seneskedehindebetændelse
lotte123
✭
Er der nogen, der ved hvordan man for tiden behandler seneskedehindebetændelse?
Jeg har døjet med det i mange, mange år - sådan on and off rundt i snart samtlige ledbånd, og derfor ved jeg, at det har været yderst svingende, hvad man gjorde ved det.
I starten var det gips, så blev det "bare" et støtteforbinding - for at gå over til, at det skulle arbejdes væk osv...
Jeg er lige nu ret sikker på, at det nu har sat sig på mit knæled, og det gør vanvittigt ondt, og det er ret belastende at gå, men jeg gør det alligevel.
Jeg har kontaktet lægen for at få en tid, men er egentligt lige nu nysgerrig på, hvad der for tiden er den bedste behandling?
Jeg har døjet med det i mange, mange år - sådan on and off rundt i snart samtlige ledbånd, og derfor ved jeg, at det har været yderst svingende, hvad man gjorde ved det.
I starten var det gips, så blev det "bare" et støtteforbinding - for at gå over til, at det skulle arbejdes væk osv...
Jeg er lige nu ret sikker på, at det nu har sat sig på mit knæled, og det gør vanvittigt ondt, og det er ret belastende at gå, men jeg gør det alligevel.
Jeg har kontaktet lægen for at få en tid, men er egentligt lige nu nysgerrig på, hvad der for tiden er den bedste behandling?
Kommentarer
Jeg lider af kronisk seneskedehindebetændelse - og ja, jeg ved godt, at læger påstår, at denne lidelse ikke er kronisk, men det er ikke desto mindre tilfældet for mig, endda i en sådan grad, at jeg er tilkendt førtidspension for over 20 år siden.
Men i og med, at jeg normalt kan planlægge min dag, er det derfor meget sjældent, at jeg får et så voldsomt udbrud, som jeg har nu. Jeg har altid - altid - smerter et eller andet sted, men af en sådan grad, at jeg kan "styre" det og tage mine forholdsregler.
Det er godt nok mange år siden, jeg har været udsat for binyrebarkhormon som behandlingsform, hvorfor jeg forvirres over, at man skulle være gået tilbage til den behandling igen, men som jeg skriver, så ved jeg at man netop har været voldsomt svingende i hvordan denne lidelse skal behandles.
Mit spørgsmål gik nok mere på, om "man" for tiden anbefaler total ro, eller som jeg ved sidste udbrud - for nogle år siden - fik at vide, at det er bedst at bruge/træne leddet. Da jeg har det sådan, er der derfor sjældent jeg har følt behov for at gå til læge p.gr. af disse smerter, da jeg jo ved, hvad det handler om.
Jeg er oven i købet i den situation, at jeg ikke tåler acetylsalicylsyre, hvorfor Ibruprofen ikke er en mulighed for mig.
Jeg er netop begyndt på en panodil-kur - finder min støttestok frem igen og afventer en tid ved lægen.
Jeg skal naturligvis nok melde tilbage om, hvad min (nu nye) læge mener er "på mode" i form af behandling.
Men jo, et heftigt udbrud af seneskedehinde betændelse omkring venstre knæ. Jeg har den sidste uges tid taget en Panodilkur med to piller hver fjerde time, uden nogen videre effekt.
Da jeg som nævnt ikke tåler acetylsalicylsyre er Ibuprofen ikke en mulighed for mig, hvorfor jeg er ordineret ro og aflastning.
Binyrebarkhormon og den slags heftige sager blev overhovedet ikke nævnt, hvorfor jeg stadig mener, at det ikke er en umiddelbar behandlingsform, der bruges mere.
Jeg blev tilbudt fysioterapi, men min erfaring viser, at det tager ca. lige så lang tid at gå til behandling, som det normalt tager, til der er faldet ro på det hele igen. Så - om det er tiden eller behandlingen der hjælper, ved jeg egentligt ikke.
Så - op med benet, nogle gode puder som støtte - og så lader jeg mig forkæle den næste tid.
Godt man ikke hører til typen, der mener at der skal piskes stresset rundt bare fordi julen nærmer sig. Smil.
Og øv - jeg ved desværre, at det kan tage sin tid.
Efter en tid, hvor jeg gradvist fik det værre, valgte jeg at sige ja tak til laserbehandling ved fysioterapeut. Der har jeg så været tre gang om ugen indtil jul, hvor der så blev ferielukket. Laserbehandlingen har dog overhovedet ikke haft effekt, så hele december er gået med smerter og aflastning.
I fredags føltes det som om, der pludseligt og uden varsel blev stukket en kniv ind i knæet på mig. Jeg nåede heldigvis at få fat i en bordkant, ellers var jeg faldet. Jeg stod helt fredeligt ved et bord. Og nej - jeg har overhovedet ikke været "vild", hverken i julen eller nytåret. Det har det knæ slet, slet ikke tilladt.
Hele week-enden har været et stort smertehelvede, og jo da, jeg kontaktede lægevagt lørdag formiddag, og fik efter 1½ times ventetid kontakt til en læge, der kunne fortælle mig, at jeg skulle tage noget smertestillende og kontakte egen læge mandag (den havde jeg aldrig regnet ud - smil).
I dag - en måned efter mit første besøg ved lægen, kom man frem til, at der skulle tages et røntgenbillede - og ligeledes tages nogle blodprøver, så man kunne finde ud af, om jeg fejler noget mere/andet. Og nej - jeg klager ikke over systemet - jeg har jo ikke kontaktet lægen, siden jeg sagde ja til laserbehandlingen.
Og det bedste - nu er man vist endelig kommet frem til, at ro ikke er det, der skal til - så når svaret ligger, skal jeg forhåbentligt i gang med noget træning hos fysioterapeuten. Disse træningsmaskiner har jeg godt nok kigget længelsfuldt efter hver gang jeg har været der.
For jeg tror jo egentligt ikke, at aflastning og ro helbreder ret meget.
Men - der tales stadig overhovedet ikke om binyrebarkhormon, så jeg tror at lige netop det råd er lidt "gammelt" og altså ikke tidsvarende.
Jeg har fået ny læge, og jeg ved ikke lige, om hun er sagen.
Jeg tog ind og fik taget dette røntgenbillede i mandags, og et par dage efter fik jeg taget blodprøver. Jeg forstod, at lægen ville sende svar til mig, når svar på røntgen forelå, men jeg har endnu ikke hørt noget - dog har jeg fået en opfølgende tid d. 18., hvor jeg formoder, at jeg så vil få svar på hhv det røntgen og blodprøverne.
Hmmm - det er så åbenbart meningen, at jeg bare skulle sidde passivt og afvente, om f.eks. træning er det, der skal til - altså endnu hele 14 dage. Min fysioterapi blev jo også sat i bero.
Da jeg i forvejen har siddet passivt og holdt det ben i ro i 1½ måned uden effekt, har jeg nu valgt at gøre noget helt selv - og ja, uden lægens accept/vidende:
Jeg ER gået i gang med at træne selv. Og jo - vel gør det ondt, men jeg må da også konstatere, at det også bliver bedre. Jeg laver bøje/strække- venepumpeøvelser; jeg bider tænderne sammen og prøver at gå lidt mere, jeg forsøger på trappen osv.
I dag har jeg i øvrigt forsøgt at klare lidt strygetøj - og nej, det var ikke så smart at stå i samme stilling ½ times tid, men dog bedre end da jeg forsøgte for et par uger siden, så lige nu er der dømt pause og hvile - selvfølgelig.
Ligeledes har jeg fået kontakt med en akupunktør, som jeg skal til i morgen, og det har jeg faktisk en del forventninger til.
I hvert fald synes jeg at fornemme, at heller ikke total ro i det angrebne led er løsningen.
Du hygger dig ikke helt alene, for jeg læser skam hvad du skriver og hygger med.
Jeg har bare ikke nogen gode råd, desværre. Men jeg må da nok sige det tager sandelig sin tid at få audiens hos lægen.
Jeg husker i min ungdom, da mødte man bare op og så ventede man til det blev ens tur. En halv eller en hel time, men der var jo blade og nogen man kunne snakke med.
I dag er der ikke et blad hos lægen, joe, nogen man ikke gider kigge i. Til gengæld er ventetiden kort, når først man ER kommet ind ad døren.
Da jeg stod i lære fik jeg seneskedebetændelse i mit håndled. Lægen lagde armen i gips og min læremester blev sur, så jeg tog gipsen af og begyndte så småt at arbejde. Håndleddet blev langsomt rask. Men det kan gøre frygtelig ondt, jeg kunne en overgang ikke køre en kam gennem håret.
Da det jo er det, jeg primært fejler – kender jeg kun alt for godt symptomerne, hvorfor jeg faktisk kun yderst sjældent møder op ved lægen, når den er gal. Almindeligvis gør jeg netop i moderat træning, når det går galt, men her blev det så ekstraordinært galt, og jeg følte behov for at få undersøgt, om der evt. var andet/mere galt, hvorfor jeg – inden jeg besøgte lægen – ville høre, om der var nye behandlingsmetoder på ”mode” for tiden, for lige præcis behandlingen af seneskedehindebetændelse har været meget svingende gennem årene.
Jeg startede også i sin tid med gipsbehandling.
Med det forløb, jeg lige pt har været gennem, kan jeg kun sige, at den der med at holde det i totalt ro, lader til at være en rigtig dårlig ide, men det var altså hvad jeg fik af besked ved lægen i begyndelsen af december.
Som nævnt, da jeg var ved læge sidste mandag, fik jeg vistnok stadig besked om ro – men jeg skal åbenbart vente hele 14 dage, før jeg får besked på det røntgenbillede, som altså er taget for en uge siden, og som jeg 100% sikker på, har ligget hos lægen i flere dage – og ja, det er jeg faktisk utilfreds med, at jeg så bare skal afvente, hvad man finder på af behandling til næste gang, jeg har en tid. Faktisk mener jeg også, at lægen sagde, at hun ville sende besked til mig, når de fotos lå der, men det har jeg vist misforstået, eller....
Jeg er jo gået i gang med træning selv, og mærker en tydelig bedring, men ret beset ved jeg jo ikke, om så Nemesis indhenter mig, når jeg ikke bare sidder med benet oppe og venter, men netop træner så meget jeg kan.
Ligeledes har jeg endelig fået kontakt til en akupunktør, som jeg har været ved i dag, og nej – selvfølgelig er der ikke pludselig bedring allerede i dag, men jeg har store forhåbninger til, at det netop er den rette vej, da det er en behandlingsform, jeg før har haft meget stor glæde af.
Og så mht ventetid ved lægen. Det er ikke den, jeg klager over. Jeg er faktisk ikke tilhænger af, at man har den der åbne konsultation, hvor man bare kommer og venter til det bliver ens tur. Ved min forrige læge havde de den form, som jeg fik besked på at møde op til en gang, hvor jeg havde ringet om morgenen, og jeg var hundesyg. Jeg magtede simpelt hen ikke at sidde der på en i øvrigt elendig stol i to-tre timer før det blev min tur, hvorfor jeg vaklede ud til sekretæren (inden jeg evt fik smittet alle de andre i det tætpakkede venteværelse), og bad om at få en tid, selv om det så måtte vente til næste dag. Det var første og sidste gang, jeg mødte om til den åbne konsultation.
Mit nye lægehus har også den ordning, men nej – jeg vil have en tid, og sådan er vi jo så forskellige.
Og nej – pt søger jeg nok ikke flere råd, men da jeg ved, at rigtigt mange døjer med seneskedehindebetændelse, f.eks i form af musearm, følte jeg bare behov for at fortælle, at netop et råd fra lægen om total ro, nok ikke er den bedste ide. Jeg er ret sikker på, at mit forløb nok har været forhalet, fordi jeg har netop har holdt ro, ro og ro i stedet for moderat træning fra dag et. Og ja - det er en meget smertefuld lidelse.
Ja det her er blevet til en hyggedebat, hvilket vel heller ikke er at foragte.
Jeg oprettede jo debatten for at høre, om der var nye landvindinger i en lidelse, som jo desværre er blevet en folkesygdom, dog nok mest i armen, men sygdommen er jo den samme - hvorfor det i grunden undrer mig, at der ikke er flere aktive, som netop har erfaringer med den slags.
Men sådan er det jo.
Jeg blev jo noget paf over Jens, der var inde på binyrebarkhormon, som behandlingsform, og er da heldigvis blevet bekræftet i, at det i hvert fald ikke er den første tanke, der falder lægen ind - heller i mit tilfælde, der jo var så grelt, at jeg ikke kunne gå for smerter.
I hvert fald gode tanker til dig.