg ville aldrig, aldrig forlade mine børn. Så jeg holdt ud til de ikke var små mere.
Du bliver nødt til at indse, du kan forlange skilsmisse og blive skilt. Børnene bestemmer myndighederne hvor de skal bo , hvis ikke I kan blive enige. Den anden får også lov til at have børnene. Det må du da vide. ??
Du må indse I kan ikke tale sammen på nuværende tidspunkt. Så skal der være en tredje tilstede, som lægger en dæmper på jer. Men vil det hjælpe, jeg tvivler.
Du må gøre op med dig selv, hvad du vil. Blive eller få skilsmisse. Det lyder virkelig hårdt, men jeg er bange for, sådan er det. Ingen kan fortælle dig, hvad du skal gøre, det afhænger af dig selv.
Hvorfor kan I ikke enes, det fortæller du ikke noget om. Kun at I råber og skriger efter hinanden.
Dette er kendsgerninger, men jeg ved hvor frygteligt du må have det. Jeg har jo selv været gennem det for længe siden. Men med tiden falder der ro over det hele, heldigvis. Men tiden inden er hård.
Jeg ved ikke om du mener det er et koldt svar, men sådan er det slet ikke ment. Jeg ved hvor forfærdeligt det er. Jeg mener bare man er tvunget til at indse hvordan realiterne er. Ingen kan jo sige: Sig det og alt bliver godt.
Lad være med at skændes, hvis du kan. Det er så synd for dine børn. Jeg ved godt hvor svært det er, men du kan da prøve. Tænk dig så grundigt om inden du tager stilling til hvad du vil. Se kendsgerningerne i øjnene. Jeg tror ikke du kan tale dig tilrette med ham. Du må selv tage stilling til, hvad du vil med dit liv.
Jeg forstår det sådan, at du ikke ved, hvad der i grunden sker og hvordan ”systemet” kører?
Du har ganske enkelt brug for at få at vide, hvordan og hvorledes rent praktisk?
Persille stiller nogle relevante spørgsmål, dem bør du/I måske tænke over, og er I begge HELT sikre på, at der ikke er mere at gøre, for naturligvis hvis I begge mener at have forsøgt ALT for et få det til at fungere – prøvet at tale sammen og først og fremmest LYTTE til hinanden, I måske har forsøgt med parterapi? Jeg læser dit opslag, som om der simpelt hen ikke er flere følelser tilbage? At I bare ikke har den mindste gnist af kærlighed tilbage – så derfor søger du kun den praktiske løsning for at komme videre i livet?
For det første vil jeg råde dig til at kontakte din sagsbehandler i kommunen. Du kontakter Borgerservice og beder om en tid hos din sagsbehandler – sådan en har vi alle sammen. Når du så kommer der hen, er det nok en god ide, at du har sat dig lidt i jeres økonomiske forhold, hvordan regner du med I kan komme til bo fremover – skal du eller din mand flytte fra jeres fællesbolig, eller er det sådan, at I begge skal finde andet sted, altså at jeres fællesbolig vil være for dyr for en. I det hele taget så mange oplysninger om jeres økonomi som muligt. Sagsbehandleren har pligt til at oplyse dig om alle praktiske forhold, men det er altså meget godt i forvejen lige at have overvejet de rent praktiske ting selv. Du får også der oplysning omkring diverse børnebidrag, både dem I selv skal udrede og dem, der er af offentlige tilskud.
For det andet kontakter du en advokat – og ja, sådan en koster penge, men det kan meget hurtigt vise sig at være meget dyrere at lade være. Sørg for at det er en advokat, der har forstand på skilsmissesager – det finder du ud af ved enten at kontakte et par firmaer og spørge, eller også se på hjemmesider. Det er ret vigtigt, at du får en ordentlig faglig rådgivning.
Disse to steder behandler tingene helt uden følelser og med henblik på den bedst mulige praktiske løsning, men selv om I råber og skriger af hinanden så har I altså to små børn, og de er vel begge avlet i kærlighed og de har krav på, at I bliver voksne og på en ordentlig måde får aftalt, hvordan og hvorledes mht hvor de skal bo, og at I får aftalt en god og fornuftig ordning om, hvornår de skal være hos den ene og den anden. De har ligeledes krav på, at I finder ud af at ”skifte” på en god, venlig og positiv måde. Ligeledes har de krav på, at I begge lærer, at I aldrig -aldrig nogen sinde – taler dårligt om den anden i deres påhør. De har krav på at vide – og det 100% - at I begge elsker jeres børn, at jeres skilsmisse intet – INTET – har med dem at gøre.
De har ligeledes krav på, at I – uden hensyn til egen følelser – finder den boform som er bedst for BØRNENE – ikke for jer selv. Og ja, det er sindsygt svært, men desværre ses det i rigtigt mange skilsmisser, at forældrene kun får set på egne behov – ikke på børnenes.
Det kan ganske enkelt ikke passe, at du overhovedet ikke kender nogen, der er blevet skilt – det er (desværre) en så almindelig ting, at jeg ikke fatter, hvordan du kan leve et liv, hvor man overhovedet ikke kender til den slags, og det derfor er et tabuemne, for naturligvis er det en god ide, at have noget at tale med, så mon ikke du skal prøve at bide stoltheden i dig og få talt med nogen om det? Både du og din mand har givet brug for at tale med nogen, i hvert fald når først ordene er blevet sagt og sagen kører sin gang, for selvfølgelig har I brug for at få talt om, hvor åndsvag den anden er, og selvfølgelig er det et nederlag, når tingene ikke kører som de skal, og man har brug for en skulder at græde ud ved – og det skal man som nævnt ikke bruge børnene til.
Persille har været inde med sot bud i går formiddag – og der er ikke kommet tilbagemelding fra dig, hvorfor det i det hele taget kan være svært, at finde ud af, om det hun spørger om var helt hen i vejret – jeg ser det som relevante spørgsmål – på samme måde, som jeg forventer tilbagemelding, om det jeg har skrevet kan bruges til noget.
Det er jo ikke en brevkasse – men et debatforum, og hvis du vil have bedst mulige hjælp, så gælder det da om at melde tilbage, så vi – eller andre – måske kan komme med bedre forslag.