Er jeg ramt af en depression?
Hej NetDokter
For lidt over ½ år siden flyttede jeg Gymnasium, jeg kunne ikke rigtigt finde ud af det med de mennesker som gik på det gamle. Men for at være ærlig, så er det ikke meget bedre her. Jeg har en mistanke om at det på dette tidspunkt at mit "problem" startede. Dog kan jeg også saktens forstille mig at det har været længerere tilbage i tiden.
Mit problem er at jeg græde uden grund. Det sker tit, at når jeg er alene bare begynder at græde, og jeg aner ikke hvorfor. Det har også sket et par gange i timerne. Jeg kan ikke overskue noget, jeg er ved at få meget fravær fra skolen. Derudover har jeg for ca. en måned siden fået af vide at jeg var ordblind, hvilket var et kæmpe nederlag for mig.
Jeg føler mig nyttesløs, som om alt hvad jeg rør ved går galt.
Jeg føler mig så fortabt og alene. Jeg føler mig også nedtrykt - hvis jeg har aftaler med nogle, aflyser jeg tit, fordi jeg ikke synes, jeg kan overskue det Der er bare ingen grund til, ikke at kunne overskue det. Hvorfor føler jeg sådan her?
Jeg har ikke snakket med nogen om det indtil nu. For lidt siden fortalte jeg en veninde om det, men hun vil have jeg skal sige det til mine forældre! Det har jeg virkelig ikke lyst til! Jeg ville føle mig utroligt sårbar og jeg vil heller ikke have at de skal være bekymrede! Det gik over for et år siden og jeg håber bare at det gør det igen nu, men jeg er splittet...
Jeg vil have det til at gå væk! Jeg kan være en glad pige, men lige nu begynder jeg at græde over de mest trivielle ting..
Hvad sker der med mig? hvorfor har jeg det sådan her?
Hilsen pigen der har brug for hjælp.
For lidt over ½ år siden flyttede jeg Gymnasium, jeg kunne ikke rigtigt finde ud af det med de mennesker som gik på det gamle. Men for at være ærlig, så er det ikke meget bedre her. Jeg har en mistanke om at det på dette tidspunkt at mit "problem" startede. Dog kan jeg også saktens forstille mig at det har været længerere tilbage i tiden.
Mit problem er at jeg græde uden grund. Det sker tit, at når jeg er alene bare begynder at græde, og jeg aner ikke hvorfor. Det har også sket et par gange i timerne. Jeg kan ikke overskue noget, jeg er ved at få meget fravær fra skolen. Derudover har jeg for ca. en måned siden fået af vide at jeg var ordblind, hvilket var et kæmpe nederlag for mig.
Jeg føler mig nyttesløs, som om alt hvad jeg rør ved går galt.
Jeg føler mig så fortabt og alene. Jeg føler mig også nedtrykt - hvis jeg har aftaler med nogle, aflyser jeg tit, fordi jeg ikke synes, jeg kan overskue det Der er bare ingen grund til, ikke at kunne overskue det. Hvorfor føler jeg sådan her?
Jeg har ikke snakket med nogen om det indtil nu. For lidt siden fortalte jeg en veninde om det, men hun vil have jeg skal sige det til mine forældre! Det har jeg virkelig ikke lyst til! Jeg ville føle mig utroligt sårbar og jeg vil heller ikke have at de skal være bekymrede! Det gik over for et år siden og jeg håber bare at det gør det igen nu, men jeg er splittet...
Jeg vil have det til at gå væk! Jeg kan være en glad pige, men lige nu begynder jeg at græde over de mest trivielle ting..
Hvad sker der med mig? hvorfor har jeg det sådan her?
Hilsen pigen der har brug for hjælp.
Kommentarer
Det kunne faktisk godt tyde på, at du er ramt af en depression. Men i et debatforum kan vi naturligvis ikke stille diagnoser. Du må gå til din læge og blive grundigt undersøgt.
Men jeg synes, at du allerførst skulle fortælle dine forældre, at du ikke har det godt. Hvis jeg var din mor, ville jeg blive meget ked af det, hvis min datter ikke betroede sig til mig om noget, der er så vigtigt.
Angående ordblindhed: I betragtning af, at du muligvis er ordblind, synes jeg, at du skriver ret godt. Der er et par stavefejl og nogle få steder, hvor teksten ikke rigtig hænger sammen. Det er alt. Og den slags kommer jo også for os andre ikke-ordblinde.
Når jeg har hørt ordblinde udtale sig i fjernsynet, plejer de at være glade for at have fået en forklaring på deres problemer med at læse og skrive. Sådan som jeg har forstået det, ved man meget mere i vore dage om ordblindhed. Det vil sige, at der også er større muligheder for at få hjælp. Og ved du hvad, du kan altså ikke gøre for det! Du skriver, at du betragter det som et nederlag. Men det må være, fordi du ikke har det godt. Når du får det bedre, vil du se anderledes på din eventuelle ordblindhed. Det ville også være en god ide, hvis du taler med andre om dette problem. Det vil hjælpe.
Men tilbage til dit helbred:
Sagen er, at alt for mange mennesker ser depression som noget udelukkende psykisk, altså noget, der foregår i hovedet, uden sammenhæng med, hvordan kroppen i øvrigt har det. Jeg kan fortælle dig, at jeg selv har haft mange depressioner, og at jeg også så sådan på det i massevis af år, desværre.
Men det forholder sig faktisk sådan, at mange depressioner har deres oprindelse i mangeltilstande. For mit vedkommende manglede jeg jern, og det har nok været grunden til, at jeg blev så syg. Jeg brugte i titusindvis af kroner på psykoterapi hos psykologer, men en psykolog – ligegyldig hvor dygtig han eller hun er – kan altså ikke råde bod på jernmangel! Et glas jernpiller fra apoteket til 55 kr. ville have hjulpet bedre!
Nu ved jeg jo ikke, hvad årsagen til lige præcis din tilstand er. Men mange unge piger mangler altså jern på grund af menstruationen. Og måske ser du min pointe: Hvorfor gå og have det så dårligt, hvis der er en enkel og billig løsning?
Det kan også være, at du mangler D-vitamin, hvilket også er kendt for at udløse depression, hvis man mangler det. Man mener, at op mod halvdelen af danskerne mangler D-vitamin i vinterhalvåret.
Årsagen kan også være, at du hører til de mange danskere, som bliver nedtrykte på grund af manglende lys i vinterhalvåret. Du skriver, at du før har haft det meget dårligt, men at det gik over igen. Prøv at finde ud af, hvornår på året forværringen skete, og hvornår på året det blev bedre. Er der en sammenhæng med årstiderne?
NB: jeg siger ikke, at jerntilskud eller D-vitamintilskud kan helbrede en depression, hvis du faktisk HAR en depression. Når en depression først er gået i gang, kan det være nødvendig at tage et antidepressivt middel i en periode. Men det er selvfølgelig vigtigt, at der bliver kompenseret for eventuelle mangler. Hvis årsagen skulle være mangel på lys, vil en særlig lampe med kraftigt lys dog kunne hjælpe.
Så du kan nok se, at det er nødvendigt at komme til en læge. Hvorfor skal du gå og have det sådan, når det nu er muligt at få hjælp?
Mange hilsner og god bedring
Kameliadamen