Indstillinger
Klassisk depression med et twist!
Kære alle sammen. Da det jo er på mode med en depression, har jeg selv behov for at få luftet min egen situation. Jeg står i en situation, som jeg ikke kan ændre ved, og som i den grad er selvforskyldt. Umiddelbart vil min situation lyde helt klassisk, men hvis man læser videre vil det fremgå, at situationen ikke er så klassisk alligevel, medmindre det skyldes, at man ikke rigtig taler om lignende tilfælde, for "twistet" er i den grad tabubelagt! Jeg går til psykolog, og prøver nu den 3. af slagsen, men det har ikke hjulpet det store af den grund. Det bliver til et længere indlæg men håber I har tid og lyst til at læse det og give lidt feedback og komme med jeres tanker...
Det "klassiske" ved situationen er, at jeg er gået fra kæresten (moren) og vores to små børn. Vi havde i flere år kæmpet med at få forholdet til at fungere også vha. parterapi, men det lykkedes ikke. Tiden gik og forholdet var på sin vis dødt, selvom vi fortsat boede sammen. Vi hadede ikke hinanden, men var gode venner, og forholdet var i den grad baseret på tryghed, faste rammer og man-bør-også-gøre-det-rigtige-mentalitet. Til sidst gik den ikke længere, jeg kunne ikke stå inde for mine følelser, og vi er gået hver til sit. For 1½ år siden overvejede jeg allerede at afslutte forholdet, og følte faktisk i maven, at tidspunktet var helt rigtigt. Men i stedet for at gøre det rigtige, valgte vi så liiige at få ét barn til, som nu er ca. 10 mdr. Den første er mellem 3-4 år.
Nu til situationens twist... Jeg har det virkelig skidt både psykisk og fysisk. De fysiske komplikationer udspringer naturligvis af de psykiske problemer. Jeg er svimmel halvdelen af tiden, periodevis åndedrætsbesvær, har ingen appetit og har ikke vejet mindre siden jeg var 18 år! Årsagen til dette skyldes ikke bruddet, som jeg stadig føler er det HELT rigtige. Årsagen skyldes derimod en meget tabubelagt følelse! Da vi fik vores første barn (ikke planlagt) havde jeg mere eller mindre besluttet mig for ikke at skulle have børn. Jeg bliver dog mere og mere knyttet til vores første barn, som jeg ELSKER at lave ting sammen med. Tabu-følelsen, som er årsag til min krise er, at jeg i den grad har fortrudt at vi fik nr. 2! Jeg har virkelig svært ved at indrømme dette og føler mig som et usselt menneske!
Jeg var meget i tvivl om, jeg ville have nr. 2, da jeg aldrig havde set mig selv som et "børne-menneske". Jeg fik dog truffet en forceret og forkert beslutning, da jeg ikke orkede at tænke så længe over det, da vi i et par år dagligt havde gået og tænkt over vores forhold. Med den første synes jeg ikke det var fedt de første 1-2 år, men elsker som sagt vores første barn meget højt i dag! Da vi nu har fået nr. 2 må jeg indrømme, at jeg havde glemt, hvor lidt fedt jeg synes børn er i den alder! Børn bliver selvfølgelig større, men jeg har det megadårligt, da jeg føler jeg har svigtet alle:
- Jeg har svigtet vores første barn, da jeg ville elske at tage i f.eks. Tivoli med den store, gå en lang tur, tage i svømmehallen, læse en bog, tage på Oslo-tur el.lign. Bare for at nævne noget. Det kan vi nu ikke med den lille. Jeg ved den lille bliver større, men jeg føler bare hele tiden, at den lille vil være en begrænsning for alt det, jeg har lyst til at tilbyde den store. Jeg er ikke selv søskendebarn, så måske er det derfor, jeg ikke kan overskue det. Ikke desto mindre er det bare en hæmsko med et ekstra barn, føler jeg!
- Jeg har svigtet mig selv i forhold til, hvad jeg gerne ville lave med den store og impulsiviteten.
- Jeg har svigtet forhold til ikke at kunne være der for den lille, som jeg har fortrudt (ussel tanke).
- Jeg har svigtet forhold til ikke at kunne være der for den store, fordi jeg har det vildt dårligt.
- Med kun 1 barn føler jeg, jeg kunne være blevet en fantastisk far. Nu føler jeg, jeg bliver en elendig far, som ikke kan være der for min børn.
- Jeg har svigtet mig selv, da jeg med to børn fremfor 1 barn føler, jeg får særdeles svært ved at finde en ny kæreste. Jeg skal ikke have flere børn, og dobbelt-moralsk har jeg som udgangspunkt ikke lyst til at finde en anden med dele-børn. Så hvordan kan jeg forvente, nogen vil mig med mine delebørn? Især når man selv synes, at man har en virkelig dårlig "pakke" at tilbyde - så er det svært at sælge sig selv!
- Jeg har svigtet mig selv med mere presset økonomi, hvilket igen går ud over de muligheder, jeg kunne tilbyde den store, hvis den lille ikke havde været der.
- Jeg har svigtet min familie, som kommer til at skulle bruge tid på at hjælpe oftere med 2 børn fremfor 1 barn. Jeg FØLER også at de ville have kunnet hygge sig mere med kun 1 barn. Jeg er selv lidt overrasket over, hvor meget arbejde, der er i to børn i stedet for 1.
Jeg kunne blive ved meget længere! Et eller andet sted, synes jeg egentlig, at mange af mine bekymringer lyder piveri. Men det føler jeg bare ikke! Jeg er bange for at min krise og konstante fortrydelse kommer til at skade mit forhold til begge mine børn!
Jeg føler mig fortabt og skamfuld...
Det "klassiske" ved situationen er, at jeg er gået fra kæresten (moren) og vores to små børn. Vi havde i flere år kæmpet med at få forholdet til at fungere også vha. parterapi, men det lykkedes ikke. Tiden gik og forholdet var på sin vis dødt, selvom vi fortsat boede sammen. Vi hadede ikke hinanden, men var gode venner, og forholdet var i den grad baseret på tryghed, faste rammer og man-bør-også-gøre-det-rigtige-mentalitet. Til sidst gik den ikke længere, jeg kunne ikke stå inde for mine følelser, og vi er gået hver til sit. For 1½ år siden overvejede jeg allerede at afslutte forholdet, og følte faktisk i maven, at tidspunktet var helt rigtigt. Men i stedet for at gøre det rigtige, valgte vi så liiige at få ét barn til, som nu er ca. 10 mdr. Den første er mellem 3-4 år.
Nu til situationens twist... Jeg har det virkelig skidt både psykisk og fysisk. De fysiske komplikationer udspringer naturligvis af de psykiske problemer. Jeg er svimmel halvdelen af tiden, periodevis åndedrætsbesvær, har ingen appetit og har ikke vejet mindre siden jeg var 18 år! Årsagen til dette skyldes ikke bruddet, som jeg stadig føler er det HELT rigtige. Årsagen skyldes derimod en meget tabubelagt følelse! Da vi fik vores første barn (ikke planlagt) havde jeg mere eller mindre besluttet mig for ikke at skulle have børn. Jeg bliver dog mere og mere knyttet til vores første barn, som jeg ELSKER at lave ting sammen med. Tabu-følelsen, som er årsag til min krise er, at jeg i den grad har fortrudt at vi fik nr. 2! Jeg har virkelig svært ved at indrømme dette og føler mig som et usselt menneske!
Jeg var meget i tvivl om, jeg ville have nr. 2, da jeg aldrig havde set mig selv som et "børne-menneske". Jeg fik dog truffet en forceret og forkert beslutning, da jeg ikke orkede at tænke så længe over det, da vi i et par år dagligt havde gået og tænkt over vores forhold. Med den første synes jeg ikke det var fedt de første 1-2 år, men elsker som sagt vores første barn meget højt i dag! Da vi nu har fået nr. 2 må jeg indrømme, at jeg havde glemt, hvor lidt fedt jeg synes børn er i den alder! Børn bliver selvfølgelig større, men jeg har det megadårligt, da jeg føler jeg har svigtet alle:
- Jeg har svigtet vores første barn, da jeg ville elske at tage i f.eks. Tivoli med den store, gå en lang tur, tage i svømmehallen, læse en bog, tage på Oslo-tur el.lign. Bare for at nævne noget. Det kan vi nu ikke med den lille. Jeg ved den lille bliver større, men jeg føler bare hele tiden, at den lille vil være en begrænsning for alt det, jeg har lyst til at tilbyde den store. Jeg er ikke selv søskendebarn, så måske er det derfor, jeg ikke kan overskue det. Ikke desto mindre er det bare en hæmsko med et ekstra barn, føler jeg!
- Jeg har svigtet mig selv i forhold til, hvad jeg gerne ville lave med den store og impulsiviteten.
- Jeg har svigtet forhold til ikke at kunne være der for den lille, som jeg har fortrudt (ussel tanke).
- Jeg har svigtet forhold til ikke at kunne være der for den store, fordi jeg har det vildt dårligt.
- Med kun 1 barn føler jeg, jeg kunne være blevet en fantastisk far. Nu føler jeg, jeg bliver en elendig far, som ikke kan være der for min børn.
- Jeg har svigtet mig selv, da jeg med to børn fremfor 1 barn føler, jeg får særdeles svært ved at finde en ny kæreste. Jeg skal ikke have flere børn, og dobbelt-moralsk har jeg som udgangspunkt ikke lyst til at finde en anden med dele-børn. Så hvordan kan jeg forvente, nogen vil mig med mine delebørn? Især når man selv synes, at man har en virkelig dårlig "pakke" at tilbyde - så er det svært at sælge sig selv!
- Jeg har svigtet mig selv med mere presset økonomi, hvilket igen går ud over de muligheder, jeg kunne tilbyde den store, hvis den lille ikke havde været der.
- Jeg har svigtet min familie, som kommer til at skulle bruge tid på at hjælpe oftere med 2 børn fremfor 1 barn. Jeg FØLER også at de ville have kunnet hygge sig mere med kun 1 barn. Jeg er selv lidt overrasket over, hvor meget arbejde, der er i to børn i stedet for 1.
Jeg kunne blive ved meget længere! Et eller andet sted, synes jeg egentlig, at mange af mine bekymringer lyder piveri. Men det føler jeg bare ikke! Jeg er bange for at min krise og konstante fortrydelse kommer til at skade mit forhold til begge mine børn!
Jeg føler mig fortabt og skamfuld...
Kommentarer
Du fortæller, at du nu er blevet meget glad for den ældste, som er 3-4 år, men at du i starten ikke var begejstret for det barn heller, hvilket vil sige, at der jo ikke er så forfærdelig lang tid til at nummer to også er blevet så stor, at du kan forholde dig til ham/hende.
Oven i købet er der jo ingen lov, der siger at hvis man har to børn, så kan man KUN være sammen med begge hele tiden, tvært i mod, så er det en rigtig god ide at lave ting med kun det ene barn ind i mellem, så dette barn netop får følelsen af at være i fokus, og ikke bare en del af børneflokken.
Nu er du gået fra jeres børns mor, og det giver jo netop den fordel, at du ikke skal være sammen med dine børn hver dag, men netop også har tid, hvor du ikke har børn. Der kan du foretage dig de ting, du gerne vil lave uden børn. Men – jeg foreslår, at du – indtil den lille er blevet så stor, at du også kan forholde dig til ham/hende tilsidesætter noget af din alenetid, og foreslår børnenes mor, at du ind i mellem kun har det ene barn. Når du har den store, kan I lave det, som passer sig til dette barns alder. Men – du skal så også have den lille for sig selv, for det er din (forbandede) pligt at få et godt forhold til også dette barn, også selv om du synes, at et lille barn er ufedt og uinteressant.
Hvis du vælger at afvise dit yngste barn og kun vil have noget at gøre med den ældste, så kan du være helt sikker på, at dit yngste barn vil få store problemer i sit liv og – med rette – senere vil slynge dig anklager i hovedet, som kan være langt sværere for dig at håndtere end et par år, hvor du skal bide din kedsomhed i dig, og have noget god kvalitetstid med også det yngste barn, til han/hun er stor nok til at du også kommer til at elske ham/hende.
Det – du skal bede psykologen om hjælp til – udover selvfølgelig at få din depression behandlet – er, at du skal lære at erkende, at også dine handlinger og valg har konsekvenser, og at du skal lære at leve med disse konsekvenser på en god måde – ikke mindst for dine børns skyld.
Husk – der er ingen af disse børn, der selv har valgt at blive født; det er bevidste beslutninger, som du har været med til at tage.
Og så foreslår jeg, at du hurtigst muligt sørger for at blive steriliseret, så du netop ikke kommer i den situation, at du føler, at et lille nyt barn måske kan løse eventuelle problemer, for det er jo desværre nok det, I – din tidligere kæreste og du – har troet, siden I valgte at sætte et nyt barn i Verden, samtidig med at I havde jeres parforholdsproblemer.
Derudover foreslår jeg, at du slet, slet ikke tænker i nyt parforhold foreløbigt. Du skal have behandlet din depression, og du skal have oparbejdet et godt forhold til dine børn først, og du skal have helt styr på dit liv, og hvad du vil med det, før du kaster dig ud i et forhold.
Nej. Jeg fordømmer dig ikke, hvis det kan lyde sådan, men du kan ikke bruge til noget som helst at fortryde ting, der ikke står til at ændre. Derfor bør du bede om hjælp til at acceptere tingene, som de ER i dit liv.
Mange tak for dit svar. Jeg vil tage nogle af dine pointer med til min næste tid hos psyk’en.
Vi fik ikke barn nr. 2 for at forsøge at redde forholdet. Det føltes i et svagt øjeblik som det rigtige at gøre, blot fordi at det var noget vi begge ville – troede jeg (det var så det mest forkerte valg for mig). Der var mange advarselslamper som blinkede i forhold til, hvad der var det rigtige at gøre, men som jeg ikke valgte at skele til… Første barn var en ups’er… En af de ting, jeg bliver ved med at piske mig selv for, er, at jeg selv var med til at vælge at få barn nr. 2. Jeg kan bedre acceptere at skæbnen rådede og gav mig barn nr. 1, som jeg er knyttet mere til, end jeg nogensinde ville have forventet, men at jeg selv bevidst var med til at sætte barn nr. 2 i verden, kan jeg næsten ikke tilgive mig selv for. Heller ikke selv om det ikke hjælper en s… at bebrejde sig selv, og fortiden ikke kan gøres om.
Jeg er enig i at jeg må leve med konsekvenserne og tage min del af ansvaret. Min moral byder mig ikke andet, men derfor er jeg stadig ekstremt deprimeret og føler at livet for mig og mine nærmeste (i mindre grad) i uoverskueligt mange år er ødelagt og bliver meget trist og intetsigende. Alt (og jeg mener ALT) hvad jeg tænker på som kunne have været dejligt, og jeg ville have elsket at lave med den store, virker nu set fra mit synspunkt som en belastning og uoverskueligt. Jeg kan ikke se et eneste lyspunkt fremadrettet. Det hele drejer sig om selvbebrejdelse, følelse af svigt (personligt og over for andre, herunder især den store af ungerne og mine forældre). Jeg ved jeg er fanget i en negativ spiral, og min læge overvejer at medicinere mig…
Jeg har allerede tænkt på at lave noget med den store uden den lille, som så skal passes, men det ved jeg ikke hvordan, jeg skal få til at fungere i længden. Det er fint nok det næste 1-1½ år, men så er den lille blevet så stor og opfattende, så jeg har svært ved at se, hvordan jeg skal lave ting med kun den ene, uden at den anden vil føle sig forfordelt. Jeg føler også, at aldersforskellen på 3 år mellem ungerne de næste 10-12 år mange gange vil være til hinder for at kunne lave det de samme ting med ungerne. Jeg bliver forhåbentlig klogere, men som værende enebarn selv, kender jeg ikke opskriften.
Jeg føler, jeg kunne være blevet en virkelig god far for den store til glæde for os begge, men det føler jeg overhovedet ikke længere, og det piner mig helt vildt.
Sterilisation har jeg overvejet tidligere, men lægen frarådede det i min alder, da han flere gange havde oplevet, at folk fortryder, uanset hvor sikre der er på, at de ikke skal have flere børn.
Jeg føler samtidig at meget af det, jeg her giver udtryk for er klynk, men ikke desto mindre er de følelser, jeg beskriver fortsat til stede. Mine følelser er samtidig tabu-belagt, og jeg har ikke nogen at dele dem med udover psykologen, så det gør det absolut ikke bedre.
Jeg håber i den grad, at jeg for alles skyld tager fejl om, hvor elendigt det hele bliver! Det tror jeg bare ikke, selvom mange depressionsramte formentlig tager fejl herom…
Men – det bliver bestemt ikke lettere, når du vælger at undlade at læse det jeg rent faktisk skriver.
Du skriver f.eks.
"Jeg har allerede tænkt på at lave noget med den store uden den lille, som så skal passes, men det ved jeg ikke hvordan, jeg skal få til at fungere i længden."
Det var så ikke det forslag, jeg kom med. Læs venligst det afsnit i mit inlæg igen, der begynder med ”Nu er du gået fra dine børns mor.....”
Der skriver jeg faktisk, at det vil være godt, hvis du kan få alenetid med BEGGE børn – hver for sig, og altså ikke kun, at du skal være med den store. Men – naturligvis skal du også have begge børn samtidigt.
Selv et lille barn kan sagtens mærke det, hvis det bliver svigtet eller tilsidesat, og det vil den yngste jo blive, hvis du hver gang parkerer ham/hende hos andre, mens du hygger med den store. Samtidigt er det jo vigtigt, at du arbejder på at blive lige så glad for den lille, som du er for den store – for også den lille har kvaliteter, som du bare skal give dig selv lov til at opleve.
Jeg forstår ikke helt den belastning, du mener, du vil påføre din familie? Det er dig og jeres børns mor, der har ansvaret for jeres børn – ikke andre. Det er da muligt, du/I kan være heldige, at der træder nogle familiemedlemmer til og vil hjælpe, men det skal da under ingen omstændigheder være et udgangspunkt, så i stedet for at tro, at du ødelægger noget for din familie, bør du i stedet være taknemmelig for det, hvis nogen vil hjælpe ind i mellem – og du skal lære dig selv at tro på, at de gør det, fordi de vil – ikke fordi de skal, for det skal de ikke.
Og så skal du øve dig i at lade være med at piske og martre dig selv for at have valgt et barn mere, for du kan ikke lave det om, det er sådan det ER. Som nævnt – alle beslutninger har konsekvenser, og ja, bagefter kan man sagtens se, hvad man nok skulle have gjort, men denne beslutning står jo ikke til at ændre, hvorfor du i stedet bør bruge al den energi, du lige nu bruger på at slå dig selv oven i hovedet, på at sige til dig selv, at SELVFØLGELIG er det en god beslutning, SELVFØLGELIG er den lille også en dejlig unge – det er jo din, ikke? :-)
Tre års aldersforskel er ikke ret stor, og børnene vil blive mere og mere jævnaldrende, men naturligvis går der nogle år, før de vil kunne det samme, men om et års tid eller så, vil du sagtens kunne lave meningsfyldte ting med begge børn samtidigt, ting som begge børn - og du selv – givet vil have stor fornøjelse af.
Jeg indrømmer, at jeg ikke har den store forstand på psykiske lidelser som depression, men det er da tydeligt, at du har brug for hjælp til netop at få den depression behandlet, og nej, det er da ikke nok bare at få nogle piller; derfor bør du fortsætte med psykologbehandling. Dog ved jeg, at det med at forestille sig det værste, og have endog meget svært ved at se noget som helst positivt, er en af de forfærdelige ting, der følger med en depression.
Jeg kan love dig, at tingene altså IKKE er helt så frygtelige, som du forestiller dig. De to søskende vil givet få megen stor glæde af hinanden, og på længere sigt er det meget nemmere at have to børn, der kan lege sammen, end at man kun har en, der skal underholdes hele tiden. Du vil givet om nogle år komme til at opleve, at det med kun at have den ene er langt mere krævende, end at have dem begge to. Men – det kræver, at du investerer i at få et godt forhold til BEGGE dine børn, så også den lille vil finde det rart at være sammen med dig, og det vil han/hun ikke, hvis du viser at han/hun bare er i vejen.
Så – ved en investering i også den lille – vil du i løbet af vel omkring et årstid få den gode gave, og vil nyde at være sammen med BEGGE dine børn, og vil have svært ved at fatte de tanker, du går med lige nu.
Men – prøv at få al den hjælp, du kan her og nu til at få denne depression behandlet – først derefter vil du kunne tænke rationelt igen.
Og lige et ps – hvis ikke du bliver steriliseret nu, så sørg for det kondom – og det hver eneste gang. At en veninde indtager p-piller el.lign. er IKKE et argument for at undlade kondomet. Bruger du kondomet HVER gang, så er det DIG, der 100% fravælger et nyt barn, og du er fri for at blive ”snydt”, hvis jeg kan bruge det ord. :-)
Endnu en gang mange tak for svar.
Mange af dine pointer er de samme, som andre siger til mig. De har bare særdeles svært i at trænge gennem min skal, da jeg her, hvor de moralske tømmermænd melder sig, føler mig bekræftet i, hvad jeg egentlig godt vidste et eller andet sted, men fuldstændig overhørte: Jeg havde fundet ro og glæde i tilværelsen og havde ikke lyst til at sætte dette på spil og slet ikke ved at starte forfra med en lille ny. Der har vi klynkeriet igen…
Selvfølgelig skal jeg også have begge børn samtidigt, jeg havde ikke forestillet mig andet. Jeg havde ikke tænkt mig hver gang at parkere den lille et andet sted, selvom jeg pinligt nok finder det fristende. Men det ville jeg ikke kunne stå inde for – jeg må tage konsekvensen af det skete, og der er den lille en del af pakken…
I forhold til familien vil de helt sikkert hjælpe til en gang imellem (jeg er blevet opdraget til at hjælpe hinanden), men jeg ved ikke i hvor høj grad det vil skyldes lyst og i hvor høj grad det vil skyldes pligt (det er nok en eller anden kombination heraf) – måske er det depressionen, der taler her igen.
I forhold til kun at have én unge så mener jeg ikke, det ville have været hård i forhold til at skulle underholde barnet hele tide. Jeg mener, at man også skal lære børn at kunne underholde sig selv, uden at der skal være en anden ved siden af. Det har den store lært – vi laver selvfølgelig også en masse sammen – nu frygter jeg bare at den ro der er på det hele derhjemme bliver smadret af to søskende, som risikerer en masse rivalisering. Pt. vil den store næsten intet have at gøre med den lille. Her ville mange så sikkert sige, at det skyldes at den store kan mærke min antipati for den lille, men problemet var der helt for dag 1, og de første 6 mdr. var jeg faktisk ok glad for den lille, men allerede her ville den store ikke den lille ny. Jeg ved ikke, om det bare normalt er sådan…? Jeg ser det hele tiden som, at den yngste de næste mange år vil være en hæmsko for vores udfoldelsesmuligheder. Vi kan bedre lave ting sammen alle tre om et års tid, men vi kan bare ikke lave alle de ting, som vi ville kunne, hvis jeg kun havde den ældste, som trods alt KAN det mere. Jeg kan egentlig godt høre, at dette på en eller anden måde måske ikke giver mening, men det føler jeg alligevel det gør, fordi jeg SER det som et problem, og det går mig på.
Jeg har allerede takket nej til medicin i første omgang, men jeg er nu i gang med den tredje psykolog og føler ikke, der kommer det store ud af det, andet end det selvfølgelig er rart nok et eller andet sted at kunne få luft for sine ”forbudte” tanker. Men det letter ikke trykket særligt længe og løser ikke rigtig noget!
Jeg er enig i, at det er vigtigt at ”investere” i begge unger, for med børn får man, hvad man giver. Det er bare svært, når man bare har lyst til at lægge sig under dynen hele dagen. Så må man bare tage sig sammen, vil det helt sikkert lyde, men det er ikke så lige til, når man er et såret dyr fyldt med mørke tanker.
Jeg talte med én, som nok havde en meget god pointe at når man er ramt af depression, så ser man KUN de negative sider af alt. Han sagde, at for hver dårlige ting, jeg nævnte om et bestemt situation, så kunne han tilsvarende nævne en positiv situation. Udfordringen for mig er bare, at jeg mener, JEG har ret i mine betragtninger, fordi jeg kender mig selv bedst, og derfor er den der bedst ved, om mine tanker er rationelle for mig i forhold til mine interesser og ønsker.
Nye bekymringer dukker også op, og jeg har f.eks. aldrig været bekymret for at tage på date, for blev det ikke det ene, så fandt man bare noget andet. Nu føler jeg bare, jeg har en ekstremt uattraktiv pakke at tilbyde, så det bliver meget svært at finde en anden, der kan acceptere ”bagagen”. Her er jeg særdeles dobbeltmoralsk, for vil jeg selv have en kæreste med børn...? Næppe. Det gør det heller ikke nemmere, at jeg ikke selv tror, at det er en attraktiv pakke, for tror du ikke på dig selv, og det du kan tilbyde til en jobsamtale, så får du heller ikke jobbet.
Som sagt er jeg nok rigtig god til at blive ved med at fylde benzin på bålet… Jeg slutter lige af med en – anstrengt – smiley for at løfte den lidt anstrengte stemning bare en anelse
Jeg kan fortælle dig her fra og til næste jul - men du vælger at fastholde dine egne opfattelser af tingene, søger og leder efter noget mere negativt, der kan bekræfte dine holdninger.
Og - sådan er det vist også at have en depression, og man er sin egen værste fjende, fordi man bare ikke VIL prøve at vende tankerne, så der kan komme bare en lille smule positivt ind i stedet.
Jeg ved ikke nok om depression til at kunne give dig noget brugbart - men jeg ved, hvad det koster at svigte et lille uskyldigt barn, og derfor gik jeg ind i denne debat.
Jeg er klar over, det er op ad bakke med denne dialog og andre inputs modtages gerne (hvad det så end skulle være). Det der måske kan hjælpe mest er inputs fra andre, der har haft det på lignende måde, og hvordan det endte for dem. Men det er ikke nemt at erkende eller tale om, at man føler på denne måde. Det kender jeg i hvert fald alt til!