Fortælle det til børnene
Puha, jeg skal endelig skilles efter flere år med forgæves venten på bedre tider... Vi har to teenagebørn, der skal have besked.
Har I nogle gode råd til, hvordan man bedst fortæller sådan en grum nyhed? Hvad gør man hvis børnene reagerer med vrede, løber væk, smækker døren i? Andre gode råd? Vores stakkels forældre skal også have besked.... og familie, vennekreds, kollegaer.
Har I nogle gode råd til, hvordan man bedst fortæller sådan en grum nyhed? Hvad gør man hvis børnene reagerer med vrede, løber væk, smækker døren i? Andre gode råd? Vores stakkels forældre skal også have besked.... og familie, vennekreds, kollegaer.
Kommentarer
Det er meget vigtigt, at det kommer til at foregå i en stille og rolig atmosfære – det er ligeledes vigtigt, at I fortæller, at I er enige om beslutningen (hvad enten I er det eller ej), at I har forsøgt at finde ud af det, men må konstatere, at I ikke kan fungere sammen mere, og at I er kommet frem til, at det bedste – for alle parter – er at I kommer fra hinanden, så også I kan blive glade igen.
Det aller – aller vigtigste er, at børnene får at vide, at denne beslutning under ingen omstændigheder har noget med dem at gøre, at de på ingen måde har nogen form for skyld. Det er JER der ikke kan leve sammen mere, men det ændrer intet – INTET – ved jeres følelser for jeres børn.
Når nu jeres børn er så store, skulle det undre mig om denne beslutning kommer voldsomt bag på dem – de har givet tydeligt været klar over, at der er noget galt, og sikkert været det i lang tid.
I som forældre må også have talt om hvordan og hvorledes mht hvordan børnene skal bo fremover. De er så store, at de naturligvis givet skal være nogenlunde med i denne beslutning, men der er jo praktiske foranstaltninger, der skal tages hensyn til – jeres fremtidige boligstørrelse, økonomi osv.
Jeg vil gætte, at aftaler om hvornår de skal være hos hvem, helt klart er noget børnene skal være med til at finde en god løsning på.
Noget andet meget vigtigt er, at I aldrig – ALDRIG - nogen sinde må involvere jeres børn i jeres uoverensstemmelser, I bør aldrig tale dårligt om den anden forælder – ligegyldigt hvor dum man synes han/hun er. I må og skal være de voksne, og eventuelle problemer om børnene, der naturligvis stadig vil komme, bør I være voksne nok til at kunne tale sammen om fremover.
Prøv at holde en god tone; I har disse børn, og I skal kunne være i stue sammen på en god måde rigtigt mange gange, og det resten af jeres liv. Der kommer skoleafslutninger, bryllup, børnebørn osv osv. - Husk det hver eneste gang en af jer er ved at koge over, over dette eller hint.
Mht familie handler det vel om, hvordan jeres relationer er – men måske I giver jeres respektive familier besked hver især – men husk stadig den gode tone, lad være med at svine partneren til.
Og det samme med venner og kolleger. Dog – hvis man virkelig HAR brug for at komme af med sine frustrationer og sin vrede mod partneren, og ja, det har de fleste nu nok alligevel - så er en god ven eller veninde nok den bedste at ”bruge” til den slags.
Jeg gætter, at de fleste nok er klar over at det ikke har fungeret mellem jer – den slags er meget vanskelig at skjule, selv om man tror det; især når I har fungeret dårligt i flere år.
Inger af jer voksne må reagere med mod-vrede. Det kommer der bestemt ikke noget godt ud af.
Nu er det fortalt, og er heldigvis gået udramatisk. At fortælle det til børnene, er nok det værste jeg nogensinde har skullet præstere, var elendig og rystende inden, og havde forberedt mig til fingerspidserne, også mht det rette ordvalg. Min mand (ex) var med, men jeg førte ordet.
Tak for tilbagemelding - man spekulerer jo altid på, om ens forslag kunne bruges.