Hvorfor er det så skidt at have "selvmordstanker"?

patr7980

Nu går jeg tilfældigvis rundt med tanken om at tage herfra tidligere end det var meningen. Det er ikke fordi jeg har det skidt. Jeg har både arbejde, er godt i gang med uddannelsen og sivgerfamilie har jeg også, så tingene køre alt i alt okay.
Jeg har tilfældigvis bare den holdning at det måske bare ville være bedre/nemmere at sove stille ind med et smil på læben, efter mit sidste år på gymnasiet, og det kan jeg såmen ikke se at der skulle være noget galt i, jeg kan selvfølgelig godt se at det kan have en effekt på mine pårørende, men i realiteten er det vel mit eget valg? Jeg har måske i nogle menneksers øjne et lidt sort syn på verden og den måde livet skal leves på i vores samfund, og så kan jeg godt se fordelen ved at sove ind istedet.
Er der noget galt i at have den holdning, og hvorfor?
-Patrick

lotte123

"jeg kan selvfølgelig godt se at det kan have en effekt på mine pårørende,"

Umiddelbart en voldsom egoistisk bemærkning.

Der er vel forhåbentligt nogle mennesker i din nærhed, som elsker dig – og disse menneskers liv påtænker du at ødelægge totalt med din beslutning. Især dine forældre vil med stor sandsynlighed blive totalt ødelagte og vil martre sig selv – og det resten af deres liv – med selvbebrejdelser over, hvad de dog kan have gjort galt for deres barn, siden han kan tage en så drastisk beslutning.

Jeg kan som sådan godt følge din tankegang, når du beskriver det på den måde, men den fortæller også at du med overvejende sandsynlighed har et meget stort behov for hjælp, og den bør du søge.

Du lader til at tage denne tankegang noget let, selv om du også fortæller, at du i det hele taget ser sort på verden og den måde livet skal leves på. Ja, men så er det da op til dig at påtage dig opgaven og arbejde på at komme til at leve i overensstemmelse med dine værdier, i stedet for bare at vælge at forlade det hele. Så er du da helt sikker på at blive taberen, når du ikke en gang vil forsøge at vinde.

I første omgang synes jeg da, du skal fortælle dine nærmeste om disse tanker, du går med og så synes jeg, du skal – måske sammen med en nær pårørende – gå ned til lægen og der fortælle det samme, og bede om noget hjælp til at tage en anden beslutning.