Borderline og OCD.
Hej...
Jeg aner ikke hvor jeg skal starte, men jeg er så frustreret, og har brug for svar...
Jeg har "altid" haft det psykisk dårligt.. Jeg begyndte at græde som 15 årig, og har grædt lige siden (jeg er 26). Dengang troede jeg bare, at det var sådan det var. 5 år efter, kom jeg til psykolog første gang, og fik af vide at jeg havde en depression. Jeg er aldrig blevet behandlet for dette, og har haft de samme symptomer lige siden dengang. Jeg har haft mine op og nedture, men det bliver jo hurtigt vane, og både jeg, og min de mennesker jeg havde omkring mig vidste at "sådan var det jo".
For et halvt år siden, blev jeg henvist til psykiatrien, da jeg var på grænsen til selvmord, da jeg ikke følte at jeg kunne mere.
Efter en lang og hård udredning, fik jeg diagnoserne emotionelt ustabil personlighedsstruktur - Borderline type, og OCD.
Nu har jeg haft lidt tid, til at bearbejde disse diagnoser, og da jeg har følt at jeg egentlig bare har fået kastet dem i hovedet, og først kan komme i behandling for det næste år, har jeg forsøgt at læse lidt om det, og selvom mange ting giver mening for mig, har jeg stadig nogle spørgsmål, som jeg virkelig håber jeg kan få svar på.
1. Kan man bliver kureret 100 procent for Borderline og ocd? Altså, vil jeg en dag være i stand til at "opføre mig normalt"?
2. Jeg har en kæreste som jeg elsker. Vi har et barn og et liv sammen, som jeg elsker. Mit problem er, at jeg har lyst til at være sammen med en anden. Eller mange andre. Ikke nogen specifik, og det skal kun være en "kort affære", da jeg i længden ikke vil have andre end min kæreste. Jeg har været ham utro før, og har det elendigt med det, men føler alligevel ikke at jeg kan styre det. Er det min lidelse der får mig til det, eller er det bare sådan jeg er?
3. Min usikkerhed på min identitet, gør, at jeg generelt er usikker på mig selv. Alle har forskellige "billeder" af mig, og lige meget hvilken opfattelse de har af mig, vil jeg ikke ændre den, også selvom den er negativ. Nogle mener, at jeg er super hardcore, og siger hvad jeg mener, andre synes, at jeg er stille og indelukket, nogle mener, at jeg er aggressiv og kold, og andre mener, at jeg er sød og fornuftig. Er det pga. Borderlinen, at jeg ikke er i stand til ar vise hvem jeg er, eller er det fordi, at jeg selv er så usikker, at jeg bare synes det er rart, at nogen måske tror, at de ved hvem jeg er, selvom de ikke ser det gode i mig?
Jeg ved godt, at man måske ikke kan svare enkelt på disse spørgsmål, men kunne virkelig godt bruge en form for svar, da jeg føler mig alene med det her, og ikke føler at jeg kan tale med nogen om disse punkter.
Pft. Hilsen My.
Jeg aner ikke hvor jeg skal starte, men jeg er så frustreret, og har brug for svar...
Jeg har "altid" haft det psykisk dårligt.. Jeg begyndte at græde som 15 årig, og har grædt lige siden (jeg er 26). Dengang troede jeg bare, at det var sådan det var. 5 år efter, kom jeg til psykolog første gang, og fik af vide at jeg havde en depression. Jeg er aldrig blevet behandlet for dette, og har haft de samme symptomer lige siden dengang. Jeg har haft mine op og nedture, men det bliver jo hurtigt vane, og både jeg, og min de mennesker jeg havde omkring mig vidste at "sådan var det jo".
For et halvt år siden, blev jeg henvist til psykiatrien, da jeg var på grænsen til selvmord, da jeg ikke følte at jeg kunne mere.
Efter en lang og hård udredning, fik jeg diagnoserne emotionelt ustabil personlighedsstruktur - Borderline type, og OCD.
Nu har jeg haft lidt tid, til at bearbejde disse diagnoser, og da jeg har følt at jeg egentlig bare har fået kastet dem i hovedet, og først kan komme i behandling for det næste år, har jeg forsøgt at læse lidt om det, og selvom mange ting giver mening for mig, har jeg stadig nogle spørgsmål, som jeg virkelig håber jeg kan få svar på.
1. Kan man bliver kureret 100 procent for Borderline og ocd? Altså, vil jeg en dag være i stand til at "opføre mig normalt"?
2. Jeg har en kæreste som jeg elsker. Vi har et barn og et liv sammen, som jeg elsker. Mit problem er, at jeg har lyst til at være sammen med en anden. Eller mange andre. Ikke nogen specifik, og det skal kun være en "kort affære", da jeg i længden ikke vil have andre end min kæreste. Jeg har været ham utro før, og har det elendigt med det, men føler alligevel ikke at jeg kan styre det. Er det min lidelse der får mig til det, eller er det bare sådan jeg er?
3. Min usikkerhed på min identitet, gør, at jeg generelt er usikker på mig selv. Alle har forskellige "billeder" af mig, og lige meget hvilken opfattelse de har af mig, vil jeg ikke ændre den, også selvom den er negativ. Nogle mener, at jeg er super hardcore, og siger hvad jeg mener, andre synes, at jeg er stille og indelukket, nogle mener, at jeg er aggressiv og kold, og andre mener, at jeg er sød og fornuftig. Er det pga. Borderlinen, at jeg ikke er i stand til ar vise hvem jeg er, eller er det fordi, at jeg selv er så usikker, at jeg bare synes det er rart, at nogen måske tror, at de ved hvem jeg er, selvom de ikke ser det gode i mig?
Jeg ved godt, at man måske ikke kan svare enkelt på disse spørgsmål, men kunne virkelig godt bruge en form for svar, da jeg føler mig alene med det her, og ikke føler at jeg kan tale med nogen om disse punkter.
Pft. Hilsen My.
Kommentarer
1. Man kan lære at tackle og leve med borderline og OCD, så at lidelserne ikke fuldstændig styrer dit liv, og så du i stedet har styr på dem, men 100% er nok ikke helt nemt. Personligt tror jeg, at personlighedsforstyrrelser er for rodfæstet til at forsvinde helt, da det har med kerneselvet at gøre. Men du kan i hvert fald nå til det punkt, hvor du får et godt og fyldestgørende liv.
2. Det er faktisk meget typisk borderline at være "promiskuøs". Med borderline har man tit problemer med sin impulskontrol, og når man bliver følelsesmæssigt overvældet, søger man sensorisk stimuli for at distrahere fra sine følelser. Sex kan være en af dem. Jeg tror også, det spiller meget sammen med lavt selvværd, troen på man i sidste ende bliver forladt, og et behov for anerkendelse. Sex kan være en nem måde at føle sig tæt og intim på et andet menneske uden egentlig at komme så tæt på, at de kan nå at såre en. Og samtidigt er det en måde at holde din kæreste på afstand på. Som borderline kan man have tendens til at prøve at forlade ens elskede, før de selv finder på at forlade en.
3. Jeg tror i hvert fald det er kædet sammen med din borderline. Med borderline har man ikke følt sig anerkendt nok i sin opvækst og har oplevet eller 'opfattet' svigt. Man har en grundlæggende tro på, at man ikke er god nok, som man er. At det er noget grundlæggende gal med en. Så man har prøvet at undertrykke ens følelser og tanker og at lægge afstand til ens 'sande' jeg. Man prøver desperat at være den folk vil have man skal være, men samtidigt har man også en masse usunde forsvarsmekanismer, der kommer frem og prøver at beskytte en imod at blive såret. Der er også det, der hedder "splitting", hvor man kun ser det gode eller det onde i folk eller i en situation af gangen, fordi man som yngre ubevidst har brugt det som en forsvarsmekanisme. Det er en anelse kompliceret, men ens lave selvværd og ens forsvarsmekanismer gør det alt sammen svært at vide, hvem man i virkeligheden er. Måske denne hjemmeside kan hjælpe med at forklare det bedre end mig http://www.psykiatrifonden.dk/viden/dia ... erapi.aspx. Hvis du evt er god til engelsk findes der en masse god info om borderline på nettet.
Jeg aner ikke, om jeg gav en dyt mening, da min hjerne er en anelse ristet pt, men du er altid velkommen til at spørge igen!