Blive i forholdet?
Hej
Jeg er en ung mand på 25 år. Jeg bor sammen med min kæreste som jeg har været sammen med i 4 år, og vores 1½ årige søn. Til hverdag er jeg studerende og min kæreste arbejder. I over 3 måneder har vi ikke kunne få vores forhold til at fungere og jeg er egentlig blevet i tvivl om det er på tide at trække stikket i forholdet.
Det er en stribe af årsager som har gjort det besværligt for os. Min side af historien lyder således: Efter Ca. 3 måneder begyndte vores sexliv at halte. Jeg fandt for 6 måneder ud af at hun synes jeg var kedelig i sengen hvilket har påvirket mig meget. Det gjorde mig ked af det og ødelagde mit selv-billede på trods af at jeg føler mig psykisk stærk. Jeg spurgte selvfølgelig hvorfor hun ikke havde fortalt det noget tidligere, men hun holdt fast ved at hun før havde nævnt det. Indtil da strømmede undskyldninger om hovedpine, eget behov osv. ind. Jeg synes ikke at jeg hverken presser eller stresser hende til at have sex med mig, men jeg er altså ikke nem at omgås med når vi har sex 1 gang hver måned og min lyst er meget højere end det. Det betyder at samtaleemnet altid bliver sex under vores diskussioner og hver gang bliver det et turnoff. Jeg synes efterhånden jeg har fået mange råd og anbefalinger udefra, men der er åbenbart intet som hjælper mig/os. Vi har været i terapi, haft alenetid, gjort ting for hinanden. Jeg giver alt jeg har og kan ikke mere. Jeg vil bare have en almindelig hverdag igen med en kvinde som har LYST til mig fordi jeg er holdt af.
Når vi har været uvenner har jeg altid ønsket en hurtig konfliktløsning, hvor
hendes løsning har været at isolere sig i flere uger ad gangen i tavshed. Det har betydet at vi kommer længere og længere væk fra hinanden for hver gang. Det skal siges at der er to versioner af denne sag, men at jeg naturligvis er interesseret i tilbagemelding ud fra min side af sagen.
Jeg elsker hende højt og siger det tit, og handler så derefter (uden at være selvfed). Jeg elsker min søn og jeg er ærligt bange for at tage skridtet ud, men jeg kan bare ikke mere. Jeg er træt af at vente på et bedre sexliv og hurtigere konfliktløsninger, så nu kommer mit spørgsmål:
Er der nogen som har stået i samme situation og hvad har du/i gjort? Nogen som har forladt forholdet og mærket konsekvenserne?
Jeg er en ung mand på 25 år. Jeg bor sammen med min kæreste som jeg har været sammen med i 4 år, og vores 1½ årige søn. Til hverdag er jeg studerende og min kæreste arbejder. I over 3 måneder har vi ikke kunne få vores forhold til at fungere og jeg er egentlig blevet i tvivl om det er på tide at trække stikket i forholdet.
Det er en stribe af årsager som har gjort det besværligt for os. Min side af historien lyder således: Efter Ca. 3 måneder begyndte vores sexliv at halte. Jeg fandt for 6 måneder ud af at hun synes jeg var kedelig i sengen hvilket har påvirket mig meget. Det gjorde mig ked af det og ødelagde mit selv-billede på trods af at jeg føler mig psykisk stærk. Jeg spurgte selvfølgelig hvorfor hun ikke havde fortalt det noget tidligere, men hun holdt fast ved at hun før havde nævnt det. Indtil da strømmede undskyldninger om hovedpine, eget behov osv. ind. Jeg synes ikke at jeg hverken presser eller stresser hende til at have sex med mig, men jeg er altså ikke nem at omgås med når vi har sex 1 gang hver måned og min lyst er meget højere end det. Det betyder at samtaleemnet altid bliver sex under vores diskussioner og hver gang bliver det et turnoff. Jeg synes efterhånden jeg har fået mange råd og anbefalinger udefra, men der er åbenbart intet som hjælper mig/os. Vi har været i terapi, haft alenetid, gjort ting for hinanden. Jeg giver alt jeg har og kan ikke mere. Jeg vil bare have en almindelig hverdag igen med en kvinde som har LYST til mig fordi jeg er holdt af.
Når vi har været uvenner har jeg altid ønsket en hurtig konfliktløsning, hvor
hendes løsning har været at isolere sig i flere uger ad gangen i tavshed. Det har betydet at vi kommer længere og længere væk fra hinanden for hver gang. Det skal siges at der er to versioner af denne sag, men at jeg naturligvis er interesseret i tilbagemelding ud fra min side af sagen.
Jeg elsker hende højt og siger det tit, og handler så derefter (uden at være selvfed). Jeg elsker min søn og jeg er ærligt bange for at tage skridtet ud, men jeg kan bare ikke mere. Jeg er træt af at vente på et bedre sexliv og hurtigere konfliktløsninger, så nu kommer mit spørgsmål:
Er der nogen som har stået i samme situation og hvad har du/i gjort? Nogen som har forladt forholdet og mærket konsekvenserne?
Kommentarer
Du fortæller, at I har været i terapi, og jeg forvirres derfor over, at I ikke der har været inde på, at I i den grad taler forbi hinanden – at I i det hele taget lader til at have en dårlig kommunikation. Det er da, hvad jeg får ud af at læse dit indlæg.
Du mangler sex og hun synes, du er kedelig, og det mener hun, at hun da har nævnt for dig? Helt ærligt, sådan noget skal da ikke ”nævnes”, det skal der da tales om, og gøres ordentligt og naturligvis fra hendes side med helt klare og konkrete forslag til, hvad hun gerne vil have anderledes – og så tager I den der fra; prøver at tale om, hvad I kunne tænke jer at prøve, hvad du så mener at kunne leve op til, eller måske har et modforslag til. Det er ikke nok at bare sige, at noget er kedeligt – man må da så selv komme med forslag til, hvordan det kan blive anderledes.
Et parforhold bør og skal ikke være en gættekonkurrence, selv om det desværre ofte er der, det går galt, for – desværre – især mange kvinder er faktisk ganske forfærdelige til at både tro og mene, at partneren skal gætte, hvad hun tænker og gerne vil have, og bliver derfor sure og fornærmede, hvis partneren så ikke har fattet hendes tanker 100%.
Og – du skal måske prøve at sætte dig ind i, hvordan man tilfredsstiller en kvinde, hvis det er det, der er problemet. Jeg har selv været gift med en mand, der mente at nogle gange frem og tilbage var super god sex, og han fattede desværre aldrig, at det ikke var nok for mig, og nej – jeg gad heller ikke stille op til det. Ligeledes er det da vigtigt, at I sammen udvikler jer – også på det område, for hvis det er det samme, det samme, det samme hver gang, så ja, manden får sin udløsning og har det nok fint, men kvinden keder sig halvt ihjel; så – kom ud over din fortørnelse over det her, og bed hende fortælle dig, hvad hun så helt konkret vil. Du skal naturligvis så mærke ordentligt efter, om det så er noget, du vil være med til, for selvfølgelig skal du ikke gøre ting, der er dig imod, men det er nu sundt nok at prøve at arbejde på at flytte grænser, men altid på den positive måde.
Og ja, selvfølgelig vil I risikere, at I prøver noget, der så ikke virker, men så er det bare på med vanten og prøve noget andet. Og husk at grine af det, når det kikser.
Hun skal ikke ”levere varen” bare for at få fred for at du beklager dig over manglende sex, for det gør kun hendes lyst endnu mindre. I skal have talt ordentligt om det – og ikke slynge anklager ud, men netop holde jer på egen banehalvdel. Ikke noget med ”det er bare fordi du...”, nej hold den i den modsatte tone: ”Jeg ville blive så glad, hvis....”, ”Jeg bliver ked af det, når....” - og afslutte med; hvad kan JEG gøre for at det bliver anderledes, hvad kan vi SAMMEN gøre, for at gøre dette eller hint bedre osv osv. Hvis I først begynder at anklage hinanden, så kommer I ikke videre.
Og – det ikke kun med sex, men med hele jeres liv. Du er til at løse konflikt her og nu, hun går og ruger? Ja, men det må I have gjort noget ved. Fortæl hende, at det virkelig sårer dig og gør dig ked af det, når I ikke kan sætte jer og få løst op for det, der nu plager. Det er helt fair at give hinanden ”time-out”, når I taler sammen, aftal at I begge har fuld ret til at sige, at ”nu har jeg lige brug for en pause, hvor jeg tænker mig lidt om”, tag pausen – og prøv så igen.
Det er afgørende vigtigt, at I begge giver jer tid og ro til bare nogle minutter hver eneste dag, hvor I holder jer opdaterede på hinanden; hvordan er din dag gået, hvordan er min – hvad var godt, hvad var dumt – og er der noget, vi hver især kan gøre, for at lette på det, der tynger …... osv.
I øvrigt foreslår jeg, at du lægger emnet ”sex” til side en tid, og I i første omgang prøver at løse jeres andre problemer. Sex er måske et lige lovligt hårdt emne at starte op med, og vil givet hurtigt blive opfattet netop som anklager. Så start f.eks. med det, du nævner her, jeres forskellige måder at takle konflikter på.
Men – ja, det er den slags, som jeg ganske enkelt ikke fatter, I ikke har fået talt om ved terapien, så jeg beklager, jeg har ikke andre forslag her og nu.
Jeg har nemlig selv været der, hvor din kæreste er nu, og jeg kan hilse og sige, at det er altså hårdt at blive mor, passe arbejde og være elskerinde på samme tid. Ja, jeg opfattede godt, at du studerer, - jeg hører også til dem, der har taget en meget videregående uddannelse, og ved, hvad det kræver af en. Men graviditet, fødsel, kolik, tænder, afbrudt nattesøvn pga. amning eller -endnu værre- sutteflasker, def skal varmes, og så oveni en kæreste, der lyder til at have sin viden om kvinders behov fra "forbudt for børn"film?
Særdeles forståeligt, hun ikke orker at have et sexliv med dig også.
Man skal strække sig langt for børnenes skyld, men kun de børn, der er under 18 år.
Tak fordi du tog dig tid til at skrive så meget til mig. Først og fremmest kan jeg godt se at der er mange detaljer jeg mangler at få med i beskrivelsen af min kærestes og min situation, men det er naturligvis besværligt på skrift. Det hele er meget komplekst og vi er begge meget forskellige. Jeg vil helt klart tage til mig at jeg skal fokusere på den konstruktive dialog mellem os. Generelt er vi blevet urimelige dårlige til at tale dybt og inderligt. Jeg vil i øvrigt gerne indrømme at jeg havde min sexuelle debut med hende hvilket ikke var det omvendte tilfælde. Derfor har jeg ikke det store erfaringsgrundlag for at vide hvad der skal til. Det eneste jeg har fået at vide af hende, er at jeg bare skal gøre, hvad jeg har lyst til. Men så opstår problemet at jeg drømmer mig langt ind i upassende fantasier som jeg ikke hverken har lyst eller mod til at udføre, men egentlig helst bare skulle forblive fantasi. Da hun er min første kærlighed og erfaring føler jeg ikke jeg har meget andet at byde på end ”almindelig sex”. Hun har ikke lyst til at snakke om det og hun har oprindelig ikke LYSTEN til at have sex af hvad hun siger. Nogen vil sige ”respekter det”! Men mit selvværd reduceres hele tiden fordi jeg kigger indad og spørger mig selv hvad jeg gør forkert? Er jeg ulækker, kedelig, har jeg en for lille Pik eller hvad er det? Jeg synes jeg er god til at gøre de rigtige ting for at vise jeg er her. Jeg kysser hende, fortæller jeg elsker hende, tager hende med ud, gør konstant rent, laver mad og alle de her ting som enhver burde elske mig for. Jeg føler at min eneste livlinje er internettet og andres erfaringer. Jeg forsøger at læse om andre med samme problem som mig, men uanset hvad jeg gør så kommer lysten ikke, og af erfaring ved jeg at det ikke nytter at fremtvinge kærlig, da det ikke er muligt at gøre. Tendensen er nærmest at jeg kommer og siger: Jeg har brug for at tale med dig og med det samme kan man se på hende at hun tænker ”åååhh neeej”, nu er sex samtaleemnet igen igen. Jeg fortæller at det gør mig ked af at hun ikke lyster mig, og hun siger at det gør hende ked af det, at skulle have sex uden lysten, hvilket ikke er uforståeligt, men jeg har som tidligere nævnt et selvværdsdilemma og samtidig leder mine tanker hen imod hvad fremtiden dog skal bringe. Jeg tør godt at sige at jeg ikke kan forstille mig at sex sker per kvartal resten af mine dage (udelukkende fordi det fylder så meget oven i rødbeden på mig). Jeg synes efter alt dette er sagt, at jeg i rigtig lang tid ikke har nævnt noget om sex. Jeg tænker at vi snakker 4 måneder uden jeg har nævnt et ord, men nu vil jeg gerne indrømme at det er blevet ulideligt. Jeg har dog så meget selvrespekt og respekt over for min kæreste at jeg ikke kunne drømme om at knalde ved siden af.
Hej Vic2ria
Jeg synes du skal vide at jeg ikke er en følelseskold skid. Men du bliver nødt til at forstå at dette opstod langt før hendes graviditet. Mit barn har ikke kolik, bruger ikke sutteflaske, sover godt og jeg aflever ham tidligt morgen. Jeg gør egentlig tigtig meget rigtig, uden at fremstå selvfed. Jeg har heller aldrig presset mere på end jeg respekterede et nej! Derfor må du tilsyneladende føle dig dybt provokeret af en eller anden situation du mener du kunne perspektivere til. Hvis du mener at hun fortjener bedre end mig så skylder du vidst at fortælle hvorfor! Er det fordi jeg har været led? Har jeg været uærlig? Har jeg presset på? Uden at være den store psykolog kan jeg da regne ud at der er sket noget i dit forhold (hvis det er eksisterende) som har sat dybe spor.
Jeg er dog stadig dybt forvirret over, hvad I har været til terapi for, og hvad der er sket der, for I har tydeligvis ikke fået at vide, at I skal øve jer i at TALE med hinanden.
Nu skriver du under mandlige sexproblemer, og det er da også det, der fylder meget i dine indlæg, og vel også i mit bud til dig, men jeg skrev faktisk også, at I bør øve jer i at tale om andre emner først.
Når jeg taler om at I kan udvikle jeres sexliv, så handler det sådan set ikke om, at I skal ud alle mulige – og umulige – avancementer og eksperimenter; næhh mere om, hvad I hver især synes er rigtigt rart og dejligt. Nogle blive tændte af at blive nusset i nakken, nogle kan lide langt forspil, nogle kort, andre at det foregår i sofaen, eller.... osv osv.....
Men – din kæreste har ikke den store lyst, og det skal hun måske have undersøgt, hvad handler om? Og nej – der kan være helt naturlige årsager til det, men det nytter ikke, at hun siger, at du bare kan gøre, hvad du har lyst til, når det øjensynligt ikke tænder hende, og du i øvrigt så bliver afvist, dvs du jo IKKE kan gøre det, du har lyst til. Hun må på banen og prøve at få bearbejdet, hvad hendes problem er.
I skal først og fremmest se at få lært at TALE sammen – altså også om alt muligt andet end sex.
Men – der ligger givet meget mere bag det her, end du fortæller, så det er meget svært at komme med konstruktive forslag.
Og som nævnt – jeg er dybt forvirret over, hvad den terapi gik ud på, for punkt et ved sådan noget er da netop, at man skal øve sig i at TALE sammen.