Sygdoms eller dødsangst?
Hej allesammen.
Jeg er en pige på 19 år som har haft det dårligt i længere tid. Det hele startede en aften hvor jeg lå i min seng og faktisk havde det rigtig godt. Pludselig fik jeg kold sved, hjertebanken, kvalme, ondt i venstre arm, og troede nærmest jeg skulle dø. Jeg blev rigtig angst, og gejlede helt sikkert mig selv op i det røde felt. Efter den dag har jeg bare haft det rigtig dårligt med smerter i arme, ben, trykken for brystet, og stikkende smerter forskellige steder i kroppen, hovedpine osv osv..
Jeg bliver rigtig angst hver gang mit hjerte lige hopper underligt, eller når jeg får trykken for brystet. Jeg har været til lægen op til flere gange, og de bliver ved med at sige at jeg ikke fejler noget, men jeg bliver dog ved med at tro at der er noget fysisk galt med mig. Jeg har det med at tjekke for sygdomme på nettet, hvilket nok er en dårlig idé da det bare gør mig mere nervøs. Jeg har aldrig ro i mit sind, og jeg går hele tiden og tænker på min "sygdom".
Får nærmest nye symptomer hver dag, og det seneste er ondt i tænderne, nok pga. spændinger i min kæbe, kan jeg håbe på. Har det nærmest som om at jeg går rundt inde i en bobbel, og kan ofte ikke sove om aftenen pga smerter i ben og arme, krampe agtige smerter. Det er meget udmattende, og jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre.
Nogen der har oplevet det samme og som har nogle råd?
Mvh.
Jeg er en pige på 19 år som har haft det dårligt i længere tid. Det hele startede en aften hvor jeg lå i min seng og faktisk havde det rigtig godt. Pludselig fik jeg kold sved, hjertebanken, kvalme, ondt i venstre arm, og troede nærmest jeg skulle dø. Jeg blev rigtig angst, og gejlede helt sikkert mig selv op i det røde felt. Efter den dag har jeg bare haft det rigtig dårligt med smerter i arme, ben, trykken for brystet, og stikkende smerter forskellige steder i kroppen, hovedpine osv osv..
Jeg bliver rigtig angst hver gang mit hjerte lige hopper underligt, eller når jeg får trykken for brystet. Jeg har været til lægen op til flere gange, og de bliver ved med at sige at jeg ikke fejler noget, men jeg bliver dog ved med at tro at der er noget fysisk galt med mig. Jeg har det med at tjekke for sygdomme på nettet, hvilket nok er en dårlig idé da det bare gør mig mere nervøs. Jeg har aldrig ro i mit sind, og jeg går hele tiden og tænker på min "sygdom".
Får nærmest nye symptomer hver dag, og det seneste er ondt i tænderne, nok pga. spændinger i min kæbe, kan jeg håbe på. Har det nærmest som om at jeg går rundt inde i en bobbel, og kan ofte ikke sove om aftenen pga smerter i ben og arme, krampe agtige smerter. Det er meget udmattende, og jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre.
Nogen der har oplevet det samme og som har nogle råd?
Mvh.
Kommentarer
jeg er en pige på 20 år, som har lidt af angst over 1 år.
jeg oplevede det samme som dig med at sidde derhjemme en helt almindelig aften, og pludselig fik det dårlig (havde et hashmisbrug) så ved ikke om det har noget med det at gøre.
men jeg kan genkende ALLE dine symptomer. og det er på ingen måde behageligt.
jeg kæmper med sygdoms angst og døds angst.
har været til 4 forskellige læger, har måske haft 20-25 lægebesøg, og 10-15 lægevagt besøg, og jeg er ikke kommet videre overhovedet, sidder stadig her et år efter og har det som jeg havde for et år siden. jeg har presset lægerne så hårdt for at få nogle undersøgelser. jeg har fået fortaget ekg (hjertediagram) og jeg har fået ultralyd og blodprøver.
jeg lider i forvejen af kronisk hovedpine, så jeg tror hele tiden at jeg har en svulst.
jeg frygter alle sygdomme, googler symptomer hver dag på bla sklerose, svulst, hjertesygdomme osv.
det værste du kan gøre er at google det, det gør det kun værre. selvom jeg heller ikke selv kan stoppe.
jeg har næsten været isoleret 1 år, fordi jeg har det så dårligt, og der er ikke meget hjælp fra systemet.
ved ikke om det kan hjælpe dig, men du er ikke alene, ville gerne høre mere om dine symptomer.
mvh camilla
Jeg faldt ved et tilfælde lige over jeres indlæg her til morgen, da skulle læse om en tandpine jeg døjer med. Jeg er 25 år, og kender udmærket til de ting I skriver om.
Grunden til at jeg har lyst til at svare på dette debat indlæg, er at jeg ved hvor hårdt det kan være hele tiden at fokusere så meget på sin krop, at man til sidst mærker symptomer på alt,og ikke kan være nogle steder for det. Men jeg ved måske også hvor man skal starte, hvis man vil komme ud af det.
Jeg kan huske første gang jeg rigtigt oplevede det, og det må have været i 5. klasse. Det var tit om aftenen jeg kunne få det sådan, og det føltes som om jeg virkelig ikke kunne trække vejret. Som om mit bryst snørrede sig sammen, og jeg pludselig kunne se for mig, hvordan jeg bare ville dø af en eller anden sygdom, som ingen troede på jeg havde. Men altså. Jeg er jo vågnet op hver eneste morgen siden.
Men da det først startede, blev det ved. Og det forfølger mig stadig nogle gange, selvom jeg er ved at få godt styr på det efterhånden.
På efterskolen var jeg nede ved lægen hver måned f.eks. Og det var ALT jeg fejlede. Da jeg kom i gymnasiet begyndte det at udvikle sig til helt konkret angst for at blive sindssyg. Jeg kunne ligge i min seng om aftenen, og høre en eller anden lyd, som jeg var sikker på kom inde fra mit hovede, og som betød at jeg var ved at blive sindssyg. Desuden har jeg troet jeg havde kræft, dødelig lungebetændelse, hukommelsestab, aids (altså?), dødeligt udslet og det fortsætter i en uendelighed. Pointen er, at alt hvad jeg tror jeg fejler, er alt sammen noget der inde i mit hovede bliver dødsfarligt. Jeg skal dø af ALT, jeg tror jeg fejler. Også selvom jeg bare hoster lidt. Så starter lavinen.
De seneste ting jeg er begyndt at "fejle" er hukommelsestab og blodpropper. Altså come on, tænker jeg virkelig. Jeg er kun 25, hvordan fanden kan jeg bilde mig selv ind, at jeg har symptomer på noget, dem på 70 render rundt og skal være bekymrede for?!
I kender sikkert, at man godt kan se det udefra og tænker at man er fuldstændig vanvittig. Man ved jo godt, at man ikke er syg (noglegange!). Stadigvæk lader man tankerne om sygdom og død styre ens liv. For på en eller anden måde, virker det bare som om at NU er det rigtigt. NU er jeg så syg af noget, at jeg rent faktisk dør af det. I morgen.
Men som jeg sagde før - jeg er af en eller anden mærkelig grund stadig vågnet op hver morgen siden jeg gik i 5. klasse.
Det er selvfølgelig værre fra tid til anden. Men har I lagt mærke til, hvornår disse tanker dukker op i jer? Om det er forbundet med mønstre i jeres liv, der gør jer utilpasse, og som I ikke kan finde ud af at takle på andre måder end at bryde sammen og give op? Det er sygt svært at gennemskue selv. Specielt når man er i angsten. Så kan man ikke mærke andet.
Men som I selv virker som om I har fat i, så handler det jo netop ikke om de skide sygdomme. Det handler om alle mulige andre ting, som ens hjerne ikke kan kapere, og så kanalisere ud i sygdomsangst. Så bliver ens fortvivlelse pludselig meget konkret.
For mig handler det om, at der er enormt mange ting i min barndom, som har været svære, og som har været svære for mig at være i. Da det startede tilbage i folkeskolen, boede min handicappede lillesøster hjemme, og hun fyldte så meget, at jeg ikke følte der var plads til mig derhjemme. Så jeg undertrykte en masse behov og blev meget hurtigt voksen og ansvarsfuld. Siden hen har det med min lillesøster betydet, at min familie har fået det sværere og sværere, og der har også været sygdom i min familie, som jeg tror også har været med til at provokere min sygdomsangst.
Der har altså været mange ting, som jeg har skulle bearbejde, og det har tit bare handlet om en fucking sygdom i stedet for at finde ud af, hvad der egentligt lå neden under dette tykke tæppe af angst. Af en eller anden grund har jeg aldrig været til psykolog. Jeg tror jeg har følt at jeg selv skulle klare det. At det ikke var så slemt, og at det sikkert snart gik over. Jeg er helt sikker på at jeg også har kureret nogle ting selv, men jeg oplevede sidste år, da jeg tog til psykolog, at jeg virkelig fik fat i det allerdybeste nede i mig. Kilden til den angst, som sætter sig i angsten for alt muligt andet. Netop sygdomme.
Det var som om det åbnede for en stor lem, og jeg begyndte at forstå hvordan hele kroppen og sindet er forbundet, og hvordan jeg skal håndtere min angst.
Jeg tror også at jeg skal affinde mig med, at jeg bare er sådan som jeg er. At jeg måske aldrig slipper helt af med det, for jeg mærker stadig frygten for at dø. Men det er mindre og mindre.
Min pointe til jer er bare, at det handler om noget, som man ikke har fundet ud af endnu. Det handler om, at man ikke har fået det ud i lyset, og så sætter det sig som bekymringer i kroppen. Og det er jo forfærdeligt. Jeg håber så meget for jer, at I har lyst til at arbejde med det, og måske kan finde ud af at finde noget hjælp et sted, der kan vaske angsten væk.
Det er sygt svært at snakke med sine venner om. Det har jeg nærmest aldrig rigtig gjort, og det kan man heller ikke, hvis ikke de har det lige som en selv. Derfor kan en psykolog være en kæmpe hjælp - for de snakker kun med folk, der har det på en måde, som det har brug for hjælp til at takle.
Jeg har aldrig skrevet et debatindlæg før, og jeg ved slet ikke om det hjælper jer at læse dette. Men det greb mig bare så meget, da jeg læste hvad I skrev, fordi I er et sted, hvor I lyder meget fortvivlede. Og jeg kender det så godt. Men jeg håber virkelig I har lyst til at arbejde med det og grave i det, så I kan få det ud af jeres liv, og få en masse andre ting til at fylde.
I kan bare skrive til mig.
jeg tror min angst bunder meget i mit hashmisbrug gennem 6år.
jeg har haft en fantastisk barndom, godt nok er mine forældre skilt, men det er jeg kun glad for, og de er bedste venner i dag. så kan ikke komme i tanke om noget dårligt fra min barndom.
så længe jeg husker tilbage har jeg egentlig altid haft en form for angst, udover det "normale"
jeg græd mig selv i søvn ret tit fordi jeg var sikker på jeg døde ung, ellers at en i min familie skulle dø fra mig, for fra den dag det sker ville min verden være et stort sort hul jeg ligeså godt kunne hoppe ned i.
men lige pludselig fik jeg alle de her symptomer, og var 100% sikker på jeg skulle dø nu.
jeg har måske haft 50 forskellige symptomer.
og min angst bliver ikke bedre af at jeg hele tiden skal rende til lægen, som egentlig har opgivet mig, når jeg kommer og siger jeg har fundet en knude i brystet mærker hun og siger der ikke er noget, du er kun 20 år. men en på 20 kan også få kræft.
jeg har hævet lymfeknuder i halsen, som hun heller ikke vil tjekke. jeg har mit livs hovedpine hver dag. som heller ikke bliver tjekket.
jeg har smerter i mine ben. jeg er svimmel konstant. og er træt hele tiden.
jeg har været til psykolog over 15 gange, har ikke hjulpet det mindste. er tilknyttet psykiatrisk klinik, hvor jeg stadig står på venteliste til en angstgruppe. og skal påbegynde medicin her på torsdag. fordi jeg ikke orker at kæmpe mere. så jeg har brug for en hjælpene hånd, samtiddig med at gå i en gruppe. også kunne det være lækkert hvis det kunne hjælpe og jeg kunne komme af med medicinen igen, for er ikke inde for medicin. jeg vil selv. men har indset jeg ikke kan. for har ikke fundet kernen endnu. tusind tak for dit indlæg. er i det mindste glad for at høre du er kommet i bedring
hilsen camilla
På en eller anden måde er det dejligt at vide at man ikke er alene med de her ting, for det er virkelig noget som tager hårdt på en. Jeg har dog haft en god barndom, men med et par dårlige skole år med mobning osv. Dog også en del stress pga, gymnasiet.. Jeg syntes egentligt at jeg havde det rigtig godt indtil den dag for 5 uger siden hvor jeg fik mit første angst anfald.. siden da er det bare gået ned af bakke.
Jeg føler slet ikke at jeg har været mig selv, og det piner mig. Man savner virkelig at have det godt! Men det kender i jo nok alt til, desværre
Det som tager hårdest på mig er nok mine fysiske symptomer, jeg bliver simpelthen så bange hver gang der er noget nyt. Jeg har de underligste smerter rundt om i kroppen, stikkende og nærmest smertefulde, mine seneste smerter er mit venstre knæ og albue, som simpelthen gør så ondt! Og jeg har ikke slået mig eller noget som helst.. det er for underligt. Svimmelhed, kvalme, ondt i maven er bla. også noget som jeg døjer meget med, også har jeg så ondt i mine tænder, og min kæbe. Jeg har nærmest bare lyst til at få scannet hele min krop igennem, men det er jo desværre ikke så nemt. Jeg har fået lavet ekg( som var ok), taget masser af blodprøver som der er ikke er noget på, og røntgen af hjerte og lunger, som også var ok. Men ved det at der hele tiden kommer nye symptomer, bliver jeg mere og mere nervøs..
Men som du siger Camilla, så er det utroligt svært at lade være med at google symptomer, for hold op det kan gøre en nervøs. Der er jo så mange farlige sygdomme.. og hvis man bare har nogle af symptomerne på dem, tror man nærmest at det er dét man fejler! Så stressende.... Men jeg vil også meget gerne høre mere om dine symptomer Camilla, og hvilke type smerter du har?
Dødsangst er også et stort problem for mig, er meget bange for at være alene, og i skole, da jeg er bange for at jeg lige pludselig falder om. Tænker ALTID over tingene, og hvor jeg har ondt. Tjekker også altid min hud det sted det gør ondt, hvis man nu kunne se noget osv.. Tjekker bla. også min puls hvis jeg lige syntes at mit hjerte hopper lidt underligt rundt.
Er dog også startet til psykolog.. Men ved ikke hvor åben jeg er for det, da jeg bliver ved med at tro at det er fysisk det jeg fejler. Men nu må jeg prøve og være positiv overfor det.
Men mange tak for jeres indlæg, godt man kan hjælpe hinanden med råd, erfaringer og trøst!
Mvh. Marie
Men jeg er dog stadig meget overbevist om, at symptomer som er så mange, og så forskellige handler om andre ting en kun fysiske sygdomme.
Med frygt for at lyde helt hippie-agtig, synes jeg nu alligevel at I kunne prøve at tjekke den her bog ud. Den kan godt være lidt i overkanten, men jeg tror grundlæggende på idéen. Den hedder Helbred Dit Liv, og handler om, at man bliver rask, hvis man tænker sig rask, og man bliver syg, hvis man tror man er syg. Den kan i hvert fald være med til at omforme ens forhold til psyke og fysik. Den beskriver også symptomer og hvilke tanker de kommer fra, som man så kan fjerne, ved at tænke anderledes.
Det er dog rart for mig at læse, at I har haft en god barndom. For det har jeg også. Trods min handikappede lillesøster, har min familie altid været der. Altid snakket med mig. Altid lyttet til alle mine symptomer, altid prøvet at forklare mig om angst osv. Så jeg har tit følt mig endnu mere åndssvag, fordi jeg netop ikke rigtig har kunne sætte fingeren på hvorfor jeg skulle have det sådan. Som om det bare kommer ud af det blå.