Pludselig følelseslammet og trist.
Hej.
Jeg er en kvinde på 23 år. Jeg har en rigtig sød kæreste, og vi har været sammen i 5 måneder. Jeg har aldrig prøvet at have en kæreste, der har været så sød ved mig som ham. Jeg har tidligere været i et voldedigt forhold i 2½ år.
Vi kommer fra samme by, og blev smaskhamrende forelsket i hinanden, da vi mødtes. Han havde så desværre bare den plan, om at flytte 150 km væk 2 måneder efter, pga uddannelse. Jeg tænkte med mig selv: "Det skal nok gå! Ham her er den perfekte for mig." Og det er han! Det var meget hårdt, og derfor har jeg besluttet mig for at flytte ned til ham. For når vi boede så langt fra hinanden, føltes det som om, at vi levede et liv hver for sig.
Jeg har sagt min lejlighed op, og jeg flytter d. 15 december ned til ham og hans bror, som bor sammen. Jeg bor her sådan set nærmest nu, min lejlighed er bare ikke helt tom endnu.
Da jeg sagde min lejlighed op, sidst i oktober var jeg så spændt og glad! Jeg var lykkelig, over at jeg endelig skulle leve livet med ham, og for den sags skyld at der skete noget spændende i mit liv.
Pludselig midt i november, vågnede jeg en dag op, med hjertebanken. Jeg havde dårlig samvittighed. Jeg kunne ikke styre mine tanker. Alt i mig sagde: "Slå op med ham. Du fortjener ham ikke, og du tør alligevel ikke flytte så langt væk." Det skal lige siges, at jeg har døjet en del med depression tidligere. Jeg var grædefærdig. Når jeg så ham, følte jeg intet. Jeg var så ked af det, og følte mig som et falsk menneske. Jeg gik i flere dage med de tanker, og det var helt sikkert værst når jeg var alene. Jeg kunne og kan stadig ikke forstå det. Hvorfor skal jeg have det sådan, og så så tidligt i vores forhold?
Han er typen der virkelig ønsker en fremtid med mig, og han snakker tit om, hvor vi skal bo, og om børn osv. Han er virkelig den perfekte for mig. Men hvorfor skræmmer det mig? Jeg vil jo så gerne have det perfekte familieliv! Jeg tror bare aldrig, at jeg havde forventet at det blev virkeligt. Fordi jeg har haft den ene dårlige kæreste efter den anden.
Lige nu orker jeg bare hverken skolen, eller bare at stå op om morgenen. Der sker så meget i mit liv. Og han er der til at støtte mig, men jeg ønsker ikke, at han skal se mig så trist. Så har han da ikke lyst til at være sammen med mig til sidst, hvis det bliver ved.
Jeg har været til psykolog, hun siger at det er er et fordi det pludselig kommer som et chok for mig. Men jeg er ikke sikker på, hvad det er. Jeg var så lykkelig før.
Hilsen den forvirrede
Jeg er en kvinde på 23 år. Jeg har en rigtig sød kæreste, og vi har været sammen i 5 måneder. Jeg har aldrig prøvet at have en kæreste, der har været så sød ved mig som ham. Jeg har tidligere været i et voldedigt forhold i 2½ år.
Vi kommer fra samme by, og blev smaskhamrende forelsket i hinanden, da vi mødtes. Han havde så desværre bare den plan, om at flytte 150 km væk 2 måneder efter, pga uddannelse. Jeg tænkte med mig selv: "Det skal nok gå! Ham her er den perfekte for mig." Og det er han! Det var meget hårdt, og derfor har jeg besluttet mig for at flytte ned til ham. For når vi boede så langt fra hinanden, føltes det som om, at vi levede et liv hver for sig.
Jeg har sagt min lejlighed op, og jeg flytter d. 15 december ned til ham og hans bror, som bor sammen. Jeg bor her sådan set nærmest nu, min lejlighed er bare ikke helt tom endnu.
Da jeg sagde min lejlighed op, sidst i oktober var jeg så spændt og glad! Jeg var lykkelig, over at jeg endelig skulle leve livet med ham, og for den sags skyld at der skete noget spændende i mit liv.
Pludselig midt i november, vågnede jeg en dag op, med hjertebanken. Jeg havde dårlig samvittighed. Jeg kunne ikke styre mine tanker. Alt i mig sagde: "Slå op med ham. Du fortjener ham ikke, og du tør alligevel ikke flytte så langt væk." Det skal lige siges, at jeg har døjet en del med depression tidligere. Jeg var grædefærdig. Når jeg så ham, følte jeg intet. Jeg var så ked af det, og følte mig som et falsk menneske. Jeg gik i flere dage med de tanker, og det var helt sikkert værst når jeg var alene. Jeg kunne og kan stadig ikke forstå det. Hvorfor skal jeg have det sådan, og så så tidligt i vores forhold?
Han er typen der virkelig ønsker en fremtid med mig, og han snakker tit om, hvor vi skal bo, og om børn osv. Han er virkelig den perfekte for mig. Men hvorfor skræmmer det mig? Jeg vil jo så gerne have det perfekte familieliv! Jeg tror bare aldrig, at jeg havde forventet at det blev virkeligt. Fordi jeg har haft den ene dårlige kæreste efter den anden.
Lige nu orker jeg bare hverken skolen, eller bare at stå op om morgenen. Der sker så meget i mit liv. Og han er der til at støtte mig, men jeg ønsker ikke, at han skal se mig så trist. Så har han da ikke lyst til at være sammen med mig til sidst, hvis det bliver ved.
Jeg har været til psykolog, hun siger at det er er et fordi det pludselig kommer som et chok for mig. Men jeg er ikke sikker på, hvad det er. Jeg var så lykkelig før.
Hilsen den forvirrede
Kommentarer
Det gør mig ondt for dig. Du fortjener virkelig at opleve den store kærlighed sammen med din dejlige kæreste.
Den tilstand, du beskriver, er meget typisk for den type depression, jeg kender til. Jeg kan selvfølgelig ikke stille en diagnose her i et debatforum, men det tyder altså på, at du har en depression. Men tag det roligt: Det er muligt at komme sig, så alt bliver godt igen.
Du skriver, at du har været hos en psykolog. Det er godt, men det er MEGET vigtigt, at du også kommer til læge. Det er vigtigt, at en læge undersøger dig, stiller diagnosen og vurderer, hvilken behandling der er bedst.
Sagen er jo, at der kan være fysisk/biologiske grunde til, at du har det sådan. Derfor er det vigtigt, at du får taget blodprøver, så det kan blive kontrolleret, om du har mangeltilstande eller lavt stofskifte, som er kendte (medvirkende) årsager til depression.
Hvis blodprøverne viser, at alt er normalt, er det jo bare godt. Men det er vigtigt, at du bliver undersøgt.
Måske er det nødvendigt, at du i en periode får noget antidepressiv medicin.
Men ellers er mit vigtigste råd følgende:
Prøv at undgå at spekulere over din situation. Jeg ved, at det er nemmere sagt end gjort, fordi denne ulyksalige tilstand som regel medfører, at man ikke kan lade være med at spekulere! Men prøv alligevel. Hver gang der kommer sådanne tanker op, så lad være med at dvæle ved dem. Du kan ikke løse noget ved at spekulere.
Din psykolog har helt sikkert ret i, at du er blevet udsat for mere belastning, end du kunne tåle. Der er sket store forandringer i dit liv, og det at forandringen burde være en lykkelig ting, ændrer ikke ved, at sådanne forandringer kan stresse psyken voldsomt.
Men skynd dig nu til læge. Alt skal nok blive godt igen. Men det tager lidt tid, og lad være med at belaste dig selv ved at spekulere over det, der er sket.
Mange hilsner og god bedring
Kameliadamen
Tusind tak for dit svar, og jeg undskylder at jeg først svarer nu.
Jeg har læst om det at have lavt stofskifte, og det kunne godt være en mulighed, da jeg har mange af symptomerne.
Det er dog blevet lidt bedre siden i starten af november, men det er der stadig.
Jeg har haft taget antidepressiv medicin før, og det er jeg ikke vild med. Jeg er egentlig bange for, at det vil gøre mig mere følelseskold.
Du har ret i, at man ikke skal spekulere sådan. Det kommer man jo ingen vegne med. Men jeg kan ikke stoppe! Når jeg er sammen med min kæreste, har jeg det godt (det meste af tiden), og jeg har ikke rigtig de tanker. Men ligeså snart jeg tager i skole, kommer de snigende.
Sommetider føler jeg, at jeg holder ham for nar, og jeg kan faktisk blive i tvivl, om jeg føler noget! Andre gange tænker jeg: "Hvorfor tænkte jeg dog de tanker?! Jeg er jo så vildt forelsket!" Sikke det svinger
Jeg ved også med mig selv, at det er svært for mig at knytte mig så meget til en person, da jeg var meget selvstændig og alene før. Jeg havde mine rutiner, og min egen lejlighed. Nu skal jeg bo med både ham og hans bror.
Ikke at det ikke er skønt, for det er dejligt med selskab. Jeg tror bare det er svært for mig, at bo med ham "allerede". Jeg vil allerhelst tilbage til byen hvor jeg boede, men jeg vil have ham med, og det kan ikke lade sig gøre lige nu.
Jeg tænker også at jeg lige skal falde på plads, i den nye by. Det er jo en stor forandring!
Jeg vil snart bestille tid hos lægen, så de kan undersøge mit stofskifte.
Jeg ville ønske jeg kunne lade mig selv være lykkelig, men der er nok sket for mange ting, samt en travl hverdag hvor jeg tager hjemmefra 6.45 og kommer hjem lidt i 17.
Jeg håber på lysere tider snart!
Jeg synes, at det er dejligt, at du svarer. Men ikke så godt, at du stadig har det skidt meget af tiden.
Jeg synes stadig, at det er en god ide, hvis du bliver tjekket hos lægen.
Hvad angår antidepressiv medicin, så har jeg også hørt den påstand, at man skulle blive følelseskold eller måske endda ligeglad af at tage den slags medicin. Jeg vil lige sige, at det ikke stemmer med mine erfaringer. Hvis man har den slags depression, hvor et af symptomerne er følelseslammelse, er min erfaring med antidepressiv medicin, at man får følelserne tilbage i fuldt omfang, når medicinen virker optimalt. Også jeg har dog prøvet medicin, der ikke havde nogen positive virkninger, men kun uønskede virkninger, så derfor tror jeg, at al den snak om følelseskulde eller ligegladhed bunder i, at der er folk, der har fået medicin, der ikke var egnet til deres tilfælde eller måske i en forkert dosis. Og man kan altså ikke konkludere noget om en bestemt slags medicin på baggrund af fejlmedicinering!
Men der er ingen, der siger, at du skal tage medicin, hvis du ikke ønsker det.
Denne mørke tid er jo også virkelig hård ved psyken. Du skriver, at du tager hjemmefra klokken 6.45 og først er hjemme igen klokken 17. Dvs. at det kun er i weekenden, at du har mulighed for at være ude i dagslys. Det er der mange mennesker, der har svært ved at klare.
Nu må du vel snart få juleferie. Så håber jeg, at du har tid og mulighed for at være god ved dig selv, så du kan komme til kræfter. Jeg ønsker dig en god jul og alt godt i det nye år.
Kameliadamen