Sygehusindlæggelse anno 2015
lotte123
✭
Der skal en del til at chokere mig, men det blev jeg godt nok her i week-enden.
Jeg har haft nogle sygdomsproblemer en tid, og i søndags blev det helt galt igen, og jeg blev nødsaget til at kontakte lægevagten, der valgte at indlægge mig. Fin service, jeg kom foran alle de andre, der sad og ventede og direkte ind på første akutafsnit og op på en briks – der hvor man kommer ind til første vurdering og der er naturligvis gang i trafikken; Falck-folk kommer i lind strøm med bårer; luften fyger med diverse informationer; sygeplejersker, læger, laboranter drøner rundt; der er godt nok mange bolde i luften, og ja – de har travlt, og selvfølgelig; da det lige var vurderet, at jeg ikke lige var livstruende, måtte jeg pænt vente til det blev min tur – fuld forståelse. Efter nogle timer blev jeg flyttet længere ind på næste akutafsnit, og det er der, jeg chokeres:
En meget stor hal, der er vel plads til omkring 40 patienter, der kommer ind på en lille bitte plads; der kan akkurat stå en briks/seng, et natbord, og klinet op ad natbordet kan en evt. ledsager lige presse en stol ind. Af hensyn til privatliv (??) var der nogle gardiner, der nødtørftigt kunne omkranse sengen. Midt i lokalet er der et personalekontor, der er afskærmet af nogle glasvægge. Naturligvis er der også her i denne afdeling livlig trafik – sygeplejersker skal have informationer fra patienterne, der skal tages blodprøver, der kommer læger, der skal undersøge de enkelte patienter, der skal tages stilling til videre forløb osv., og naturligvis foregår dette i total offentlighed – gardin eller ej, det tager jo ikke lyden, og vi lå jo simpelt hen så tæt, at man ikke kunne undgå at høre alt, hvad der foregik. Alle private, intime detaljer er uden videre offentligt fælleseje. Personnumre, der jo skal oplyses konstant ligeså.
Lige ved siden af mig lå en kvinde, der var bevidstløs – hendes mand sad og græd; et par senge væk lå en gammel mand, der havde tisset blod – alle detaljer om dette, og hans behandling var naturligvis del af ”underholdningen”. Jeg kunne heldigvis selv stå op og gå på toilettet, og på vejen kunne jeg ikke undgå at se en anden kvinde, der heller ikke var vågen, så gardinet var trukket fra – hun lå uden dyne og med en stor ble fuldt synligt – ikke bare for de andre patienter og personalet, men også for de forskellige besøgende, der også var der. Det var nok det mest uværdige, jeg fik oplevet, men jeg prøvede altså også at tage ”skyklapperne” på, og skulle heldigvis ikke forbi ret mange senge på vejen til toilettet. På grund af den begrænsede plads, var det simpelt hen ikke muligt at undgå at få kigget på de andre patienter.
Jeg havde ”fornøjelsen” at tilbringe det meste af et døgn på det sted – og altså også en nat. Da det ret sent på natten blev vurderet, at jeg skulle blive til overvågning natten over, kom det i øvrigt lidt bag på personalet, at jeg gerne ville have en seng, og ikke bare en briks dækket af et lagen; at jeg sådan set ikke fandt det hensigtsmæssigt at ligge hele natten fuldt påklædt med valget om min frakke skulle bruges som hovedpude eller dyne. Et eller andet sted hedder det sig vel stadig, at jeg er syg – der var derfor jeg overhovedet befandt mig på stedet. Jeg fik min seng, oven i købet også en nattrøje, og heldigvis havde jeg været forudseende, så jeg havde tandbørsten med; ingen fik tanken at en akut indlagt patient kunne have brug for en smule toiletsager. Da jeg (heldigvis) var godt ”dopet” af smertestillende medicin, lykkedes det mig trods alle odds at få sovet nogle timer, hvilket jeg selv faktisk er dybt imponeret over.
Næste formiddag blev det vurderet, at jeg skal scannes – men da det pt ikke er vurderet, at jeg skal opereres, er der nogen ventetid på det. Jeg blev faktisk tilbudt at blive på det her akutafsnit til det kunne blive min tur, men der kunne altså godt gå nogle dage. Og ja – jeg valgte at komme hjem, og der imødese en indkaldelse, da jeg vurderer mig selv til faktisk at være for syg til at kunne magte flere dage midt på ”Hovedbanegården”. Der var i øvrigt fuld forståelse for min beslutning.
Vi taler om et af vore større hospitaler – og vi skriver 2015!!
Jeg er dybt chokeret! Dog – alle var supersøde, venlige og hjælpsomme – og jeg bilder mig faktisk også ind, at de er kompetente.
Jeg har haft nogle sygdomsproblemer en tid, og i søndags blev det helt galt igen, og jeg blev nødsaget til at kontakte lægevagten, der valgte at indlægge mig. Fin service, jeg kom foran alle de andre, der sad og ventede og direkte ind på første akutafsnit og op på en briks – der hvor man kommer ind til første vurdering og der er naturligvis gang i trafikken; Falck-folk kommer i lind strøm med bårer; luften fyger med diverse informationer; sygeplejersker, læger, laboranter drøner rundt; der er godt nok mange bolde i luften, og ja – de har travlt, og selvfølgelig; da det lige var vurderet, at jeg ikke lige var livstruende, måtte jeg pænt vente til det blev min tur – fuld forståelse. Efter nogle timer blev jeg flyttet længere ind på næste akutafsnit, og det er der, jeg chokeres:
En meget stor hal, der er vel plads til omkring 40 patienter, der kommer ind på en lille bitte plads; der kan akkurat stå en briks/seng, et natbord, og klinet op ad natbordet kan en evt. ledsager lige presse en stol ind. Af hensyn til privatliv (??) var der nogle gardiner, der nødtørftigt kunne omkranse sengen. Midt i lokalet er der et personalekontor, der er afskærmet af nogle glasvægge. Naturligvis er der også her i denne afdeling livlig trafik – sygeplejersker skal have informationer fra patienterne, der skal tages blodprøver, der kommer læger, der skal undersøge de enkelte patienter, der skal tages stilling til videre forløb osv., og naturligvis foregår dette i total offentlighed – gardin eller ej, det tager jo ikke lyden, og vi lå jo simpelt hen så tæt, at man ikke kunne undgå at høre alt, hvad der foregik. Alle private, intime detaljer er uden videre offentligt fælleseje. Personnumre, der jo skal oplyses konstant ligeså.
Lige ved siden af mig lå en kvinde, der var bevidstløs – hendes mand sad og græd; et par senge væk lå en gammel mand, der havde tisset blod – alle detaljer om dette, og hans behandling var naturligvis del af ”underholdningen”. Jeg kunne heldigvis selv stå op og gå på toilettet, og på vejen kunne jeg ikke undgå at se en anden kvinde, der heller ikke var vågen, så gardinet var trukket fra – hun lå uden dyne og med en stor ble fuldt synligt – ikke bare for de andre patienter og personalet, men også for de forskellige besøgende, der også var der. Det var nok det mest uværdige, jeg fik oplevet, men jeg prøvede altså også at tage ”skyklapperne” på, og skulle heldigvis ikke forbi ret mange senge på vejen til toilettet. På grund af den begrænsede plads, var det simpelt hen ikke muligt at undgå at få kigget på de andre patienter.
Jeg havde ”fornøjelsen” at tilbringe det meste af et døgn på det sted – og altså også en nat. Da det ret sent på natten blev vurderet, at jeg skulle blive til overvågning natten over, kom det i øvrigt lidt bag på personalet, at jeg gerne ville have en seng, og ikke bare en briks dækket af et lagen; at jeg sådan set ikke fandt det hensigtsmæssigt at ligge hele natten fuldt påklædt med valget om min frakke skulle bruges som hovedpude eller dyne. Et eller andet sted hedder det sig vel stadig, at jeg er syg – der var derfor jeg overhovedet befandt mig på stedet. Jeg fik min seng, oven i købet også en nattrøje, og heldigvis havde jeg været forudseende, så jeg havde tandbørsten med; ingen fik tanken at en akut indlagt patient kunne have brug for en smule toiletsager. Da jeg (heldigvis) var godt ”dopet” af smertestillende medicin, lykkedes det mig trods alle odds at få sovet nogle timer, hvilket jeg selv faktisk er dybt imponeret over.
Næste formiddag blev det vurderet, at jeg skal scannes – men da det pt ikke er vurderet, at jeg skal opereres, er der nogen ventetid på det. Jeg blev faktisk tilbudt at blive på det her akutafsnit til det kunne blive min tur, men der kunne altså godt gå nogle dage. Og ja – jeg valgte at komme hjem, og der imødese en indkaldelse, da jeg vurderer mig selv til faktisk at være for syg til at kunne magte flere dage midt på ”Hovedbanegården”. Der var i øvrigt fuld forståelse for min beslutning.
Vi taler om et af vore større hospitaler – og vi skriver 2015!!
Jeg er dybt chokeret! Dog – alle var supersøde, venlige og hjælpsomme – og jeg bilder mig faktisk også ind, at de er kompetente.
Kommentarer
Min svigermor blev pludselig syg på en tur og jeg tog med ambulancen. En fin ambulance og med to rare og flinke Falck mænd. Du milde hvor han kørte godt, ham chaufføren, jeg har aldrig følt mig i så trygge hænder.
Vel ankommet til hospitalet og de to "trygge" mænd gik. Derefter ja, du har jo beskrevet det hele så fint. Man bliver virkelig overrasket over det "bedste sundhedssystem" i verden.
Jeg har selv prøvet at blive akut indlagt, men det var heldigvis ikke i København. Så der var roligt. Da mine to Falck mænd havde forladt mig forsvandt samtidig tilliden og trygheden.
Heldigvis kom der senere en flink og venlig læge, men da han var gået var jeg bare tilbage med den sygeplejerske, som aldrig burde have været i det fag.
Men det er en anden historie.
ps. Hvor kunne jeg ønske der hos lægen var et skærmbræt man kunne gå om bag ved og tage tøj af og på. For mig er det bestemt ikke sjovt at skulle sidde til fuld beskuelse og hive trusser og strømper på. Rent ud sagt, jeg hader det. Det hensyn burde man kunne vise folk.
Tænk lige over det, I læger som læser med.
Denne her oplevelse har virkelig rystet mig, for hvem i alverden kan dog have udtænkt, at det skal være en fordel – for nogen overhovedet – at placere patienterne som sild i en tønde på en stor sovesal? Så vidt jeg er orienteret, så er selv vandrehjemmene gået bort fra de store sovesale, da sunde og raske mennesker altså ikke vil bo på den måde, når de er på ferie, men når man er syg – nogle endda alvorligt syge – så er det i orden?
Der kom en læge og undersøgte mig mandag formiddag – og han måtte helt op og sidde i min seng, da der ellers ikke var plads til ham, da han fandt det væsentligt at trække gardinet for, så jeg ikke lå udstillet for hele forsamlingen.
Men jo – alle var søde og hjælpsomme, selv om man havde voldsomt travlt, og nej, det var måske ikke okay, at jeg måtte vente to timer på at få noget smertestillende. Heldigvis er/var jeg ikke så syg, at jeg ikke kunne klare de mest basale ting selv, for at være henvist til 100% hjælp på det sted, kan da kun gå galt.
Jeg har læst dine indlæg lotte123, jeg vil ikke håbe for dig det skal gå som med mig. I flere år havde jeg det skidt og min læge vidste ingenting. I ca. to år rendte jeg ud og ind hos forskellige specialister og så blev jeg opgivet som hypokonder af min læge.
Heldigvis fik jeg at vide på en debat, det kunne være alt det forskellige kopi medicin, jeg ikke tålte. Som jeg fik at vide min lever kunne ikke klare det og derfor blødte jeg fra mund/næse om natten og havde smerter døgnet rundt. Og det viste sig jo at være korrekt og min "nye" læge ved heldigvis det er sandt. Han er nemlig klog.
Jeg kender en hvis fætter er læge, han fortæller også der arbejdes mere end hårdt. Min mands gamle studiekammerat er vist også ved at køre træt, men han er jo heller ikke ung mere, og en anden jeg kender også. Så mon ikke læger har for travlt.
Vi burde vel have råd til et godt sundhedssystem med ordentlige arbejdsforhold.
Politikere kan jo lade være med at rode sig ind i krige alle vegne. De bruger også milliarder på fejlslagne projekter. Nå, nu må jeg vil hellere holde min mund.
Jeg fik væske i drop og det løb lige igennem mig, så det var ud af sengen hele tiden med møje og besvær. Jeg havde ikke engang et forhæng omkring sengen, men måtte sidde til fuld beskuelse med bar rumpe til "spot og spe" også i besøgstiden.
En mandlig besøgende gjorde mig venligt opmærksom på at det var ved at løbe over, for jeg var meget omtåget.
Måske ikke Sygehusindlæggelse anno 2015, men efter år 2000. Jeg forstår ikke vi skal bydes den slags.
Jeg har boet en række år på Fyn, og havde desværre også der ”fornøjelsen” af Svendborg Sygehus, men der var der godt nok en helt, helt anden ”rutine”:
Først lægevagten: Man får ikke bare besked på at møde op, nej man får en tid. Jeg oplevede at få en tid kl. 18.14, og ja, den smilede vi da lidt af – til jeg rent faktisk kom ind til lægen kl. 18.14.
Ved indlæggelse: Man kom ind i et lille undersøgelsesværelse, indrettet til en patient (!) – og ja, naturligvis tog det den tid, det tog; alle steder tager man de værste, livstruende tilfælde først – naturligvis. Men så kommer man op på en afdeling, hvor der er indrettet nogle akutstuer, hvor man ligger op til fire patienter, og jo – der er da også forstyrrelser, men iflg sagens natur ikke på samme måde, som når man ligger omkring 40 patienter som sild i en tønde.
Disse chokerende forhold bliver man jo ikke bekendt med, før man pludselig befinder sig i dem, men det er altså Region Hovedstaden 2015. Jeg kan da bestemt godt se, at der er behov for en helt anden sygehustænkning.
Og – så ville jeg ønske, at man i iveren for at lave nogle flotte (og billige) byggerier, tager både personale og patienter med i planlægningen, men det er der desværre ikke så meget, der tyder på.