Hvorfor er jeg forkert?
Hej.. Jeg er en pige på 15 år og mit navn er Emma?
Jeg vil gerne vide hvorfor jeg er forkert.. Jeg kan fra dag til dag gå fra at ville leve livet, have en kæreste og få en uddanelse til at komme grædende hjem fra skole.. og slå mig selv og skrige i sorg.
Da jeg startede i skole.. blev jeg mobbet.. og det stoppede aldrig. det blev bedre... det gik fra fysisk til psykisk og nu er det næsten ovre.. men ikke i mit hoved.. hver dag jeg går på gangene er det som om minderne river mig fra hinanden.. jeg føler mig ødelagt og forkert. Jeg føler jeg ikke er noget værd mere men at jeg er en tom skal uden formål!
Flere mennesker har sagt jeg skulle begå selvmord.. Flere har sagt jeg er spild a blod og luft. Mange siger jeg burde give op men jeg vil ikke! Jeg har aldrig rigtig haft nogen længere varende venskaber... jeg ender altid med at blive stukket i ryggen og løjet for.. Jeg er udmattet.. træt og paranoid. Jeg tror aldrig jeg bliver i stand til at stole på folk nok til at få en kæreste. Og det værste er, jeg kan ikke engang fortælle min klasse alt det de har gjort ved mig. For jeg er mange for hvad de vil gøre og sige.. godt nok skal jeg på efterskole næste år.. men jeg bor jo stadig i byen?
Jeg har selvdiagnoseret mig med deprission og ADHD. Fordi deprissionen giver mig en grund for mine følelser og hvordan jeg har det, mens ADHD'en forklare alle de grunde til jeg blev mobbet, jeg var hyper, jeg var larmende, jeg var mærkelig.. jeg var
Anderledes.
Eller måske bare forkert? Min mor vil ikke have mig tjekket for noget som helst.. men jeg går næsten aldrig i skole? Jeg ved ikke engang hvorfor.. for jeg elsker skole! Jeg elsker at have ting at lave.. Men ikke matematik.. Jeg er 97% sikker på jeg er talblind. for det har alle lærere på skolen sagt til mig. Men jeg for ikke den hjælp jeg har brug for..
Det får jeg aldrig
Hvad gør jeg? Hvad burde jeg gøre?
Og hvad KAN jeg gøre!!
Jeg kalder mig selv for Angel.. For jeg er en Engel der lider, Jeg lider fordi jeg er på jorden, og menneskene holder mig ude fordi jeg er anderledes.. Og derfor har jeg det ikke godt.
Jeg vil gerne vide hvorfor jeg er forkert.. Jeg kan fra dag til dag gå fra at ville leve livet, have en kæreste og få en uddanelse til at komme grædende hjem fra skole.. og slå mig selv og skrige i sorg.
Da jeg startede i skole.. blev jeg mobbet.. og det stoppede aldrig. det blev bedre... det gik fra fysisk til psykisk og nu er det næsten ovre.. men ikke i mit hoved.. hver dag jeg går på gangene er det som om minderne river mig fra hinanden.. jeg føler mig ødelagt og forkert. Jeg føler jeg ikke er noget værd mere men at jeg er en tom skal uden formål!
Flere mennesker har sagt jeg skulle begå selvmord.. Flere har sagt jeg er spild a blod og luft. Mange siger jeg burde give op men jeg vil ikke! Jeg har aldrig rigtig haft nogen længere varende venskaber... jeg ender altid med at blive stukket i ryggen og løjet for.. Jeg er udmattet.. træt og paranoid. Jeg tror aldrig jeg bliver i stand til at stole på folk nok til at få en kæreste. Og det værste er, jeg kan ikke engang fortælle min klasse alt det de har gjort ved mig. For jeg er mange for hvad de vil gøre og sige.. godt nok skal jeg på efterskole næste år.. men jeg bor jo stadig i byen?
Jeg har selvdiagnoseret mig med deprission og ADHD. Fordi deprissionen giver mig en grund for mine følelser og hvordan jeg har det, mens ADHD'en forklare alle de grunde til jeg blev mobbet, jeg var hyper, jeg var larmende, jeg var mærkelig.. jeg var
Anderledes.
Eller måske bare forkert? Min mor vil ikke have mig tjekket for noget som helst.. men jeg går næsten aldrig i skole? Jeg ved ikke engang hvorfor.. for jeg elsker skole! Jeg elsker at have ting at lave.. Men ikke matematik.. Jeg er 97% sikker på jeg er talblind. for det har alle lærere på skolen sagt til mig. Men jeg for ikke den hjælp jeg har brug for..
Det får jeg aldrig
Hvad gør jeg? Hvad burde jeg gøre?
Og hvad KAN jeg gøre!!
Jeg kalder mig selv for Angel.. For jeg er en Engel der lider, Jeg lider fordi jeg er på jorden, og menneskene holder mig ude fordi jeg er anderledes.. Og derfor har jeg det ikke godt.
Kommentarer
Stødte tilfældigvis på din besked og synes det lyder utrolig hårdt hvad du går igennem.
Kender til mange af de ting du går igennem og hvordan det hele kan føles håbløst.
Jeg tror det ville være rigtig godt hvis du tog afsted til din læge eller hvis du har en lærer eller lignende du kan snakke om hvor skidt du har det. Selvom din mor ikke synes du skal tjekkes for noget, kan du jo godt selv tage initiativ til at tage afsted (det lyder til at du har noget gå-på-mod inde under usikkerheden
Det her er ikke helt det rigtige sted for at diagnosticere så håber du får hjælp med det et andet sted.
Der er mange af mine bekendte som har haft en rigtig ærgelig skoletid men som er rigtig tilfredse med tilværelsen nu. En tur på efterskole kan f.eks. virkelig åbne op for en ny verden. Hvis du har gået på den samme folkeskole hele tiden og ikke har åndsfæller udenfor skolen, kan det være rigtig svært at få det bedre med sig selv. Det er jo pisse hårdt at skulle støde på de samme tyraner igen og igen.
Derudover vil jeg sige at der generelt er mange røvhuller derude, nogle bliver endda ved med at være det altid. Og så er der mennesker som er følsomme og kæmper med sig selv og jeg tror virkelig det er de mennesker som gør verden til spændende sted.
Håber virkelig for dig at du tør tage skridtet og række ud efter nogle der kan hjælpe og støtte dig. Du er forresten meget velformuleret, så skidt med matematik-problemerne!
Held og lykke med det hele.
Venlig Hilsen
den paranoide androide
Ovenstående kan virke skræmmende men jeg ønsker ikke for nogen at de skal få min sygdomsperiode så klø på nu.
De bedste tanker fra mig
Det jeg husker mest:
Jeg blev kaldt ud af klasseværelset af en skolepsykolog, for hun skulle lige snakke med mig....
Hvad jeg IKKE vidste var at en klassekammerat havde stjålet en halv cigar fra sin far og lagt den i min jakkelomme - og derefter sladret om det.
Men selvom jeg blev ved med påstå min uskyldighed, så endte det alligevel med at jeg måtte skifte skole osv, mobningen blev for svær...
Skid på dine klassekammerater meninger!
De definerer ikke hverken hvem du er eller hvem du kan blive.
Du får mange venner gennem livet, men det er formentlig ikke en af dem!
Find nye, dyrk dem, og så blir alt godt...
Har i al fald erfaring med "tilfældige venskaber" Det kunne være at stoppe på cykelstien og sige davs til en ellers fremmed.... og vi er venner 5 år senere....
Og gudskelov vi ikke mødtes via skole, i toget, på job, eller lign...
Du skal kunne det basale som 2 plus 2, men ikke mere.
Jeg fik selv det der hed "13" i skolen - også handelsskolen - men har ikke brugt det til noget siden... Kommer meget an på hvilket job du gerne vil have....