Min kæreste har en skilsmissesorg
Hej alle
Jeg står i en svær situation. Jeg mødte den mest vidunderlige kvinde for tre måneder siden. Hun var gået fra sin mand halvanden måned forinden efter et 10 år langt forhold med tre børn. Både hende og jeg blev øjeblikkeligt ramt af lynet, og har haft to-en-halv pragtfulde måneder, som har udviklet sig til dyb gensidig kærlighed. Hun siger, at jeg er det fedeste menneske, hun har mødt, og jeg ved, at jeg giver hende alt det, hun har manglet i sit ægteskab. Hun har været ulykkelig i halvdelen af deres tid sammen.
Hendes eksmand er derimod meget bitter og vil ikke samarbejde om, hvordan hendes nye liv skal harmonere med samværet omkring deres tre børn.
Det har resulteret i en post-reaktion på skilsmissen, og på det seneste gjort hende enormt modløs og ulykkelig.
Hun har derfor taget afstand til mig, fordi hun ikke kan rumme vores forhold lige nu. Hun har brug for at være alene, så hun først og fremmest kan give børnene (som jeg også er glad for) de bedste rammer.
Hendes mor forsikrer mig, at der absolut ikke er nogen fare for at hun går tilbage til eksmanden (som iøvrigt har udtalt: "ægteskabet er først og fremmest en praktisk instiution.")
Min kæreste siger at hun ville ønske, hun først havde mødt mig om et halvt år, når tingene var faldet mere på plads.
Men vi har jo allerede forelsket os i hinanden.
Hun har som sagt en kæmpekrise og aner ikke, hvor længe den varer.
Jeg giver hende selvfølgelig plads og vi har aftalt ikke at ses i et stykke tid.
Jeg føler mig ret magtesløs, fordi jeg ikke kender nogen, som har prøvet noget tilsvarende. Nogle, der har lignende erfaringer?
Bedste hilsener
Martin
Jeg står i en svær situation. Jeg mødte den mest vidunderlige kvinde for tre måneder siden. Hun var gået fra sin mand halvanden måned forinden efter et 10 år langt forhold med tre børn. Både hende og jeg blev øjeblikkeligt ramt af lynet, og har haft to-en-halv pragtfulde måneder, som har udviklet sig til dyb gensidig kærlighed. Hun siger, at jeg er det fedeste menneske, hun har mødt, og jeg ved, at jeg giver hende alt det, hun har manglet i sit ægteskab. Hun har været ulykkelig i halvdelen af deres tid sammen.
Hendes eksmand er derimod meget bitter og vil ikke samarbejde om, hvordan hendes nye liv skal harmonere med samværet omkring deres tre børn.
Det har resulteret i en post-reaktion på skilsmissen, og på det seneste gjort hende enormt modløs og ulykkelig.
Hun har derfor taget afstand til mig, fordi hun ikke kan rumme vores forhold lige nu. Hun har brug for at være alene, så hun først og fremmest kan give børnene (som jeg også er glad for) de bedste rammer.
Hendes mor forsikrer mig, at der absolut ikke er nogen fare for at hun går tilbage til eksmanden (som iøvrigt har udtalt: "ægteskabet er først og fremmest en praktisk instiution.")
Min kæreste siger at hun ville ønske, hun først havde mødt mig om et halvt år, når tingene var faldet mere på plads.
Men vi har jo allerede forelsket os i hinanden.
Hun har som sagt en kæmpekrise og aner ikke, hvor længe den varer.
Jeg giver hende selvfølgelig plads og vi har aftalt ikke at ses i et stykke tid.
Jeg føler mig ret magtesløs, fordi jeg ikke kender nogen, som har prøvet noget tilsvarende. Nogle, der har lignende erfaringer?
Bedste hilsener
Martin
Kommentarer
Også jeg havde levet i et dårligt fungerende forhold, som jeg alligevel havde svært ved at bryde op, men da det endelig skete, følte jeg en kæmpe lettelse, og troede at jeg bare var SÅ klar til at komme ud og nyde livet – møde kærligheden.
Efter en tid – nogle måneder – måtte jeg erkende, at så nemt var det heller ikke. Jeg havde brug for tid til at finde fodfæste, til at prøve at styre mit eget liv, til i det hele taget at finde ud af, hvad jeg ville – tid til at finde ud af, hvad der var rigtigt og forkert for mig. Og - som din kæreste, brug for at finde de gode rammer for mine børn, skabe trygheden for dem også.
Som du beskriver det, så tror jeg da din kæreste har helt ret i, at havde hun bare mødt dig om en halvt år, for lige nu har hun brug for at få både krop og sjæl med.
Faktisk tror jeg, det går galt for rigtigt mange, der ikke lige stopper op efter et brudt forhold – men bare kaster sig ud i det næste uden at få ”sig selv” med.
Jeg synes klart, du skal give hende al den plads, hun har brug for. Jeg synes, det er fint, at I lige undlader kontakt en tid, men så kunne det jo være, at I kunne finde ud af en god facon med at ses en gang i mellem – måske bare venskabeligt til en kop kaffe ind i mellem; men hvis du begynder at presse hende, vil du med overvejende sandsynlighed skubbe hende helt væk fra dig, og det vil da være synd, hvis I virkelig er de rette for hinanden. Fortæl hende, at du holder dig tilbage til HUN er klar til mere. Gør hende helt klart, at du ikke forventer mere, end hun kan give.
Hvor hurtigt, det vil gå for din kæreste at falde til ro, finde sin hylde i tilværelsen, er der ingen der ved. For mit vedkommende gik der faktisk et par år, før jeg var klar, men bevares – jeg mødte heller ikke min kærlighed før.
Min nuværende mand fortæller, at det virkelig tog ham tid at pille murværket ned omkring mig; men heldigvis viste det sig, at det så var det hele værd. Jeg har nu været sammen med ham i 17 år, og vi har et godt og dejligt liv sammen, dog er jeg ret sikker på, at jeg heller ikke havde kunnet magte det, hvis han havde stået der umiddelbart efter min skilsmisse.
Så – hvis det er meningen, det skal være jer to – så bliver det også sådan, hvis du/I vil give det tiden.
Kunne du bruge mit svar til noget? Jeg har faktisk brugt noget tid på dig - og kunne da godt bruge en tilbagemelding.
Det kan du ihvertfald tro, at jeg kan. Dine råd og erfaringsdeling er guld værd for mig. Og har givet mig ro og afklaring til at handle udfra, hvad der er mest hensigtsmæssigt for min kæreste og jeg.
TUSIND TAK!
Er ens indlæg overhovedet læst? Har man skudt helt forbi, eller....
Men dejligt, du kunne bruge det, ville dog ønske at flere deltog, men Netdoktor har desværre for nyligt lavet om på sin hjemmeside, og jeg tror faktisk, det er blevet langt mere vanskeligt for "forbipasserende" at finde oversigten over debatterne.
Kun tiden vil vise, om det skal være jer to, og igen - tålmodighed, tålmodighed er nok den bedste vej.
Held og lykke. Og nej - smil - det her behøver du ikke melde tilbage på, men det kunne da være helt rart, hvis du om et års tid eller så, huskede denne her debat, og fik lyst til at fortælle, hvordan det er gået.