depression som følge af hjerneblødning
Hej
Vi er voksne Søn og Datter af en mor som har fået et meget kraftig depression som følge af en hjerneblødning november sidste år hun har været i behandling lige siden først på et kurcenter på speciale i den slags senere i af en psykiatri sygeplejeske i det lægehus hun er tilknyttet, dog lang fra så ofte som vi gerne ville have det. Det vi har oplevet er at de sidste 4-5 måneder har der været en forværring af hendes tilstand.
Det, vi oplever, er, at hun ofte ringer til os og er ked af det, fordi hun er bange og får noget, der ligner panikanfald. Jeg vil lige komme med flere eksempler på, hvad hun siger til os:
- Først og fremmest er hun bange for at dø.
- Hun er er bange for at være alene, for at hun er bange for at få en ny hjerneblødning.
- Hun er bange for, at vi vil sende hende på pleje hjem.
- Hun er ked af det, hver gang vi taler med hende, fordi hun tror ikke, at hun får os at se igen.
Dette er bare et par af de ting, vi oplever, når vi er sammen med - og taler med hende.
Vi har fået en henvendelse fra hendes læge til distrikts psykiatrien, men har fået afvist hjælp, med den begrundelse at min mor ikke var i stand til at modtage hjælp; dels på grund af hendes manglende erkendelse af at hun er syg, og dels på grund af at hun stadig ikke tager sin antidepressiv medicin.
Det altoverskyggende problem i vores verden er at hun ikke tager sin antidepressiv medicin, selvom hun meget ihærdigt siger at det gør hun. Over de sidste 7 måneder har hun ikke på noget tidspunkt tage dem fast. Hun gemmer pillerne i lommen eller under tungen for senere at skylde dem ud i toilettet. Vi kan mærke på hende hvis hun ikke tager sin medicin, dagligt især fordi hun stort set ikke sover og oplever angst. Min søster har været hjemme i hos hende hele julen. Efter pres og samtaler med flere familiemedlemmer og min søsters kontrol af at hun tog pillen fik vi hende til at tage den i tre dage. Dog oplevede vi allerede 3 dage efter, at hun ikke tog pillen og smed den ud i skraldespanden, for at vi ikke skulle opdage det. Så tre dage var det længste vi kunne få hende til at tage sin antidepressiv. Hvilket desværre ikke er nok til at blive rask.
Vi er efterhånden så frustreret og er trætte af at kæmpe en evig kamp for at hun skal få det bedre. Da vi føler vi støder hoved mod en mur hver gang det begynder at lysne lidt.
Min mor får det dårligere og dårligere. Hun ligger i sengen eller på sofaen stort set hele dagen. Græder meget og får disse panikanfald af angst hvor hun tror hun skal dø. Hun kommer ikke til den genoptræning der er så vigtigt for hendes rehabilitering og hun spiser ikke særligt meget fordi det med hendes ord "er en kamp hun knapt kan overkomme" bare at spise mad.
Vi har flere gange overvejet at indlægge hende på Roskilde psykiatrisk skadestue, så vi kan få hende i noget behandling og få styret hendes medicinering. Vi kan ikke selv kontrollere det at vi (hendes 2 børn) ikke bor hjemme mere og hendes mand (vores far)ofte arbejder aftner. Samtidigt prøver hun hele tiden at "snyde" med antidepressiv medicinen så vi skal være OPS på hende hele tiden, hvilket min far har givet op med, da han ikke kan klare at tage diskussionen med hende længere. Han har givet op da han ikke kan overskue at hjælpe hende mere.
Vi har arbejde meget hårdt for at hun skal få det bedre og rammerne for hendes genoptræning skulle være optimale, men vi føler at hun/sygdommen modarbejder os hele tiden.
Vi er efterhånden blevet meget desperate og derfor mener vi snart den eneste mulighed er indlæggelse. Men kan gøre det uden hendes samtykke?
Er der nogen der har et godt råd eller kan hjælpe os i denne svære situation?
Vi er voksne Søn og Datter af en mor som har fået et meget kraftig depression som følge af en hjerneblødning november sidste år hun har været i behandling lige siden først på et kurcenter på speciale i den slags senere i af en psykiatri sygeplejeske i det lægehus hun er tilknyttet, dog lang fra så ofte som vi gerne ville have det. Det vi har oplevet er at de sidste 4-5 måneder har der været en forværring af hendes tilstand.
Det, vi oplever, er, at hun ofte ringer til os og er ked af det, fordi hun er bange og får noget, der ligner panikanfald. Jeg vil lige komme med flere eksempler på, hvad hun siger til os:
- Først og fremmest er hun bange for at dø.
- Hun er er bange for at være alene, for at hun er bange for at få en ny hjerneblødning.
- Hun er bange for, at vi vil sende hende på pleje hjem.
- Hun er ked af det, hver gang vi taler med hende, fordi hun tror ikke, at hun får os at se igen.
Dette er bare et par af de ting, vi oplever, når vi er sammen med - og taler med hende.
Vi har fået en henvendelse fra hendes læge til distrikts psykiatrien, men har fået afvist hjælp, med den begrundelse at min mor ikke var i stand til at modtage hjælp; dels på grund af hendes manglende erkendelse af at hun er syg, og dels på grund af at hun stadig ikke tager sin antidepressiv medicin.
Det altoverskyggende problem i vores verden er at hun ikke tager sin antidepressiv medicin, selvom hun meget ihærdigt siger at det gør hun. Over de sidste 7 måneder har hun ikke på noget tidspunkt tage dem fast. Hun gemmer pillerne i lommen eller under tungen for senere at skylde dem ud i toilettet. Vi kan mærke på hende hvis hun ikke tager sin medicin, dagligt især fordi hun stort set ikke sover og oplever angst. Min søster har været hjemme i hos hende hele julen. Efter pres og samtaler med flere familiemedlemmer og min søsters kontrol af at hun tog pillen fik vi hende til at tage den i tre dage. Dog oplevede vi allerede 3 dage efter, at hun ikke tog pillen og smed den ud i skraldespanden, for at vi ikke skulle opdage det. Så tre dage var det længste vi kunne få hende til at tage sin antidepressiv. Hvilket desværre ikke er nok til at blive rask.
Vi er efterhånden så frustreret og er trætte af at kæmpe en evig kamp for at hun skal få det bedre. Da vi føler vi støder hoved mod en mur hver gang det begynder at lysne lidt.
Min mor får det dårligere og dårligere. Hun ligger i sengen eller på sofaen stort set hele dagen. Græder meget og får disse panikanfald af angst hvor hun tror hun skal dø. Hun kommer ikke til den genoptræning der er så vigtigt for hendes rehabilitering og hun spiser ikke særligt meget fordi det med hendes ord "er en kamp hun knapt kan overkomme" bare at spise mad.
Vi har flere gange overvejet at indlægge hende på Roskilde psykiatrisk skadestue, så vi kan få hende i noget behandling og få styret hendes medicinering. Vi kan ikke selv kontrollere det at vi (hendes 2 børn) ikke bor hjemme mere og hendes mand (vores far)ofte arbejder aftner. Samtidigt prøver hun hele tiden at "snyde" med antidepressiv medicinen så vi skal være OPS på hende hele tiden, hvilket min far har givet op med, da han ikke kan klare at tage diskussionen med hende længere. Han har givet op da han ikke kan overskue at hjælpe hende mere.
Vi har arbejde meget hårdt for at hun skal få det bedre og rammerne for hendes genoptræning skulle være optimale, men vi føler at hun/sygdommen modarbejder os hele tiden.
Vi er efterhånden blevet meget desperate og derfor mener vi snart den eneste mulighed er indlæggelse. Men kan gøre det uden hendes samtykke?
Er der nogen der har et godt råd eller kan hjælpe os i denne svære situation?
Kommentarer
Antidepressiver hjælper hende ikke til at blive rask, de kan højst hjælpe en smule på humøret.
Du skriver ikke hvor gammel din mor er.
Kunne det tænkes, at hjerneblødningen har gjort, at din mor er blevet dement?
Man kan blive dement af små blodpropper i hjernen. Hjerneblødning giver nogenlunde de samme symptomer. Så spørgsmålet er også, om hun i det hele taget kan tage imod nogen behandling. Psykiatrisk behandling er jo også en form for samtaler.
Det i kan gøre, er at sige nej, nej og atter nej til at hjælpe. Jo mere i hjælper, jo mindre hjælp får hun, af den hjælp hun og jeres far kunne få.
Hvordan kom hun til genoptræning?
Ved blodpropper i hjernen kan man genoptræne en del. Men personen selv, skal være i stand til at huske, at holde det ved lige.
Tak for dit svar.
Min mor er 56 og det er som sådan ikke fordi hun er blevet dement og hun glemmer at tage dem, det virker som en bevist handling at hun smider pillerne ud.
Vi har jo set hende friskere efter ca. 3 måneder efter hjerneblødningen var der en fightervilje i hende hun sagde at hun nok skulle komme igen. Hun kæmpede hver dag at for at gå længere og længere ture fordi hun havde som erklæret mål at gå 5 km til nytårs kun i år. Nu kommer hun stort set aldrig udenfor en dør. Kommer man sig selv over sådan en hændelse og en depression derpå eller må vi bare se hende gå til af det?
For at svare på dit andet spørgsmål så kun hun til genoptræning enten i eget hjem eller der blev bestilt en taxa til at komme og hente hende hvis min far er på arbejde.
Jeg vil give den første svarer ret i, at I ikke kan gøre noget, hvis jeres mor ikke selv vil.
Men selvfølgelig hjælper antidepressiver – når medicinen vel at mærke tages regelmæssigt og i længere tid og i den rette dosis. Desværre tror jeg, at den form for spredt medicinering, der foregår lige nu, er værre, end hvis hun slet ikke fik medicin. Hun oplever formodentlig bivirkningerne, men slet ikke nogen positive virkninger.
Hvis jeg var jer, ville jeg prøve at få en ærlig samtale med jeres mor. Sådan som du beskriver det, foregår der en slags rollespil fra begge sider. I spiller rollen som en slags formyndere for en voksen kvinde, der burde kunne tage sine beslutninger selv. Og jeres mor spiller rollen som det uartige barn, der forsøger at snyde jer.
Det er altså ikke værdigt for nogen af parterne!
En sådan ærlig samtale kunne begynde med, at I siger, at I godt forstår, at hun er bange. Det må have været forfærdeligt at få en hjerneblødning i en så forholdsvis ung alder. Når I så har givet hende opbakning ved at forstå hende, så må der kunne skabes så meget tillid mellem jer, at I kan få at vide, hvorfor hun ikke vil tage medicinen.
Hun vil formodentlig sige, at hun føler, at hun bliver dårligere af den antidepressive medicin. Hvis hun siger det, er det vigtigt, at I ikke bare affejer hende. For så er ”den ærlige samtale” tabt på gulvet. Sagen er jo, at det i de første uger ofte føles, som om man bliver dårligere, fordi man kun mærker bivirkningerne af medicinen. Den positive effekt kommer først efter 3-4 uger på den rette dosis. Derfor er det vigtigt, at I giver jeres mor ret, men samtidig fastholder, at det er vigtigt, at hun bliver ved.
Det er vigtigt, at jeres mor har en dygtig læge til at finde den rette dosis.
Jeg ved, at depression i nogle tilfælde skyldes små skader på blodkar i hjernen – især hos midaldrende. Som psykiateren Poul Videbech skriver her på Netdoktor:
”Faktisk tyder moderne forskning på, at vi med alderen får bittesmå karskader i hjernen, som hvis de sidder bestemte steder kan påvirke særlige hjerneafsnit og udløse depression.”
http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/ ... ession.htm
Jeg skriver det, fordi sådanne små karskader vel er den mest sandsynlige årsag til jeres mors depression, når hun har haft en hjerneblødning. Jeg skriver det for det tilfælde, at hun måske bebrejder sig selv, at hun er blevet så syg. Men hvis det er sådan, det forholder sig, er hun jo uden skyld. Jeg skriver det også, fordi det siger sig selv, at hvis depressionen er opstået på grund af en (lille) skade på hjernen, så kan den nok ikke helbredes vis samtaleterapi. Men antidepressiv medicin vil stadigvæk kunne hjælpe, uanset depressionens årsag.
Mange hilsner
Kameliadamen