Hjem Sind og psyke Ensomhed

Ensomhed

Redigeret 27 december, 2014, 02:34 i Ensomhed
Er 33 år.

Siden konen skred for ca 4 år siden har jeg været enormt ensom. Vi havde egenligt masser af venner dengang, men eftersom kommunen først og fremmest hjælper enlige mødre i sådan en situation (fx med anden bolig i nærheden så vores barn kunne blive i samme skole osv) var jeg mere eller mindre tvunget væk:

Jeg havde jo ikke en jordisk chanche for at betale huslejen alene, og hvad skulle jeg dog også med 150 m2 alene?

Så fandt en 1V 30 km væk som var betalelig (bor her endnu)

Men samme dag jeg flyttede forsvandt SAMTLIGE venner. Ja min tlf blev pludselig så tavs at den eneste grund til jeg ikke opsagde den var så jeg dog kunne have kontakt med mine forældre og min ex. Er man jo nødt til med barn mellem os...

Nu har hun så helt uden grund helt droppet kontakten, ringer eller skriver aldrig, og jeg har ikke set min datter i 2 år. Før plejede hun i det mindste at sende et frisk foto af vores datter til jul, det gør hun heller ikke mere.

Og jeg kendte INGEN i den nye by.

En tilfældig dag på vej hjem fra købmanden så jeg så en mand sidde på en bænk. "hva faen" tænkte jeg og holdte ind blot for at sige hej.

Det viste sig hurtigt at vi var i lign situationer, han var flyttet helt fra Tønder til Odsherred! Og vi blev hinandens eneste venner.

Det er jo fint nok, men det viste sig så at han har mange andre problemer end ensomhed, såsom rollatorbruger, alkoholiker, pillemisbruger, elendig økonomi (er oftest flad halvvejs i måneden) osv osv.

Han er fin nok at snakke med, men det begynder at minde om chikane. Hvis jeg fx beslutter mig for bare en enkelt dag gider jeg ikke tale eller være sammen med ham, så møder han op på adressen på alle tider af døgnet og banker på og kimer min telefon ned indtil jeg åbner.

Han var "bekymret for mig" kalder han det. Mit helbred er da bestemt heller ikke verdens bedste, men jeg fejler altså ikke noget livstruende.

Og hvis jeg skulle opleve en slem forværring eller fx kommer til skade, så KAN min tlf trods alt ringe 112 selv uden taletid.

Synes også han får mig til at drikke og ryge mere, så det er nok ikke verdens "heldigste" venskab - men har som sagt ingen andre...

Nogen forslag til hvordan man kommer videre i livet? Har stort set ingen penge, så flytte tilbage til den by hvor vennerne var er ikke en mulighed, de er i øvrigt også siden spredt over det meste af DK, alt efter hvilken uddannelse de tog, hvor de kunne finde job, eller havde fundet sig en kæreste, så der er ikke rigtig nogen pointe i at flytte tilbage - for der ville jeg igen ikke kende en eneste person...

De eneste "venner" jeg ellers har er online venner, fx fra chat osv, dem er der til gengæld mange af, men de bor alle så langt væk at et fysisk venskab er umuligt (den nærmeste koster 300 i togbillet at besøge, så det er ikke just noget som sker tit).

Nogle forslag?

P.S. økonomnien OG helbredet tillader ikke fx medlemsskab af en form for idrætsklub eller lign.
Log in eller Registrér for at kommentere.