En update fra mig
Hej med jer allesammen.
Tror nu bare at jeg vil skriv en lille update af mit liv, til dem som søger efter "hvordan man kommer igennem sorg og følser efter et brudt forhold)
Jeg har nu boet alene i 5 mdr, efter min forlovet var utro og forlod mig med et blødene hjerte, masser af u-svaret spørgsmål og en forvirring af 1´ste grad.
Efter at hun forlod mig, blev vi enig om at jeg havde vores 2 børn hver anden weekend, det holde i ca 3 uger, så truet hun med selvmord og tage børnene med i faldet.
Så vi endte på kommunen, som havde en krise samtale med os, jeg havde ingen andre muligheder end at tage børnene med direkte virkning, ellers var de havnet i en støtte familie, og med tanke på hendes trusler og mine børn i støtte familie var valget ikke svært, jeg begyndte dermed at ha mine 2 børn hveranden uge, oven i en kæmpe sorg over at miste mit livs krælighed, og moren til mine børn.
Kommunen valgte at lægge sagen ned, som løst, selv på baggrund af at min ex havde sagt at hun tænkte på at tage livet af sig selv med børnene i bilen, da de hørte på det.
Det kan jeg ikke forstå, men kan ikke bokse med kommune folk, og slet ikke som far, så har jeg tabt.
De første 3 mdr efter var meget hårde, da jeg sorger over mit tab, plus kører vær anden uge som fuldtids far, og når man er 2 og 5 år så kræver man, men jeg kæmpet for at holde mig i fokus, jeg holdt mine facader og prøvet så vidt muligt ikke at lade det gå ud over mine børn.
Samtidig kæmper jeg en kamp med at få min eks til at forstå at man er nød til at kommunikere når man har barn, lån og diverse sammen stadigvæk.
Hun skrev jo at det var vigtigt at børnene havde en far (da hun presset mig til at tage børnene) og at det var vigtigt med rutiner.
Efter jeg tog børnene hveranden uge, har hun "glemt" at fortælle at min søn havde en operation i en uge jeg havde ham (hun får posten ang børnene og deres anlæggene)
Hun har ikke "tid" til at skrive hvordan det går med børnene når hun har dem, hun giver ikke besked på om de er syge (det finder jeg ud af når jeg henter dem i BH om mandagen)
Hun opsagde el abonnementet i det hus jeg bor i, da hun stod på det, og fortalte først om det 2 uger senere (hun kunne jo skrive at hu gjord det inden så jeg kunne ringe og overtage)
Og igår kom der et brev i min postkasse med inkasso trusler, på en regning som skal betales i det hus hun bor(vi ejer det begge to, så mit navn på)
Men jeg står ud, jeg udviser ikke had, eller nogen anden følser.
Jeg står ved og anvender alt min energi på mine børn.
Og i dag skal jeg ringe til banken, da det undre mig at hun sagde for 3 uger siden hun ville snakke med banken om at tage over lånet, og at hun ville få svar af dem i løbet af ugen, den besked har jeg nu fået i 3 uger.
Jeg har igennem min tid, ville flytte (jeg bor 1000 km fra dk) men den tanke er jeg kommet fra, hvad skal jeg dog sige til mine børn når de bliver stor?
"far hvor rejste du din vej?" For at mor var dum, nej det kan jeg jo ikke komme med.
Så det går frem af, på trods af megen modgang, og stadig (hvilket jeg ikke forstår at jeg kan ha det sån) håb om at finde sammen med min lille familie igen.
Jeg er ved godt mod, men det er stadig svært, men jeg kæmper og er blevet mere modig, tør at se frem bare et par dage, men det hjælper.
Så til jer der står i alt nu, hold ud, gør ingen dumt eller over ilet, tag et dybt åndedræt, og vent med store beslutninger til at i er fald ned og jeres hjerner/hjerte begynder at tænke normalt igen.
Jeg har ikke noget netværk heroppe min familie er 1000km væk, min barndoms venner er der med.
Men jeg er begyndt at komme ud, havde sågar en lille fest i sidste weekend i mit hjem, og i næste fri weekend jeg har, skal jeg til sauna fest (ikke så kinky som det lyder) :-) og jeg er begyndt at lande lidt igen, der er en fremtid, så giv ikke op, selvom den som har forladt dig, er ændret fra en livskærlighed til et menneske der bare virker til at vil ha dig ned med nakken, så stå fast, giv dig ikke, stå på din værdiger. lad din arme omfavne de problemer der må komme hen af vejen lad dem lærer dig om livet.
Og for guds skyld ALDRIG giv dig selv skylden for at du er blevet såret, jeg gjord dette i mange mdr, men har nu fået øjne op for at jeg faktisk ikke er skyld i alt der skete, jeg gjord alt jeg kunne for at få det til at fungere og brugte uanet meget tid på at finde vores energi i forholdet.
Jeg som far i et forhold ville mange andre give en højre hånd for at få den hjælp.
Jeg var hjemme med begge børnene i ½ år hver, byttet bleer, kørt til og fra Bh, var hjemme i weekender på rad og række for at min eks kunne arbejde nat, jeg planlagde rejser med os alle, jeg tog til doktor med børnene, jeg fandes om min eks var træt og ville sove, og alt andet jeg har bygget og fixet.
Så husk dig selv, lev/vel og skyld ikke alt på dig selv, du er en ener og din eks er et menneske som ikke kunne se det gode i dig, det er ikke din skyld den er hans/hendes
Ha en dejlig dag (ved det blev langt) Mange kram 1000 km herfra
Tror nu bare at jeg vil skriv en lille update af mit liv, til dem som søger efter "hvordan man kommer igennem sorg og følser efter et brudt forhold)
Jeg har nu boet alene i 5 mdr, efter min forlovet var utro og forlod mig med et blødene hjerte, masser af u-svaret spørgsmål og en forvirring af 1´ste grad.
Efter at hun forlod mig, blev vi enig om at jeg havde vores 2 børn hver anden weekend, det holde i ca 3 uger, så truet hun med selvmord og tage børnene med i faldet.
Så vi endte på kommunen, som havde en krise samtale med os, jeg havde ingen andre muligheder end at tage børnene med direkte virkning, ellers var de havnet i en støtte familie, og med tanke på hendes trusler og mine børn i støtte familie var valget ikke svært, jeg begyndte dermed at ha mine 2 børn hveranden uge, oven i en kæmpe sorg over at miste mit livs krælighed, og moren til mine børn.
Kommunen valgte at lægge sagen ned, som løst, selv på baggrund af at min ex havde sagt at hun tænkte på at tage livet af sig selv med børnene i bilen, da de hørte på det.
Det kan jeg ikke forstå, men kan ikke bokse med kommune folk, og slet ikke som far, så har jeg tabt.
De første 3 mdr efter var meget hårde, da jeg sorger over mit tab, plus kører vær anden uge som fuldtids far, og når man er 2 og 5 år så kræver man, men jeg kæmpet for at holde mig i fokus, jeg holdt mine facader og prøvet så vidt muligt ikke at lade det gå ud over mine børn.
Samtidig kæmper jeg en kamp med at få min eks til at forstå at man er nød til at kommunikere når man har barn, lån og diverse sammen stadigvæk.
Hun skrev jo at det var vigtigt at børnene havde en far (da hun presset mig til at tage børnene) og at det var vigtigt med rutiner.
Efter jeg tog børnene hveranden uge, har hun "glemt" at fortælle at min søn havde en operation i en uge jeg havde ham (hun får posten ang børnene og deres anlæggene)
Hun har ikke "tid" til at skrive hvordan det går med børnene når hun har dem, hun giver ikke besked på om de er syge (det finder jeg ud af når jeg henter dem i BH om mandagen)
Hun opsagde el abonnementet i det hus jeg bor i, da hun stod på det, og fortalte først om det 2 uger senere (hun kunne jo skrive at hu gjord det inden så jeg kunne ringe og overtage)
Og igår kom der et brev i min postkasse med inkasso trusler, på en regning som skal betales i det hus hun bor(vi ejer det begge to, så mit navn på)
Men jeg står ud, jeg udviser ikke had, eller nogen anden følser.
Jeg står ved og anvender alt min energi på mine børn.
Og i dag skal jeg ringe til banken, da det undre mig at hun sagde for 3 uger siden hun ville snakke med banken om at tage over lånet, og at hun ville få svar af dem i løbet af ugen, den besked har jeg nu fået i 3 uger.
Jeg har igennem min tid, ville flytte (jeg bor 1000 km fra dk) men den tanke er jeg kommet fra, hvad skal jeg dog sige til mine børn når de bliver stor?
"far hvor rejste du din vej?" For at mor var dum, nej det kan jeg jo ikke komme med.
Så det går frem af, på trods af megen modgang, og stadig (hvilket jeg ikke forstår at jeg kan ha det sån) håb om at finde sammen med min lille familie igen.
Jeg er ved godt mod, men det er stadig svært, men jeg kæmper og er blevet mere modig, tør at se frem bare et par dage, men det hjælper.
Så til jer der står i alt nu, hold ud, gør ingen dumt eller over ilet, tag et dybt åndedræt, og vent med store beslutninger til at i er fald ned og jeres hjerner/hjerte begynder at tænke normalt igen.
Jeg har ikke noget netværk heroppe min familie er 1000km væk, min barndoms venner er der med.
Men jeg er begyndt at komme ud, havde sågar en lille fest i sidste weekend i mit hjem, og i næste fri weekend jeg har, skal jeg til sauna fest (ikke så kinky som det lyder) :-) og jeg er begyndt at lande lidt igen, der er en fremtid, så giv ikke op, selvom den som har forladt dig, er ændret fra en livskærlighed til et menneske der bare virker til at vil ha dig ned med nakken, så stå fast, giv dig ikke, stå på din værdiger. lad din arme omfavne de problemer der må komme hen af vejen lad dem lærer dig om livet.
Og for guds skyld ALDRIG giv dig selv skylden for at du er blevet såret, jeg gjord dette i mange mdr, men har nu fået øjne op for at jeg faktisk ikke er skyld i alt der skete, jeg gjord alt jeg kunne for at få det til at fungere og brugte uanet meget tid på at finde vores energi i forholdet.
Jeg som far i et forhold ville mange andre give en højre hånd for at få den hjælp.
Jeg var hjemme med begge børnene i ½ år hver, byttet bleer, kørt til og fra Bh, var hjemme i weekender på rad og række for at min eks kunne arbejde nat, jeg planlagde rejser med os alle, jeg tog til doktor med børnene, jeg fandes om min eks var træt og ville sove, og alt andet jeg har bygget og fixet.
Så husk dig selv, lev/vel og skyld ikke alt på dig selv, du er en ener og din eks er et menneske som ikke kunne se det gode i dig, det er ikke din skyld den er hans/hendes
Ha en dejlig dag (ved det blev langt) Mange kram 1000 km herfra
