Hjælp!

Rikkemille00

Jeg er gift med min mand og har ikke børn sammen, han har to fra tidligere forhold på 15 og 17. De bor hos deres mor. Derudover har han et barn på 7, som han ikke ønsker kontakt med (!). Denne pige på 7 ved hans ekskone, samt hans børn ikke eksisterer.
Jeg selv har en søn på 15, som bor hos os. Og det er enormt hårdt, da min mand ikke kan accepterer han er teenager. Min mand giver tit udtryk for at han syntes han er en møgunge og ikke kender til hvad der er rigtig og forkert. Det har jeg sagt jeg ikke gider at høre på han kalder min søn, da jeg syntes det er respektløs og barnagtigt. Men så ignorerer han ham, og det æder mig op indvendigt. Min mands børn er her sjældent.
Jeg har sagt at når der er noget der gør min mand gal må han sige det, så vi alle tre kan sætte os ned og få det snakket igennem. Det gider han ikke, det er min unge, så det må jeg få styr på. De problematikker der er har været larm på værelset i weekenden når han har besøg, at der blev røget på værelset. Og jeg har det sådan for...... Han er teenager .... Min mands børn er stille og meget pligtopfyldende når de er her, nogen søde børn jeg holder rigtig meget af.
Min mand og jeg har det godt sammen, men jeg kan mærke hans kritik af min søn gør mig så ked af det.
Han siger aldrig selv noget til ham hvis der er noget han er utilfreds med , så er det mig der skal give min søn beskeden. Jeg syntes det er så latterligt.
Jeg synteS det er så svært..
Hvad tænker i? Nogen der har erfaringer

lotte123

Nu er børn også en slags mennesker – og det har din mand øjensynligt ikke forstået. Han er tydeligvis ikke klar over, at han gør nogle børn/unge ubodelig skade, som vil påvirke – måske endda ødelægge – dem for livet.
Han har et barn, som han ikke ønsker at se. Har han aldrig tænkt over, at denne datter skal vokse op med at være uønsket – og de følger det kan have for hende?

Men – det handler her om dit barn. Jeg må tilstå, at det er meget vanskeligt for mig at forstå, hvordan du kan elske et menneske, som synes at dit barn er en møgunge? Der er altså en del af dig, som han ikke kan fordrage. Hvordan kan du overhovedet have det godt med det? Hvordan kan du stiltiende se på, at din mand systematisk nedbryder din søns selvværd?

Når man har ”dine og mine” børn er man simpelt hen nødt til at acceptere, at det er en del af ”pakken”. Her må man som forældre helt og aldeles være klar i mælet og først og fremmest se på sit barns tarv – og det har du jo i hvert fald ikke gjort her.

Min mand og jeg har også ”dine og mine” børn, og nej – det har ikke altid været lige nemt, og selv om alle nu for længst er voksne, må man altså bide i nogle sure æbler en gang i mellem og gå sig en tur eller noget. Ligegyldigt hvad, så må og skal det aldrig – aldrig – være din søn, der er nødt til at finde sig i at bo med et menneske, der ikke kan lide ham og synes, han er en møgunge.

Hvis ikke du vil have ansvaret for, at din søn får alvorlige problemer resten af sit liv, så er du nødt til at træde i karakter – og det lige nu – hvis ikke det allerede ER for sent, men der er da givet håb om, at du kan rette op på det, hvis du virkelig gør en indsats.

Du må helt klart fortælle din mand, at enten accepterer han din søn eller også må du simpelt hen forlade ham. Din søn er DIT ansvar og det ansvar bør og skal du tage seriøst; din mand er tydeligvis meget egoistisk, umoden og – igen – åbenbart ude af stand til at fatte, hvilke skader han påfører både din søn – og på længere sigt også sin lille datter.

Ja, jeg ved jeg er meget hård og kontant – men du spiller russisk roulette med din søn som indsats. Hvordan tror du han har det med at skulle bo sammen med en mand, der ikke vil tale til ham, der synes han er en møgunge, der givet tydeligt viser ham at han i den grad er uønsket? Hvordan tror du din søn har det med, at DU har valgt, at han skal leve med en sådan person?

Og igen – jeg fatter slet, slet ikke, hvordan DU kan elske sådan en mand. Men – bevares – der er måske mere i den historie, end der er skrevet her.