Min mor har "forladt" os
I et halvt års tid nu har min mor været flyttet over i vores galleri hvor hun har lavet et værelse til sig selv. Hun har taget "hendes møbler" med og hendes tøj. Hun har derefter nærmest glemt os lidt efter lidt. Hun kommer aldrig rigtig over til os mere, måske max 1 time om dagen. Hun er sur og vrisser af os.
Hun har en ven som hun gør alt med. Hun glemmer mig og min bror og "leger" mor for ham. De laver alt sammen og spørger ikke altid os om vi vil med. De snakker også om at rejse væk til jul fordi hun hader jul. Hun bekymrer sig mere om ham, end min bror og mig. Min lillebror er rigtig ked af det og kan ikke lide at se dem sammen. Min far er også rigtig ked af det.
Hun bliver glad når vi fx tager på en tur, så mener hun at hun har fri og siger at vi godt kan blive væk længere. Man begynder at få føle sig uvelkommen og at hun ikke kan lide en mere.
Min mor er den eneste som ikke ser at alle omkring hende er kede af det, hun tror bare vi er sure. Den anden dag opdagede jeg at hun heller ikke havde sin vielsesring på mere. Man bliver sur, men glemmer det når hun er der fordi man er så glad for at hun ser en.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, og er bange for at de bliver skilt. Jeg har altif syntes det var synd for de børn der skulle leve sådan, men nu er jeg bange for selv at blive en af dem. Men ingen tør sige noget til hende, hverken mig, far eller hendes søskende. Hvad skal jeg gøre?
Hun har en ven som hun gør alt med. Hun glemmer mig og min bror og "leger" mor for ham. De laver alt sammen og spørger ikke altid os om vi vil med. De snakker også om at rejse væk til jul fordi hun hader jul. Hun bekymrer sig mere om ham, end min bror og mig. Min lillebror er rigtig ked af det og kan ikke lide at se dem sammen. Min far er også rigtig ked af det.
Hun bliver glad når vi fx tager på en tur, så mener hun at hun har fri og siger at vi godt kan blive væk længere. Man begynder at få føle sig uvelkommen og at hun ikke kan lide en mere.
Min mor er den eneste som ikke ser at alle omkring hende er kede af det, hun tror bare vi er sure. Den anden dag opdagede jeg at hun heller ikke havde sin vielsesring på mere. Man bliver sur, men glemmer det når hun er der fordi man er så glad for at hun ser en.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, og er bange for at de bliver skilt. Jeg har altif syntes det var synd for de børn der skulle leve sådan, men nu er jeg bange for selv at blive en af dem. Men ingen tør sige noget til hende, hverken mig, far eller hendes søskende. Hvad skal jeg gøre?
Kommentarer
Det er lidt svært at forstå; du fortæller, at din mor har en ven som hun ”leger” mor for? Er det en kæreste, vel sagtens ikke et andet barn, som hun tager sig af? Eller hvad er det for en ven?
Du fortæller også, at hverken din far eller hendes søskende tør sige noget – og så spørger du, hvad DU skal gøre.
Det eneste, du bør gøre, er at forlange, at der bare er et eneste voksent menneske i din og din brors nærhed, som både bør og skal tage ansvar for jer børn. Og – umiddelbart vil jeg mene, at det bør være din far. Du må simpelt hen forlange, at han gør noget, for du og din bror er ved at gå helt i stykker på det her.
Det er ikke synd at være skilsmissebarn – det er langt, langt bedre end at børnene skal vokse op i hjem, hvor forældrene ikke kan finde ud af tingene. Der findes rigtigt mange lykkelige skilsmissebørn, så netop den side af sagen, behøver du ikke spekulere så meget over.
Som jeg læser det, så har din mor også nogle ganske alvorlige problemer, men det ser da ud til, at det må være din far, der tager tyren ved hornene og forlanger skilsmisse og enten flytter din mor, eller også skal I og din far gøre det, og det skal da være nu.
Du vil opleve, at når der bliver gjort noget – andet end at bare se på – vil din far givet få langt mere overskud til at tage sig af jer, og også I har krav på, at få et godt og trygt hjem – og det har I jo ikke nu.
Hvis din far får sagt klart fra overfor din mor, vil der måske også ske det, at din mor opdager, at sådan kan hun ikke opføre sig – og jeg vil gætte, at hun da i den grad har brug for hjælp.
Hvis ikke din far kan gøre noget, og bare finder sig i tingenes tilstand, vil jeg foreslå dig, at du kontakter en lærer på skolen, som du har tillid til og der beder om hjælp – for sådanne komplicerede problemer skal børn aldrig gå med alene.
Jeg vil sætte pris på en tilbagemelding fra dig.