Indstillinger
Meningsløs tilværelse
Hej allesammen
Jeg føler mig så ligegyldig, fortabt og desperat for tiden at jeg ikke aner hvor jeg skal starte...
Jeg er en mand på 20 år, og jeg startede på en ingeniør uddannelse i september 2014 langt væk hjemmefra (ca. 300 km væk). Jeg flyttede hjemmefra. Jeg gik på studiet til efterårsferien, fordi jeg simpelthen brød sammen af panikangst. Det blev så slemt at jeg holdte op med at spise, og jeg frygtede at have den mindste tanke som kunne relateres til studiet. Jeg har så flyttet hjem siden, og jeg har det lige så slemt som før, jeg kan simpelthen ikke komme ud af det...Jeg har denne følelse af at jeg ingen funktion har i livet og at jeg befinder mig på bunden af en dyyb brønd...Omkring juletid havde jeg det bedre fordi jeg var lidt beskæftiget på arbejdet (jeg er kassemand) og derfor havde jeg ikke tid til at tænke så meget, men nu har jeg kun et par vagter om måneden, og ellers har jeg INTET at lave...problemet er bare at jeg simpelthen ikke tør at tage initiativ til noget, fordi efter mit lille ophold på studiet har skræmt mig mod den mindste dråbe modgang...jeg kan simpelthen ikke håndtere bare tanken om modgang for tiden.
Jeg tror selv at min nuværende tankesæt skyldes at jeg ikke rigtig ved hvad der skal ske i fremtiden, fordi jeg altid har været i tvivl om hvad jeg vil beskæftige mig med. Jeg har et par uddannelse i tankerne, men jeg kan på nuværende tidspunkt ikke gennemskue om jeg virkelig synes at disse uddannelser er interessante, elller om jeg bare forsøger at overbevise mig selv, bare fordi jeg skal vælge noget...
Men ja, jeg føler mig som et vrag, og jeg synes ikke at jeg har nogen funktion eller mening i livet. Jeg kan godt se, at ud fra det jeg skriver, så virker jeg bare som en der bare har haft en dårlig oplevelse med sin 1. uddannelsesvalg, og at han snart er oppe igen, men sådan føles det bare ikke. Det føles som noget meget mere dybt, og det er svært at sætte ord på. Det føles som om jeg er i kapløb med et eller andet, og at jeg er ved at tabe.
Jeg ved ikke hvad jeg kan opnå ved dette indlæg, men jeg håber at jeg støder på nogle nuaner jeg selv ikke har overvejet.
Jeg føler mig så ligegyldig, fortabt og desperat for tiden at jeg ikke aner hvor jeg skal starte...
Jeg er en mand på 20 år, og jeg startede på en ingeniør uddannelse i september 2014 langt væk hjemmefra (ca. 300 km væk). Jeg flyttede hjemmefra. Jeg gik på studiet til efterårsferien, fordi jeg simpelthen brød sammen af panikangst. Det blev så slemt at jeg holdte op med at spise, og jeg frygtede at have den mindste tanke som kunne relateres til studiet. Jeg har så flyttet hjem siden, og jeg har det lige så slemt som før, jeg kan simpelthen ikke komme ud af det...Jeg har denne følelse af at jeg ingen funktion har i livet og at jeg befinder mig på bunden af en dyyb brønd...Omkring juletid havde jeg det bedre fordi jeg var lidt beskæftiget på arbejdet (jeg er kassemand) og derfor havde jeg ikke tid til at tænke så meget, men nu har jeg kun et par vagter om måneden, og ellers har jeg INTET at lave...problemet er bare at jeg simpelthen ikke tør at tage initiativ til noget, fordi efter mit lille ophold på studiet har skræmt mig mod den mindste dråbe modgang...jeg kan simpelthen ikke håndtere bare tanken om modgang for tiden.
Jeg tror selv at min nuværende tankesæt skyldes at jeg ikke rigtig ved hvad der skal ske i fremtiden, fordi jeg altid har været i tvivl om hvad jeg vil beskæftige mig med. Jeg har et par uddannelse i tankerne, men jeg kan på nuværende tidspunkt ikke gennemskue om jeg virkelig synes at disse uddannelser er interessante, elller om jeg bare forsøger at overbevise mig selv, bare fordi jeg skal vælge noget...
Men ja, jeg føler mig som et vrag, og jeg synes ikke at jeg har nogen funktion eller mening i livet. Jeg kan godt se, at ud fra det jeg skriver, så virker jeg bare som en der bare har haft en dårlig oplevelse med sin 1. uddannelsesvalg, og at han snart er oppe igen, men sådan føles det bare ikke. Det føles som noget meget mere dybt, og det er svært at sætte ord på. Det føles som om jeg er i kapløb med et eller andet, og at jeg er ved at tabe.
Jeg ved ikke hvad jeg kan opnå ved dette indlæg, men jeg håber at jeg støder på nogle nuaner jeg selv ikke har overvejet.
Kommentarer
Det her er mit første indlæg på netdoktor. Jeg har tilmeldt mig i håb om at kunne gøre en lille forskel ved at fortælle andre om mine egne erfaringer.
Jeg har selv oplevet noget lignende, da jeg studerede til ingeniør. Studiet gik ikke så godt, og jeg isolerede mig fuldstændigt, havde aldrig haft en kæreste, fik angstanfald, hvor jeg troede at jeg ville falde om med hjerteslag hvert øjeblik. Jeg følte at hele tilværelsen var ligemeget. Følte at der ikke nogen mening eller værdi ved at gøre det ene eller det andet. Ingenting betød noget. Min mor var en stor hjælp, men hun havde det rigtigt skidt fordi jeg havde det dårligt. Så fik jeg det endnu dårligere af give hende alle de bekymringer - ond cirkel!
Jeg afsluttede mit studie med middelmådig karakter. Jeg flyttede tilbage til mit nærområde, fik job, årene gik og jeg fik det bedre og bedre år for år. Idag kan jeg sige, at jeg aldrig har haft det bedre. Har kæreste, to børn og hus og verdens bedste job som SW-udvikler og er fuld af livsglæde.
Det er en ringe trøst, men det bliver bedre med alderen. Meget bedre!
Som ung er man på mange måder en soldat uden en mission. Det forvirrer og kan også stresse. Hvad skal man gå igang med? Mulighederne er jo så mange og ens egne forventninger til ens liv kan virke meget stærke. Når man er ung er man jo også igang med at skabe sig en identitet og spejler sig i andre og måler sig nok også bevidst eller ubevidst op imod andre og deres ambitioner.
Hvorfor rejste du 300km væk fra dit nærmiljø og din base? Hvorfor fandt du ikke noget tættere på?
Jeg tror du skal ha' vækket en glød i dig selv inden du committer dig til et årelangt studie, som du ikke er sikker på. Du skal finde noget du brænder for. Lad studiet vente. Saml noget livserfaring istedet. Prøv nogle ting af, men sørg for at ha' et holdepunkt! Noget trygt du kan vende tilbage til. Det kan være din mor, far eller søskende. Hold en god kontakt. Du skal føle begejstringen ved noget. Det kan måske også hjælpe at gøre noget der glæder andre. Gerne nogle der betyder noget for dig i forvejen. I starten vil du ikke mærke nogen forskel, men med tiden opbygger det noget inde i dig.
Mvh. farmand76
Det lyder ikke til at du har det så godt - har du overvejet at gå til din læge?
Jeg kan selv genkende mange af de følelser du beskriver, med at livet ikke giver mening. Jeg går dog selv i gymnasiet, men disse følelser hæmmer virkelig ens skolearbejde. Noget kunne tyde på at du ikke helt har været klar til at starte på dit studie og at det samtidig har været en stor(måske for stor) omvæltning at flytte til et nyt sted hvor man ikke kender nogen?
I forhold til at du ikke ved hvad du vil tage af uddannelse, kunne det så ikke være en ide at vente lidt til du er mere sikker? Du er jo ''kun'' 20 år. Nu ved jeg ikke hvor mange sabbatår du har haft, men for mange hjælper det at have disse friår, at komme ud og arbejder, tage på højskole eller komme ud og rejse og blive mere sikker på sig selv og får et større netværk? Håber det går dig godt efter omstændighederne