Indstillinger
Gammel kærlighed eller ej ?
Hej,
Første gang jeg skriver på dette forum. Håber der er nogen med samme erfaringer som jeg har nu.
Jeg er 34år og lidt i krise. Jeg forlod min mand og kæreste gennem 13år i sensommeren. Vi havde været gift i 9 år og har en dejlig datter sammen. Vi har haft mange gode oplevelser sammen og huset, jobs, bil osv og selvfølgelig vores datter på 5år.
Vi var meget aktive med sport og hobbyer de første år, men så kom vores datter og jeg stoppede nærmest alle aktiviteter og glemte mine veninder, alle de hyggelige stunder på cafe og snak var væk og blevet til babytid. Min mand har altid bare sagt jeg skulle tage afsted. Vi har aldrig fået os barn nr 2 af forskellige årsager, måske den moderne familie, arbejde osv.
Jeg fik nyt job og nye søde kollegaer for 2 år tilbage, mange nye mænd som flirtede med mig osv(jeg har ikke været utro). Jeg synes bare som tiden løb at det gamle familieliv blev kedeligt og han sad bare i sofaen og så fodbold og jeg måske med ipaden.
Jeg kørte lidt surt i det synes jeg og han er ikke god til, at sidde og snakke dybt om tingene, jeg har måske været lige så dårlig til at skubbe til ham. jeg gik og brændte lidt inde med tingene og det var måske min fejl istedet for, at sige noget til ham.
Henover sommeren synes jeg bare, at han var mere ven end mand og jeg kunne ikke mærke noget for ham. jeg valgte og sige jeg ville skilles i sensommeren og det kom for ham som et kæmpe chok og han var og er stadig meget nedtrykt over det og ville gøre alt og sagde han elskede mig. Jeg skulle måske have sagt noget til ham, så vi kunne rettet op på det undervejs, det er måske min fejl. Jeg var lidt kold i begyndelsen og vi flyttede fra hinanden, fik huset sat til salg og separation.
jeg var selv meget ked af det i starten og var lidt stresset over det og manglede trygheden måske, men efter 4-5 uger, så løftede humøret sig lidt og jeg nød tiden jeg havde alene og har min datter hver anden uge. Julen var hård, datteren var hos ham. Nu her 5½ måneder efter, så begynder jeg at savne ham og alligevel fornemme jeg har lidt følelser for ham, jeg var så stædig i starten og tænkte det var bare trygheden der snakkede i mig. Nu frygter jeg at det bare var egoistisk og fordi jeg bare manglede og opleve noget nyt. Nogen som har gode råd og erfaringer, for jeg er i tvivl om mine følelser, men jeg begynder og se ham i et andet lys eller er det bare trygheden jeg savner eller var jeg var dum og ikke åbne munden overfor ham og ikke et egentlig brud jeg ønskede. Som nævnt jeg var lidt kold over for ham den første tid og han gav lidt op med, at kontakte og snakke med mig, jeg ved han var tæt på en depression efter bruddet. Hjælp any one ??
Første gang jeg skriver på dette forum. Håber der er nogen med samme erfaringer som jeg har nu.
Jeg er 34år og lidt i krise. Jeg forlod min mand og kæreste gennem 13år i sensommeren. Vi havde været gift i 9 år og har en dejlig datter sammen. Vi har haft mange gode oplevelser sammen og huset, jobs, bil osv og selvfølgelig vores datter på 5år.
Vi var meget aktive med sport og hobbyer de første år, men så kom vores datter og jeg stoppede nærmest alle aktiviteter og glemte mine veninder, alle de hyggelige stunder på cafe og snak var væk og blevet til babytid. Min mand har altid bare sagt jeg skulle tage afsted. Vi har aldrig fået os barn nr 2 af forskellige årsager, måske den moderne familie, arbejde osv.
Jeg fik nyt job og nye søde kollegaer for 2 år tilbage, mange nye mænd som flirtede med mig osv(jeg har ikke været utro). Jeg synes bare som tiden løb at det gamle familieliv blev kedeligt og han sad bare i sofaen og så fodbold og jeg måske med ipaden.
Jeg kørte lidt surt i det synes jeg og han er ikke god til, at sidde og snakke dybt om tingene, jeg har måske været lige så dårlig til at skubbe til ham. jeg gik og brændte lidt inde med tingene og det var måske min fejl istedet for, at sige noget til ham.
Henover sommeren synes jeg bare, at han var mere ven end mand og jeg kunne ikke mærke noget for ham. jeg valgte og sige jeg ville skilles i sensommeren og det kom for ham som et kæmpe chok og han var og er stadig meget nedtrykt over det og ville gøre alt og sagde han elskede mig. Jeg skulle måske have sagt noget til ham, så vi kunne rettet op på det undervejs, det er måske min fejl. Jeg var lidt kold i begyndelsen og vi flyttede fra hinanden, fik huset sat til salg og separation.
jeg var selv meget ked af det i starten og var lidt stresset over det og manglede trygheden måske, men efter 4-5 uger, så løftede humøret sig lidt og jeg nød tiden jeg havde alene og har min datter hver anden uge. Julen var hård, datteren var hos ham. Nu her 5½ måneder efter, så begynder jeg at savne ham og alligevel fornemme jeg har lidt følelser for ham, jeg var så stædig i starten og tænkte det var bare trygheden der snakkede i mig. Nu frygter jeg at det bare var egoistisk og fordi jeg bare manglede og opleve noget nyt. Nogen som har gode råd og erfaringer, for jeg er i tvivl om mine følelser, men jeg begynder og se ham i et andet lys eller er det bare trygheden jeg savner eller var jeg var dum og ikke åbne munden overfor ham og ikke et egentlig brud jeg ønskede. Som nævnt jeg var lidt kold over for ham den første tid og han gav lidt op med, at kontakte og snakke med mig, jeg ved han var tæt på en depression efter bruddet. Hjælp any one ??
Kommentarer
Min påstand er, at de fleste parforhold, der går i stykker, går i stykker, fordi man totalt glemmer at tale sammen.
Som du beskriver det, så blev det lidt for meget trummerum, lidt for meget forudsigelig hverdag, og i stedet for at tage tyren ved hornene og forlange, at I satte jer ned og fik ryddet ordentligt op i jeres forhold – ja, så valgte du den nemme løsning, nemlig at gå.
Da I nu har barn, så har I vel sagtens også jævnlig kontakt, så mit forslag er da, at du fortæller ham, at du er rigtig ked af det, du gjorde, du fortryder at du ikke fik kæmpet, og at du forfærdelig gerne ville, om I kunne prøve at forsøge lidt igen, men naturligvis forsigtigt og med helt åbne spillekort, hvor der er plads til at både han og du kan bede om ”time-out”. Så ikke noget med at flytte sammen lige med det første.
Du er naturligvis nødt til at først forholde dig til tanken, at han – der jo blev utrolig såret og ulykkelig over det, du gjorde – vælger at sige ”Nej tak – jeg har simpelt hen tabt for meget for dig til, at jeg vil udsætte mine følelser for det en gang til.” Og – hvis det er sådan, så er du nødt til at respektere det, og ikke åbne den samtale igen.
Du fortæller her, hvordan du har det nu – men slet ikke, hvordan han har fået indrette sig i sit nye liv uden dig, for hvis han f.eks. har fået en ny kæreste, så er mit forslag naturligvis ikke aktuelt, så er du nødt til at respektere, at han er kommet videre i sit liv, og at du IKKE længere er en del af del.
Men – er han også alene, så er det vel et forsøg værd.
Og lige til sidst – hvis I vælger at prøve lidt igen, bør I helt og aldeles holde jeres barn udenfor, for hun skal ikke forvirres ved, at så er I sammen, så er I ikke – der skal ikke skabes mere utryghed i hendes liv.
Min mand bor stadigvæk i huset, jeg er flyttet i lejlighed. Han har ingen ny kæreste, da han stadigvæk er ked af bruddet. Jeg er selv flyttet, så vi holder 7/7 ordning med vores datter afhenter/aflevere hver mandag, så det er ikke meget kontakt, dog lidt hist og her. Når vi endelig snakker kalder han da mig stadig "skat", om det er ubevidst ved jeg ikke.
Ideen og tanken om bare at komme ud for mig selv var måske overskyggende frem for familie livet og jeg indrømmer jeg måske var for hurtig, måske skulle jeg have forsøgt at inddrage min mand. Jeg er klarover jeg var for egoistisk. Jeg er selv usikker på mine følelser for ham, jo jeg elsker ham et eller andet sted og har mange minder, han var min ven, ham jeg før i tiden gik til og snakkede med, men er det kærlighed efter så mange års ægteskab. Det føltes mere som et godt venskab og makkerskab end kærlighed, men det skal måske være sådan eller ?
Jeg ville gerne have mere og flere ord på vores fælles kærlighed og ikke bare sex en gang om ugen. Jeg er forvirret over mig selv, jeg har ikke set nogen anden mand efter bruddet, jeg har ikke haft lyst, jeg har heller ikke oprettet nogen dating side eller noget.
Jeg må have fat på ham, inviterer ham og datteren på en middag og se om jeg kan fornemme noget der.
Hvis du læser min sidste sætning og sammenholder den med din egen sidste sætning, så er der dog noget, der ikke hænger sammen, og derfor er jeg naturligvis i tvivl om hvorvidt, du har læst mit indlæg.
Jeg foreslår, at du – når I vel mødes i døren omkring aflevering/afhentning af barn – spørger, om ikke det kunne være en ide, at I mødtes til en middag, men altså endelig UDEN jeres barn. Hvis hun er med, vil der naturligvis konstant være afbrydelser, der går på hende, og det er IKKE rimeligt at bruge hende som ”buffer”. Hvis ikke du mener, du kan tale med ham alene, så er du da slet, slet ikke klar endnu.
Er der ikke en bedsteforældre el.lign. der kunne passe hende et par timer?
Og – det handler ikke om, at du skal fornemme eller ikke fornemme; nej du skal selvfølgelig tale til ham i klart sprog, fortælle om din usikkerhed og dine tanker, og så skal du naturligvis give ham den fornødne tid til at finde ud af med sig selv, hvad han vil – eller ikke vil.
Hvis der skal komme noget godt ud af det her, så er det da af afgørende betydning, at I taler sammen, dels i fred og ro, dels da i klart og tydeligt sprog. Alt det der med fornemmelser, hints osv kommer der da aldrig noget fornuftigt ud af.
Og – hvis det første møde forløber positivt, så kan I da givet aftale, at I senere mødes til middag, hvor jeres datter også er der, og når hun er puttet, så kan I igen tale videre sammen.
Men - det er da afgørende, at det hele kommer til at stille og roligt UDEN misforståelser og gætteværk.
Når jeg læser dit spørgsmål, 18fox1, tænker jeg, om du måske skulle tænke lidt dybere over, hvad du i grunden vil. Det lyder, som om du bare næsten er faret ud i en skilsmisse, på mig måske lidt barnligt og selvcentreret, taget i betragtning, at der er et barn med i denne skilsmisse.
Du bør absolut TÆNKE over dine handlinger en anden gang, før du træffer så alvorlig en beslutning. Måske have søgt prof. hjælp, før du kom dertil.
Havde du forventet, at forelskelsen skulle være kontinuerlig gennem så mange år? Vi forandrer os ad åre, får måske nye interesser -og glemmer måske også at forny os på det seksuelle område, hvis vi synes, det er gået i stå. Men det er jo ikke kun din mand, der skal stå for skud. Du burde have taget sagen i egen hånd og fået talt ud for længst.
Bl.a. som Lotte skriver, have haft enetid uden barn. MENS ægteskabet varede vel at mærke.
Men man er to om, at tingene lykkes -og man er to om at få talt ud, så skynd dig, før din mand accepterer tingenes tilstand og finder en ny kvinde.
Hvad med en ferie alene sammen, når I har haft måske 1-2 måneders 'prøveperiode' med gode samtaler?
Held og lykke :-)
Jeg kan kun give dine andre rådgivere ret i, at det virker lidt umodent bare at give op, som du har gjort det. I et ægte parforhold SKAL man kunne tale sammen, og man skal også være så moden, at man kan se, at kærlighed giver, men kræver ikke. Det lyder lidt bibelsk, og ordene er også brugt i biblen, men her er de ikke ment som et bibelcitat, men som et godt råd.
Så beklag dig ikke over, hvad du ikke får fra din mand, men spørg dig selv, hvad du kan gøre for at vække ham. Og kan han ikke vækkes eller tales med, så er det måske ok at gå fra ham.
Jeg er klarover jeg har været særdeles egoistisk og ja jeg fortjener måske ikke chancen igen. Jeg følte bare jeg bare væk, lidt død i min egen tilværelse og manglede at komme ud af huset for mig selv eller veninder. Jeg var dum.. blind og nu ser jeg, at jeg faktisk stadig har følelser for ham og de var bare gemt væk i en sandstorm.
Jeg har snakket med ham og han er kommet videre, det tog hårdt på ham og derfor er han bange for, hvad jeg egentlig vil og jeg vil bare hjem igen.
Han er ikke helt afvisende og vi har mødtes for en snak over en kop kaffe. Men hans hjerte er koldt og han tænder ikke på mig siger han (hvem kan sige ham imod efter det jeg gjorde), men han vil heller ikke afvise mig - Han ville tænke lidt selv. Hvordan får jeg dog varmet hans hjerte op og får han til at tænde på mig igen, jeg vil oprigtig gerne hjem til hans favn igen. Jeg ved tillid og sætte en streg i sandet er vigtigt for at han kan måske se min vej. Jeg har meget arbejde forude.
Nogen med gode råd mod kolde hjerter eller egen erfaring ? Hjælp jeg er en kvinde der er faret vild og vil bare gerne hjem igen. God råd med på vejen.
tak for jeres søde tanker
Det kommer til at kræve rigtig meget fingerspidsfornemmelse, hvis I skal kunne klinke noget. Men forsøg, når I forhåbentlig er kommet mere på talefod, at forklare han ganske forsigtigt, at du godt ved nu, at du var urimelig, og forsøgte både at blæse og have mel i munden, som man siger. At du ikke havde den fornødne modenhed, og måske troede, at når du havde født jeres barn, så måtte det være op til ham at klare (gætte sig til) resten.
Jeg ønsker jer alle tre alt det bedste, og håber, at I finder hinanden igen.
Vi tilbragte aftenen sammen forleden og snakkede, og jeg sagde jeg rigtig gerne ville tilbage og prøve igen, men han viste ikke rigtig. Han sagde, at han havde lukket ned for mig og sine følelser for mig, jeg havde såret og skuffet ham.
Vi mødtes igen igår og spillede lidt spil med radioen kørende, det var hyggeligt og vi krammede og kyssede da også lidt, men han sagde han havde brug for tid, for selvom det var hyggeligt og dejligt, viste han ikke om han havde følelserne for mig eller lyst til mig. Han siger at alt er gemt bag en mur og han ved ikke om han kan komme forbi muren.
Ihhh hvor har jeg dummet mig. Jeg har bare lyst til, at kramme, kæle og være intim, men han har ikke lyst. Vi snakker godt om arbejde og vores fælles barn, men følelser kan han kun udtrykke sig i korte vendinger - Jeg har lyst og mange spørgsmål, men jeg kan ikke rigtig få noget svar. Hvad er tid for ham ? Hvad skal jeg gøre bare give ham plads og vise min tilstede værelse ? Hvad kan jeg gøre for ham, så han ser mig ? Vi har aftalt at mødes igen i næste uge og måske snakke, se en film eller spille spil igen.
Nogen som har prøvet og finde den gamle kærlighed igen ??
En tid efter får du at vide, at det var en fejl, at man forresten alligevel ikke fik det, man drømte om, og man derfor gerne vil have dig tilbage?
Tror du ikke lige, du ville have tid – masser af tid – til at finde ud af, om du turde satse hele dig en gang til?
Selvfølgelig passer han på sig selv, selvfølgelig skal have virkelig god tid til at finde ud af, om han overhovedet tør prøve igen. Jeg gætter, at han også tænker en del over, hvad der sker næste gang, du synes, du keder dig.
Det er DIG, der skal bevise DIN tålmodighed og forståelse. Det er DIG, der skal bevise, at du virkelig ER værd for ham at satse sin sjæl på.
Derfor skal han have al den tid, der findes, og du skal virkelig forstå, hvad det handler om, og hvis du prøver at forcere tingene, skubber du ham væk.
Det er dig, der har svigtet, dig, der har været egoistisk, dig, der valgte den ”nemme” løsning. Det skal han da være sikker på, at du ikke bare gør igen, når tingene bliver lidt trivielle.
I stedet synes jeg, du skal være super lykkelig for, at han overhovedet vil overveje sagen, og at I mødes stille og roligt – og på den måde finder ud af, om I skal gøre et nyt forsøg. Det er virkeligt positivt, at mødes på den måde, I gør – det lyder som en god metode.
Men – giv ham, tid, tid, tid, tid – og lad være med at presse ham. Der er ham, der på et tidspunkt skal melde ud, om han vil eller ikke vil, og den ”hurtigste” måde er, at lade ham selv finde ud af det.
Om han ender med at turde er der ingen, der ved. Mange har prøvet, for nogle gik det godt for andre gik det ikke, så andres erfaringer på dette punkt, kan du ikke bruge til noget.