Indstillinger
Faret vild i kærlighed :(
ÅR 1
Jeg mødte min kone for 8 år siden. Jeg var 19 hun var 20, vi var bekendte i forvejen, pludselig fik jeg interesse for hende, og fik hendes nummer og vi skrev lidt sammen, den gang var jeg "små populær i byen" jeg levede af at være dj, jeg mødte hende i byen efter et job og valgte at skrue op for charmen
(tacky ;P) jeg fik vækket hendes interesse, vi begyndte at ses og efter kort tid blev vi kærester. Vi var kærester i ca. 3 mdr. så skulle jeg 1 mdr. USA og besøge nogle venner, da jeg kom hjem var mine ting jo pakket og jeg flyttede så op til hende i hendes lejlighed.
År 2
Vi købte hus, et rigtig dejligt et af slagsen, Vi havde masser af dejlig eventyrlysten sex (som vi altid har gjort), vi så venner (hun har dog aldrig været så udadvendt som jeg) men vi hyggede os med familie og venner.
År 3
Vi blev gift og hyggede og stadig rigtig meget sammen med familien og vennerne. (sexen er nok aftaget lidt)
År 4
Vi får vores søn om sommeren (dejligste skabning og oplevelse man kan få
men her indtræffer så:
Den naturlige del : Nul til næsten ingen sex (den havde jeg set komme)
Den del der undre mig: Pludselig er min familie blevet nogle sjuskede og meningsløse folk i hendes øjne. Hun blev uvenner men min ældste lille søster som har ad-hd over noget åndsvagt som en facebook opdatering i en af min søsters pisse dumme "ticks" men det var dråben for min kone, hun ville slet ikke vides af hende (da jeg også selv synes min søster var dum støttede jeg min kone indtil jeg synes at det blev for dumt at nage) Problemet med alt dette var at det pludselig var rigtig svært at se mine forældre/ familie til stor frustration for dem og mig. Men min kone var urokkelig i et helt år.
År 5
Det lykkedes mig at overbevise hende om at hun og min søster godt kan være i samme rum og vi får genoprettet lidt kontakt med min side af familien.
år6
det hele er nice and dandy, så godt at vi beslutter os for at prøve med barn igen. Dog er hun træt af mine forældre er lidt mere easy going (de spiser kl 18 eller 20) osv. osv. (kommer fra landet) så det er ikke ofte vi er der og det er generelt kun hendes forældre der må passe vores søn.
år7
Vores lækre datter ankommer (lige så fantastisk skabning og oplevelse som sidst) og det hele går som det plejer. Men nu er hun begyndt at blive uvænner med alle hendes venninder som nu har kostet med de 3 par vi ses mest med. Hun genoptager stridighederne med min søster og vi har det lidt selvsagt stramt der hjemme.
år 8
Hun er nu uvenner med mine forældre også (min far er dum nok til at lave en kommentar på facebook) han kommenterede at det kunne være rart hvis vores børn også kom ud til dem og blev passet i stedet for altid mormor og morfar. Hun stejlede fuldstændig og vil nu ikke ses med dem eller snakke med dem.
Sådan kogt lidt ned. Så har jeg det meget klemt og står med en fod i begge lejre, mor og far kunne stramme op på meget, jeg har sagt det og det lykkedes bare ikke for dem. min konne kunne også slappe lidt af ( vi har kun et liv vi behøver ikke at afskære alle vi ikke lige er i øjenhøjde med)
Jeg har lidt afstand til min far da han slog mig og min ældste søster da vi var små, nogen gange måtte jeg blive hjemme fra skole i nogle dage pga. div. mærker, så jeg har self. en gang blev det så alvorligt at jeg måtte på sygehuset (kom hurtigt hjem igen) Min mor gav ham et ultimatum og han har fuldstændigt rettet ind siden. Så jeg sætter self. alt ind for ikke at ligne/ blive som ham, men jeg har stor respekt for at han har fået styr på det.
Min kone og jeg har det godt i hverdagen, hendes humør svinger bare sindsygt, den ene dag er jeg helt og den anden dag er jeg den største idiot. vi aldrig har sex hver 2 til 4 md. og hun ikke rigtig vil ud af døren (kun på restaurent eller hendes forældre) og jeg synes bare altid hun holder en arms længde imellem os. Hun har det svært, hendes arbejde går hende også på.
Men jeg elsker hende og kan ikke bare opgive hende og vores liv med vores dejlige børn. Men hun er efterhånden den sure type der ikke vil snakke med nogen (slet ikke min famillie eller vores tidligere fælles venner) Det mindste jeg prøver at tale med hende om det bliver hun rigtig sur og råber op at hun vil skilles, hun siger sågar til vores ældste at vi ikke skal bo sammen mere. Bagefter når hun er kølet ned igen spørger jeg (da jeg også er ved at være kørt flad i det her) om hun oprigtigt vil skilles (for jeg synes ikke det er fair at blande børnene ind i det før det er aktuelt), siger hun nej og at hun elsker mig og er ked at vi ikke rigtig er tætte mere og hun gerne vil gøre mere for det) sidste år tog jeg hende i at skrive med en gammel flamme(skat, savner dig osv.) jeg konfronterede hende og hun undskyldte og det var ikke noget.
Jeg står nu så fuldstændig ødelagt, har det som om at jeg ikke er god nok. samtidig er jeg sur på mine forældre for ikke at tage sig sammen. og frustreret over at det er enten eller. Vil så gerne have at vi alle kan enes.
Skal jeg droppe det? Eller? ;,(
Jeg mødte min kone for 8 år siden. Jeg var 19 hun var 20, vi var bekendte i forvejen, pludselig fik jeg interesse for hende, og fik hendes nummer og vi skrev lidt sammen, den gang var jeg "små populær i byen" jeg levede af at være dj, jeg mødte hende i byen efter et job og valgte at skrue op for charmen
(tacky ;P) jeg fik vækket hendes interesse, vi begyndte at ses og efter kort tid blev vi kærester. Vi var kærester i ca. 3 mdr. så skulle jeg 1 mdr. USA og besøge nogle venner, da jeg kom hjem var mine ting jo pakket og jeg flyttede så op til hende i hendes lejlighed.År 2
Vi købte hus, et rigtig dejligt et af slagsen, Vi havde masser af dejlig eventyrlysten sex (som vi altid har gjort), vi så venner (hun har dog aldrig været så udadvendt som jeg) men vi hyggede os med familie og venner.
År 3
Vi blev gift og hyggede og stadig rigtig meget sammen med familien og vennerne. (sexen er nok aftaget lidt)
År 4
Vi får vores søn om sommeren (dejligste skabning og oplevelse man kan få
men her indtræffer så:Den naturlige del : Nul til næsten ingen sex (den havde jeg set komme)
Den del der undre mig: Pludselig er min familie blevet nogle sjuskede og meningsløse folk i hendes øjne. Hun blev uvenner men min ældste lille søster som har ad-hd over noget åndsvagt som en facebook opdatering i en af min søsters pisse dumme "ticks" men det var dråben for min kone, hun ville slet ikke vides af hende (da jeg også selv synes min søster var dum støttede jeg min kone indtil jeg synes at det blev for dumt at nage) Problemet med alt dette var at det pludselig var rigtig svært at se mine forældre/ familie til stor frustration for dem og mig. Men min kone var urokkelig i et helt år.
År 5
Det lykkedes mig at overbevise hende om at hun og min søster godt kan være i samme rum og vi får genoprettet lidt kontakt med min side af familien.
år6
det hele er nice and dandy, så godt at vi beslutter os for at prøve med barn igen. Dog er hun træt af mine forældre er lidt mere easy going (de spiser kl 18 eller 20) osv. osv. (kommer fra landet) så det er ikke ofte vi er der og det er generelt kun hendes forældre der må passe vores søn.
år7
Vores lækre datter ankommer (lige så fantastisk skabning og oplevelse som sidst) og det hele går som det plejer. Men nu er hun begyndt at blive uvænner med alle hendes venninder som nu har kostet med de 3 par vi ses mest med. Hun genoptager stridighederne med min søster og vi har det lidt selvsagt stramt der hjemme.
år 8
Hun er nu uvenner med mine forældre også (min far er dum nok til at lave en kommentar på facebook) han kommenterede at det kunne være rart hvis vores børn også kom ud til dem og blev passet i stedet for altid mormor og morfar. Hun stejlede fuldstændig og vil nu ikke ses med dem eller snakke med dem.
Sådan kogt lidt ned. Så har jeg det meget klemt og står med en fod i begge lejre, mor og far kunne stramme op på meget, jeg har sagt det og det lykkedes bare ikke for dem. min konne kunne også slappe lidt af ( vi har kun et liv vi behøver ikke at afskære alle vi ikke lige er i øjenhøjde med)
Jeg har lidt afstand til min far da han slog mig og min ældste søster da vi var små, nogen gange måtte jeg blive hjemme fra skole i nogle dage pga. div. mærker, så jeg har self. en gang blev det så alvorligt at jeg måtte på sygehuset (kom hurtigt hjem igen) Min mor gav ham et ultimatum og han har fuldstændigt rettet ind siden. Så jeg sætter self. alt ind for ikke at ligne/ blive som ham, men jeg har stor respekt for at han har fået styr på det.
Min kone og jeg har det godt i hverdagen, hendes humør svinger bare sindsygt, den ene dag er jeg helt og den anden dag er jeg den største idiot. vi aldrig har sex hver 2 til 4 md. og hun ikke rigtig vil ud af døren (kun på restaurent eller hendes forældre) og jeg synes bare altid hun holder en arms længde imellem os. Hun har det svært, hendes arbejde går hende også på.
Men jeg elsker hende og kan ikke bare opgive hende og vores liv med vores dejlige børn. Men hun er efterhånden den sure type der ikke vil snakke med nogen (slet ikke min famillie eller vores tidligere fælles venner) Det mindste jeg prøver at tale med hende om det bliver hun rigtig sur og råber op at hun vil skilles, hun siger sågar til vores ældste at vi ikke skal bo sammen mere. Bagefter når hun er kølet ned igen spørger jeg (da jeg også er ved at være kørt flad i det her) om hun oprigtigt vil skilles (for jeg synes ikke det er fair at blande børnene ind i det før det er aktuelt), siger hun nej og at hun elsker mig og er ked at vi ikke rigtig er tætte mere og hun gerne vil gøre mere for det) sidste år tog jeg hende i at skrive med en gammel flamme(skat, savner dig osv.) jeg konfronterede hende og hun undskyldte og det var ikke noget.
Jeg står nu så fuldstændig ødelagt, har det som om at jeg ikke er god nok. samtidig er jeg sur på mine forældre for ikke at tage sig sammen. og frustreret over at det er enten eller. Vil så gerne have at vi alle kan enes.
Skal jeg droppe det? Eller? ;,(
Kommentarer
Jeg læser, at du elsker hende og at hun elsker dig, og det er vel det vigtigste. Og ja, det kan da godt være, hun har det noget svært og det er endda muligt, hun har brug for noget hjælp, men hvis I virkelig elsker hinanden, bør I finde et tidspunkt, hvor I får talt ordentligt sammen, hvor du fortæller hende, at du altså også har det svært med den måde jeres forhold kører på, og du derfor foreslår, at I gør noget aktivt for at få løst jeres problemer, måske søger noget terapi, så I kan få hjælp til at få sat ord på det, der fylder.
I skal da også have sat ord på, hvorfor hun ikke kan med dine forældre/familie – og jeres venner. Hvad har de gjort, der gør, at hun ikke vil dem? Mht. det der hjernedøde facebook, så er det jo nemt nok, hun kan jo bare slette din far som ven, så læser hun ikke mere fra ham, som hun kan blive fortørnet over. Og – sådanne udblæsninger hører i øvrigt ikke til på et offentligt medie – selv ville jeg også blive rasende, hvis jeg fik en sådan offentlig udmeldelse, der i den grad burde fremføres privat; jeg ville også tage totalt afstand fra en sådan person; ligegyldigt hvor meget han så er familie.
På den anden side, din far har banket dig og din søster gule og blå – og bevares, han har ”rettet ind” – men jeg ville nu heller ikke være helt tryg ved at sende mine børn til en, der har gjort sådan, ligegyldigt hvor meget, han har indset sine fejl – mine børn skulle aldrig være prøveklude for, om det nu også passede.
Du har bedt dine forældre ”stramme op”, men det er ikke lykkedes for dem. Nu ved jeg ikke, hvad du mener, du skriver ikke noget om, hvilken opførsel, de har udvist, der kræver, at de skal stramme op; men det lyder da som om, der er en grund til, at din kone tager afstand. Hun er sammen med DIG – ikke din familie, og der bør du måske også overveje, hvor meget du skal gøre for at tækkes dine forældre, når de øjensynligt ikke vil tækkes dig/jer. Det er dig og hende, der lever sammen og skal have et liv til at fungere, og hvis dine forældre ikke vil deltage på jeres måde, og kun vil kritisere, så er det deres problem, som jeg faktisk også synes, du bør tage afstand fra.
Det er meget almindeligt, at man de første år dyrker meget sex, og at det måske aftager noget, når man har fået børn, der tager energi og nattesøvn, men gnisten kan I altså godt finde igen, hvis I gerne vil; men ja – det der med at have sex lige når man har lyst, kan være lidt svært, når man har børn, - måske også bolig, have, bil, fritidsinteresser osv... - der også kræver opmærksomhed. Med årerne kommer der – forhåbentligt – også andre værdier i parforholdet, der gør, at sex ikke er den vigtigste, eneste måde at bekræfte hinanden på.
Mit forslag er altså, at I sætter jer ned og får talt ordentligt igennem, hvad det er, der trykker – og om hvad I i fællesskab kan gøre, for at få det til at fungere. Hvorfor er hun blevet den ”sure type”? Hvad er det, hun har det så dårligt med, og hvad kan du – og ikke mindst hun selv – gøre for at også hun bliver glad igen.
Når man først har fået det sådan at det hele bare er surt og forkert, så kan det være svært at komme ud af den cirkel, og derfor synes jeg klart, I skal få talt om, hvordan I kan hjælpe hinanden til at hun kommer ud af den spiral.
Det kan godt være, du ikke føler, du kan komme på talefod med hende om det emne, men så må du forklare hende, at det altså kan komme til at koste jeres ægteskab, hvis ikke hun vil være med til at I SAMMEN arbejder på at få det bedre.
Og så skal du lige tænke på at det er dig, der har det svært ved at tage til dine forældre, din familie, hvor hun ikke er med, og hvorfor har du i grunden det? Hvis din familie ikke har formået at opføre sig ordentligt overfor hende, så er det vel fair nok at hun foretrækker at blive væk, og du skylder altså ikke nogen en forklaring på det.
Jeg har ikke det store problem med at tage ud til dem selv med børnene... Det har jeg gjort rigtig meget. Problemet ligger jo i at jeg altid er hængt op imellem de to sider.
Det med sex osv. havde jeg selvfølgelig forventet, og der er meget arbejde i at have to børn, hun siger at hun elsker mig og jeg elsker selvfølgelig hende rigtig højt. Og jeg har i et utal af gange forslået at vi alle 4 sætter os ned og finder en lidt mere holdbar løsning, men hun vil ikke finde ud af noget. Jeg har sagt at det er ufatteligt hårdt for mig da jeg gerne vil have lidt forhold til min familie. Jeg har ikke det store behov for at se dem men lidt. Hun vil ikke hun stejler og siger vi kan bare blive skilt hvis det er sådan et problem for mig, det er selvfølgelig noget jeg gerne vil undgå.
Jeg prøver af og til at finde ud af hvad der egentlig foregår med hende. Jeg synes det er underligt at man har sådan et behov for at lukke mennesker ude, to af vores venne hold var pga. tøse snak det gik i opløsning (inden for et par måneder med begge) et andet blev skilt (ikke noget med hende at gøre) det sidste fik et meget sygt barn og optog det meste af deres tid, og de brugte lidt mere tid med nogle andre de havde delt stue med på hospitalet.
Det med hvad hun synes omkring mine forældre kan jeg godt tilslutte mig til en del af, mener bare at det er unødvendigt at holde dem helt væk. Hun synes at det er træls at nogen gange når vi kommer der ud er de ikke altid helt klar (der er jeg enig) hun synes det er træls at aftens manden kan trække lidt ud i tid (enig) og hun synes de forskels behandler min søsters barn og vores (her er jeg lidt i tvivl for hvis de nu så vores børn indimellem ville dette nok udlignes) jeg er dog fuldstændig enig i at det med facebook ikke høre hjemme over hovedet. Det er en face to face sag. Sagen er at første gang de blev valgt fra tog det mig et år at få hende overbevist om at se dem igen. Jeg fik sat dem godt og grundigt ind i det her med tider osv. og det har de taget til sig og dog faldet lidt af på igen. Min mor har snakket med hende og undskyldt og lovet at de nok skal gøre en større indsasts, efter seneste uheld men min kone afviser fuldstændig.
Problemet ligger nok i at jeg er væsentligt mere tolerant end min kone, synes bare ikke hun vil imødekomme mig når jeg prøver at rede tråde ud og komme med mine holdninger, men derimod bare lukker af. Hun har ikke altid været sådan her og jeg har prøvet at foreslå terapi men det vil hun slet ikke arbejde med. Det er sq ærlig talt lidt nedslående at alt her i live skal være så enten eller. Eksempelvis til jul de sidste år har vi været ved hendes forældre da jeg gerne vil have os samlet og hun ikke har villet med ud til mine (selv i en god periode) sidste år sagde jeg så at vi måtte dele os og jeg tog undergen med ud til mine forældre, det blev hun rigtig sur over og mente det ikke var fair for hun gad ikke være der ude sammen med de mennesker og at det jo så ikke var fair at hun ikke kunne være sammen med hendes mand og børn pga. det. Hvortil jeg så tænker om man ikke bare kunne ofre sig lidt en gang i en årrække så mine forældre også kunne prøve at dele en højtid sammen med os. Vi kommer jo heller ikke til fødselsdage og andre sammenkomster fordi hun ikke vil.
Jeg tror faktisk, det er dig, der har nogle gevaldige problemer i forhold til dine forældre, som du øjensynligt føler, du skylder en hel masse. Det kan bestemt ikke have været den nemmeste barndom, du har haft. Og nej – det skal du ikke svare mig på – men prøv nu at mærke ordentligt efter hos dig selv, om din kones vægring ved at have noget med dem at gøre nu også er helt så urimelig, som du også giver udtryk for.
Og ja, som du beskriver det, så har jeg altså en hel del sympati for din kone, der vælger at holde afstand. Men – jeg kan jo naturligvis kun forholde mig til det, der står skrevet her.
På den anden side, hvis hendes eneste argumenter er at de ikke er klar, når I kommer og maden ikke bliver serveret på klokkeslæt – men de derudover er søde og rare, så kan jeg godt se, at din kone virker noget firkantet. Det problem løses jo meget nemt ved, at I bare konsekvent kommer en time senere end I har aftalt – så ER de klar.
At de gør forskel på børnene, kan jeg ikke helt se, hvordan hun opdager, når hun ikke deltager i jeres sammenkomster? Men hvis de gør forskel, viser det jo også nogle bedsteforældre, der ikke lader til at have interesse i et godt forhold, så igen – hvorfor skal hun møde op?
Og så er jeg da vist blevet misforstået - jeg har overhovedet ikke foreslået, at I sætter jer alle 4, men derimod, at du og din kone sætter jer sammen – kun jer to. Det er JERES liv, det handler om – ikke dine forældres. Hvordan de vil leve deres liv, må de altså klare selv – det skal da ikke blandes ind i jeres forhold.
Det er JER TO, der sammen skal finde ud af, hvordan I vil leve – og jo, ind i mellem må man æde nogle kameler, og møde op og smile, så der forstår jeg dig, og måske I i den grad skal få talt om disse ting. Men – som jeg læser dig, så er det dig, der føler, du har en frygtelig masse i klemme, og dig, der måske skal søge lidt hjælp for at få sat ord på, hvorfor det er så vigtigt for dig at din kone tager med og at ”dine forældre skal prøve at dele en højtid med jer”. Det er det ordvalg, jeg studser over?
Hvorfor skal de prøve det? Og kan det overhovedet blive rart, hvis der er dårlige understemninger? Men bevares – sådan er det jo i mange familier. Uhhh – det er SÅ vigtigt at vi er sammen denne aften, og hvorfor i grunden det, hvis ikke man synes, det er rart?
Jeg foreslår ganske enkelt, at I holder jeres juleaften hjemme med jeres børn – og så kan I fordele juledagene, som det passer jer bedst. Eller fortælle jeres familier, at sådan gør I, og hvis nogen har lyst til at deltage, er de naturligvis velkommen.
Til sidst det med venner: Jo, jeg kan godt se, at din kone mangler – bare lidt – rummelighed, og det må med i jeres samtale (altså den I skal have kun jer to), hvorfor hun er så ”kort-luntet”. For jo, jeg kan godt se, at hvis ikke man passer ind i hendes – i øvrigt ret – firkantede kasse, så er det bare ud, og det gør det ikke nemmere – heller ikke for hende selv.
Jeg vil mene, at I begge med stor sandsynlighed vil have godt udbytte at et par sessioner ved en parterapeut. Og ja, jeg har læst, at det vil hun ikke, men der må du bede om en tydelig og klar forklaring på, hvorfor hun ikke vil være med til noget sådant, hvorfor hun ikke vil være med til, at I SAMMEN arbejder på at få det godt, hvorfor hun foretrækker at alt skal være sort/hvidt og udelukkende på hendes præmisser – og om hun ikke kan se, at det er bare en lille smule urimeligt, at det kun er hende, der skal styre det hele, og at du overhovedet ikke har noget at skulle have sagt.