Indstillinger
Skilmisse konsekvenser som voksen...
Hejsa
Jeg håber lidt der er nogle ligesindede herinde. Jeg står på et sted i mit liv hvor jeg må erkende at jeg rummer utrolig meget indædt vrede.
De sidste par år har grænset til det selvdestruktive med uovervejede adfærdsmønstre ifht. indkøb af unødvendige eller egoistiske genstande.
Jeg er idag 36 år, har kæreste og vi har 3 børn, to af dem er mine.
Problemet er at jeg har gravet mig selv så dybt ned i min vrede at jeg er nær ved ikke at kunne varetage mit arbejde på tilstrækkelig vis. Det er ved at udmønte sig i selvbebrejdelse, frakastelse af ansvar og ugidelighed og træthed. Endda stress hvor jeg ikke magter at gå på arbejde, på trods at at meget tyder på jeg måske står uden arbejde indenfor den nærmeste fremtid.
Dog udmønter min vrede sig aldrig fysisk. Jeg har fx. aldrig lagt hånd på min kæreste eller børnene. Der er nærmere tale om en slags selvstraffelse, eller bebrejdelse af kærestens banaliteter.
Det er lykkedes mig at spore mig ind på hvor nogle af mine adfærdsmønstre kommer fra, og vi snakker selvfølgelig forældre.
Mine forældre gik fra hinanden første gang da jeg var 7 år gammel.
Anden gang da jeg var 18år.
Det var ikke rigtig noget man snakkede om dengang i 80erne, og hvis det var så kan jeg ikke huske det.
Jeg er kommet i tvivl om al den vrede og manglende tro på mig selv rent faktisk kan stamme fra deres mange skænderier og skilsmisse?
Egentlig har jeg lyst til at bryde ud i et råb og skrige "tak for lort mor og far!!", men nu er jeg jo voksen og så er det som om jeg føler jeg ikke kan tillade mig det, plus det at jeg er i tvivl om det rent faktisk er det der er årsagen.
Min mor siger at min spendere adfærdsmønster minder utrolig meget om min fars.
Hans ambitioner om at "skabe sig selv"... at købe ting som man så kan identificere sig selv med. Det holder desværre kun til man står med den ligegyldige ting i hånden, og det er samme skuffende følelse hver gang.
Min mor var selv på den inkonsekvente side og jeg kan huske hvordan jeg nemt kunne få hende til at lade mig blive hjemme, hvis ikke jeg havde lavet en dansk stil.
Men selvom jeg ved disse ting som voksen, så aner jeg ikke hvad jeg skal gøre af det?! Jeg aner ikke hvor jeg skal placere den vrede... jeg aner ikke hvordan jeg kan sige til mit unge jeg at "fandme nej... du må tage i skole og så tage konsekvensen af ikke at lave dine lektier!!"
Det er som om jeg har noget der ligner en nøgle i hånden, men jeg kan ikke finde ud af at anvende den.... til tider føler jeg endda at jeg ligefrem ikke gider anvende den, og så er jeg tilbage ved bebrejdelsesløbet.
Det er blevet endnu mere presserende nu, fordi jeg allerede nu kan begynde at se de repetative tegn i min ældeste søn. Jeg prøver virkelig hårdt på at holde ham til ilden med een ting, frem for at springe fra leg til leg, fra spil til spil osv osv, men jeg føler jeg taber kampen og hvis der er noget jeg ved nu, så er det at jeg virkelig ikke ønsker for ham at han skal gå gennem den samme udvikling eller mangel på samme. Det ville knuse mit hjerte.
HJÆLP! Er der andre som er vokset op som skilsmisse barn som "lider" af den samme indgroede vrede? Hvordan har I håndteret det?
Jeg føler mig totalt lost...
Jeg håber lidt der er nogle ligesindede herinde. Jeg står på et sted i mit liv hvor jeg må erkende at jeg rummer utrolig meget indædt vrede.
De sidste par år har grænset til det selvdestruktive med uovervejede adfærdsmønstre ifht. indkøb af unødvendige eller egoistiske genstande.
Jeg er idag 36 år, har kæreste og vi har 3 børn, to af dem er mine.
Problemet er at jeg har gravet mig selv så dybt ned i min vrede at jeg er nær ved ikke at kunne varetage mit arbejde på tilstrækkelig vis. Det er ved at udmønte sig i selvbebrejdelse, frakastelse af ansvar og ugidelighed og træthed. Endda stress hvor jeg ikke magter at gå på arbejde, på trods at at meget tyder på jeg måske står uden arbejde indenfor den nærmeste fremtid.
Dog udmønter min vrede sig aldrig fysisk. Jeg har fx. aldrig lagt hånd på min kæreste eller børnene. Der er nærmere tale om en slags selvstraffelse, eller bebrejdelse af kærestens banaliteter.
Det er lykkedes mig at spore mig ind på hvor nogle af mine adfærdsmønstre kommer fra, og vi snakker selvfølgelig forældre.
Mine forældre gik fra hinanden første gang da jeg var 7 år gammel.
Anden gang da jeg var 18år.
Det var ikke rigtig noget man snakkede om dengang i 80erne, og hvis det var så kan jeg ikke huske det.
Jeg er kommet i tvivl om al den vrede og manglende tro på mig selv rent faktisk kan stamme fra deres mange skænderier og skilsmisse?
Egentlig har jeg lyst til at bryde ud i et råb og skrige "tak for lort mor og far!!", men nu er jeg jo voksen og så er det som om jeg føler jeg ikke kan tillade mig det, plus det at jeg er i tvivl om det rent faktisk er det der er årsagen.
Min mor siger at min spendere adfærdsmønster minder utrolig meget om min fars.
Hans ambitioner om at "skabe sig selv"... at købe ting som man så kan identificere sig selv med. Det holder desværre kun til man står med den ligegyldige ting i hånden, og det er samme skuffende følelse hver gang.
Min mor var selv på den inkonsekvente side og jeg kan huske hvordan jeg nemt kunne få hende til at lade mig blive hjemme, hvis ikke jeg havde lavet en dansk stil.
Men selvom jeg ved disse ting som voksen, så aner jeg ikke hvad jeg skal gøre af det?! Jeg aner ikke hvor jeg skal placere den vrede... jeg aner ikke hvordan jeg kan sige til mit unge jeg at "fandme nej... du må tage i skole og så tage konsekvensen af ikke at lave dine lektier!!"
Det er som om jeg har noget der ligner en nøgle i hånden, men jeg kan ikke finde ud af at anvende den.... til tider føler jeg endda at jeg ligefrem ikke gider anvende den, og så er jeg tilbage ved bebrejdelsesløbet.
Det er blevet endnu mere presserende nu, fordi jeg allerede nu kan begynde at se de repetative tegn i min ældeste søn. Jeg prøver virkelig hårdt på at holde ham til ilden med een ting, frem for at springe fra leg til leg, fra spil til spil osv osv, men jeg føler jeg taber kampen og hvis der er noget jeg ved nu, så er det at jeg virkelig ikke ønsker for ham at han skal gå gennem den samme udvikling eller mangel på samme. Det ville knuse mit hjerte.
HJÆLP! Er der andre som er vokset op som skilsmisse barn som "lider" af den samme indgroede vrede? Hvordan har I håndteret det?
Jeg føler mig totalt lost...
Kommentarer
Du kan vælge at lade det styre dit liv, eller du kan vælge at gøre noget ved det.
En god ven sagde en gang til mig: ”Du kan ikke ændre på det, der ER sket; men du kan lære at leve med det.”
Ligegyldigt hvad vi som forældre siger til vores børn, vil de uværgerligt gøre som vi GØR og ikke som vi SIGER, så derfor bør du nu være ekstra opmærksom på, hvad det i grunden er, du sender videre til din søn (dine børn) af dårlig/forkert adfærd.
Det er dig, der bør tage ansvar for dig selv og dit liv – du får det ikke bedre ved at gå og være vred på dine forældre og hvad de har/havde af handlingsmønstre.
Derfor bør du nok søge en psykoterapeut, der kan give dig nogle værktøjer til dels at få denne vrede bearbejdet, dels få den pakket ned i den dertil indrettede kasse, så du kan komme videre med dit eget liv og på den måde, som DU ønsker, det skal være.
Det eneste, du vil få ud af at bebrejde din kærestes ”banaliteter”, fordi DU har det skidt – er at hun en dag får nok og forlader dig, så det bør du da klart se at få gjort noget ved hurtigst muligt, og hvis du selv virkelig vil, så vil netop en dygtig psykoterapeut givet kunne hjælpe dig på rette vej.
Og ja – jeg er selv opvokset med massivt svigt fra forældre, der skændtes – evig og altid – der var så selvoptagne, at de kun sjældent opdagede, at der var to børn, der mere eller mindre gik for lud og koldt vand. Og ja – naturligvis har det påvirket os børn, men jeg valgte altså at kæmpe imod, søge noget hjælp, og ja – naturligvis dukker ”spøgelserne” op ind i mellem, men jeg har lært at få dem puttet væk i den dertil indrettede "kasse" igen. Det er – trods alt – lykkedes mig at få et godt liv, og give mine børn nogle andre og langt bedre værdier til deres liv.
Hvis du virkelig selv vil, så kan det altså godt lykkedes, men ikke så længe, du kun vil placere skyld og ansvar – du er nødt til at lægge det bag dig og selv arbejde på det liv, DU gerne vil have. Hvis det skulle lykkes for dig at få dine forældre til at sige undskyld – vil du opdage, at du ikke kan bruge det til noget som helst, for de kan jo ikke ændre på ting, der ER sket.
Eller om jeg er helt på vildspor?
Har ikke lige være på og holdt øje.
Kan godt se hvad du mener. Jeg har også taget kontakt til en psykolog, som jeg har fået bevilliget 6 sessions til gennem min forsikring.
Håber han kan udruste mig med nogen teknikker / redskaber som jeg kan blive bedre til at bruge med tiden.
Bare det at få skrevet det ned og få snakket lidt med mine forældre (uden at fokus var på "hvorfor" osv osv), har hjulpet lidt. Taget lidt af kanten af.
Jeg blev bare overrasket over hvor bredt det kan spænde ifht. de ting som kan blive påvirket af ens barndom, og dermed hvor mange ting man egentlig skal holde fokus på idag; altså hvor jeg aktivt skal være bevist om at "nu skal jeg huske at gøre så'n og så'n" eller ikke gøre så'n og så'n.
Tak for din tid