Hvordan accepterer man situationen?
For knap tre uger siden kom min mand hjem fra en rejse, hvor brudte løfter og forskellige forventninger udløste konflikt.
Få dage efter fortæller han, at han vil skilles.
Vi har to børn på 10 år, der begge to har handicaps bl.a. autisme, hvilket selvsagt har betydet, at der har været mange sorger, mange bekymringer, mange "kampe" der har skulle kæmpes på vegne af vores børn. Noget som jeg ofte har følt at jeg stod meget selv med, idet min mand trak sig. Det har givet konflikter og i den seneste tid også konflikter, hvor jeg bl.a. har truet med "ikke at komme hjem igen".
Alligevel er det kommet som en chok for mig, at "vi er der". Jeg har brækket mig, jeg har grædt, jeg har raset, jeg har næsten ikke kunne trække vejret, jeg har haft så ondt i maven og hjertet at jeg troede, at jeg var ved at dø. Jeg har ligeledes tanker om selvmord eller om at give op og forlade landet.
Jeg valgte at flytte, dagen efter. Jeg måtte bare væk. Forinden fik jeg smadret en masse ting og jeg har været fuldstændig ude af stand til at affektregulere mig selv. Jeg troede virkelig, at jeg var ved at blive sindsyg, og så kun det der var ligefremme som i et tunnelsyn.
Nu er jeg så "flyttet tilbage" og han er flyttet ud. Vi har allerede søgt om skilsmisse, for han siger, at "han ikke elsker mig på den måde, at jeg er blevet mere alvorlig" osv. Det er rigtig, at jeg er blevet mere alvorlig. Når man får to børn med handicaps, så forandrer man sig rigtig meget. Det er i meget høj grad også influeret af alle de daglige "kampe" ligefra overhovedet at formå at komme "levende gennem dagen" til at kæmpe med offentlige myndigheder om skoletilbud, støtte i familien, hjælp til kurser osv. osv. Så ja, jeg er blevet mere alvorlig og måske lidt mindre "sjov" og "let til grin" end tidligere.
Men nu sidder jeg altså her. skilsmissen er en realitet. pengesagerne er delt op. Der er allerede lave samværsaftale også for julen, hvor han har børnene og jeg skal sidde selv.
På mange måder er jeg fattet - men så kan jeg bare mærke et dybt dybt savn. En dyb sorg. Tingene går så hurtigt.
Jeg har virkelig svært ved at acceptere hans beslutning, men han er meget fattet omkring det.
Jeg føler mig også svigtet - det har jeg også følt længe - men det "bare at gå sin vej" og lade mig tilbage med to børn, der er så udfordrede i hverdagen, gør mig virkelig afmægtig.
For en uge siden var jeg på vippen til at flytte i en etværelses lejlighed - bare for mig selv. Blive huleboer eller noget. Og den tanke popper nu op igen. Men det kan jeg jo ikke.
Jeg har allerede brugt mange mange timer på at tale med veninder, og særlig den veninde som jeg kortvarigt boede hos i lidt over en uge for at komme væk herhjemmefra.
Men jeg er virkelig bange. Jeg er bange for, at jeg ikke kan klare det her selv. At jeg ikke kan klare alt det omkring børnene.
Samtidig arbejder jeg, og er ved at skrive et speciale på universitetet, som jeg slet ikke kan koncentrere mig om. Det gør mig helt dårlig. Så kaster jeg op igen.
I dag er det dog lykkes mig at holde lidt mere mad inde end de andre dage.
Jeg føler, at jeg har brug for en terapigruppe, men hvor finder man sådan en.
Min veninde sagde i dag til mig: "jeg tror, at din drøm om en familie, har blokeret dig fra at se at forholdet har været slut længe og at du på sigt vil takke ham for hans mod til at træffe beslutningen". Jeg tror, at hun har ret.
Men jeg er stadig bange for rigtig meget.
Jeg tænker også, at jeg jo aldrig har været voksen uden ham. Vi har været sammen siden vi var teenagere og er nu midt 30'erne. Det er rigtig mange år.
Jeg føler mig helt fortabt.
Få dage efter fortæller han, at han vil skilles.
Vi har to børn på 10 år, der begge to har handicaps bl.a. autisme, hvilket selvsagt har betydet, at der har været mange sorger, mange bekymringer, mange "kampe" der har skulle kæmpes på vegne af vores børn. Noget som jeg ofte har følt at jeg stod meget selv med, idet min mand trak sig. Det har givet konflikter og i den seneste tid også konflikter, hvor jeg bl.a. har truet med "ikke at komme hjem igen".
Alligevel er det kommet som en chok for mig, at "vi er der". Jeg har brækket mig, jeg har grædt, jeg har raset, jeg har næsten ikke kunne trække vejret, jeg har haft så ondt i maven og hjertet at jeg troede, at jeg var ved at dø. Jeg har ligeledes tanker om selvmord eller om at give op og forlade landet.
Jeg valgte at flytte, dagen efter. Jeg måtte bare væk. Forinden fik jeg smadret en masse ting og jeg har været fuldstændig ude af stand til at affektregulere mig selv. Jeg troede virkelig, at jeg var ved at blive sindsyg, og så kun det der var ligefremme som i et tunnelsyn.
Nu er jeg så "flyttet tilbage" og han er flyttet ud. Vi har allerede søgt om skilsmisse, for han siger, at "han ikke elsker mig på den måde, at jeg er blevet mere alvorlig" osv. Det er rigtig, at jeg er blevet mere alvorlig. Når man får to børn med handicaps, så forandrer man sig rigtig meget. Det er i meget høj grad også influeret af alle de daglige "kampe" ligefra overhovedet at formå at komme "levende gennem dagen" til at kæmpe med offentlige myndigheder om skoletilbud, støtte i familien, hjælp til kurser osv. osv. Så ja, jeg er blevet mere alvorlig og måske lidt mindre "sjov" og "let til grin" end tidligere.
Men nu sidder jeg altså her. skilsmissen er en realitet. pengesagerne er delt op. Der er allerede lave samværsaftale også for julen, hvor han har børnene og jeg skal sidde selv.
På mange måder er jeg fattet - men så kan jeg bare mærke et dybt dybt savn. En dyb sorg. Tingene går så hurtigt.
Jeg har virkelig svært ved at acceptere hans beslutning, men han er meget fattet omkring det.
Jeg føler mig også svigtet - det har jeg også følt længe - men det "bare at gå sin vej" og lade mig tilbage med to børn, der er så udfordrede i hverdagen, gør mig virkelig afmægtig.
For en uge siden var jeg på vippen til at flytte i en etværelses lejlighed - bare for mig selv. Blive huleboer eller noget. Og den tanke popper nu op igen. Men det kan jeg jo ikke.
Jeg har allerede brugt mange mange timer på at tale med veninder, og særlig den veninde som jeg kortvarigt boede hos i lidt over en uge for at komme væk herhjemmefra.
Men jeg er virkelig bange. Jeg er bange for, at jeg ikke kan klare det her selv. At jeg ikke kan klare alt det omkring børnene.
Samtidig arbejder jeg, og er ved at skrive et speciale på universitetet, som jeg slet ikke kan koncentrere mig om. Det gør mig helt dårlig. Så kaster jeg op igen.
I dag er det dog lykkes mig at holde lidt mere mad inde end de andre dage.
Jeg føler, at jeg har brug for en terapigruppe, men hvor finder man sådan en.
Min veninde sagde i dag til mig: "jeg tror, at din drøm om en familie, har blokeret dig fra at se at forholdet har været slut længe og at du på sigt vil takke ham for hans mod til at træffe beslutningen". Jeg tror, at hun har ret.
Men jeg er stadig bange for rigtig meget.
Jeg tænker også, at jeg jo aldrig har været voksen uden ham. Vi har været sammen siden vi var teenagere og er nu midt 30'erne. Det er rigtig mange år.
Jeg føler mig helt fortabt.
Kommentarer
Ja, det tror jeg også vil være rigtigt godt for dig. Du har da i den grad brug for hjælp til at få dit liv til at fungere igen.
Jeg foreslår, at du googler psykoterapi; så vil der givet poppe en række emner op. Læs lidt på hver hjemmeside om den enkeltes referencer i forhold til dine problemer. Så synes jeg, du skal udvælge den, der lyder mest tiltalende, sende en mail, hvor du skriver - ja, gerne det samme som, du her har skrevet, og spørg så, om det er noget, man kan hjælpe med - eller alternativt foreslå en anden.
Jeg ser det som ret vigtigt, at du hurtigst muligt kommer til noget professionel hjælp.