stavnsbundet
Hej.
jeg er en ung mand slut 20'erne. Jeg flyttede sammen med min kæreste for 4 år siden i min lejlighed i Aabenraa. hun kommer fra Fyn.
Jeg har altid sagt jeg ikke ville væk fra det sønderjyske, og den holder jeg også fast i. det er ikke fordi jeg er egoist, men har bare aldrig været glad og tryk andre steder. fordelene er også at her er billigt at bo, og derfor gør ting nemmere end på fyn/ Nyborg hvor hun gerne vil flytte hen. vi har en søn på 2.5 år. vi flyttede fra aabenraa til rødekro, og boede i rødekro i 1½ år, men jeg blev fyret fra mit job jeg havde haft gennem 7 år, og hun var kommet på kontanthjælp under den nye reform. vi var 5 måneder for inden flyttet ind i en lejlighed, der på mystisk vis kostede kassen at varme op. 5000 i kartalet.
vi valgte derfor at flytte til skærbæk, hvor hun har en bror og svirinde.
efter et års tid, havde vi så store problemer at vi endte med at gå fra hinanden i 5 måneder. i tiden vi var fra hinden gjorde jeg alt for at få min familie tilbage, og var selv overbevist om at jeg ville flytte med til nyborg hvis det kunne rede det. vi fandt dog sammen uden at det var begrundelsen, men det var stadigvæk det vi gik efter de første par måneder. jeg fik det mere og mere skidt jo tættere vi kommer på at det bliver aktuelt. jeg forslog en mellem vej. ved fredericia, men ville hun ikke. hun mente at vi havde bedre muligheder i nyborg da hindes forældre bor der samt søster, og derved ville vi få nemmer ved at kunne få vores søn passet hvis det var nødvendigt. jeg syntes det er et dårligt argument, og mener ikke man skal binde sig til et sted fordi familie eller der er nemmere mulighed ved pasning af børn. hun siger tit hun føler sig ensom her over, og hun ikke har nogen vennekreds. skal siges hun næsten blev gravid med det samme hun kom her over, og derfor har været meget hjemme, og da vi pt bor på landet, er det fjernundervisning der er nemmest. indtil vi flytter til noget by igen. jeg er også lige startet på fjernstudie for at kunne komme ind på en ny udd. her i jylland har jeg gode mulighed for at skaffe job ved siden af vores studie, og da det er billigst at bo her syntes jeg ikke det er et godt tidspunkt at flytte til en dyre landsdel på. jeg vil gerne tilbage til aabenraa og rødekro, da jeg føler mig stærk og mest sikker der. som sagt jeg kan bedre se os der i fremtiden end på fyn. da jeg ved uanset hvor jeg flytter hen bliver jeg ikke lykkelig hvis det ikke er i det sønderjyske. det er træls at have det sådan, men kan ikke ændre det. har for unden det også kun ganske lidt familie tilbage, og har aldrig set mig andre steder end der, selv der vi bor nu er jeg ulykkelig og vil bare hjem, men har dog kunne leve med det indtil videre. ved ikke hvad jeg skal gøre, da hun også gerne vil have barn nr 2 inden for en rimelig tid. har sagt til hende at når jeg for ekstra job igen kan vi spare op til et kørekort til hende så hun kan køre hjem når det passer hende, men vil hun heller ikke. mit problem er ikke jeg savner og mangler vennerne, jeg kan bare ikke forlade området.
vil lige slutte af med at sige vi begge var rigtig glade i rødekro og skændes faktisk ikke.
hun flyttede hjemme fra første gang som 18 årig til odense og videre til søndersø, så hun er vandt til ikke at bo i hendes hjem by. jeg forsøgte selv som helt ung at flytte til kbh og århus, men kunne ikke da det føltes helt forkert. min familie er fra nordjylland, vi flyttede til sønderjylland da jeg var 4 . har sønskede der er 4 og 9 år ældre end mig, så jeg har altid måtte lære at finde mig til rette her nede, da jeg intet husker fra nordjylland og ikke føler jeg kommer derfra, derfor blev jeg hurtigt forelsket i sønderjylland, og har aldrig drømt om at forlade det. det skal sige at jeg ikke siger vi nødvendigvis skal blive lige netop i rødekro eller aabenraa resten af vores liv, men måske bare til vi er færdig med vores udd. min søster og forældre bor der også, så der er mulighed for pasning engang imellem. dog har mine forældre ikke kunne være der så meget som de burde pga min far er meget syg. men de har dog kunne være der for min anden nevø som er 7.
hvad gør vi. håber ikke det betyder vi skal flytte fra hinanden igen, eller jeg skal flytte til fyn og være ulykkelig. økonomisk set er jylland det bedste, samt hendes forældre alligevel køre her over ca. 2 gange om måneden. men er sikker på når hun starter på skolen i aabenraa finder hun hurtigt bekendtskaber eller venner. men hendes problem bunder mest i hun savner at kunne være sammen med familien når det passer hende, men vil jeg altså ikke leve efter. og slet ikke når jeg ved det uanset skal planlægges da alle har en hverdag der skal fungerer så som job og børn. men hun har svært ved at møde ny pga sit lave selværd
jeg er en ung mand slut 20'erne. Jeg flyttede sammen med min kæreste for 4 år siden i min lejlighed i Aabenraa. hun kommer fra Fyn.
Jeg har altid sagt jeg ikke ville væk fra det sønderjyske, og den holder jeg også fast i. det er ikke fordi jeg er egoist, men har bare aldrig været glad og tryk andre steder. fordelene er også at her er billigt at bo, og derfor gør ting nemmere end på fyn/ Nyborg hvor hun gerne vil flytte hen. vi har en søn på 2.5 år. vi flyttede fra aabenraa til rødekro, og boede i rødekro i 1½ år, men jeg blev fyret fra mit job jeg havde haft gennem 7 år, og hun var kommet på kontanthjælp under den nye reform. vi var 5 måneder for inden flyttet ind i en lejlighed, der på mystisk vis kostede kassen at varme op. 5000 i kartalet.
vi valgte derfor at flytte til skærbæk, hvor hun har en bror og svirinde.
efter et års tid, havde vi så store problemer at vi endte med at gå fra hinanden i 5 måneder. i tiden vi var fra hinden gjorde jeg alt for at få min familie tilbage, og var selv overbevist om at jeg ville flytte med til nyborg hvis det kunne rede det. vi fandt dog sammen uden at det var begrundelsen, men det var stadigvæk det vi gik efter de første par måneder. jeg fik det mere og mere skidt jo tættere vi kommer på at det bliver aktuelt. jeg forslog en mellem vej. ved fredericia, men ville hun ikke. hun mente at vi havde bedre muligheder i nyborg da hindes forældre bor der samt søster, og derved ville vi få nemmer ved at kunne få vores søn passet hvis det var nødvendigt. jeg syntes det er et dårligt argument, og mener ikke man skal binde sig til et sted fordi familie eller der er nemmere mulighed ved pasning af børn. hun siger tit hun føler sig ensom her over, og hun ikke har nogen vennekreds. skal siges hun næsten blev gravid med det samme hun kom her over, og derfor har været meget hjemme, og da vi pt bor på landet, er det fjernundervisning der er nemmest. indtil vi flytter til noget by igen. jeg er også lige startet på fjernstudie for at kunne komme ind på en ny udd. her i jylland har jeg gode mulighed for at skaffe job ved siden af vores studie, og da det er billigst at bo her syntes jeg ikke det er et godt tidspunkt at flytte til en dyre landsdel på. jeg vil gerne tilbage til aabenraa og rødekro, da jeg føler mig stærk og mest sikker der. som sagt jeg kan bedre se os der i fremtiden end på fyn. da jeg ved uanset hvor jeg flytter hen bliver jeg ikke lykkelig hvis det ikke er i det sønderjyske. det er træls at have det sådan, men kan ikke ændre det. har for unden det også kun ganske lidt familie tilbage, og har aldrig set mig andre steder end der, selv der vi bor nu er jeg ulykkelig og vil bare hjem, men har dog kunne leve med det indtil videre. ved ikke hvad jeg skal gøre, da hun også gerne vil have barn nr 2 inden for en rimelig tid. har sagt til hende at når jeg for ekstra job igen kan vi spare op til et kørekort til hende så hun kan køre hjem når det passer hende, men vil hun heller ikke. mit problem er ikke jeg savner og mangler vennerne, jeg kan bare ikke forlade området.
vil lige slutte af med at sige vi begge var rigtig glade i rødekro og skændes faktisk ikke.
hun flyttede hjemme fra første gang som 18 årig til odense og videre til søndersø, så hun er vandt til ikke at bo i hendes hjem by. jeg forsøgte selv som helt ung at flytte til kbh og århus, men kunne ikke da det føltes helt forkert. min familie er fra nordjylland, vi flyttede til sønderjylland da jeg var 4 . har sønskede der er 4 og 9 år ældre end mig, så jeg har altid måtte lære at finde mig til rette her nede, da jeg intet husker fra nordjylland og ikke føler jeg kommer derfra, derfor blev jeg hurtigt forelsket i sønderjylland, og har aldrig drømt om at forlade det. det skal sige at jeg ikke siger vi nødvendigvis skal blive lige netop i rødekro eller aabenraa resten af vores liv, men måske bare til vi er færdig med vores udd. min søster og forældre bor der også, så der er mulighed for pasning engang imellem. dog har mine forældre ikke kunne være der så meget som de burde pga min far er meget syg. men de har dog kunne være der for min anden nevø som er 7.
hvad gør vi. håber ikke det betyder vi skal flytte fra hinanden igen, eller jeg skal flytte til fyn og være ulykkelig. økonomisk set er jylland det bedste, samt hendes forældre alligevel køre her over ca. 2 gange om måneden. men er sikker på når hun starter på skolen i aabenraa finder hun hurtigt bekendtskaber eller venner. men hendes problem bunder mest i hun savner at kunne være sammen med familien når det passer hende, men vil jeg altså ikke leve efter. og slet ikke når jeg ved det uanset skal planlægges da alle har en hverdag der skal fungerer så som job og børn. men hun har svært ved at møde ny pga sit lave selværd
Kommentarer
Du nævner ikke ret meget om jeres følelser for hinanden og om hvordan I i øvrigt har det. I har det svært med jobsituation og økonomi, og derfor bør I først og fremmest tænke på, hvor der er de bedste muligheder for uddannelse og varigt arbejde.
I og med, at I er så unge, så synes jeg faktisk ikke du giver dig selv ret mange chancer – du vil blive i det sønderjyske – og det holder du fast ved, også selv om du skriver, at du bare har det godt der – der er ikke noget specielt, der binder dig. Du giver det ikke en chance, at der måske kunne være meget bedre muligheder f.eks i Nyborg. Det lader slet ikke til, at du overhovedet vil være med til bare at tænke tanken, at der måske også kunne være godt der.
Hvad er katastrofen, hvis det viser sig, at både du og hun finder en god uddannelse og et godt job der? Eller hvis det ikke lykkes? Så kan I jo sådan set bare rykke tilbage igen. Det er nogen gange helt sundt at rydde hjernen for alle mulige og umulige fordomme og prøve at se med helt åbent sind på mulighederne, og tænke tanken: Hvad er det værste, der kan ske? Og selvfølgelig: Hvad kan der være af gode og positive ting i denne tanke?
Så min tanke er da – kast dig ud i eventyret, oplev noget, se positivt på tingene.
Men – det kræver naturligvis først og fremmest, at I begge giver hinanden tid og begge finder ud af, om det er det, der kan give jer gode chancer for en bedre fremtid. Det er svært at spå – og især om fremtiden, men hvis ikke man selv giver tingene nogen chancer, så har man tabt på forhånd.
Jeg vil dog på det kraftigste fraråde, at I tænker i nyt barn, før I er helt og aldeles afklarede omkring jeres følelser for hinanden, afklarede om hvad I vil med hinanden, og nok også nogenlunde afklarede omkring jobsituation. Et nyt barn skal ikke være gidsel, og løser under ingen omstændigheder jeres problemer – tvært i mod. Man bør ikke få et nyt barn, før man er helt afklarede omkring sit liv – og det er I jo bestemt ikke. Og – jeg savner stadig noget om, hvordan I har det med hinanden og jeres følelser for hinanden.
Selv kastede jeg og min mand os for nogle år siden ud i at flytte til en helt anden landsdel, hvilket gav os nogle supergode oplevelser, men efter syv år kom vi frem til, at vi gerne ville ”hjem” igen, og det har vi ikke fortrudt. På den anden side har vi heller ikke fortrudt alle de gode oplevelser, vi fik de år i ”fremmede” egne.
Så – et eller andet sted, synes jeg du – i hvert fald mentalt – skal give det en chance, og prøve at være lidt mere åben overfor hvilke gode muligheder, der også kan være ved at flytte helt væk fra vante omgivelser.
Ligeledes bør din kæreste også tænke meget grundigt over fordele og ulemper. For du har jo ret, det er givet langt billigere at bo i Sønderjylland, men det er ikke nok at bo billigt, hvis man har det skidt, og hvorfor er det så vigtigt for hende at have familien tæt på? Hvorfor vil hun væk fra Sønderjylland? Er der noget der, der gør hende ked af det? Hun har problemer med sit selvværd – måske hun skulle søge noget hjælp, så hun kan få det bedre med sig selv.
I det hele taget ser det ud til, at I begge står ret stejlt – I vil få langt mere ud af at sætte jer sammen stille og roligt – med helt åbent sind - og grundigt få talt fordele og ulemper igennem, og seriøst undersøge mulighederne for jer både det ene og det andet sted.
Jeg stiller en række spørgsmål - har I talt om dem; er der nogen svar?
For så kunne det jo være, der var nogen, der kunne komme med andre forslag og ideer.