Spiseforstyrrelse eller ej?
Hej.
Jeg fik for ½ års tid siden en ny veninde, hvilket jo er dejligt.
Men jo mere jeg har lært hende at kende, jo mere bekymret er jeg også blevet for hende, og er i tvivl om hvad jeg kan gøre, hvis jeg overhovedet skal gøre noget?
Sagen er at hun var en helt alm teenager (nu 34), men som 17-årig mødte du desværre nogle forkerte typer, som førte til et stofmisbrug.
Dette betød først at hun tabte sig en del fra normal vægt til undervægtig. Men så kom hun dels på nogle piller, og dels fik hun børn (som 20 og 23-årig) og i den forbindelse tog hun voldsomt på.
- Nogle kilo hun ikke er kommet af med lige siden. Først for nylig er der ved at komme godt styr på det med stofferne, men hun er stadig selvmordstruet (utallige forsøg og derpå utallige indlæggelser. ) Og ja hun er vildt dårlig til at begå selvmord, så jeg tænker at det heller ikke er det hun faktisk vil. Hun har jo stadig 2 børn at tænke på også!
Men nu mener hun selv at have fundet den "perfekte slankekur" som jeg naturligvis siger til hende er helt forkert.
Den går ud på at hun kan gå 3-4-5 dage helt uden at spise noget, og når hun så endelig gør, så spiser hun så meget at hun ender med at kaste op igen.
Her på det seneste har hun flere gange gået så længe uden mad så længe at hun faktisk har "blackoutet" - besvimet, og i den forbindelse slået hovedet, fx ved at falde ned af en trappe.
Lægerne er fuld opmærksomme på hendes problemer, men hun vil ikke rigtigt lytte til deres råd om fx at skrue ned for stressen, evt tale med kommunen om flex-job, og i al fald efter sådan en omgang holde en pause med hvile.
Men hun siger bare "sådan gør vi jyder ikke, jeg kan sagtens klare mit job, det har jeg altid kunnet". Det er som om hun overhovedet ikke lytter til hvad hendes krop forsøger at fortælle hende.
Hun har også været ramt af cancer, som dog er væk nu, og i sidste uge begik en af hendes nære venner selvmord, og hun overvejede at gøre lige som ham.
Da hun ellers skulle have været til begravelse, endte hun endnu engang på skadestuen, med endnu et hul i hovedet pga blackout og dermed følgende faldudlykke.
Det er bare dybt hjerteskærende at se til at hun bliver indlagt gang på gang på gang, og typisk dagen efter, eller maks 2-3 dage efter blir udskrevet igen, for så at fortsætte i helt samme spor som hidtil.
Hun vejer omkring 120 kg og regner med at komme ned på 60 kg på denne måde, hvilket jeg har prøvet at forklare hende er urealistisk; og at hvis det endelig lykkedes bliver det bestemt ikke med den bikini-babe lækre krop som hun selv tror.
Hun har også flere gange taget overdosis af stoffer så hun måtte genoplives, nu snakker hun om at næste gang vil hun slet ikke genoplives.
Men hvad kan jeg gøre? Er bange for lægerne helt vil opgive hende?
Jeg fik for ½ års tid siden en ny veninde, hvilket jo er dejligt.
Men jo mere jeg har lært hende at kende, jo mere bekymret er jeg også blevet for hende, og er i tvivl om hvad jeg kan gøre, hvis jeg overhovedet skal gøre noget?
Sagen er at hun var en helt alm teenager (nu 34), men som 17-årig mødte du desværre nogle forkerte typer, som førte til et stofmisbrug.
Dette betød først at hun tabte sig en del fra normal vægt til undervægtig. Men så kom hun dels på nogle piller, og dels fik hun børn (som 20 og 23-årig) og i den forbindelse tog hun voldsomt på.
- Nogle kilo hun ikke er kommet af med lige siden. Først for nylig er der ved at komme godt styr på det med stofferne, men hun er stadig selvmordstruet (utallige forsøg og derpå utallige indlæggelser. ) Og ja hun er vildt dårlig til at begå selvmord, så jeg tænker at det heller ikke er det hun faktisk vil. Hun har jo stadig 2 børn at tænke på også!
Men nu mener hun selv at have fundet den "perfekte slankekur" som jeg naturligvis siger til hende er helt forkert.
Den går ud på at hun kan gå 3-4-5 dage helt uden at spise noget, og når hun så endelig gør, så spiser hun så meget at hun ender med at kaste op igen.
Her på det seneste har hun flere gange gået så længe uden mad så længe at hun faktisk har "blackoutet" - besvimet, og i den forbindelse slået hovedet, fx ved at falde ned af en trappe.
Lægerne er fuld opmærksomme på hendes problemer, men hun vil ikke rigtigt lytte til deres råd om fx at skrue ned for stressen, evt tale med kommunen om flex-job, og i al fald efter sådan en omgang holde en pause med hvile.
Men hun siger bare "sådan gør vi jyder ikke, jeg kan sagtens klare mit job, det har jeg altid kunnet". Det er som om hun overhovedet ikke lytter til hvad hendes krop forsøger at fortælle hende.
Hun har også været ramt af cancer, som dog er væk nu, og i sidste uge begik en af hendes nære venner selvmord, og hun overvejede at gøre lige som ham.
Da hun ellers skulle have været til begravelse, endte hun endnu engang på skadestuen, med endnu et hul i hovedet pga blackout og dermed følgende faldudlykke.
Det er bare dybt hjerteskærende at se til at hun bliver indlagt gang på gang på gang, og typisk dagen efter, eller maks 2-3 dage efter blir udskrevet igen, for så at fortsætte i helt samme spor som hidtil.
Hun vejer omkring 120 kg og regner med at komme ned på 60 kg på denne måde, hvilket jeg har prøvet at forklare hende er urealistisk; og at hvis det endelig lykkedes bliver det bestemt ikke med den bikini-babe lækre krop som hun selv tror.
Hun har også flere gange taget overdosis af stoffer så hun måtte genoplives, nu snakker hun om at næste gang vil hun slet ikke genoplives.
Men hvad kan jeg gøre? Er bange for lægerne helt vil opgive hende?
