Meget lavt selvværd, eller hvad sker der?
Jeg har i det meste af mit liv sloges med det problem, jeg vil dele her. Jeg lægger mit indlæg i denne debat, fordi problemet forstærkes hundredefold, når jeg er i et parforhold, og det er jeg - og det mærkes.
Problemet er, at jeg meget dårligt tåler, at andre er bedre end mig. Det gælder for så vidt alting - måske med undtagelse af aktiviteter, som ikke har min interesse overhovedet.
Jeg har altid forsøgt at undgå at beskæftige mig med folk, som er bedre end mig selv (det er altså svært, for jeg er ikke noget særligt, bare ganske almindelig og gennemsnitlig hvad angår talenter, intelligens osv.) Det er fantastisk begrænsende. Min fornuft og mine principper siger mig, at det er ønskeligt at omgås folk, som jeg kan beundre og lære noget af. Mine følelser derimod vil kun have at jeg indgår i relationer, hvor jeg kan føle mig ovenpå. Jeg har aldrig kunnet sætte navn på den følelse, der opstår, når jeg føler mig "overgået", men den kan udløses af tåbelige ting som:
At tabe i spil
At nogen har oplevet noget, jeg ikke har
At nogen kan noget, jeg ikke kan
Jeg har en kæreste, som jeg har været sammen med i 5 måneder. Hun er 38, jeg er 34. Næsten hver eneste gang vi er sammen, bliver mine følelser bombarderet og revet rundt af dette her problem. Det bliver nemlig værre, når det er en person, jeg er tæt på. Jeg vil opremse nogle konkrete eksempler på, hvad der har ramt mig ifm hendes og mit samvær i nogenlunde kronologisk rækkefølge. Jeg må advare om, at det er helt sindssygt mærkeligt:
Hun fortalte mig indirekte, at hun i sin ungdom har været seksuelt sammen med det meste af København.
Hun fortalte mig henkastet, at hun efter vores første møde, hvor vi ikke var sammen eller blev kærester, har været i seng med en anden.
Hun har været i kibbutz, det har jeg ikke. Jeg har overhovedet heller ikke lyst, men alligevel rammer det mig.
Hun har aldrig haft svært ved at finde arbejde, det har jeg.
Hun er altid glad, det er jeg ikke.
Hun er efter eget udsagn god til al sport.
Hun er glad for livet og meget initiativrig, det er jeg ikke.
Hun vandt over mig i Let's Dance på Wii
Hun er oftere liderlig end mig
Hun er mere fantasifuld i sengen end jeg.
Hun vil domineres. Jeg har aldrig været den dominerende type
Hun har fået sprøjteorgasmer, det har jeg endnu ikke givet nogen
Hun har tatoveringer
Hun kan synge med på Heavy Metal. Jeg kan godt lide Heavy Metal, men ikke at hun kender mere til det end jeg.
Hun kan lide L.O.C.
Hun har røget hash nogle gange i sin ungdom. Det har jeg også i større mængder, men det generer mig alligevel at høre om det.
Hun har boet i København og synes, at alle burde prøve det i deres ungdom.
Hun har lyst til alle mulige ting i livet. Hvis jeg har det, kan jeg ikke mærke, hvad det skulle være.
Hver af disse ting har, efter de er kommet op i en samtale, ødelagt de efterfølgende tre dage for mig. Jeg føler mig simpelthen helt forkert og uendeligt meget mindre værd end hende. Det gør mig så sur på mig selv, for jeg synes, det er forkert at have det sådan. Det får mig også til at kølne lidt af over for hende. Det kan hun naturligvis mærke.
HVAD FANDEN SKER DER?
Jeg er jo syg i hovedet.
Dette her er så invaliderende og har forhindret mig i at leve et fuldt og helt liv, og nu forhindrer det mig også i at nyde dette her forhold. Hun er virkeligt glad for mig og siger, jeg er helt enestående og giver hende noget, hun aldrig har oplevet før. Jeg har åbenbart slået benene helt væk under hende.
Hvordan får jeg gjort noget ved dette her, og hvordan får jeg snakket med hende uden at forskubbe balancen i forholdet sådan, at hun rent faktisk på en måde skal støtte og "redde" mig. Jeg forestiller mig ikke, at hun særligt længe vil finde sig i eller holde til, at der er så mange ting, hun ikke kan sige, og som vi ikke kan gøre sammen, fordi det får mig til at føle mig værdiløs.
Indlægget er enormt rodet, kan jeg godt se. Jeg var nødt til bare at lade det flyde direkte ud i tastaturet.
Problemet er, at jeg meget dårligt tåler, at andre er bedre end mig. Det gælder for så vidt alting - måske med undtagelse af aktiviteter, som ikke har min interesse overhovedet.
Jeg har altid forsøgt at undgå at beskæftige mig med folk, som er bedre end mig selv (det er altså svært, for jeg er ikke noget særligt, bare ganske almindelig og gennemsnitlig hvad angår talenter, intelligens osv.) Det er fantastisk begrænsende. Min fornuft og mine principper siger mig, at det er ønskeligt at omgås folk, som jeg kan beundre og lære noget af. Mine følelser derimod vil kun have at jeg indgår i relationer, hvor jeg kan føle mig ovenpå. Jeg har aldrig kunnet sætte navn på den følelse, der opstår, når jeg føler mig "overgået", men den kan udløses af tåbelige ting som:
At tabe i spil
At nogen har oplevet noget, jeg ikke har
At nogen kan noget, jeg ikke kan
Jeg har en kæreste, som jeg har været sammen med i 5 måneder. Hun er 38, jeg er 34. Næsten hver eneste gang vi er sammen, bliver mine følelser bombarderet og revet rundt af dette her problem. Det bliver nemlig værre, når det er en person, jeg er tæt på. Jeg vil opremse nogle konkrete eksempler på, hvad der har ramt mig ifm hendes og mit samvær i nogenlunde kronologisk rækkefølge. Jeg må advare om, at det er helt sindssygt mærkeligt:
Hun fortalte mig indirekte, at hun i sin ungdom har været seksuelt sammen med det meste af København.
Hun fortalte mig henkastet, at hun efter vores første møde, hvor vi ikke var sammen eller blev kærester, har været i seng med en anden.
Hun har været i kibbutz, det har jeg ikke. Jeg har overhovedet heller ikke lyst, men alligevel rammer det mig.
Hun har aldrig haft svært ved at finde arbejde, det har jeg.
Hun er altid glad, det er jeg ikke.
Hun er efter eget udsagn god til al sport.
Hun er glad for livet og meget initiativrig, det er jeg ikke.
Hun vandt over mig i Let's Dance på Wii
Hun er oftere liderlig end mig
Hun er mere fantasifuld i sengen end jeg.
Hun vil domineres. Jeg har aldrig været den dominerende type
Hun har fået sprøjteorgasmer, det har jeg endnu ikke givet nogen
Hun har tatoveringer
Hun kan synge med på Heavy Metal. Jeg kan godt lide Heavy Metal, men ikke at hun kender mere til det end jeg.
Hun kan lide L.O.C.
Hun har røget hash nogle gange i sin ungdom. Det har jeg også i større mængder, men det generer mig alligevel at høre om det.
Hun har boet i København og synes, at alle burde prøve det i deres ungdom.
Hun har lyst til alle mulige ting i livet. Hvis jeg har det, kan jeg ikke mærke, hvad det skulle være.
Hver af disse ting har, efter de er kommet op i en samtale, ødelagt de efterfølgende tre dage for mig. Jeg føler mig simpelthen helt forkert og uendeligt meget mindre værd end hende. Det gør mig så sur på mig selv, for jeg synes, det er forkert at have det sådan. Det får mig også til at kølne lidt af over for hende. Det kan hun naturligvis mærke.
HVAD FANDEN SKER DER?
Jeg er jo syg i hovedet.
Dette her er så invaliderende og har forhindret mig i at leve et fuldt og helt liv, og nu forhindrer det mig også i at nyde dette her forhold. Hun er virkeligt glad for mig og siger, jeg er helt enestående og giver hende noget, hun aldrig har oplevet før. Jeg har åbenbart slået benene helt væk under hende.
Hvordan får jeg gjort noget ved dette her, og hvordan får jeg snakket med hende uden at forskubbe balancen i forholdet sådan, at hun rent faktisk på en måde skal støtte og "redde" mig. Jeg forestiller mig ikke, at hun særligt længe vil finde sig i eller holde til, at der er så mange ting, hun ikke kan sige, og som vi ikke kan gøre sammen, fordi det får mig til at føle mig værdiløs.
Indlægget er enormt rodet, kan jeg godt se. Jeg var nødt til bare at lade det flyde direkte ud i tastaturet.
