Hjem Sind og psyke Sorg og krise

Hvordan skal jeg sørge over min mors død

Redigeret 16 november, 2014, 12:16 i Sorg og krise
Hej alle.
Jeg er blot en teenage pige på 17 år, men håber da stadig at I kan hjælpe mig. Ser I, for nogle år siden tabte min elskede mor kampen mod kræften. Jeg var tæt knyttet til hende, og hendes død + sygdomsforløbet ødelagde mig fuldstændigt.
Jeg fik aldrig lov til at sørge. Både fordi det at være ked af det ses som at være svag i min familie og derfor blev hendes død altså også et tabu. At rende rundt med denne uforløste sorg har været grunden til en depression da jeg var 16 år og en lang periode med selvskade og tilmed selvmordstanker.

Jeg føler mig stor nok og "klar" til at sørge alene nu, men jeg ved ikke hvordan. Hvad gør man? Tænder man et lys og tænker på hende, skriver jeg et brev til hende eller besøger jeg hendes grav?
Jeg ved det lyder som et dumt spørgsmål, men jeg vil så gerne "videre" i livet. Jeg vil aldrig glemme min mor og der går ikke en dag hvir jeg ikke tænker på hende. Men mit liv skal til at begynde, og jeg vil kunne godt tænke mig at være glad igen.

Som sagt sørger jeg alene, eftersom min familie ikke er til meget hjælp.
Har i nogen gode råd?

Kommentarer

  • Jeg kender det med, at følelser skal der ikke tales om. Jeg troede egentlig vi var ovre den tid, hvor man mente ved ikke at tale om sorgen glemte børn bedst.

    Jeg tænkte på, hvis du var min datter og jeg var død, hvad ville jeg så ønske for dig. At du ville blive lykkelig. At du ville få et godt liv. Jeg ville være dybt ulykkelig, hvis jeg vidste mit barn havde det dårligt.
    Hvis din mor kan se dig så ville hun jo ønske det gik dig godt og du var glad.

    Hvis jeg var dig ville jeg tale med min mor, som om hun var tilstede. Det gør jeg med min søster, som er død. Tænd et lys, stil en blomst på graven og sig, jeg husker dig. Fortæl hende om dine sorger og glæder.

    Måske er der et liv på den "anden side", hvem ved. I tiden efter min søsters død sørgede jeg meget over hende. En nat drømte jeg hun stod og så på mig og sagde: Du skal ikke kalde på mig, for jeg har det godt. Det er den eneste gang jeg har drømt om hende.
    Gør din mor glad ved selv at være glad. Døden kommer jo til os alle, så mødes vi måske, hvem ved.
  • Kære dig
    Dit spørgsmål har virkelig berørt mig langt ind i krop og sjæl – min egen mor døde af leukæmi 4 dage før min 12 års fødselsdag i 1959. Heller ikke i min familie blev der talt om tabet og sorgen, og der har ikke været en dag, hvor jeg ikke har tænkt på og savnet min mor. Selv i dag kan jeg ikke sige ordene ”min mor” uden at få en klump i halsen og tårer i øjnene – utroligt, ikke ??

    Det gør mig så forfærdeligt ondt for dig, at du i så ung en alder, skal se livets alvor SÅ dybt i øjnene. I din situation er det så svært selv at tage initiativer, men jeg vil råde dig til at søge professionel hjælp til at få bearbejdet din ufattelige sorg på en måde, så du igen kan finde en mening med dit unge liv. Det allerbedste ville være, hvis du kunne få din nærmeste familie med i forløbet.

    Der er flere steder, hvor du kan søge hjælp – til en start kan du f.eks. på www.cancer.dk læse en hel masse om sorgbearbejdning, og du kan måske få nogle gode råd og vejledning ved at ringe til Kræftlinien, som du også kan læse om på hjemmesiden. Måske du kan få hjælp til at komme med i en sorggruppe !

    En mulighed for dig var måske at tale med din praktiserende læge om at få en henvisning til en psykolog. Jeg ved ikke, om det er gratis – man skal måske nok betale en del af honoraret selv !! Men du har virkelig brug for én, der lytter til dig, og èn som kan give dig nogle redskaber til at håndtere dit følelsesmæssige kaos.

    Endnu en mulighed er det at tale med præsten, hvor du bor – det er til gengæld gratis. Ikke fordi jeg er specielt troende, men da min far for en del år siden skulle begraves, havde jeg en fantastisk god samtale med præsten om min MOR. Desværre boede jeg ikke i sognet og fik derfor ikke gjort mere ved den snak. Jeg kender flere, der har haft rigtig meget glæde af at tale med præsten (sjælesørger) efter ”tætte” dødsfald !!!

    Jeg håber, at du vil søge den nødvendige hjælp - tro mig det er alt for tung en bagage at leve med i resten af dit liv !!

    Kærlige tanker fra mig
  • Kære lille du.
    Det er en svær situation for dig. Følelser kan være svære at håndtere, derfor har din familie det nok på den måde du beskriver.
    Jeg har mistet min søn i fredags. Mit barnebarn kom og så hendes far var død. Hun var meget, meget ked af det. Hun faldt bogstavelig talt ind i min favn og græd uhæmmet. Jeg var, trods min egen sorg, glad for at kunne rumme det. Jeg sad med min døde søn ved min side, og hans datter i min favn. Hun havde virkelig behov for det.
    Det er måske dette du har savnet. Det handler ikke altid om ord, men om at være, og turde være.
    Har du en mormor eller farmor du kunne snakke med, og blive favnet af? Det er ofte den stille dybe nærhed der er forløsende.
    Ellers kan du føre en stille snak med din mor, ganske som om hun var til stede.
  • April4:
    Hvor er jeg ked af at høre det med din mor, selvom det er lang tid siden. Jeg ved præcis hvordan du har det. Orderne "min mor" har ikke forladt min mund ret mange gange, bare det at høre andre sige "mor" gør så ondt indeni.
    Jeg har er utroligt dårligt forhold til resten af min familie, det er på ingen måde nært nok til at jeg vil kunne fortælle hvordan jeg har det. Og måske er jeg også lidt bange for at være den der bryder tabuet.
    Jeg vil SÅ gerne have en psykolog, men jeg er samtidig og skræmt fra vid og sans ved tanken om at skulle "åbne" låget på den æske med minder om min mor som ligger indeni mig, for den har været gemt helt væk i lang tid.
    Min selvskade er kommet tilbage, og jeg kan godt se at jeg har brug for professionel hjælp - jeg skal bare lige have samlet mig noget mod tror jeg.

    Rosa50:

    Jeg er også ked af at høre det med din søn, og jeg har rigtigt ondt af dit barnebarn som nu skal det samme igennem som jeg også har været. Ingen fortjener den slags smerte. Men heldigvis har hun dig!!!

    Tak for jeres svar! Jeg er glad for at nogle vil hjælpe mig!
  • Her er jeg igen – jeg kan se, at vi 2 i allerhøjeste grad har en hel del til fælles, så måske jeg kan hjælpe dig en lille smule på vej via min livserfaring.

    Du siger, at du har et dårligt forhold til resten af din familie – mon det er din far ? og evt. søskende ? Hvis det er tilfældet, så tror jeg, at du skal tænke på, at de jo er lige så kede af det og også savner din mor – de er også bange for at åbne op, dels for ikke at gøre dig mere ked af det og dels for at ”beskytte” sig selv.

    Husk altid, at det er ikke en svaghed at være ked af det og at græde, heller ikke når andre ser det !!!!! Og hvis nogen spørger, så sig det som det er, at du savner din mor så meget !! Det er meget vigtigt for dig, at du kan tale om din mor med andre mennesker. Min mor var damefrisør, og i rigtig mange år fortalte jeg det til ALLE mine skiftende frisører – det var SÅ vigtigt for mig at fortælle ;-)

    Jeg kan godt forstå, at du føler dig skræmt ved evt. at skulle åbne op over for en psykolog – sådan har jeg også altid tænkt, jeg magtede ikke at skulle gennemleve den tungeste sorg af alle en gang til.

    MEN, kære ven, vent ikke for længe med at gøre noget ved det, for det bliver aldrig nemmere for dig som tiden går, det kan jeg fortælle dig - jeg fik aldrig gjort noget ved det ! Gør det for dig selv og hellere i dag end i morgen, og hvis jeg kunne, ville jeg tage dig i hånden og følge med dig ! Det sværeste er at finde telefonnummeret og bestille en tid – resten går af sig selv (næsten).

    Bekymrede men håbefulde tanker til dig
    fra Britt
  • på denne side -til højre ---står der nogle telefon numre ----på hjælp ----
    KRISEHJÆLP ---STÅR DER ----prøv at ringe på dem ---der passer bedst på dig
Log in eller Registrér for at kommentere.