Min mor har "forladt" os
I et halvt års tid nu har min mor været flyttet over i vores galleri hvor hun har lavet et værelse til sig selv. Hun har taget "hendes møbler" med og hendes tøj. Hun har derefter nærmest glemt os lidt efter lidt. Hun kommer aldrig rigtig over til os mere, måske max 1 time om dagen. Hun er sur og vrisser af os.
Hun har en ven som hun gør alt med. Hun glemmer mig og min bror og "leger" mor for ham. De laver alt sammen og spørger ikke altid os om vi vil med. De snakker også om at rejse væk til jul fordi hun hader jul. Hun bekymrer sig mere om ham, end min bror og mig. Min lillebror er rigtig ked af det og kan ikke lide at se dem sammen. Min far er også rigtig ked af det.
Hun bliver glad når vi fx tager på en tur, så mener hun at hun har fri og siger at vi godt kan blive væk længere. Man begynder at få føle sig uvelkommen og at hun ikke kan lide en mere.
Min mor er den eneste som ikke ser at alle omkring hende er kede af det, hun tror bare vi er sure. Den anden dag opdagede jeg at hun heller ikke havde sin vielsesring på mere. Man bliver sur, men glemmer det når hun er der fordi man er så glad for at hun ser en.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, og er bange for at de bliver skilt. Jeg har altif syntes det var synd for de børn der skulle leve sådan, men nu er jeg bange for selv at blive en af dem. Men ingen tør sige noget til hende, hverken mig, far eller hendes søskende. Hvad skal jeg gøre?
Hun har en ven som hun gør alt med. Hun glemmer mig og min bror og "leger" mor for ham. De laver alt sammen og spørger ikke altid os om vi vil med. De snakker også om at rejse væk til jul fordi hun hader jul. Hun bekymrer sig mere om ham, end min bror og mig. Min lillebror er rigtig ked af det og kan ikke lide at se dem sammen. Min far er også rigtig ked af det.
Hun bliver glad når vi fx tager på en tur, så mener hun at hun har fri og siger at vi godt kan blive væk længere. Man begynder at få føle sig uvelkommen og at hun ikke kan lide en mere.
Min mor er den eneste som ikke ser at alle omkring hende er kede af det, hun tror bare vi er sure. Den anden dag opdagede jeg at hun heller ikke havde sin vielsesring på mere. Man bliver sur, men glemmer det når hun er der fordi man er så glad for at hun ser en.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, og er bange for at de bliver skilt. Jeg har altif syntes det var synd for de børn der skulle leve sådan, men nu er jeg bange for selv at blive en af dem. Men ingen tør sige noget til hende, hverken mig, far eller hendes søskende. Hvad skal jeg gøre?
