Depression/angst og forhold?

Pelusa1984

Hej:) Jeg har kendt min mand de sidste 10 år. Vi blev gift for 5 år siden. Sammen har vi et barn på 3 år. Vi har ALTID haft en rigtig dejligt forhold, og har det sådan stadig! Han er min klippe når jeg falder ned i et dybt hul. Han får mig ALTID til at grine, og så er han en fantastisk far. Jeg VIL ikke leve uden ham. Alligevel rammer følelsesløsheden mig engang imellem. Jeg er på en lille dosis lykkepiller(10 mg), og det forhindre mig i at falde helt ned i deprissions hullet, som tidligere. Tanken om sex, kram eller berøring skræmmer mig, når jeg har det sådan. Og angsten for pludselig ikke at elske ham eller tænde på ham, slår ned i mig som et lyn. Jeg ved dog godt, at det hænger sammen med den modløshed(depressions lignende følelse) jeg får med jævne mellemrum. Når jeg så rammer de gode perioder. Så føler jeg mig lykkelig og tilpas. Også sammen med ham:-) Jeg har de sidste 4 dage, følt mig UTROLIG trist/ulykkelig/grådlabil mm. Vågner hver nat kl 3-4, med hjertebanken, kvalme, angst, og rigtig dårlig mave! Har kun haft appetit til kiks og vand. Har som sagt prøvet dette før, og har fast psykolog samtaler. Men jeg har i den grad brug for at høre fra andre, som kender til disse følelser? Mange tak. Mvh. Pelusa

Pelusa1984

Slet Ingen?

beautifullife1

Har du overvejet at snakke med evt. egen læge eller en psykolog/psykiater omkring det? Jeres barn, din mand og ikke mindst du, fortjener at have en lykkelig familie.

tulpi55

Jeg er "gammel i gårde" og har prøvet alt det du nævner. Det er korrekt at man selvfølgelig skal have professionel hjælp men jeg har rigtig mange gange oplevet at når jeg endelig er "tryg" ved en person og har udtrykt mine inderligste følelser ja så flytter de eller har fået nyt arbejde eller at tilbuddene bliver skåret væk. Jeg må indrømme at praktiserende læger IKKE er uddannet til at takle et depressivt forløb men der er jo også forskel på dem og måske er det en lyttende skulder du har brug for men hvis ikke så bed om professionel hjælp.
(ved du/i forresten at ens hukommelse bliver meget forringet når man er psykisk syg. Jeg troede at det var mig der var helt gal på den men som så ofte før... hm det må da vist siges at være en bi bemærkning)
Det er en forbistret sygdom og det er så VIGTIGT at mærke efter hvordan ens sind egentlig har det. Det kan være rigtig svært at gøre for man er ked ked ked af det selvom dagen bringer mange positive ting men kan man (og det kun måske) finde en årsag kan man når man får det bedre - for det gør du - ændre på det du måske dybest set kunne have det bedre med.
De bedste tanker fra Tulpi

tulpi55

Jeg fik vist skrevet lidt for generel. Jeg har lige som dig ikke kunnet rumme nogen form for kontakt med andre selv ikke med mine børn og det er så uendelig hårdt men vid du er ikke den eneste -det er ikke unormalt at reagere sådan. Det gør så ondt for man vil jo så gerne og jeg kunne inderst inde ikke forstå hvorfor jeg havde det sådan men med mine utallige indlæggelser fandt jeg ud af at det høre med til sygdommen.