Indstillinger
Bekymringer, tankemyldrer og en masse andre ting uden grund
Jeg er ny her på siden, og skriver dette indlæg fra i Göteborg i Sverige, hvor jeg ligger hjemme ved min kæreste på sofaen. Set i bakspejlet var det en ting jeg kun kunne drømme om få måneder tilbage. Drømmene var, "åh, jeg glæder mig til den dag jeg står på færgen og kan se Göteborg igen" - det var netop det der skete i går. En drøm som før var en helt helt almindelig ting jeg ofte gjorde. Men som blev til en drøm under mine sværeste tidspunkter de sidste måneder af min stressoverbelastning med tilhørende angsttilstand, og så rigtig svær ud at fuldføre. Uden at tilføje ret meget yderligere til den sag kan jeg sige: "JEG GJORDE DET". Jeg gjorde det sgu. Jeg tog bilen sammen med min kæreste, trodsede enhver angst og kørte til Frederikshavn. På trods af en masse dumme tanker som ikke havde noget på sig undervejs, og selv med en meget regnfuld vej - så kørte jeg de 150 km til færgen. Jeg steg på færgen, og de næste over 3 timer færgeoverfart gik faktisk smertefrit. Ingen smerte som under tidligere overfarte, og ikke de store bekymringer. Jeg kom til Göteborg, og her gik det også helt glat med at tage sporvognen fyldt med en masse myldretidstrafik og mennesker hjem til min kæreste. Fantastisk!
Men nu kommer anden del, som er er kendt som "desværre" og er det store spørgsmålstegn. Jeg er her i Göteborg, og har muligheden for at gøre lige hvad jeg vil. Komme ud og nyde den flotte svenske natur, tage bilen ud og shoppe og lignende. Men noget trækker mig ned. Negative dumme tanker, som absolut intet har på sig. Hvad "fanden" er det jeg bliver ved med at bekymre mig om? Hvad er det for nogle helt dumme tanker som bliver ved med at dukke op? Hvor kommer de fra? Sådan har jeg aldrig tænkt før? Hvad er det for noget lort som bliver ved med at trække mig ned hele tiden? Jeg er træt af at min hjerne skal lege sådan med mig. I går tænkte jeg f.eks, hvad ville der ske hvis jeg hoppede ud af balkonen. Ikke fordi jeg nogensinde ville gøre det, men det skræmmer mig overhovedet at kunne få sådan en tanke. Dog ved jeg også at det er en tanke jeg har, og ikke er. Men det gør ondt at man overhovedet skimter sådan en forfærdelig tanke.
- Ja, jeg havde lige brug for at smide nogle lidt hårdere ord ud her, men sådan føler jeg det. Min situation er løst på mange områder. Min økonomi har ikke været så god i årevis, som den er nu efter min familie greb ind og hjalp mig. Jeg har fået styr på ufattelig mange ting, og på papiret er der ikke noget at bekymre sig om. Jeg skal på ferie hele næste måned med den mest støttende og dejligste familie, og på en tur igennem Europa som ganske få menneske er så heldige at kunne opleve. Jeg har en rigtig dejlig, støttende og flot kæreste, som jeg har ønsket mig hele mit liv. På trods af min nuværende arbejdsløshed under sygemeldingen, så ved jeg at arbejdssituationen løser sig, i form af at jeg har mange talenter og kan altid få en rolle/stilling oppe ved min fars firma. Jeg er kun 26 år og har hele livet foran mig. Et liv som kan blive så godt så godt.. Men hvor er glæden? Hvorfor glæder du dig ikke, i stedet for at stå og være "fucking" nedtrykt og tænke negativt hele tiden?. For der er virkelig mange ting at glæde sig i livet over, det ved jeg og har jeg gjort før.
Jeg er ikke længere i tvivl nu. Min nedtrykthed har bestemt varet i over 2 uger, og jeg må accepter at jeg efter alle de sidste 3 måneders stressoverbelastnings sygemelding nu også har fået en tung sten i form af en depression på skulderen. En sten som ofte gør at jeg føler jeg er blevet skør med alle de tanker som dukker op, og jeg ved ikke er mig. Jeg vil tilbage til at have et normalt liv. Det tager tid, det ved jeg. Men jeg vil kæmpe, kæmpe og kæmpe. For jeg ved inderst inde at jeg kan få det bedre, og komme af med alle disse "shit-tanker". Jeg har hele tiden været imod min psykologs forslag om at tage antidepressive piller, som hun stillede på bordet for knap 4 uger siden , da jeg ville prøve med udelukkende samtaleterapi - men jeg er klar nu. Lad det være mig et værktøj som hjælper mig på vej. På vej til mit gamle, men endnu bedre "jeg".
Kære læsere og bruger af debatten. Først og fremmest, tak fordi du har taget dig tid til at læse mit indlæg herinde. Jeg havde absolut brug for at dele disse ting med nogle andre personer, som selv har prøvet eller desværre også er i en lignende situation. Jeg skal til at kæmpe mig ud af denne forfærdelige tilstand, og har som i også selv har haft brug for nogle gode råd.
Er jeres erfaringer gode med antidepressive piller (min psykolog har enten anbefalet mirtzapin eller citalopram, og har allerede lavet fejlen en gang med at Google dem for meget). Ved dog selvfølgelig godt at alle mennesker reagere forskelligt her? Hvad har hjulpet jer godt på vej ud eller frem af denne depressions tilstand? Har i nogle gode værktøjer til at lindre alle de negative tanker? Alle indlæg og foreslag tages med kyshånd.
Mvh.
Den forhenværende stressende, og nu nedtrykte mand
Men nu kommer anden del, som er er kendt som "desværre" og er det store spørgsmålstegn. Jeg er her i Göteborg, og har muligheden for at gøre lige hvad jeg vil. Komme ud og nyde den flotte svenske natur, tage bilen ud og shoppe og lignende. Men noget trækker mig ned. Negative dumme tanker, som absolut intet har på sig. Hvad "fanden" er det jeg bliver ved med at bekymre mig om? Hvad er det for nogle helt dumme tanker som bliver ved med at dukke op? Hvor kommer de fra? Sådan har jeg aldrig tænkt før? Hvad er det for noget lort som bliver ved med at trække mig ned hele tiden? Jeg er træt af at min hjerne skal lege sådan med mig. I går tænkte jeg f.eks, hvad ville der ske hvis jeg hoppede ud af balkonen. Ikke fordi jeg nogensinde ville gøre det, men det skræmmer mig overhovedet at kunne få sådan en tanke. Dog ved jeg også at det er en tanke jeg har, og ikke er. Men det gør ondt at man overhovedet skimter sådan en forfærdelig tanke.
- Ja, jeg havde lige brug for at smide nogle lidt hårdere ord ud her, men sådan føler jeg det. Min situation er løst på mange områder. Min økonomi har ikke været så god i årevis, som den er nu efter min familie greb ind og hjalp mig. Jeg har fået styr på ufattelig mange ting, og på papiret er der ikke noget at bekymre sig om. Jeg skal på ferie hele næste måned med den mest støttende og dejligste familie, og på en tur igennem Europa som ganske få menneske er så heldige at kunne opleve. Jeg har en rigtig dejlig, støttende og flot kæreste, som jeg har ønsket mig hele mit liv. På trods af min nuværende arbejdsløshed under sygemeldingen, så ved jeg at arbejdssituationen løser sig, i form af at jeg har mange talenter og kan altid få en rolle/stilling oppe ved min fars firma. Jeg er kun 26 år og har hele livet foran mig. Et liv som kan blive så godt så godt.. Men hvor er glæden? Hvorfor glæder du dig ikke, i stedet for at stå og være "fucking" nedtrykt og tænke negativt hele tiden?. For der er virkelig mange ting at glæde sig i livet over, det ved jeg og har jeg gjort før.
Jeg er ikke længere i tvivl nu. Min nedtrykthed har bestemt varet i over 2 uger, og jeg må accepter at jeg efter alle de sidste 3 måneders stressoverbelastnings sygemelding nu også har fået en tung sten i form af en depression på skulderen. En sten som ofte gør at jeg føler jeg er blevet skør med alle de tanker som dukker op, og jeg ved ikke er mig. Jeg vil tilbage til at have et normalt liv. Det tager tid, det ved jeg. Men jeg vil kæmpe, kæmpe og kæmpe. For jeg ved inderst inde at jeg kan få det bedre, og komme af med alle disse "shit-tanker". Jeg har hele tiden været imod min psykologs forslag om at tage antidepressive piller, som hun stillede på bordet for knap 4 uger siden , da jeg ville prøve med udelukkende samtaleterapi - men jeg er klar nu. Lad det være mig et værktøj som hjælper mig på vej. På vej til mit gamle, men endnu bedre "jeg".
Kære læsere og bruger af debatten. Først og fremmest, tak fordi du har taget dig tid til at læse mit indlæg herinde. Jeg havde absolut brug for at dele disse ting med nogle andre personer, som selv har prøvet eller desværre også er i en lignende situation. Jeg skal til at kæmpe mig ud af denne forfærdelige tilstand, og har som i også selv har haft brug for nogle gode råd.
Er jeres erfaringer gode med antidepressive piller (min psykolog har enten anbefalet mirtzapin eller citalopram, og har allerede lavet fejlen en gang med at Google dem for meget). Ved dog selvfølgelig godt at alle mennesker reagere forskelligt her? Hvad har hjulpet jer godt på vej ud eller frem af denne depressions tilstand? Har i nogle gode værktøjer til at lindre alle de negative tanker? Alle indlæg og foreslag tages med kyshånd.
Mvh.
Den forhenværende stressende, og nu nedtrykte mand
Kommentarer
Jeg skriver dog, fordi jeg for et års tid siden eller så, i en nyhedsudsendelse hørte, at man netop i Sverige havde set virkelig gode resultater ved at lægeordinere – ikke bare motion, som du vel sagtens har hørt om – men også den fantastiske svenske natur mod depressioner.
Så – nu har du magtet hele rejsen til Göteborg, og jeg læser at tanken lige præcis er, at du skal ud og rejse? Mon du kan få indført en tur helt ud i midten af ”ingenting” i Sverige? Ikke bare et par timer, men gerne nogle dage, helst lidt længere tid?
Min mand og jeg har en del gange rejst i Sverige, både langt op i landet, men bestemt også i den sydlige del, og faktisk skal man ikke ret langt fra Göteborg for at opleve helt fantastisk og totalt beroligende natur.
Både min mand og jeg har døjet med fysiske skavanker, men en periode der ude i ”ingenting”, hvor man bare kan sidde og se ud over en sø, en skov – sanse lydene fra dyr, solnedgangen og ja også regnen, har bare givet helt fantastisk lise og ro helt ind i sjælen, så ikke en gang fysiske lidelser kan ”hænge fast”. Man får virkelig ”tømt” hovedet – især når ens nære kan forstå, at de skal lade en være i fred, så man netop får den fornødne ro, uden at skulle forholde til noget som helst.
Det er fint du skal rejse med disse fantastiske mennesker, men når man er en flok sammen, påkalder det meget ofte, at man skal være ”på” mere eller mindre hele tiden – og der er det meget vigtigt, at dine omgivelser er 100% klar over, at du vil have brug for ro og kun kan deltage i det omfang, du kan klare. Dermed er ikke sagt, at du slet ikke skal deltage i diverse praktiske ting, men det skal bare være, når DU magter det, så helst ikke noget med, at lave skemaer med at i dag skal du stå for opvask, i morgen for frokost osv osv – for så vil det givet komme til at fylde for meget – og du kommer til at stresse fuldstændigt ud ved tanken om, om du nu også kan magte det. Men – selvfølgelig – når du pludselig føler for det, så giver du den naturligvis en skalle med nogle praktiske opgaver.
Hvis du får ro – ro – ro, så er der faktisk også stor sandsynlighed for, at du hurtigt vil få det godt igen.
God rejse.