Indstillinger
Deprimeret kæreste - hvilke krav kan jeg stille?
Hej alle 
Min kæreste og jeg har været sammen i lidt over et halvt år, og han fik konstateret en svær depression for ca 5 måneder siden. Det er først i denne måned han kan begynde hos en psykolog, og jeg håber inderligt at det hjælper.
I starten var jeg meget positivt indstillet fordi han selv var meget opsat på at få hjælp, og jeg er stadig villig til at gå igennem ild og vand for ham. Men det er svært. Han er for nyligt flyttet til Bjerringbro og jeg bor selv i Aarhus, hvilket ikke gør situationen nemmere.
Det er blevet rigtig svært nu i takt med at han har fået det værre fordi der er gået så lang tid uden hjælp, og jeg er en skygge af mig selv fordi den mand jeg elsker føles mere som et fantasifoster end noget andet, fordi der går så lang tid mellem at vi ses eller jeg overhovedet mærker noget til hans tilstedeværelse i verden.
Jeg har forsøgt at stille så få krav til ham som muligt selvom det har efterladt mig med følelsen af kun at have en kæreste på papir, og usigeligt svigtet efter svigt på svigt fordi han trækker sig fra aftaler og der ofte går flere dage uden svar.
Jeg ved at han har brug for plads og ro, og det accepterer jeg også, jeg trænger mig ikke på hvis han har brug for ro og jeg kimer ham ikke ned når han ikke svarer.
Men jeg ved ikke hvilke krav jeg "må" stille til ham som kæreste.. har jeg ret til at han giver lyd fra sig når han ikke overholder en aftale? Har jeg ret til at vi ses? Har jeg lov til at forvente noget af ham? Har jeg lov til at blive sur når han ikke indfrier sine løfter til mig? Jeg ved jo godt at han ikke svigter mig af sin gode vilje, og jeg har ikke sagt noget til det fordi jeg ville have det som om jeg sparkede til en der allerede ligger ned hvis jeg siger at det ikke er okay..
Jeg føler mig som det mest selviske menneske på jorden ved at stille de her spørgsmål, men jeg ved simpelthen ikke hvad jeg kan og ikke kan kræve af ham, og han kan ikke sige mig det selv.
Jeg elsker virkelig den mand der er fanget under den dumme depression, og jeg har absolut ikke lyst til at gå fra ham, men jeg kan ikke lade være med at tænke på om vores forhold er en unødig forpligtelse for ham - eller om det er mig der gør det til det ved at stille for mange krav..
Mvh den skyldbetyngede
Min kæreste og jeg har været sammen i lidt over et halvt år, og han fik konstateret en svær depression for ca 5 måneder siden. Det er først i denne måned han kan begynde hos en psykolog, og jeg håber inderligt at det hjælper.
I starten var jeg meget positivt indstillet fordi han selv var meget opsat på at få hjælp, og jeg er stadig villig til at gå igennem ild og vand for ham. Men det er svært. Han er for nyligt flyttet til Bjerringbro og jeg bor selv i Aarhus, hvilket ikke gør situationen nemmere.
Det er blevet rigtig svært nu i takt med at han har fået det værre fordi der er gået så lang tid uden hjælp, og jeg er en skygge af mig selv fordi den mand jeg elsker føles mere som et fantasifoster end noget andet, fordi der går så lang tid mellem at vi ses eller jeg overhovedet mærker noget til hans tilstedeværelse i verden.
Jeg har forsøgt at stille så få krav til ham som muligt selvom det har efterladt mig med følelsen af kun at have en kæreste på papir, og usigeligt svigtet efter svigt på svigt fordi han trækker sig fra aftaler og der ofte går flere dage uden svar.
Jeg ved at han har brug for plads og ro, og det accepterer jeg også, jeg trænger mig ikke på hvis han har brug for ro og jeg kimer ham ikke ned når han ikke svarer.
Men jeg ved ikke hvilke krav jeg "må" stille til ham som kæreste.. har jeg ret til at han giver lyd fra sig når han ikke overholder en aftale? Har jeg ret til at vi ses? Har jeg lov til at forvente noget af ham? Har jeg lov til at blive sur når han ikke indfrier sine løfter til mig? Jeg ved jo godt at han ikke svigter mig af sin gode vilje, og jeg har ikke sagt noget til det fordi jeg ville have det som om jeg sparkede til en der allerede ligger ned hvis jeg siger at det ikke er okay..
Jeg føler mig som det mest selviske menneske på jorden ved at stille de her spørgsmål, men jeg ved simpelthen ikke hvad jeg kan og ikke kan kræve af ham, og han kan ikke sige mig det selv.
Jeg elsker virkelig den mand der er fanget under den dumme depression, og jeg har absolut ikke lyst til at gå fra ham, men jeg kan ikke lade være med at tænke på om vores forhold er en unødig forpligtelse for ham - eller om det er mig der gør det til det ved at stille for mange krav..
Mvh den skyldbetyngede
Kommentarer
Du skriver, at din kæreste har en svær depression, og at han har ventet på behandling i 5 måneder. Efter min mening er det alt, alt for lang tid.
Efter min mening er det bedst at behandle en svær depression med et antidepressivt middel. Det er fint med psykologhjælp, men det er bedst at vente med det, til det værste er overstået. Så er man bedre i stand til at modtage psykologhjælp.
Men behandlingen har du vel ingen indflydelse på.
Hvad angår din situation og den måde, du forholder dig til din kæreste på, så vil jeg foreslå, at du spørger din kæreste, hvordan han gerne vil have det, mens han er syg. Det er det enkleste.
Det hjælper jo ikke noget, at du stiller nogle krav eller forventer noget af ham, som han ikke magter at overholde, og du så bagefter føler dig svigtet, fordi han er kommet til at love noget, han ikke kan holde. Jeg gætter på, at han selv synes, at det er uværdigt, og at han selv føler sig som et dårligt menneske, når han render fra sine løfter.
Noget af det mest skadelige under en depression er selvbebrejdelser! Derfor er det bedst for jeres forhold, hvis han får plads og ro til at komme sig.
Derfor er det ikke så meget et spørgsmål om, hvad du har ret til eller krav på, men om, hvad der er mest hensigtsmæssigt i forhold til din kærestes depression. Det er bedre, at han slet ikke lover noget, end at han lover noget, som han ikke magter at overholde.
Jeg kan forestille mig, at du synes, at det, jeg skriver, lyder hårdt. Det er det også, men man er nødt til at forholde sig til, hvordan en svær depression er. Jeg vil råde dig til, at du – mens din kæreste er syg – gør noget godt for dig selv. Det er vigtigt, at du ikke også bliver trukket ned. Hvis jeg var dig, ville jeg se at komme ud blandt andre mennesker, sådan at tankerne ikke længere kun drejer sig om kæresten og hans situation.
Men jeg synes stadigvæk, at din kæreste burde have haft behandling for længst!
Mange hilsner
Kameliadamen