Ingen form for kærlighed
Hej alle
Mit navn er Julie og jeg bliver snart 18..
Jeg ved ikke rigtigt hvad mit problem er og det nok derfor jeg skriver herinde fordi jeg er i fortvivlelse.
Jeg kan starte fra en ende...
For det første har jeg altid haft svært ved at græde. Jeg kan IKKE græde, uanset hvor meget jeg har haft lyst til at bryde sammen eller har været ked af det, har jeg været ude af stand til at kunne græde, hvis det skulle være har det været én tåre. Det som om at lige så snart den ene tåre triller at jeg så har glemt eller tvinger mig selv til at tænke på noget andet. Jeg ved ikke rigtigt om det kun et mig eller hvad det er.
For det andet kom jeg ud af et forhold tilbage i november, jeg var ikke ked af det overhovedet og havde det egebligt super, han var dog super ked af det men hvad kunne jeg gøre? Jeg gad ikke mere og ville egenligt bare glemme det og komme videre med mit liv og bare være glad. For jeg er en meget positiv og glad pige! Jeg er aldrig sur eller er ked af det og i de tilfælde hvor man ville mene jeg skulle være ked af det har jeg ikke været det, det har kun været i tilfælde af dødsfald men det er jeg god til at glemme hurtigt også.. En forsvars mekanisme måske? Jeg ved det ikke..
Men efter noget tid var jeg sammen med en fyr jeg kendte som jeg egenligt havde et crush på. Vi blev enige om det blev mellem os. Jeg så dum som jeg kunne være kom til at fortælle en person det og der var ramaskrig. Han blev virkelig sur på mig og jeg havde det af helvede til i lang tid! Mest fordi jeg skulle se ham hverdag og vide at jeg havde såret ham og brudt tilliden til ham.
Der gik nogle måneder og i påske ferien mødte jeg en gammel flirt hvor vi så var sammen og der gik det op for mig jeg havde et problem.. For jeg kunne mærke der var noget galt.. Jeg følte intet.. Intet for tidligere venner kærester flirts.. Noget som helst.. Jeg er/var glad og er slet ikke trist.. Men.. Det skræmmer mig lidt.. For hvorfor kan jeg ikke mærke kærlighed længere? Jeg har altid været en meget elskende person, også at gå fra det til ingenting.. Jeg har det fint nok med det, det ikke noget der går mig på.. Men jeg vil gerne vide hvad det er.. Kan ikke finde ud af hvad jeg selv fejler..
Ved ikke om at skrive det her indlæg skulle hjælpe noget.. Men nu har jeg gjort det og prøvet det..
Mit navn er Julie og jeg bliver snart 18..
Jeg ved ikke rigtigt hvad mit problem er og det nok derfor jeg skriver herinde fordi jeg er i fortvivlelse.
Jeg kan starte fra en ende...
For det første har jeg altid haft svært ved at græde. Jeg kan IKKE græde, uanset hvor meget jeg har haft lyst til at bryde sammen eller har været ked af det, har jeg været ude af stand til at kunne græde, hvis det skulle være har det været én tåre. Det som om at lige så snart den ene tåre triller at jeg så har glemt eller tvinger mig selv til at tænke på noget andet. Jeg ved ikke rigtigt om det kun et mig eller hvad det er.
For det andet kom jeg ud af et forhold tilbage i november, jeg var ikke ked af det overhovedet og havde det egebligt super, han var dog super ked af det men hvad kunne jeg gøre? Jeg gad ikke mere og ville egenligt bare glemme det og komme videre med mit liv og bare være glad. For jeg er en meget positiv og glad pige! Jeg er aldrig sur eller er ked af det og i de tilfælde hvor man ville mene jeg skulle være ked af det har jeg ikke været det, det har kun været i tilfælde af dødsfald men det er jeg god til at glemme hurtigt også.. En forsvars mekanisme måske? Jeg ved det ikke..
Men efter noget tid var jeg sammen med en fyr jeg kendte som jeg egenligt havde et crush på. Vi blev enige om det blev mellem os. Jeg så dum som jeg kunne være kom til at fortælle en person det og der var ramaskrig. Han blev virkelig sur på mig og jeg havde det af helvede til i lang tid! Mest fordi jeg skulle se ham hverdag og vide at jeg havde såret ham og brudt tilliden til ham.
Der gik nogle måneder og i påske ferien mødte jeg en gammel flirt hvor vi så var sammen og der gik det op for mig jeg havde et problem.. For jeg kunne mærke der var noget galt.. Jeg følte intet.. Intet for tidligere venner kærester flirts.. Noget som helst.. Jeg er/var glad og er slet ikke trist.. Men.. Det skræmmer mig lidt.. For hvorfor kan jeg ikke mærke kærlighed længere? Jeg har altid været en meget elskende person, også at gå fra det til ingenting.. Jeg har det fint nok med det, det ikke noget der går mig på.. Men jeg vil gerne vide hvad det er.. Kan ikke finde ud af hvad jeg selv fejler..
Ved ikke om at skrive det her indlæg skulle hjælpe noget.. Men nu har jeg gjort det og prøvet det..
Kommentarer
Men da jeg havde læst færdig tænkte jeg, det er da en helt normal 17 årig pige.
Naturligvis føler man da intet, når man ikke er forelsket og det mener jeg slet ikke du er eller har været. Hvilket der ikke er noget underligt i.
Vi var lidt mere ærbare i min ungdom og jeg kommer aldrig til at forstå hvorfor unge I dag mener man skal " i seng" med en masse forskellige. I snakker som om livet er "fuldt færdigt". Men det har ungdommen jo altid gjort, så jeg skal vist ikke sige for meget.
Jeg kunne da selv forelske mig en aften og dagen efter var jeg ligeglad.
Eller lidt længere tid og så var det væk. Selvfølgelig , fordi sådan er det at være ung. Derfor bør man passe på med at binde sig for tidligt. Det gjorde jeg selv og fortrød det siden.
Hvis du vil høre min mening og det vil du sikkert ikke, så glæd dig over din ungdom og nyd den, den kommer aldrig igen. Jeg savner min ungdom og ville ønske jeg havde brugt den noget mere til virkelig at opleve verden. På en "pæn" god og lærerig måde.
Til gengæld gør mit barnebarn det , så hun har lyttet til hvad jeg sagde.
Nå ja, det er så bare hvad jeg tænker.