Indstillinger
Jeg er så trist - skilsmisse øv
Hej jer der læser.
Jeg er trist og har mest lyst til at sætte mig og tude. Min elskede kone gennem 3 år, kæreste gennem 6 år, vil desværre skilles - øv. Vi er ikke uvenner eller noget i den dur, men er - ifølge hende, vokset fra hinanden. Vi har udfyldt papirerne vedr. skilsmissen, og venter bare svar på at den er gået igennem.
Vi har et dejligt hus sammen, hvor vi begge har lagt så meget arbejde, siden vi købte det for 3 år siden - nu skal det sælges, da der ikke er nogen af os, der har råd til at bo her, hvis vi kun er os selv. - det betyder at vi begge bliver boende til vi har fået solgt.
Vi har den sidste uge (hun sagde det i søndags), snakket rigtig meget sammen, og er kommet til enighed om en masse praktisk. Så nu er vi "roommates". Når jeg mærker efter, er det egentlig det vi har været det sidste halve års tid eller deromkring.
Men for fanden hvor gør det ondt. Jeg går hele tiden og skal tage mig sammen for ikke at bryde sammen og bare lægge mig på gulvet og tude. Jeg har desværre ikke en knap, så jeg bare kan slukke for de følelser jeg har for min (eks)kone. Jeg bevarer på overfladen en illusion om jeg er ok, men lige inden under, så er alt kaos, hvilket jeg selvfølgelig også har kunnet mærke på mit arbejde, som har fået det af vide, at når jeg bliver presset, som jeg plejer, så er der ikke langt til gråd.
Julestemning - nej, det kan man ikke kalde det. Jeg ved godt at det hele nok skal blive bedre, men lige nu, så føles det bare slet ikke sådan.
Gode råd modtages gerne.
Hav det godt allesammen
Venlig hilsen
Martin1972
Jeg er trist og har mest lyst til at sætte mig og tude. Min elskede kone gennem 3 år, kæreste gennem 6 år, vil desværre skilles - øv. Vi er ikke uvenner eller noget i den dur, men er - ifølge hende, vokset fra hinanden. Vi har udfyldt papirerne vedr. skilsmissen, og venter bare svar på at den er gået igennem.
Vi har et dejligt hus sammen, hvor vi begge har lagt så meget arbejde, siden vi købte det for 3 år siden - nu skal det sælges, da der ikke er nogen af os, der har råd til at bo her, hvis vi kun er os selv. - det betyder at vi begge bliver boende til vi har fået solgt.
Vi har den sidste uge (hun sagde det i søndags), snakket rigtig meget sammen, og er kommet til enighed om en masse praktisk. Så nu er vi "roommates". Når jeg mærker efter, er det egentlig det vi har været det sidste halve års tid eller deromkring.
Men for fanden hvor gør det ondt. Jeg går hele tiden og skal tage mig sammen for ikke at bryde sammen og bare lægge mig på gulvet og tude. Jeg har desværre ikke en knap, så jeg bare kan slukke for de følelser jeg har for min (eks)kone. Jeg bevarer på overfladen en illusion om jeg er ok, men lige inden under, så er alt kaos, hvilket jeg selvfølgelig også har kunnet mærke på mit arbejde, som har fået det af vide, at når jeg bliver presset, som jeg plejer, så er der ikke langt til gråd.
Julestemning - nej, det kan man ikke kalde det. Jeg ved godt at det hele nok skal blive bedre, men lige nu, så føles det bare slet ikke sådan.
Gode råd modtages gerne.
Hav det godt allesammen
Venlig hilsen
Martin1972
Kommentarer
Jeg er i samme sted som dig - dog har jeg været sammen med min mand knap 17 år og været gift i 12. Den 17 december fortalte han at han ikke elskede mig mere - og han vil ikke prøve at redde det . Vi har 1 datter på 7 og dreng+ pige på 5. Jeg har intet set... Har bare holdt så meget af ham og vores lille familie. Han har ikke fundet en anden, men vil bare ikke mere. Jeg genkender dine følelser - alle syntes jeg klarer det godt - men hold nu op hvor er jeg ulykkelig. Glæder mig til der er gået nogle måneder og måske kommet lidt vidre. Pøj pøj
Min dybeste medfølelse.
jeg har det også stadig hårdt, men ved det nok skal blive bedre, så går og venter på der...
pøj pøj til dig fra mig
Ps - mig har det hjulpet lidt at sidde og skrive om det en slags dagbog
Jeg føler med dig og jeg har netop selv fået beskeden fra min kone i søndags.
Hun elsker mig ikke mere var beskeden, så DU er ikke den eneste i verden, selvom man har følelsen, at man er "palle-alene-verden" og alt er sort og fremtiden ser sort ud.
Det værste du kan gøre er at ynke dig selv, jeg ved det er svært, men få snakket med familie og venner eller kollegaer, og gør det gerne flere gange.
Jeg selv er i kulkælderen og sover dårligt, og har en sten om brystet men det tager tid det ved jeg fra erfaring.
Selv har jeg været sammen med min snart eks i 10år og jeg er selv 33,
vi har været gift i 6 år og har en dejlig datter på 3år sammen.
Jeg er da mega ked af det, men selvom nyheden er ny, er jeg forholdsvis afklaret og det er jeg af den årsag, at min kone for 4 år siden lavede mere eller mindre det samme stunt og sagde hun ikke vidste hvor hendes følelser var. Jeg sagde jeg elskede hende og gav hende plads i noget tid. Man kan ikke tvinge mennesker til at elske og føle, men jeg kæmpede for hende og vi fandt sammen igen og har haft det fantastisk samme lige indtil for en/to måned siden. Hvor hendes følelser ifg hende selv er forsvundet. Denne gang selvom vi har en dejlig familie og hus, så kan JEG eller DU leve med en partner som ikke vil have dig.
Jeg har bedt min kone forlade huset, så jeg kan få plads og ikke skal gå og kigge og tænkte på hende. Det har jeg det lettere ved.
Jeg tvivler også meget når jeg tænker på hende, men hun kan heller ikke lege med en, som det passer hende. De årsager hun giver mig for bruddet er vage synes jeg, uden jeg har fået "head up", hun har bare taget beslutningen, slut, the end, game over...
Hun mangler følelserne, fordi, jeg ikke har været god nok til at vise hende kærlighed, være kæreste eller lytte til hendes følelser. Der skal to til tango!!! Du arbejder, handler, laver mad, vasker op, det er ulve time med datteren, det er putte tid og ordner praktiske ting, så er klokken mange og man sætter sig i sofaen og ude af sind, kommer til at tænde for tv´et og så har man ikke snakket den dag eller været kærester, og dagene tager en efter en...
klassikeren, vi glemmer hinanden til hverdag. Hvorfor har hun ikke lige råbt vagt i gevær. Ikke små hentydninger, det ser vi mænd ikke, vi skal have store banner og tivoli garden med hornmusik før vi ser hentydningerne(Ironi).
Tingene tager tid og igen af erfaring, så når chokket har lagt sig og du har grædt snot, så kommer vreden, så er du i en anden boldgade.
igen snak med alle dem du kan og holde afstand til hende, selvom det er svært, men hun skal også mærke konsekvensen af bruddet. hvis du bare sidder og græder snot og tigger foran hende så kan du miste respekten fra hende og dig selv.
held og lykke... fremtiden er ikke så uoverskuelig som du føler....
Tak for superfint indlæg. Har faktisk været til samtaleterapi i dag, og det kan anbefales. Så jeg er på vej op igen. Vil dog indrømme at det har været superhårdt at nå så langt, men det kan kun blive bedre.
:-)
Hilsen
Martin
Terapi alene eller hvorledes ? Jeg overvejer også selv at snakke med én som kan give mig de rigtige værktøjer til, at komme videre selvom det er nyt det hele og forvirrende Selvom det er rart og snakke med familie, venner og på jobbet der alle er kede af det på ens vegne og har holdninger, så skal jeg bruge noget konkret mentalt værktøj.
Min "kone" var hjemme forbi igår, da hun havde været til gymnastik med den lille og hun spiste med og var i huset indtil datteren skulle puttes, som du skrev i dit oprindelige indlæg, vi snakker også rigtig meget nu. "Hvordan har din dag været osv" og jeg lytter og kommenterer, hun giver mig en krammer, hun går stadig med vielses ringen(jeg har taget min af), hun synes ikke vi skal fortælle det til vores datter endnu, hun synes vi skal vente med at sætte huset til salg.
KÆFT det er forvirrende signaler, at få. Jeg tror at hun et eller andet sted tvivler over sin beslutning eller måske ikke selv kender konsekvensen af hendes handling.
Hun har ikke snakket med nogen som helst inden hun tog beslutningen og det undre mig, ikke et ord til en veninde eller hendes mor, det synes jeg er mærkeligt. Derudover har vi prøvet og få nr 2 barn i efteråret hvor hun er blevet stoppet med hormoner af lægen, så lur mig, at det har gjort hende mærkelig i hovedet.
Det var "bare" samtale, og det gav mig rigtig meget.
Jeg har ikke selv børn, men kan huske da min bror blev skilt fra sin kone, der ventede de også med at fortælle det til deres datter, og det tror jeg var et skidt valg - hun kunne sagtens fornemme der var noget galt, og blev selv mere urolig og den slags - så tror i bør fortælle det.
- lyder mærkeligt at hun vælger at fortsætte med at have ring på, min ekskone tog den af med det samme, og det gjorde jeg også - selvom det gjorde rigtig ondt indeni.
Nu har vi haft den første ejendomsmægler på besøg - og snart bliver huset sat til salg - enden på den historie - og begyndelsen på en ny.
Håber du snart får det bedre
Venlig hilsen
Martin