At være hende bag barnevognen?
Jeg har et spørgsmål til alle jer derude, dem der har fået aborter, dem der har overvejet det, og dem der har valgt at få barnet trods alt.
Jeg er 24 år gammel, studerende, og har været sammen med min ti år ældre kæreste i syv år. Han har et godt job, og vi har lige købt ny lejlighed med et kontor/børneværelse, og han vil meget gerne have børn. Desuden er begge vore familier allerede spændt på hvornår vi får unger.
Det lyder alt sammen hammer godt nu hvor jeg er gravid, men... Men for et år siden fik jeg min første abort da jeg følte jeg ikke var klar, og nu overvejer jeg min anden.
Jeg kan ikke rigtigt se mig selv som mor med stort M, jeg er en type der elsker at dvæle i det barnlige og kreative, og jeg har altid travlt med projekter i alle afskygninger.
Ærligt talt har jeg ikke lyst til at tage det ansvar, som jeg anser for at være det største i verdenen; at opfostre et andet menneske. Jeg ved ikke om jeg nogensinde får den trang. Men samtidigt kan jeg da godt falde i staver over små plyssko eller forstille mig en sød baby der kunne være vores.
Så her er spørgsmålet: Ved man det i sit hjerte når man vil beholde barnet? Har man en eller anden overnaturlig knytning til de første voksende stamceller? Eller har andre det som mig; skræmt og underliggjort ved tanken om at være hende bag barnevognen? Og i så fald vender man sig til tanken om at være forældre?
På forhånd mange tak.
Jeg er 24 år gammel, studerende, og har været sammen med min ti år ældre kæreste i syv år. Han har et godt job, og vi har lige købt ny lejlighed med et kontor/børneværelse, og han vil meget gerne have børn. Desuden er begge vore familier allerede spændt på hvornår vi får unger.
Det lyder alt sammen hammer godt nu hvor jeg er gravid, men... Men for et år siden fik jeg min første abort da jeg følte jeg ikke var klar, og nu overvejer jeg min anden.
Jeg kan ikke rigtigt se mig selv som mor med stort M, jeg er en type der elsker at dvæle i det barnlige og kreative, og jeg har altid travlt med projekter i alle afskygninger.
Ærligt talt har jeg ikke lyst til at tage det ansvar, som jeg anser for at være det største i verdenen; at opfostre et andet menneske. Jeg ved ikke om jeg nogensinde får den trang. Men samtidigt kan jeg da godt falde i staver over små plyssko eller forstille mig en sød baby der kunne være vores.
Så her er spørgsmålet: Ved man det i sit hjerte når man vil beholde barnet? Har man en eller anden overnaturlig knytning til de første voksende stamceller? Eller har andre det som mig; skræmt og underliggjort ved tanken om at være hende bag barnevognen? Og i så fald vender man sig til tanken om at være forældre?
På forhånd mange tak.
Kommentarer
Jeg kender et par stykker, der har haft det ligesom dig. De var 100% sikre på, at blive mor var ikke lige dem. Hvad skete der så? Ja, de er altså ikke stoppet med at få børn, det var netop lige noget for dem.
Om man har en overnaturlig tilknytning til barnet helt fra de første celler, det ved jeg ikke. Der er jo ikke noget overnaturligt ved at få børn. Man kan blive meget glad, hvis man har ønsket barnet, men overnaturligt, nej.
Du ved med dig selv, hvordan det var at få en abort, så det har du ikke problemer med. Men ansvaret for en ny graviditet, skulle du nok have taget lidt mere alvorligt, når du har det, som du har det.
Det er ikke godt, at blive født af en mor, der ikke vil være mor. Men du ved det først længere henne i graviditeten og når barnet er født.
Hvad siger din mand til, at du overvejer abort?
Hvad siger din kæreste til at du vil slå det barn ihjel han virkelig ønsker sig.
Stakkels fædre som ingen rettigheder har når deres kæreste/kone ikke vil have barnet.
Gør din kæreste glad og behold barnet. Og de allerfleste kvinder har de samme følelser som dig når de er gravide første gang. Man tænker en masse tanker såsom bliver jeg nu en god mor, eller så nu bliver jeg afhængig resten af livet, osv. Men når man så står med den smukkeste lille baby i armene 9 måneder efter forstår man slet ikke man havde de tanker.
Lisbeth
Hellere abort end et uønsket barn.
Det er da ikke en disse anderledes for os mænd, vi bærer dog ikke barnet til fødsel.
Svaret er man bliver vist aldrig klar til at få børn.
Det du skal spørge dig selv om.
Ser du dig selv som mor om 5-10 år hvis ja.
Så skal barnet jo fødes på et eller andet tidspunkt.
Det er fedt at nå at få sine børn inden de 30 år så man ikke skal på pension samtidig med at man skal holde konfirmation.
Livet stopper jo ikke bare fordi du får børn.
Det er hårdt at have små børn, men alt det sjove opvejer det nemt.
Valget er dit alene.
Hilsen en familiefar til 2 friske drenge:o)
En del af min sjæl gik tabt,og kærligheden mellem mig,og min daværende visnede,traumerne gik langt ind...hadede mænd i mange år eft.troede jeg vidste hvorfor?fortrængte aborttraumet i årevis før jeg gennemgik en voldsom sorgproces...
Lyt til det dit hjerte,og intuition fortæller lyt til det!giv ikke efter for andres pres...det er ikke en lille ting... https://www.youtube.com/watch?v=WdPY_6oEn9g det er en unik sjæl du dræber..livet er ubetinget den største gave man kan gi,som kvinde,og din kæreste er han den sande livsledsager for dig?
Dette kan føles,som salt i såret...
Men ligenu har du et valg mellem liv/død..
Så tak igen for at bidrage til debatten.
Lige et par andre ting; der har ikke været sløseri fra min side af Lisbeth. Spiralen jeg fik sat op viste sig at være defekt (jeg medtog det ikke fordi det ikke var betydende for mit essentielle spørgsmål om moderfølelse), men det kan du jo ikke vide når jeg ikke vælger at dele det kapitel af min historie.
Derudover jeg har læst et par af dine indslag i andre indlæg så jeg ved hvor du står med abort og din kamp for de ufødte, og jeg er uenig, men sådan er det jo.
De råd man giver herinde vægter meget i store beslutningerne, og jeg ser ingen grund til at sætte kvinder (mig eller nogen andre i samme situation) i tvivl under en hård dom om sløseri med prævention eller barne/sjælemoder, det er anklagende retorik i en åben debat og det hører ikke hjemme her. Men igen, det er jo min mening og folk har forskellige meninger.
Angående min kæreste, jeg har ikke tænkt mig at "gøre min kæreste glad ved at beholde barnet". Det er en fælles diskussion mellem mig og ham, men et valg jeg skal kunne stå ved alene i sidste ende eftersom det at være mor, helt anatomisk er noget andet end at være far.
Vi har været sammen i lang tid, og han har fået mine kort lagt på bordet (ingen børn før jeg er klar) fra starten af. Han er forstående i alle henseende og jeg elsker ham for det.
Det sidste jeg vil påtale er sorgprocessen i aborten.
Mycia jeg kan læse at det var meget traumatisk for dig, og det gør mig ondt at hører. Jeg håber du har fået kæmpet dig ud af mørket.
Jeg ville nok ikke kunne sætte mig ind i at se mig selv som en der dræber en sjæl ved at få fortaget en abort. På det tidspunkt hvor jeg fik den første abort gav det livet tilbage til mig selv -for en stund.
Jeg var ked af det, men mest fordi jeg følte jeg skuffede de forventninger min familie og min kæreste havde til mig, og ikke fordi jeg gennemgik en sorgprocess. Tak for at dele din erfaring.
Jeg tror jeg fik kommet rundt om alle. Tak for jeres indlæg i alle nuancer, og jeg har stadigvæk lidt tid at løbe på før beslutningen skal tages.
- Pedersen
Jeg prøver ikke at bilde dig ind, at tingene bliver anderledes, men SÅ meget anderledes, at man slet ikke er sig selv mere bliver de altså ikke.
Jeg vidste allerede efter få timer at jeg var gravid - det var omhyggeligt planlagt, og jeg havde en unik fysisk oplevelse - og selv om jeg stort set havde NUL erfaring med børn (aldrig været babysitter fx), så var jeg aldrig i tvivl.
At få dem gav mig i øvrigt et ordentligt skud energi, så da de var hhv. 1 og 2 år tog jeg et HF-enkeltfag oveni mit fuldtidsarbejde, året efter 3 fag, og året efter igen gik jeg igang med jurastudiet, som jeg fuldførte på normeret tid. OG jeg havde tid til at lege med dem.