Depression/angst/stress
Hej
Jeg er en mand på 36 år og har taget lykkepiller i snart 15 år. Jeg skriver til jer fordi jeg her for 3 md siden valgte at stoppe med pillerne. Det var så af dem der hed venlafaxin. Jeg blev nødt til i oktober 2014 at skifte over til venlafaxin fra cipramil sandoz fordi jeg følte at de ikke hjalp mere. men venlafaxinen hjalp heller ikke. Tværtimod.
Alt gik fint indtil livet ramte mig hårdt. Så derfor begyndte jeg på mine gamle piller, nemlig cipramil. De gav alvorlige angstanfald og gjorde jeg ikke kunne sove. I 2 uger stod det på. Så derfor skiftede jeg over til mirtazapin 15 Mg. Det hjalp på søvnen de første 4 dage og efterfølgende er søvnløsheden igen dukket op.
Jeg får også nogle stærke bivirkninger fra mirtazapinen, nemlig stærk svimmelhed, irritation, døsighed, konstant sulten, rastløshed, søvnbesvær, langsom reaktion/sløvhed, kraftesløshed, tung i hovedet, angst, glemsom, følsom og Utålmodig.
Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre og føler at der er ingen som lytter til mig. Derfor skriver jeg til jer i håb om at i vil kunne svare på nogle af mine spg.
Desværre er det sådan at vores psykiske velbefindende ikke har tålmodighed og vil have hjælp med det samme. Jeg er blevet depressions screenet og der kom min psykolog frem til at jeg har en let til moderat depression.
Mine spg. Er som følger:
De 2 måneder jeg ikke tog pillerne, har det haft en indflydelse/skade på min hjerne ?
Hvorfor har jeg disse søvnvanskeligheder ?
Har det skadet hjernen/hjertet at jeg stoppede brat med dem ?
Jeg har læst en del på nettet at pillerne direkte kan skade hjernen(hippocamus) Er dette sandt ?
Hvorfor får jeg svære angstanfald på cipramil når de har virket så godt i mange år og er det bare mig som skal give det tid ?
Det at jeg afbrød pillerne brat og så senere begyndte igen, er det med til at jeg har en så slem tilbagefald ?
Vil det være en god ide at undersøge en niveau af D-vitamin og at man i en blodprøve kan få vist om dosis er lav eller høj ?
Har læst at naturlægemidlet modigen skulle være ret godt og ikke give så mange bivirkninger ?
Jeg får 15 Mg mirtazapin. Er det høj eller lav dosis ?
Hjælper pillerne mod stress ?
aftager virkningen med tiden ?
Min nuværende depression skyldes det stress og vil det sige at jeg kun behøver at tage pillerne i et kort tid ?
Jeg ved godt der er mange spg. Og jeg beklager ulejlighed, men håber virkelig i kan hjælpe mig. Mange af spg. Kan jeg vel nok finde herinde i forvejen. Men hver sag har sin egen individuelle svar.
Mvh
Cesav
Jeg er en mand på 36 år og har taget lykkepiller i snart 15 år. Jeg skriver til jer fordi jeg her for 3 md siden valgte at stoppe med pillerne. Det var så af dem der hed venlafaxin. Jeg blev nødt til i oktober 2014 at skifte over til venlafaxin fra cipramil sandoz fordi jeg følte at de ikke hjalp mere. men venlafaxinen hjalp heller ikke. Tværtimod.
Alt gik fint indtil livet ramte mig hårdt. Så derfor begyndte jeg på mine gamle piller, nemlig cipramil. De gav alvorlige angstanfald og gjorde jeg ikke kunne sove. I 2 uger stod det på. Så derfor skiftede jeg over til mirtazapin 15 Mg. Det hjalp på søvnen de første 4 dage og efterfølgende er søvnløsheden igen dukket op.
Jeg får også nogle stærke bivirkninger fra mirtazapinen, nemlig stærk svimmelhed, irritation, døsighed, konstant sulten, rastløshed, søvnbesvær, langsom reaktion/sløvhed, kraftesløshed, tung i hovedet, angst, glemsom, følsom og Utålmodig.
Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre og føler at der er ingen som lytter til mig. Derfor skriver jeg til jer i håb om at i vil kunne svare på nogle af mine spg.
Desværre er det sådan at vores psykiske velbefindende ikke har tålmodighed og vil have hjælp med det samme. Jeg er blevet depressions screenet og der kom min psykolog frem til at jeg har en let til moderat depression.
Mine spg. Er som følger:
De 2 måneder jeg ikke tog pillerne, har det haft en indflydelse/skade på min hjerne ?
Hvorfor har jeg disse søvnvanskeligheder ?
Har det skadet hjernen/hjertet at jeg stoppede brat med dem ?
Jeg har læst en del på nettet at pillerne direkte kan skade hjernen(hippocamus) Er dette sandt ?
Hvorfor får jeg svære angstanfald på cipramil når de har virket så godt i mange år og er det bare mig som skal give det tid ?
Det at jeg afbrød pillerne brat og så senere begyndte igen, er det med til at jeg har en så slem tilbagefald ?
Vil det være en god ide at undersøge en niveau af D-vitamin og at man i en blodprøve kan få vist om dosis er lav eller høj ?
Har læst at naturlægemidlet modigen skulle være ret godt og ikke give så mange bivirkninger ?
Jeg får 15 Mg mirtazapin. Er det høj eller lav dosis ?
Hjælper pillerne mod stress ?
aftager virkningen med tiden ?
Min nuværende depression skyldes det stress og vil det sige at jeg kun behøver at tage pillerne i et kort tid ?
Jeg ved godt der er mange spg. Og jeg beklager ulejlighed, men håber virkelig i kan hjælpe mig. Mange af spg. Kan jeg vel nok finde herinde i forvejen. Men hver sag har sin egen individuelle svar.
Mvh
Cesav
Kommentarer
Jeg vil gerne prøve at besvare i hvert fald nogle af dine spørgsmål.
Jeg forstår det sådan, at du for 15 år siden begyndte at tage Cipramil, men skiftede over til Venlafaxin i oktober 2014, fordi Cipramil ikke virkede mere. Men heller ikke Venlafaxin havde du gavn af, hvorefter du besluttede dig til helt at ophøre med at tage antidepressiv medicin, uden nogen form for nedtrapning.
Det gik fint i et par måneder, indtil du røg ind i nogle alvorlige problemer i dit liv, som gjorde, at du følte, at du igen var nødt til at tage antidepressiv medicin, først Cipramil igen, og da de gav dig angstanfald og søvnbesvær, begyndte du på Mirtazapin.
Når jeg gentager det, du har skrevet, er det for at sikre mig, at jeg har forstået dig rigtigt.
Du har fuldstændig ret i, at depressioner er forskellige, og at vi reagerer individuelt på medicin. Jeg kan kun svare ud fra mine egne erfaringer, og ud fra, hvad jeg har læst om depressioner og medicin.
Jeg tror ikke på, at medicinophøret har givet din hjerne en skade. Når det er sagt, så ville det absolut have været bedre, hvis du havde trappet forsigtigt ud af medicinen. Jeg vil tro, at det bratte medicinophør er en af årsagerne til, at det lige nu nu er svært at finde en medicinsk løsning, der fungerer for dig.
Og jeg tror heller ikke på, at de to måneder uden medicin har skadet din hjerne.
Og jeg mener heller ikke, at hjertet kan have taget skade.
Det er svært at sige, hvorfor du har søvnvanskeligheder. Sagen er jo, at de både kan skyldes stress og depression og muligvis også bivirkninger fra Cipramil. Men nu er du jo gået over til Mirtazapin, og de skulle netop være søvnfremkaldende. Det er vigtigt, at du tager din Mirtazapin om aftenen, sådan at du undgår at være sløv om dagen, men netop får den sløvende effekt, umiddelbart inden du gerne vil sove.
Jeg har også læst især engelsksprogede artikler og bøger, der påstår, at antidepressiv medicin skader hjernen. Når man læser den slags – især på nettet – skal man hele tiden overveje, hvor troværdigt det er. Enhver kan jo påstå hvad som helst på nettet. Danske psykiatere, som f.eks. den meget seriøse Poul Videbech har fundet beviser på, at det er stress og depression, der skader hjernen, hvis man går længe med det, uden behandling. Og antidepressiv medicin kan dermed forhindre sådanne skader!
Når du fik angstanfald, da du igen begyndte på Cipramil efter det bratte medicinophør, så var det nok de almindelige bivirkninger. Det er en kendt sag, at Cipramil kan give angst, især i begyndelsen. Den slags plejer at klinge af efterhånden. Men jeg tror ikke på, at det er nogen god ide at vende tilbage til Cipramil, for du havde jo netop erfaret allerede i oktober 2014, at Cipramil ikke virkede for dig mere.
Ja, jeg tror desværre, at det at du ophørte så brat med medicin, er med til at gøre situationen sværere lige nu. Men jeg kan jo ikke vide, hvor meget din livssituation lige nu spiller ind. Jo sværere problemer du døjer med i dit liv, jo sværere er det at finde noget, der kan hjælpe dig.
15 mg Mirtazapin er ikke nogen høj dosis. Jeg tager selv Mirtazapin og har taget det med god virkning i 3 år. Jeg skulle op på 45 mg, for at få depressionen til at lette. For tiden tager jeg 30 mg. Jeg kan også mærke, at jeg skal passe meget på med ikke at spise for meget, for ellers tager jeg på. Den sløvende virkning har jeg god brug for, da jeg ellers ville have voldsomme søvnproblemer. Jeg tager min Mirtazapin en times tid, før jeg gerne vil falde i søvn.
Jeg er glad for Mirtazapin, men jeg indrømmer, at det er lidt svært at komme i gang om morgenen. Imidlertid nyder jeg mine morgener, hvor jeg kan sidde længe med kaffen og skrive lidt på nettet, som nu ;-)
Min erfaring er, at depressionspiller normalt ikke er særlig velegnede mod stress, men måske har netop Mirtazapin en virkning mod stress, fordi det har denne sløvende virkning. Det bedste ville jo være, hvis du kan få styr på dit liv, så du ikke bliver så stresset. Har du ikke udsigt til, at stress-påvirknigen fra dit liv mindskes med tiden? Det ville jo være det bedste. Ingen mennesker har godt af at være udsat for så meget stress, at de skal tage piller for at overleve!
Jeg kan ikke svare på, om virkningen aftager med tiden. Jeg vil tro, at det er individuelt. Det er også, individuelt, hvor længe man skal tage antidepressiv medicin. Men når du tidligere har taget Cipramil i massevis af år, kunne det se ud til, at du er en af dem, der skal tage det længe. Selv regner jeg med at skulle tage Mirtazapin resten af mit liv, da jeg har haft mange alvorlige depressioner.
Og så stiller du nogle spørgsmål angående blodprøver. Jeg synes, at det er absolut nødvendigt, at du får taget blodprøver til undersøgelse af, om du mangler vitaminer og mineraler. For det første kan sådanne mangeltilstande være medvirkende årsag til depression og tilbagefald af depression. Mangeltilstande kan også forværre stress. For det andet er det min erfaring, at en mangeltilstand på f.eks. jern kan påvirke ens evne til at omsætte den antidepressive medicin, sådan at en ellers normal dosis virker som overmedicinering. Så der er virkelig gode grunde til at blive tjekket.
Men der er en anden blodprøve, som eventuel ville være en god ide for dig. Når man har taget en bestemt depressionsmedicin stabilt i et antal uger, kan det ved manglende effekt være en god ide at få taget en blodprøve, hvor man ser på koncentrationen af medicinens virksomme stof i blodet. På den måde kan man så finde ud af, om du får en for lille eller en for stor dosis medicin. Måske vil en sådan blodprøve være en god ide.
Før jeg begyndte på Mirtazapin, tog jeg perikon af mærket Modigen forbyggende mod svær depression i ca. 10 år. Jeg havde ret gode erfaringer med Modigen, men var nødt til at stoppe, fordi jeg ifølge lægerne var nødt til at tage noget blodpropforebygende medicin, der ikke kan forenes med perikon.
Perikon har ikke denne sløvende virkning og i øvrigt normalt slet ingen bivirkninger. Men lige nu ville jeg ikke råde dig til at skifte til perikon. Jeg tror ikke, at det ville være nogen god ide at give din stakkels hjerne endnu flere omskiftelser. Men det er selvfølgelig klart, at hvis Mirtazapin ikke dur for dig, så er du nødt til at skifte. Problemet er bare, at det vil være svært at finde den rette dosis perikon, og desværre er det sådan, at man ikke kan få en læge til at vejlede sig, eftersom perikon ikke er godkendt til depression her i Danmark.
Nu håber jeg, at jeg har svaret på dine spørgsmål.
Mange hilsner
Kameliadamen
fedt at du gider at svare på mine mange spg. og ja du har fanget det rigtigt sådan som du skriver. jeg er glad for at du giver dig tid. det giver en følelse af at der er nogen derude som rent faktisk lytter. af hele mit hjerte takker jeg
jeg har lært en vigtig lektie. nemlig ikke at stoppe med pillerne brat. jeg er nu i mitrazapin på 3 uge og jeg er startet med 15 mg. jeg er så blevet forhøjet til 30 mg. men her kan jeg ikke få en dagligdag op at køre normalt. da de giver mig stærk svimmelhed og angst, bare meget stærk ubehag (ja. jeg ved godt at der er start bivirkninger) men jeg har aldrig oplevet noget lignende, heller ikke da jeg startede med cipra. for 15 år siden. så nu vil jeg gå ned på 15 mg og bestille en ny tid hos lægen. jeg tror 15 mg. er lidt bedre pga min kropsstr. jeg er 169 høj og vejer 65 kg.
mht. mirt. så føler jeg ikke at de hjælper, faktisk så gør de det hele værre. jeg er nu seriøst bange for at der ikke er nogen piller der kan hjælpe mig mere efter 15 år på cipra. lige nu har jeg en meget stærk svimmelhed og angst, samtidig med at jeg er trist (måske er det en eftervirkning fordi jeg er gået ned i dosis) og det er begyndt at være rigtig ubehageligt.
har talt med psykiatrisk skadestue om venlafaxin, da jeg fik det meget slemt af dem, samtidig med at dosis blev øget i sin tid. (håbede at det ville gå væk med tiden mens jeg var i behandling med dem) Min tanke var sådan set om jeg fik en for høj dosis med venlafaxinen og som har gjort at cipramilen gav mig stærk angst og søvnløshed, da jeg prøvede med dem igen, og at jeg ikke får nogen virkning fra mitrazepinen lige nu.
stress påvirkningen i mit liv er ved at gå væk og jeg er ved at få styr på privatlivet. men sagen er at det er min hjerne som tager let imod stress. dette er også noget jeg mistænker venlafaxin for.
jeg har talt med min læge, famile, psykolog og stress coach og de siger alle sammen at jeg nok skal få det godt igen. men med min nuværende tilstand og psyke har jeg svært ved at se det
mvh
Rover699
Jeg har en dejlig familie, mand og vores dejlige pigebørn, som vi hver dag ser blomstrer og lege med livet. Når vi giver dem friheden til at danse, grine, smile og græde så vokser de med opgaverne og deres liv bliver en lang perlerække af oplevelser der har deres helt unikke historie.
Jeg er gift og har levet sammen med manden min i 26 år, hvor vi har været hinandens klippe og sørget for, at vores inderste drømme blev levet ud. Vores motto var. ” Her i familien står vi sammen” Vores livs historie er et kopi af vores drømme indtil nu.
I Mit job er der nogle der tror på mig. Friheden til at iværksætte, hvad jeg tror der skaber magi i sindet hos sårbare mennesker. I Mit job er der nogle der tror på mig. Friheden til at iværksætte, hvad jeg tror der skaber udvikling.
En aften, hvor jeg med blide strøg blev kærtegnet af min mand og vores kys lukkede verden ude så vi kun eksisterede i vores sensuelle scene – blev det sidste kys
Min mand blev syg og i 10 dage lå han i sengen med influenza lign. symptomer og i hans mund flyttede en landsby ind af sår, så min kære mand ikke kunne indtage føde eller drikkelse. Han tabte sig 10 kg på 1 uge og alverdens læger undersøgte ham.
Jeg plejede min mand og gav ham kærlighed at drikke og omsorg ved berøring. Jeg blev ringet op en tidlig morgen, hvor jeg var på vej på arbejde og mine tanker kredsede om den inderlige bekymring for min mand og sindet var mast og trætheden min følgesvend. Lægen sagde kort ” Din mand har aids ” og jeg følte min sjæl blev taget til fange og jeg frøs til is.
Min mand ” ja vi skal jo dø på et eller andet tidspunkt” jeg holdt om ham mens hans hænder ikke rørte mig og der stod vi i et tom rum af forfærdelighed og uvidenhed.
Han blev indlagt på Esbjerg sygehus og jeg husker hele forløbet, som en ond drøm – hvor drømmen også indhenter mig om dagen.
Lettelsen over min mand ikke skulle dø af Aids nåede ikke at bosætte sig i mit sind for lægernes besked var, at han havde herpes i munden og det var min skyld.
Jeg husker tydeligt, at mine besøg på sygehuset var med tomhed i sindet for min krop kunne mærke, at når jeg lagde mit hoved på min mands mave i et kærligt øjeblik forsvandt han væk under mig og jeg har ikke mødt ham siden.
Herpes udbruddet har taget min mands hjerne til fange og holder godt fat i ham, så jeg lever ved siden af i ensomhed og savnet af min mand.
Jeg lever med skyld over, at jeg gjorde min mand alvorlig syg og jeg lider i stilhed for følelser er farlige og ikke noget min mand beskæftiger sig med. Han fortæller i korte sætninger, og svarede helst kun ja og nej når jeg prøver at nærme mig hans tankesæt. Når jeg krammer ham kan jeg ikke mærke hans styrke om min kvindelighed og han ser mig ikke.
En morgen i mørket, hvor jeg blot kan se min mands skikkelse mærker jeg knivstik i mit hjerte, uden blod,men blot ord der borer sig ind. Min mand fortæller mig, at han ikke ved om han skal gå til højre eller venstre. Mit liv slutter lige der i et split sekund og jeg husker, at jeg græder uhæmmet og min mand bliver skræmt af min reaktion,men jeg har ingen kontrol. Jeg husker det som et overgreb og det var blot ord.
De ord har fulgt mig siden og været med i et hav af kognitive diamanter. De var med på hver en dagsrejse imellem mit arbejde – udd. – privat liv.
Jeg følte, at jeg ikke fortjente hans kærlighed, omfavnelse og kys og det blev jeg bekræftet i når dagene og årerne gik uden min mand tog mig i sin favn og kyssede mig.
Jeg investerede i alt, hvad der kunne hjælpe min mand for penge, men kærligheden kan ikke købes og jeg står alene og ensom tilbage, selvom min mand er lige ved siden af mig, men jeg kan ikke rører ham eller mærke ham.
Jeg siger jeg savner ham og tårerne på min kind blev hverdags tegn og han siger ” Jeg er jo lige her” tårerne triller for jeg kan ikke mærke ham.
I lyset af solen tosser de rundt – leger – leer – danser. Jeg står i baggrunden og mit moder hjerte banker. Et øjebliks billede af far og børn forenes i en legende rus. Han ligger sig ind til dem om aftenen og ligger armen om dem og siger ” Jeg elsker jer” og kysser dem på munden.
I mit stille sind græder jeg og ensomheden omfavner mig – helt alene og alligevel sammen med min familie.
Jeg får masser af kram, kys og kærlighed af børnene, men den stilhed af omfavnelser fra min mand dræber mig langsomt, og jeg forsøger at kaste redningsvesten ud og redde mig selv. Beder en bøn om, min mand ikke blot vil holde hårdt om mig et øjeblik så jeg kan mærke ham og helst ikke kun når jeg bønfalder ham, men når han har lyst.
Jeg har snart ikke flere tårer tilbage og jeg kæmper for, at min mand kan se mig og hans krop atter vil ligge sig ind til min i kærlighedens tegn. Lad tiden stå stille så min ensomme sjæl kan blive forkælet bare et spildt sekund.
Mange råder mig til at lade min mand få fred i hverdagen og lade ham bevæge sig ud i friheden i mødet med hans passion lavet ud af træ. Lade ham flygte ud på arbejdspladser, hvor livet ikke føles sårbart og han føler han kan gøre en forskel.
Jeg vinker fra vinduet – atter en dag, hvor jeg føler jeg har tabt. Ja når vi taber vores pung eller mobil og ikke finder den igen så køber vi en ny, men tabet af en mand jeg elsker og ser hver dag, men ikke kan rører eller blive rørt er totur.
Min mand har fået angst. Angst for mig og kærligheden er i fængsel uden ord og berøring.
I kampen om at bryde fængslets murer glemmer jeg mig selv fuldstændigt og vil være verdens bedste kone og mor til vores børn. I mit univers handlede det om liv og død for vores motto er jo ” Her i familien står vi sammen” Jeg stod op selvom mine ben og hjerte snart ikke kunne bærer mere.
Vi tager til Randers pigerne og jeg, da søde Bedstefar ikke skal være alene, når hans kæreste skal opereres for kræft i maven. Jeg ved det betyder meget for min mand der ikke kan tage af sted pga. arbejdet. Mit hoved er fyldt op med arbejde, udd. og børn og min krop skriger efter min mand, som er et spøgelse.
Bekymrings tankerne havde besøgt mig tidligere på dagen. Jeg var ængstelig for at vores Bedstefar var fuld når vi kom, men slog den tanke ud, da han da ikke vil drikke for meget når han ved jeg kommer med hans kæreste børnebørn.
Den aften i det flotte bondegårdshus, hvor vi har haft utallige stjernestunder blev et sørgeligt gensyn med bedstefar.
Jeg forsøgte hele aften at skjule bedstefar brandert over for pigerne, men det var en umulig opgave og jeg smed ham i seng. Han væltede over i skrivebordet og slog hans hoved, men det larmede mere end det gjorde ondt og jeg kunne mærke pigernes bekymrings blikke i nakken og jeg holdt om dem.
Jeg har tidligere haft lignende oplevelser med Bedstefar, så tæller ikke længere, også da pigerne var ganske små og min mand var bortrejst med noget arbejdsbetinget.
Jeg kontaktede ikke min mand dengang for at beskytte ham og jeg vil ikke have, at han skulle bekymrer sig og blive ked af det.
Denne gang kunne jeg ikke gennemfører fuldskabs senariet. Min krop var i beredskab og mit moderhjerte gjorde ondt. Jeg kunne ikke bakse rundt med ham alene og jeg manglede min mands stærke arme og mental styrke.
Da han hørte børnene frygt i telefonen tog han den lange rejse med tog til Randers og ankom 5 timer senere. Jeg var lettet og alligevel gjorde mit hjerte ondt. Jeg følte mig igen ensom i hans selskab og kunne godt have brugt et fast greb om min sitrende krop og sind. En sætning vil have renset mit sind ” er du ok skat ? ” Stilheden hev i mine sanser selvom de kære børn lettere højlydt fortalte om deres oplevelse med bedstefar i farmand varme favn.
Det var begyndelse på en historie jeg aldrig vil glemme og som har sat deres spor i min sjæl.
Bedstefar kom med hjem til os, da han ikke kunne passe sig selv i kærstens sygdoms periode. Jeg har et specielt forhold til bedstefar og de dage han har besøgt os tidligere i gennem 26 år har jeg været den hjertelige svigerinde der tog mig tid til ham, mens min kære mand skulle afslutte hans projekter og ofte kom hjem senere.
Jeg vil være der for Bedstefar og vise min mand, at han ikke kan undvære mig, så jeg passede Bedstefar, hus, børn arbejde og min udd. i kbh som psyk. Terapeut.
Jeg lavede alle Bedstefar livretter og som jeg også ved min mand holder af, mens det var en kamp at holde Bedstefar fra alkohol.
Jeg foranstaltet de forhold med hjemmeplejen der skulle til så Bedstefar kunne komme hjem igen. Lige da alt næsten var på plads blev jeg ringet op af noget familie til Bedstefars kæreste, som på ingen måder vil have Bedstefar til Randers igen.
Jeg blev skældt ud og råbt af så mine indre organer hoppede, og der var ingen vej ud. Jeg passede mit arbejde og vi forsøgte at få hverdagen til at glide, men mine tanker var ofte på pigerne når de kom hjem fra skole og sad med Bedstefar.
Jeg tryllede hver dag aftaler så de ikke var alene med bedstefar samtidig med jeg kontaktede i et krydsfelt Randers og Kolding Kommune for at få en bolig til Bedstefar og hjemmehjælp.
Vi oplevede en alkohol demens komme snigende og den kære bedstefar var i hans livs krise i en alder er 83 år.
Jeg prøvede at forsvinde ind i soveværelset nogle dage når jeg kom hjem fra arbejde, for at få ro til at færdiggøre min opgave til uddannelsen.
Tænk jeg glædede mig til at komme i narkose den dag, hvor jeg skulle have fjernet min galeblære. Det sted vil ingen kunne nå mig og jeg ville få lidt fred for en stund.
Jeg rystede som en sindssyg, da jeg vågnede op og jeg kunne ikke finde ro på sygehuset. Min veninde som er sygeplejerske tog mig med hjem til hende, hvor jeg lige kunne vågne op inden jeg skulle tilbage til mit hjem, der ikke føltes som mit hjem,men en arbejdsplads. Jeg var så træt og havde så ondt.
Jeg kunne ikke gå på arbejde selvom jeg på ingen måde ønskede at være her lige her, hvor bedstefar for 8 gang spurgte om, hvor hans kæreste var og om jeg gav og kigge på de pille æsker jeg havde ordnet af flere omgange.
Min krop ville ikke ud af døren, selvom mit hoved skubbede på og gjorde det klart at jeg var ved at blive tosset af at være på dette sted.
Jeg var en uge fanget i bedstefars sørgelige hverdag og det var lige ved at æde mig op indefra. Jeg besluttede at kæmpe mig på arbejde, og solen spredte sig i mit sind ved at møde mine kollegaer igen.
Solen skinnede også fra en skyfri himmel da bilen selv kørte mig hjem fra arbejde og mine tanker holdte mig beskæftiget. Jeg havde en grim fornemmelse af noget var sket. Bedstefar plejede at ringe 10 gange til mig på arbejdet, men der har været rimelig stille.
Jeg ringer til min mand og han arbejder tæt på Kolding så kan være der hurtigt, hvis der er sket noget med Bedstefar.
Hele min krop er i alarmberedskab og mit hjerte banker vildt hurtigt.
Han sidder ikke på den stol han har siddet i den sidste måned, og han svarer ikke.
Jeg bliver bange og min mand har sagt, hvis noget ser betænkeligt ud skal jeg ikke gå ind. Jeg går ud igen og kigger ind af vinduet og der ligger Bedstefar helt stille på sengen med åben mund og ser mere end dø ud.
Jeg kan ikke leve med, hvis han dør, fordi jeg bare står der, så jeg går ind og kan ikke komme i kontakt med ham. Jeg ringer efter læge bilen og ambulancen og de kommer samtidig med min mand.
De finder en tom flaske vodka i hans jakke lomme og kører igen.
Igen står jeg sammen med min mand og føler mig ensom. Jeg har en følelse, at jeg er et spøgelse han kan gå lige igennem, men er praktisk nok at have.
Jeg ryster indeni, men fatter mig igen som altid for tænker på børnene. Jeg for arrangeret de kan sove hos mine forældre og pakker deres ting, mens mit hjerte galoperer oppe i halsen for igen står jeg alene og med bedstefar liggende fuld på gulvet.
Min mand sagde jeg bare skulle lade ham ligge.
Vores yngste datter er meget mor glad og har haft lidt angst symptomer ift. der skal ske noget forfærdelig med mig når jeg var i KBH så det var hårdt at skulle forlade hende ved mine forældre, selvom jeg ved hun har det godt hos dem og er vokset op med at besøge dem i hverdagen.
Jeg vil ikke svigte min mand og han skal være alene med en fuld far. Min krop fortalte jeg havde bedst af at få slappet af med mine kærlige forældre og få en krammer i 1 times tid, men jeg vil vise min mand, hvor højt jeg elsker ham så tog tilbage.
En aften på vagt for, hvad sker derinde på værelset hos fulde Bedstefar.
Jeg vågnede midt om natten, hvor bedstefar væltede ind af vores soveværelses dør og heldigvis havde jeg bedt min mand om at bytte plads så jeg lå beskyttet i min side af sengen. Jeg blev så forskrækket og min mand tog ham i hoved og røv og kastede ham tilbage i hans seng og beordrede ham til at blive der, til han var ædru.
Igen ikke mange ord og stilheden lagde sig som en dyne over mig og jeg frøs.
Kiropraktikeren kiggede på mig denne morgen og så noget bekymret ud over den svimmelhed jeg klagede over og mit nakke og skuldre parti var helt fastlåst.
Han lagde hænderne på mine skuldre og, der var jeg lige ved at græde, for jeg kunne mærke, hvor meget jeg savnede fysisk kontakt og at blive holdt om.
Behandlingen var hård og mindende bestemt ikke om kærlighed, men nu var det jo også bare min kiropraktikker.
Jeg tog på arbejde uden øjne eller de var ganske små og min krop rystede,da jeg talte med en kollega. Jeg havde brug for at komme på arbejde for jeg havde ikke noget hjem lige nu. Nogle dage kørte jeg bare en tur og sad i bilen ved netto for at være lidt alene. Jeg ønskede ikke at komme hjem.
Den dag kørte jeg hjem til min kæreste veninde og sad i hendes dejlige lyse lejlighed med et tæppe, som omsorg og kærlige ord og kram fra et levende menneske.
Jeg fik styr på de sidste praktiske forhold omkring flytning af Bedstefar og kontaktet en kollega som vil tage ud og tale med Bedstefar om hans alkohol problem og livskrise.
Jeg tog vores ældste datter med til lægen for hendes 12 års stik og mens vi kørte i centeret for at få en is blæste tankerne rundt i hovedet om det nu var det rigtige valg at lægen også gav hende MR vaccinen.
Isen nåede at smelte og synede uberørt hen for i mine arme og i mit hoved bredte der sig en underlig følelse og jeg oplevede mine ben ikke kunne bærer mig gennem centeret.
Måske Angst der hang fat i mig som var jeg taget til fange og jeg vrissede af mine kære børn for jeg var bange.
Vi måtte forlade centeret og i bilen sad jeg og tænkte, hvor kører jeg hen – jeg har ikke noget hjem.
Jeg valgte alligvel at køre hjem for skulle hjem til min mand.
Jeg meldte mig syg den morgen for jeg havde intet valg min krop kaldte på mig og råbte om hjælp.
Jeg havde brug for ilt. Jeg skulle igen til kiropraktiker og den dag blev den sidste dag det sted.
Jeg sad og ventede i venteværelset og min krop var skør. Jeg havde det så underligt og ønskede mig langt væk. Mine hænder snurrede og jeg var bange – bange for hvad? så farlig så sekretæren da ikke ud. Jeg nåede kun lige ind af døren og sad i min fine korte nederdel og lignede et offer –et offer for angsten.
Jeg stak af uden at betale for en behandling jeg ikke havde fået og hold fast i ratet som om nogle ville stjæle det. Bilen holdt stille foran lægen jeg, havde en tid til at få stæng ud ,men nu var jeg også bange for lægen. Jeg kørte hjem uden at have gennemført noget - jo jeg havde reddet mit eget liv for troede jeg skulle dø.
Ængsteligheden, uro og panikken sov jeg sammen med på mine forældres sofa og de bar mig ind i deres seng og der lå jeg 4 dage i foster stillingen og igen var mine tårer det tætteste på min hud.
Mine forældres omsorg og kærlighed og min mors naturmedicin) fik mig tilbage - tilbage til nogle dage, hvor jeg gemte mig under dynen med faglitteratur, der skulle læses til næste undervisnings session, som jeg dog ikke kom til og har ikke været der siden.
Mit hjerte talte og dræbte min sunde fornuft, så jeg tog tilbage til Bedstefar og det hjem jeg har boet i siden jeg var 19. Hvorfor følte jeg ikke det var mit hjem?
Jeg fik sagt farvel til bedstefar, som spurgte om han ikke skulle sove her igen og da svaret var nej smækkede han døren i og der stod jeg mærket af fortvivles og smerte.
Ordet TAK ville have været velkommen, men jeg ved den kære bedstefar har demens så det er den der taler.
Min mand rådede mig til at slette mit nummer på bedstefar telefon så jeg kunne forsøge at finde ro.
Det var som om huset pludselig gjorde skade på mig – billederne kom frem, hvor ofte jeg havde ligget på knæ med mit hoved på min mands mave og i håbet om tegn på at kærligheden og lysten til blot at holde om mig var tilbage.
Igen , igen og igen blev jeg kløet som en sød familie hund med brune pletter og blå øjne.
Det var ligsom min hjerne kun havde fokus på at opdage alle de gange, hvor jeg ikke blev set, rørt eller talt til af min mand og det har fulgt mig siden.
Jeg føler mig som et offer i mit hus. Offeret kunne godt tænke og jeg tog min afklaring af mit sygdomsforløb i egen hånd. Jeg kunne ikke ligge der for mine børn skal have deres mor tilbage. Jeg har deltagere, som venter på mig og min udd. Mine kære børn savnede deres livsglade og kærlige mor der plejer at klare hele verden.
Jeg har bunker af bøger og viden om, hvordan fanden jeg kan komme tilbage med fornyet kræfter. Jeg underviser i det hver dag og læser til psyk. Terapeut, men nu ligger jeg her sårbar og på røven.
Svimmelheden holdt mig tilbage og isoleret i mit hjem for vil på inden måde opleve de kropslige fornemmelser jeg fik på min sidste rejse derude, hvor det åbenbart er farligt.
Jeg lavede kost omlægning for det viste jeg sgu da vil hjælpe kroppen i gang igen og sund søvn rytme. 6.00 – 22 hver dag for at holde dagen i gang.
Inden jeg gik ned havde jeg i et halvt år fastede 2 gange om ugen. Jeg havde læst det skulle være så sundt.
Nogle dage i KBH efter undervisningen drak jeg mere end jeg spiste og festede vildt.
Det var en forløsning at more mig lidt udenfor fængslet.
Jeg fortryder ikke de skønne nætter i KBH natteliv men min krop havde nok haft brug for hvile og proteinrig kost.
Jeg indtog nu hømopatisk middel for et presset psykisk og fysisk system
Jeg mediterede på central nerve systemet 2 gange om dagen.
Jeg fik tømt hele helsebutikken for vitaminer og mineraler og jeg fik akupunktur.
Jeg kørte pigerne til deres fritids aktiviteter , men igen bilen kendte vejen og jeg sad med tankerne om ikke at slå til og dårlig samvittighed over, at bedstefar ikke længere kunne eksisterer i min verden.
Jeg kunne mærke inderst inde han ikke trives alene og forladt i lejligheden med et tomt og ømt hjerte. Mine ben kunne ikke gå derhen, for mit hoved og hjerte vil ikke med så jeg følte mig så splittet og knust.
Han spiste med et par gange, men min krop rystede indeni for jeg havde ikke mere af mig selv at give af.
Maden i fryseren ville ikke op og det var ligsom alle frostvarerne flød sammen. Endelig fangede jeg koteletterne, men de gav mig kvalme og tanken om at forbedrede dem gjorde mig så inderligt træt.
Bruseren i badeværelset virkede, som om den var 100 km væk og min krop ønskede ikke mødet med det rislende vand, som jeg tidligere elskede. Dynen bandt mig fast og jeg kunne lige nå ikonet til Via Play.
De fleste dage lavede jeg aftensmaden ved middagstid når jeg var alene og spiste gerne maden inden familien kom hjem.
Kampen mod den røde ko for jeg kunne ikke stå længe ved komfuret og stege bøfferne.
Sovsen var det værste at lave, for alt i mens jeg piskede som en sindsyg svimlede det for mig og mine ben vil ikke bærer mig. Jeg lavede mad delt op i små portioner. Lettelsens suk når jeg var færdig og kunne gå til ro.
Min krop ville ikke sidde ved bordet og spise med familien.
Det var ligsom sløret og indre uro når jeg sad der ved bordet og legede far, mor og børn.
Jeg slugte maden og registeret intet af farverne eller smagen. Det skulle overstået og jeg skulle tilbage til den trygge hule.
Hverdagen flød sammen og soveværelset blev min flugtvej når verden derude var farlig og smertefuld.
Min mand kendte vejen til soveværelset, men benyttede den kun når han skulle sove.
Han tog min hånd og klemte den let ,mens mine tårer vaskede min kind. Mine øjne så loftets markeringer, mens mine ører blev holdt beskæftiget af min mands snorken. Jeg faldt ensom hen og lod min dyne være min ven.
Mange nætter måtte jeg betragte stjerne himlen fra terrassen, hvor nikotinen forsøgte at give mig ro.
Min refleksive hjerne prikkede til mig og skubbede mig ud af sengen. Jeg gik derude med angsten klæbet til mit sind og kæmpede mig igennem dagene der stille gik borte.
Bilen kørte selv pigerne til sport, mens jeg holdt fast i rettet og angsten.
Jeg lå på briksen i stuen, hvor brændeovnen buldrede og jeg håbede inderligt denne kraniesekral behandling ville lette det pres der fyldte hele mit system.
Jeg bevægede mig ud igen, men i Liva følte jeg mine ben vil falde sammen og svimmelheden gjorde mig skør. Jeg sad ængstelig tilbage i bilen og de næste mange uger måtte mine børn eller mand handle ind.
Når det bankede på døren gemte jeg mig til tider for i mit hoved var der ikke plads til flere flyttede ind.
Kvinden i min seng lod mit blik følge hendes hånd og igen lod jeg håbet vokse i mig, at tanke felts træning vil få angsten splittet af i atomer.
Jeg havde mange dage en kvinde i min seng og jeg fik lidt ilt. Jeg blev anbefalet at tage grønne lykke piller og håbet blomstrede igen samtidig med jeg kiggede og lyttede til min psykolog på skærmen.
Dagene gik og jeg kunne hører min dejlige familie boltrer sig med leg og livet, mens ensomhed lagde sig som et tykt tæppe over mig.
Det var fange leg men jeg fangede ikke min mand for ofte gik han ude og savede træ, arbejdede eller sammen med hans kammerat der lige har bygget hus skrot over for os på gaden.
Jeg har aldrig været jaloux i mit ægteskab, men nu er det så pinefuldt at se min mand bruge så meget tid på hans kammerater, venne tjenester og andet han stikker af til når jeg ligger ned og er såret og har brug for hans nærvær - bare 1 time i døgnet.
Når jeg kommer ind til ham med angsten kilet fast i nakken. Holder han armene svagt om mig, mens han siger " hvad nu da" og samtidig med indstiller ovnen. Han er der, men alligvel er han væk.
Manden i hvidt og med lang hestehale var Heilpraktiker og han kiggede på mig, da jeg lå på briksen. Jeg har ikke været glad for at sidde op siden jeg lå i fosterstilling hos mine forældre. Han kunne lide mig, selvom jeg lå der og nærmest var bange for mig selv og det jeg mærkede.
Han rømmede sig og sagde noget om binyrertræthed ,svaghed ved skjoldbruskkirtel og generelt hormon forstyrrelse.
Jeg følte mig dø men alligevel lykkelige lige der og omfavnede min mor der havde slæbt mig afsted til behandling.
Min mor har en stofskifte sygdom og den var ubehandlet, da hun fødte mig så vi har en mistanke om mit stofskifte driller mig, selvom det ikke kan ses i blodet endnu. Jeg har 3 gange tidligere været gået ned med stress.
Det hømopatiske middel blev en gæst i vores hus, men tålmodighed flyttede ikke ind.
Jeg ville ud og fange mit liv igen. Danse i regnen og elske i måneskin, men det dejligste jeg mærkede var kys og kram fra børnene og mine forældres kærtegnede ord og handling.
Psykologen stemme bag skærmen blev en viskende for mit øre og et ømt hjerte i uro.
Måske handlede min mands manglende berøring ikke om herpes, men om hans hjerte havde forladt mig. Jeg var så forvirret og låst i min tanker.
Jeg ønskede mig langt væk på en ø, hvor mine tanker druknede på vejen og jeg kunne skrue tiden tilbage, hvor kærlighed døds kysset blev udvisket.
Jeg talte med min mand om, at jeg var ulykkelig og ville væk og ind i et hjem med kærlighed i hvert et rum.
Han mente også det måske var løsningen.
Jeg drømte om min egen lyse lejlighed i byens stræder, hvor der var kys til morgenmad og kram i søvnens hule.
I 4 dage ledte jeg efter lejlighed og følte mig egentlig lettet - lettet over at skulle væk fra det hjem, hvor jeg følte mig som det 4 hjul i skjul og pakket ind i skam.
Min mand vågnede pludselig op og opdagede mig - han havde en kone - jeg var stadig sløret, men da det gik op for ham, at en skilsmisse betyder, at børnene ikke vil være i huset hver dag, så væltede hans verden og der var kun gråd i nærheden. I det fjerne hørte jeg ham sige " Jeg kan ikke leve uden jer tre " og senere kom han ind og tog grædende den yngste op og sagde " jeg elsker jer alle tre ,men disse ord har han ikke fortalt mig.
Jeg hører kun når jeg bønfalder ham til at sætte ord på hans følelser. " ja jeg elsker dig nok et eller andet sted.
Lige nu hang han om mit ben ude på terrassen væk fra børnene og bønfaldt mig om at blive og vi skulle mødes igen.
Han vil starte til psykolog
Jeg sagde, at jeg tror vores ægteskab vil være viklet ind i mine skuffelser for ikke at blive set og rørt, da jeg er mærket af de sidste 2 år uden fysisk kontakt og stadig er ensom uden ham, selvom han står ved siden af mig.
Han kørte og jeg stod tilbage med børnene, som i alle deres leve år ikke har set deres far græde. De var chokeret og jeg måtte samle dem om og i tryghedens hule forklarede jeg dem situationen i børnehøjde i sokratisk stil vendt i ømhed.
Dagene gik og undskyldninger hæftede ham fast i lammelse.
Jeg elsker den mand, så vil kæmpe for kærligheden.
Jeg sad der i mørket og ledte, selvom jeg ikke kunne se.
Jeg fandt en Psykolog og fastlagde en dag fordi jeg kunne mærke det var nu. Min krop kunne ikke bevæge sig i denne kærlighedsmæssige stilhed i smerte.
Det var ikke lige til, for min mand var på Fanø med fuld booket kalender og presset af hans far evige kalden fra hans lejlighed.
Det lykkedes til sidst en dag, hvor jeg sad ude i garagen på fryseren i skjul for børnene, der ikke skulle følge samtalen fra sidelinjen.
Jeg fandt en psykolog, der tag os begge to, men vi skulle hver især forbedrede os skriftlig.
Min mand er ordblind og for at beskytte ham lavede jeg hans forberedelser til samtalen efter hans ønske. Han sagde " du ved godt sådan noget kan jeg ikke skrive "
Jeg vågnede en morgen viklet ind i sindsyge dæmoner. Angsten ville ikke forlade kroppen. Jeg måtte væk fra dette sted, der tømte mit hjerte kammer. Min mand var på Fanø og skulle komme hjem den dag til par terapi.
En ven sad og holdte om mig. Jeg følte vi sad der i et års tid og hans varme omfavnelse gav mig ilt. Kun lige ilt til at få pakket lidt og komme væk fra dette sted.
Jeg ringede til min mor for jeg kunne ikke kører bil.
Jeg ringede til min mand og sagde jeg ikke kunne være i denne situation længere. Tårerne formede sig som en cirkel rundt om mig og jeg kunne ikke svømme i land.
Jeg bad min mor om at ringe til min mand og berolige ham med, at jeg var i trygge hænder. Det var vigtigt for mig at min mor fortalte, at vi tog børnene med, men ikke tog dem fra ham blot for en stund til han var hjemme igen og kunne være sammen med dem.
Det sidste kys med min mand følelses som dødskysset og samme følelse ramte mig bagefter denne samtale for min mand og mor talte forbi hinanden. Min mand er nu overbevist om, at min mor vil tag børnene fra ham og de har ikke talt sammen siden.
Den samtale var sat i værk af omsorg for min mand, men blev til endnu en torn i forholdet.
Jeg besluttede at få en beroligende pille og blive på dette sted til min mand kom hjem. Min mand er skilsmisse barn og hans far kom en dag hjem, hvor hele hjemmet var ryddet og konen væk. Dette ville jeg ikke byde min mand, da stadig har ar på sjælen.
Jeg måtte gennemføre starten af parterapien og give det en chance. Inderst syntes jeg, at jeg har kæmpet alene i flere år.
I min tåge af udmattelse, havde jeg ikke overført de penge jeg skulle til psykologen og han vil ikke starte op uden.
Min netbank frøs til ligsom mit hjerte.
Min mand lovede mig, at han også vil prøve at imødekomme mine behov og han troede på, at vi kunne mødes igen.
Dette kærlige møde forsvandt uden jeg mærkede det for blev blæst omkuld af min mands ord. Ord der blev til overgreb i mit sind. Han ønskede ikke psykolog, da hans læge sagde det kunne forværre vores forhold og dagene gik, hvor jeg følte min mand gled længere og længere fra mig og flygtede hjemmefra.
Jeg lå igen og kiggede op i loftet med en kvindes arme over mig. Jeg lå med lukkede øjne og rejste tilbage i tiden og traumerne i mit liv forlod min krop. Jeg lyttede til toner der fyldte mig med glæde i lidt tid indtil lydene forsvandt og jeg ikke kunne fange dem.
De dage mærkede jeg for alvor en lettelse i min krop og jeg vidste jeg vil komme tilbage, men tilbage til en syg
datter med høj feber og skrækkelige smerter i lysken.
I 1,5 uge lå jeg med min skønne datter i foster stilling og prøve at lindre smerten med kærlighed og omsorg.
Mit moderhjerte bristede da, min mand kørte hende til indlæggelse på børneafdelingen. Jeg lå igen krøllet sammen alene med smerter i mit sind og følte mig utilstrækkelig som mor. Angsten vil ikke lade mig tage med. Jeg har altid været tæt på hende så hun kan mærke mig og nu lå jeg bare her.
Jeg gav slip og tænkte hendes far er med og han bærer også kærlighedens bånd.
Tiden blev et venten med uvisheden om min datters skæbne. Hun fik lov at komme hjem,hver nat i min varme favn ,men hårdt at slippe et barns varme krop så træt og sårbar.
Der lå min lille datter i den store MR scanner , der larmede, som om den vil lette og hun havde været i kontakt med så mange lærer og nåle i skræmmende stunder.
Det svimlede for mig da min mand ringede og fortalte det var en bakterie i en knogle.
Det er så uvirkelig og tåget.
14 dage indlagt med hjemsendelser i min favn.
Den besked fik vi samme dag, som min mand og børn skulle rejse til Kreta. De kunne ikke rejse og i huset var der helt stille den dag, men svagt var der gråd i alle kroge. Forventningsglæden havde leget i sindet og kufferterne var pakket men ingen rejste.
Min søster tog min ældste datter med på ferie så hun kunne få ferie ilt og mentalt næring af solen og sommerens liv.
I en tåge de næste par dage så jeg min mand holde vores datters varme hånd og,hvert et skridt var så smertefuld.
Jeg rekte ud efter hende.men kunne ikke nå hende nu var det mig der var et spøgelse og kun virkelig når jeg kunne støtte min datter herhjemme i hulen.
Mine tårer gemte sig ikke, de ville ikke lege skjul, men var hele tiden synlige med en dyb røst.
Depression var tyven der stjal min glæde - de små forhold der var at glæde sig over blev væk og jeg kunne ikke finde dem.
De 2 mennesker i min sofa kunne jeg ikke se , men jeg hørte ordene de sagde
Opsigelse
Mit job blev væk og 3 dage inden bad jeg lægen lade det kemisk stof passerer min krop for at stoppe de 60.000 tanker der alle var giftige.
I skrivende stund er min lille familie taget til Djursland i 3 dage og det kemiske medicin suser rundt i kroppen flettet sammen med et savn og tomhed.
Kvalmen, trætheden er flyttet ind og gråden ligger på lur.
Jeg vil danse, le og spirer igen så holder fast.