Bekendt med depression
Hej alle.
For nylig var jeg til fest med min gymnasieklasse. Vi blev fulde alle sammen, og jeg taler med en fra min klasse. Vi går i skole sammen til hverdag, men vi har aldrig rigtigt snakket sammen. Fordi grænserne forsvandt pga. alkoholen, kom vi til at snakke meget personligt, og han fortalte, at han har en depression. Han var ikke fuld, men jeg var. Jeg besluttede mig for at sende ham en besked dagen efter for at fortælle ham, at jeg husker, hvad vi snakkede om, og at selvom vi ikke kender hinanden så godt, er jeg klar til at snakke, hvis han får lyst.
Jeg har sat mig ind i, hvad depression virkelig er og læst gode råd til pårørende, så jeg kan hjælpe ham mest muligt.
Der er ikke som sådan et problem, da jeg tror, at jeg har gjort, hvad jeg kan. Men alligevel er jeg lidt i tvivl. Jeg tror ikke, at han kommer til at snakke med mig om det, da vi jo i forvejen ikke taler ret meget sammen. Men jeg ved også, at han ikke har andre at tale med. Hans venner i klassen er måske typiske drengevenner, som ikke er gode til at tale om sådan nogle ting. Og jeg ved, at han ikke har ret mange at tale med derhjemme eller uden for skolen generelt.
Da jeg skrev til ham, takkede han for, at jeg havde tænkt på ham, og jeg er sikker på, at han satte pris på, at jeg faktisk bekymrer mig. Men alligevel tror jeg ikke, at han stoler nok på mig til at åbne sig op for mig. (hvilket er forståeligt, når vi ikke som sådan er venner).
Mit spørgsmål er vel bare: Hvad ville I have gjort? Jeg er jo bange for at være for nærgående (måske har jeg allerede været det), men alligevel føler jeg, at jeg har et ansvar overfor ham, når jeg ved, at han har det rigtig svært og ikke har nogen at snakke med.
Venlig hilsen
Den forvirrede
For nylig var jeg til fest med min gymnasieklasse. Vi blev fulde alle sammen, og jeg taler med en fra min klasse. Vi går i skole sammen til hverdag, men vi har aldrig rigtigt snakket sammen. Fordi grænserne forsvandt pga. alkoholen, kom vi til at snakke meget personligt, og han fortalte, at han har en depression. Han var ikke fuld, men jeg var. Jeg besluttede mig for at sende ham en besked dagen efter for at fortælle ham, at jeg husker, hvad vi snakkede om, og at selvom vi ikke kender hinanden så godt, er jeg klar til at snakke, hvis han får lyst.
Jeg har sat mig ind i, hvad depression virkelig er og læst gode råd til pårørende, så jeg kan hjælpe ham mest muligt.
Der er ikke som sådan et problem, da jeg tror, at jeg har gjort, hvad jeg kan. Men alligevel er jeg lidt i tvivl. Jeg tror ikke, at han kommer til at snakke med mig om det, da vi jo i forvejen ikke taler ret meget sammen. Men jeg ved også, at han ikke har andre at tale med. Hans venner i klassen er måske typiske drengevenner, som ikke er gode til at tale om sådan nogle ting. Og jeg ved, at han ikke har ret mange at tale med derhjemme eller uden for skolen generelt.
Da jeg skrev til ham, takkede han for, at jeg havde tænkt på ham, og jeg er sikker på, at han satte pris på, at jeg faktisk bekymrer mig. Men alligevel tror jeg ikke, at han stoler nok på mig til at åbne sig op for mig. (hvilket er forståeligt, når vi ikke som sådan er venner).
Mit spørgsmål er vel bare: Hvad ville I have gjort? Jeg er jo bange for at være for nærgående (måske har jeg allerede været det), men alligevel føler jeg, at jeg har et ansvar overfor ham, når jeg ved, at han har det rigtig svært og ikke har nogen at snakke med.
Venlig hilsen
Den forvirrede
