"Tvangstanker", ømme bryster
Hej, jeg er en pige på 15
Jeg har i et stykke tid nu haft en ide med at give mig selv en slags "tvangstanker" jeg bilder fx mig selv ind at jeg er ved at blive døv på det ene øre, at jeg er gravid eller lignende. Det hænger tit sammen med en smerte, udeblevet mens eller andet.
Så læser jeg om sygdomene eller andet og jeg bliver nogle gange meget nervøs over om der kan være noget galt. Jeg tænker meget på det indtil det modsatte er bevist.
På det seneste har jeg så haft rigtig ondt i mine bryster. Jeg kan mærke det hele tiden, og jeg er opmærksom på det hele tiden. Smerten "flytter sig" nogle gange er det i midten af brystet, andre gange næsten ud i armhulen, og det gør rimeligt ondt hvis jeg røre ved dem. Nogle gange gør det også ondt når jeg trækker vejret, bare som små stik. Det generer mig rigtig meget og jeg ved ikke om det er noget jeg skal være bekymret for?
Nu er jeg så begyndt på at bilde mig selv ind at jeg kunne have en sygdom på en måde. Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal tænke eller gøre. Jeg har ikke et forhold med min mor hvor jeg snakker med hende om mens eller andet, det føler jeg bare ikke jeg kan, heller ikke med de tanker jeg for.
Jeg ved som sagt ikke om jeg skal tænke på det eller bare sige pyt?
Jeg har i et stykke tid nu haft en ide med at give mig selv en slags "tvangstanker" jeg bilder fx mig selv ind at jeg er ved at blive døv på det ene øre, at jeg er gravid eller lignende. Det hænger tit sammen med en smerte, udeblevet mens eller andet.
Så læser jeg om sygdomene eller andet og jeg bliver nogle gange meget nervøs over om der kan være noget galt. Jeg tænker meget på det indtil det modsatte er bevist.
På det seneste har jeg så haft rigtig ondt i mine bryster. Jeg kan mærke det hele tiden, og jeg er opmærksom på det hele tiden. Smerten "flytter sig" nogle gange er det i midten af brystet, andre gange næsten ud i armhulen, og det gør rimeligt ondt hvis jeg røre ved dem. Nogle gange gør det også ondt når jeg trækker vejret, bare som små stik. Det generer mig rigtig meget og jeg ved ikke om det er noget jeg skal være bekymret for?
Nu er jeg så begyndt på at bilde mig selv ind at jeg kunne have en sygdom på en måde. Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal tænke eller gøre. Jeg har ikke et forhold med min mor hvor jeg snakker med hende om mens eller andet, det føler jeg bare ikke jeg kan, heller ikke med de tanker jeg for.
Jeg ved som sagt ikke om jeg skal tænke på det eller bare sige pyt?
Kommentarer
Ofte følger kroppen ikke med psyken og omvendt. Langt de fleste unge – hvis ikke alle – har det faktisk svært i denne pubertetstid. Samtidigt er det meget vigtigt, at man viser for omverdenen, at man bare har styr på det hele, og er blevet noget så voksen og klar til ungdomslivet og resultatet er, at rigtigt mange får det rigtigt skidt, fordi de tror, at de er de eneste, der har det svært, samtidigt med, at de kæmper med at se ud som om, de er noget så seje.
Jeg tror, dit største problem er, at du netop føler dig helt alene med alt det, der sker, og det er derfor noget rigtigt skidt, at du ikke tror, du kan tale med din mor – eller en anden voksen – om de ting, der sker.
Alle unge har brug for at tale med en voksen, for den voksne har også været i den periode, og kan derfor hjælpe og bidrage med mange gode ting.
Desværre er det blevet sådan, at mange forældre er blevet så skræmte og bange for for komme til at begå overgreb mod deres børn, hvorfor de – helt fra barnet er lille – fuldstændigt afviser at forholde sig til børns seksualitet og deres kønsdele; de skal bare pakkes væk, og man må overhovedet ikke tale om det.
Jeg bliver gerne helt forstemt, når jeg f.eks. på stranden om sommeren ser forældre lære deres helt små børn, at deres kønsdele skal være pakket ind, og samtidigt skal de lære disciplinen at klæde sig om under et håndklæde.
Resultatet er så, at børn vokser op med følelsen af, at alt det kønslige er forbudt, pinligt, hemmeligt – og helt og aldeles noget, man skal holde for sig selv, og ikke noget, man på nogen måde taler med nogen om. De lærer at der er ting ved deres krop, der ikke er naturlige, og det er jo ganske forfærdeligt.
Unge piger bliver f.eks ikke informeret ordentligt om menstruation og hvad der sker med kroppen i disse pubertetsår. Forældrene er blevet mere og mere akavede omkring disse emner, og vælger derfor at tørre hele den undervisning af på skolen, der beklageligvis for det meste er lige så akavet, så derfor vokser mange unge op uden at ane de mest basale ting.
Hvad tror du i bund og grund, der ville ske, hvis du sagde til din mor: ”Jeg har virkelig brug for en ordentlig snak om alt det, der sker i min krop; jeg er nervøs og bange for mange ting, bange for at jeg fejler noget, og det er jeg måske fordi, jeg ikke ved noget om alt det, så vil du hjælpe mig?”
Prøv en gang at tænke lidt over det – og overvej, om du alligevel ikke skal prøve at få denne snak med din mor. Det er muligt din mor ikke har tid lige i det øjeblik, du spørger, men så må du bede hende finde et tidspunkt, hvor I kan være alene og uforstyrrede.
Fortæl hende, at du er forvirret og faktisk også meget genert, og at det er lidt vanskeligt for dig, men om I alligevel kan få en fortrolig snak, også selv om du måske har svært ved at formulere dig med alle de tanker, du går og tumler med.
Et eller andet sted, tror jeg din mor måske først også vil blive genert og måske have det lige så svært som dig, og det bør du have forståelse for, men jeg er ret sikker på, at kan I først få ”hul på bylden”, så vil du og din mor få et langt tættere og fortroligt forhold, som I begge vil have meget stor glæde af resten af jeres liv. Både du og hun skal naturligvis respektere, at både du og hende har ret til privatliv, man behøver ikke krænge alt ud.
Men - jeg synes ikke det er naturligt, at de unge ikke ved det, ikke er blevet undervist i alle disse naturlige ting, der sker i puberteten, at det ikke er naturligt og selvfølgeligt at tale med sin mor, far eller anden voksen, man har tillid til om disse ting. Ja, det er i det hele taget frygteligt, at mange unge vokser op, uden at have en eneste voksen, som de kan have tillid til.
Der er jo gang på gang - bare her på nd - spørgsmål fra helt unge, der frygter farlige sygdomme, tror de lider af noget, de kan dø af; og simpelt hen ikke har den mest basale viden om netop alt det, som burde være en del af en naturlig opdragelse fra forældrenes side.
Der er da ikke noget at sige til det, hvis en del unge udvikler angst og andre psykiske sygdomme, når de er henvist til at gå helt alene med alle de spørgsmål, som helt naturligligt opstår netop i puberteten, som i forvejen er - og i øvrigt alt HAR været - en meget svær periode at komme igennem.