Indstillinger
Stopper med at trække vejret når jeg sover
Jeg aner ikke hvilket emne dette skal være under.... Jeg er ved at blive sindsyg over at jeg stopper med at trække vejret når jeg sover. Det startede for første gang da jeg var 14 år gammel. Denne gang blev jeg ufattelig bange, da jeg selv samme dag, prøvede for første gang at ryge hash.
Jeg var panisk da jeg skulle sove, for jeg at jeg skulle dø. Hver gang jeg faldt i søvn, vågnede jeg fordi jeg ikke trak vejret.
Jeg snorker normalt, men her på det sidste gør jeg det ikke. Men det er også her, at jeg får disse vejr trækningsproblemer. Disse vejrtrækningsproblemer, kommer i perioder. Og denne periode har jeg haft i snart en hel måned.
I dag var/er jeg ufattelig bange igen. Jeg har aldrig været så svimmel som for 20 minutter siden. Normalt har jeg vænnet min krop/sind til at vække mig inden jeg ryger helt derud. Men det stadie, lige inden jeg falder i søvn (og åbenbart ikke trækker vejret), syntes at være en helt vidunderlig følelse. Derfor har jeg svært ved at vågne, og vågne inden at jeg bliver ekstremt svimmel.
Mit spørgsmål er, om der er nogen der har prøvet noget lignende. Såfremt hvad i gør for at ikke få disse vejrtrækningsproblemer. Er jeres ligesom mine? Jeg er bange for, at jeg en dag ikke vågner op igen, da trængen for at sove bliver større og større for hver dag der går
Nå, vil prøve at sove igen (hvis jeg kan!?)
Jeg var panisk da jeg skulle sove, for jeg at jeg skulle dø. Hver gang jeg faldt i søvn, vågnede jeg fordi jeg ikke trak vejret.
Jeg snorker normalt, men her på det sidste gør jeg det ikke. Men det er også her, at jeg får disse vejr trækningsproblemer. Disse vejrtrækningsproblemer, kommer i perioder. Og denne periode har jeg haft i snart en hel måned.
I dag var/er jeg ufattelig bange igen. Jeg har aldrig været så svimmel som for 20 minutter siden. Normalt har jeg vænnet min krop/sind til at vække mig inden jeg ryger helt derud. Men det stadie, lige inden jeg falder i søvn (og åbenbart ikke trækker vejret), syntes at være en helt vidunderlig følelse. Derfor har jeg svært ved at vågne, og vågne inden at jeg bliver ekstremt svimmel.
Mit spørgsmål er, om der er nogen der har prøvet noget lignende. Såfremt hvad i gør for at ikke få disse vejrtrækningsproblemer. Er jeres ligesom mine? Jeg er bange for, at jeg en dag ikke vågner op igen, da trængen for at sove bliver større og større for hver dag der går
Nå, vil prøve at sove igen (hvis jeg kan!?)
Kommentarer
Du har åbenbart vænnet dig til, at du skal vågne hele tiden, og det er bestemt ikke sundt for kroppen, og det kan derfor sagtens være derfor, du nu har disse problemer. Faktisk bruges det med afbrudt søvn som tortur visse steder.
Du skriver også at du som 14 årig prøvede at ryge hash "første gang"? Vil det sige, at det er noget, du gør jævnligt? Også den slags kan give forstyrrelser.
Men - du kan jo ret beset have søvnapnø, hvilket betyder ophold i vejrtrækningen, du kan prøve at google det.
Nu ved jeg ikke, hvor gammel, du er nu, men hvis du stadig er meget ung, bør du da tale med din mor eller far om det, og så bør du da tage til lægen, der kan henvise dig til en afdeling på sygehuset, hvor du kan få målt, om du har søvnapnø.
Jeg er 22 år nu. Jeg ved, at jeg ikke trækker vejret, da jeg har lært at observere mig selv. Min observation sker ved, at efter 2-10 sek (eller mere(har jeg ikke observeret antal sekunder)) efter jeg stopper med at trække vejret, da "vågner" jeg, og gisper efter vejret. Jeg når lige akkurat at bemærke at jeg ikke trækker vejret.
Dette skete i går 9 gange efter hinanden. Jeg lagde mig til at sove klokken 23:30, så det har taget lidt tid for mig at falde i søvn... Da jeg skrev debat indlægget, da efterfølgende fik jeg de 3 ud af de 9 vejrtræknings stop.
Da jeg vågnede her til morgen, da var jeg ekstrem tør i munden. Og har sovet virkeligt dårlig.
Men søvnapnø siger du? Og lægen? Det vil jeg lige kigge på. Men jeg tænker også på, at nu har jeg været til læge her sidste år pga. af migræne, og jeg tænker at lægen vil tro, at jeg blot er hypokonder.
Ja, jeg er i den situation, at jeg har søvnapnø og altså hver eneste nat indimellem ikke trækker vejret.
Alligevel er der noget i din beskrivelse, som jeg ikke kan genkende: Du beskriver det, som om der er noget tiltrækkende ved ikke at trække vejret (en vidunderlig følelse) og at du må anstrenge krop og sind for at kunne vågne, før det er for sent.
Er det sådan, at du på en eller anden måde selv fremkalder problemet, fordi det giver dig en vidunderlig følelse, men så alligevel bliver frygtelig bange for, at det ikke skal lykkes for dig at vågne, inden det er for sent?
Sådan er søvnapnø ikke – i hvert fald ikke normalt.
Ved søvnapnø er folk normalt slet ikke bevidste om, at de ikke trækker vejret, og heller ikke bevidste om, at de lige vågner lidt op, indtil de trækker vejret igen. Natten føles blot som én lang tung søvn, som alligevel ikke gør den pågældende tilstrækkelig udhvilet.
Uanset hvad, så tror jeg ikke, at der er noget at være bange for. Vi mennesker er sådan indrettet, at vi ALTID vågner, før iltmanglen bliver for alvorlig.
Men angst og panik er jo ikke logisk. Man kan nok så meget fortælle sig selv, at der ikke er noget at være bange for – alligevel er man bange. Så hvis jeg var dig, ville jeg søge noget hjælp.
En første forudsætning er, at du ophører med brugen af alle former for stoffer.
Dernæst kunne du få en tid hos den praktiserende læge og forklare problemet. En god hjælp til afklaring af, hvor alvorligt problemet er, er at sove en nat med et såkaldt pulsoximeter. Det er et lille apparat, der kan spændes om håndleddet med velcrolukning, og så har det en klemme, der sættes om en finger. Apparatet registrerer din puls i løbet af natten, og hvad der er endnu vigtigere i dette her tilfælde registrerer det også iltmætningen i blodet gennem hele natten. Næste dag kan apparatet aflæses, og resultatet giver god besked om, hvorvidt der er et problem eller ikke.
Måske kan din praktiserende læge låne dig sådan et pulsoximeter, eller evt. henvise dig til en specialist, der kan hjælpe dig.
Mange hilsner
Kameliadamen
Nu har jeg læst dit nye indlæg.
Det, at du er ekstremt tør i munden om morgenen, genkender jeg. Det er jeg også.
Der er en særlig art af søvnapnø, som hedder central søvnapnø. Ved central søvnapnø er folk for det meste bevidste om, at de vågner. Og central søvnapnø kan netop skyldes blandt andet stofmisbrug!
Men det er ikke vigtigt lige nu at finde ud af, hvilken type søvnapnø du eventuelt kan have. Det vigtige er at lægge alle former for stoffer væk og derefter blive undersøgt. Når jeg nævner, at der findes forskellige former for søvnapnø, skyldes det, at du måske ikke kan genkende dig selv, når du læser om symptomerne på den almindelige form for søvnapnø, som kaldes obstruktiv søvnapnø.
At folk går til læge med migræneproblemer er ikke ensbetydende med, at de skulle være hypokondere. Søvnapnø kan faktisk godt medføre hovedpine.
Du har ret til lægehjælp ligesom alle andre. Du skal ikke have dårlig samvittighed over at bede om hjælp. Husk at den, der opfører sig som skyldig, ofte faktisk får skylden. Gå frisk og frejdigt til læge og bed om hjælp.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg ved ikke om jeg selv fremprovokere problemet, og i så fald, så aner jeg ikke hvordan jeg skal stoppe det igen.
Jeg kan berolige dig med, at stofferne blev afskaffet lige efter jeg for første gang fik mine vejrtrækningsproblemer. Den mest ubehagelige oplevelse nogensinde! Jeg var skræmt fra vid og sans, og jeg nægtede at gå ind til mine forældre med problemer, for jeg vidste ikke hvordan de ville reagere på, at jeg havde røget hash og efterfølgende havde fået problemerne. Jeg blev enig med mig selv om til sidst, at hvis jeg døde, så ville jeg dø.
Jeg syntes det kommer i perioder, men det kan da godt være at jeg (i de perioder hvor jeg ikke opdager det), gør det i søvne og ubemærket.
Men efter at have læst om sygdommen søvnapnø som du og Mette123, referere til, da kan jeg da godt se, at det kunne være en mulighed.
Følelsen af, lige før og til at jeg stopper med at trække vejret, føles som noget unikt. Som om at ens sind bliver trukket fra kroppen, og hviles ud i ingenting. Følelsen af, at der er "no brain activity". Som om at man bliver overøset med glæde... Jeg tænker også, at det var derfor, som 14 årig, at jeg vågnede op, og var fuldstændig svimmel. Efter jeg mærkede at jeg var svimmel, og kroppen hev efter luft, begyndte jeg såfremt at hyperventilere. Det gjorde mig blot endnu mere svimmel. Dette varede cirka 2 måneder i træk, hvor jeg skulle vågne op, og være fuldstændig bange for for at dø.
Men endnu en gang, tak for jeres deltagelse
Jeg har nu også læst om dit nye indlæg. Jeg vil lige prøve at læse om sygdommen.
Ja. Du har nok ret. Jeg går til læge, ligesom alle andre, ringer straks til lægen på mandag.
Og endnu en gang. Mange tak for din deltagelse