opus projekt
Min søn er tilknyttet opus i dist. psykiatrien da han har fået diagnosen paranoid skizofren, desuden er han angst og har social fobi han får Abilify 10 mg. og citralopram 20 mg.
Han startede med et andet anti psykotisk medicin, men der følte han sig i en glas beholder og kunne lige pludselig ikke tegne, hvad han blev meget frustreret over, da det er det han får tiden til at gå med.
Han tegner utrolig godt, og billederne viser tydeligt hvad han gennemgår, jeg har været i en pårørende gruppe og talt med en psykoteapeut der synes at kunst teapi vil være rigtig godt.
Nu kommer distrikt sygeplejersken og taler med min søn om et par dage, og jeg vil høre hvad muligheder der er.
Som jeg ser det er det angsten og den sociale fobi der hæmmer ham mest, han sidder kun på sit værelse, kommer ikke dagligt ud, jeg og hans kontakt person kan lokke ham med ud på en god dag.
Han har kun en ven der kommer og besøger ham.
Da han var ude i sit hash misbrug kom der mange, da han tog en kold tyrker skred de alle, det er vi så glade for, det var jo ikke hans venner, de kom kun på grund af deres ene fælles interesse hashen.
Nu skal han hen et sted for han kan få sin uddannelses ydelse, ellers har han jo ikke noget at leve for, han bor hjemme hos mig og min kæreste og hans lillebror på 16 år, jeg kræver heller ikke kost penge bare han har penge til sit tobak, lidt sodavand og spiller play station, han gik med til her i dec. at jeg bestyrer hans penge ellers kunne han bruge sine penge i løbet af et par dage.
Hans søvn mønster er nærmest ikke noget mønster, en uge er der måske vendt op og ned på nat og dag, så holder han sig vågen hvis han skal noget om morgenen, og får vendt det en uges tid så er det måske galt igen.
Jeg er begyndt at give ham små opgaver, jeg henter ikke mere hans tøj på hans værelse, jeg beder om det og han kommer ned med det samme, det er fremgang det gjorde han ikke før, der var svaret næsten sten sikkert senere.
Jeg kan give ham tasken til tomme flasker og bede ham samle sammen fordi jeg skal ud og handle og han kommer med den.
Sidst gav jeg ham en sæk og han skulle samle tomme kartonger og andet affald sammen og han gjorde det.
Jeg er så begyndt og komme i den pårørende gruppe, og det er rigtig godt jeg savnede at møde nogle andre pårørende der stod med de samme problemer som jeg.
Jeg har meget få venner omkring mig der spørger hvordan det går med min søn.
Kan mærke at det er et tabu belagt emne, det havde været nemmere at sige min søn har et lårbensbrud, så ville man blive spurgt hver gang, hvordan går det, går det fremad.
Han startede med et andet anti psykotisk medicin, men der følte han sig i en glas beholder og kunne lige pludselig ikke tegne, hvad han blev meget frustreret over, da det er det han får tiden til at gå med.
Han tegner utrolig godt, og billederne viser tydeligt hvad han gennemgår, jeg har været i en pårørende gruppe og talt med en psykoteapeut der synes at kunst teapi vil være rigtig godt.
Nu kommer distrikt sygeplejersken og taler med min søn om et par dage, og jeg vil høre hvad muligheder der er.
Som jeg ser det er det angsten og den sociale fobi der hæmmer ham mest, han sidder kun på sit værelse, kommer ikke dagligt ud, jeg og hans kontakt person kan lokke ham med ud på en god dag.
Han har kun en ven der kommer og besøger ham.
Da han var ude i sit hash misbrug kom der mange, da han tog en kold tyrker skred de alle, det er vi så glade for, det var jo ikke hans venner, de kom kun på grund af deres ene fælles interesse hashen.
Nu skal han hen et sted for han kan få sin uddannelses ydelse, ellers har han jo ikke noget at leve for, han bor hjemme hos mig og min kæreste og hans lillebror på 16 år, jeg kræver heller ikke kost penge bare han har penge til sit tobak, lidt sodavand og spiller play station, han gik med til her i dec. at jeg bestyrer hans penge ellers kunne han bruge sine penge i løbet af et par dage.
Hans søvn mønster er nærmest ikke noget mønster, en uge er der måske vendt op og ned på nat og dag, så holder han sig vågen hvis han skal noget om morgenen, og får vendt det en uges tid så er det måske galt igen.
Jeg er begyndt at give ham små opgaver, jeg henter ikke mere hans tøj på hans værelse, jeg beder om det og han kommer ned med det samme, det er fremgang det gjorde han ikke før, der var svaret næsten sten sikkert senere.
Jeg kan give ham tasken til tomme flasker og bede ham samle sammen fordi jeg skal ud og handle og han kommer med den.
Sidst gav jeg ham en sæk og han skulle samle tomme kartonger og andet affald sammen og han gjorde det.
Jeg er så begyndt og komme i den pårørende gruppe, og det er rigtig godt jeg savnede at møde nogle andre pårørende der stod med de samme problemer som jeg.
Jeg har meget få venner omkring mig der spørger hvordan det går med min søn.
Kan mærke at det er et tabu belagt emne, det havde været nemmere at sige min søn har et lårbensbrud, så ville man blive spurgt hver gang, hvordan går det, går det fremad.
