Hjælp....gode råd/feedback- til at komme videre i mit liv!
Hej herinde!
Har lige fundet forumet og er derfor helt ny.
Nå, lige til sagen! Går desværre rundt med en angst/depressions diagnose fra min læge og har nu gjort det i 6 måneder. I får lige en historie, så I har et før/efter billed at "bedømme" ud fra. Har kortet det voldsomt ned, så mine egne spekulationer er skåret væk og kun "fakta" står tilbage.
Flyttede tilbage i 2006/7, hjemmefra og 100km sydpå til en lille andels villa, fordi jeg endelig havde fået mig et nyt arbejde hos en elektronik fabrik(gik arbejdsløs i et par år forinden pga. fyring fra elevplads og var derudover blevet i tvivl om jeg overhovedet gad arbejde i elektronik branchen) og vi er I nordjylland iøvrigt. Er uddannet elektronikmekaniker. Dette gik udemærket de første 3-4 år. Kunne dog godt mærke at karrieren indenfor fabriks arbejde, ikke var noget jeg havde lyst til skulle vare resten af mit arbejdsliv. Jeg har bl.a. osse en musikalsk interesse, som jeg håbede at kunne få mere tid til at udforske, når jeg flyttede langt væk i et hus for mig selv.
Nå, der kom en finanskrise og det var nok bedst at blive hvor man var, hvor man var "tryg og økonomisk sikret"....er lidt en tryghedsnarkoman, må jeg jo nok hellere indrømme. Jeg begyndte dog osse at døje mere og mere med min ryg. Jeg sidder meget ned i løbet af en dag. Der åbnede en lokal fitnes forening ved siden af mit arbejde og jeg og min kollegaer blev opfordret til at begynde at gå derovre via rabatter igennem firmaet. Det hjalp det første 1,5 år indtil min ryg pludselig begyndte at sige fra ved flere af mine ryg øvelser. Fik igennem min læge foretaget en CT skanning/røntgen og konstateret moderat slidgigt i det lumbale område(lænden) af ryggen. Dette var tilbage i 2011. Blev lidt overrasket, da jeg jo troede dette var noget "gamle mennesker" fik og jeg var jo "kun" lige blevet 31. Skal hertil nævnes, at jeg i samme periode var begyndt mere og mere at døje med energien. Når jeg kom hjem fra arbejde gad jeg ikke lave noget. Hvilket som regel betød surf/underholdning på computeren og TV kiggeri. Selvom min oprindelige plan var, at udnytte det at flytte langt væk til at kunne få mulighed for fred og ro til at udforske min musikalske interesse, blev det faktisk aldrig rigtig til noget. Jeg kunne ikke tage mig sammen når jeg endelig havde fri, pga. manglende overskud. Hvilket osse betød jeg endte med at isolere mig mere end oprindelig tiltænkt. Opsøgte ikke det sociale og sagde oftere og oftere fra, hvis der endelig opstod en situation, hvor der var mulighed for noget festeligt arrangement. Har dog altid været lidt af den "ensomme ulv", men kunne godt mærke at dette ikke føles helt sundt. Men er lidt stædig og fejet det af banen med at det nok skulle vende, når liiiiigge jeg fik lidt mere overskud og taget mig sammen. Det skete bare aldrig.
Nå, sidste år omkring oktober, efter at have overlevet snart utallige fyrringsrunder på arbejdet(hvilket jeg var både glad/og lidt skuffet over, da det potentielt kunne være et skub til at komme videre), var der pludselig en hastesag mht. at få noget arbejde gjort færdig indenfor en kort tidsramme. Så der skulle sendes en mand på natarbejde, for at kunne nå det. Og da jeg var den som havde sværest ved at finde en undskyldning(udover ikke at have specielt lyst) "vandt" jeg tjansen. Blev dog aftalt at det nok kun var i et par uger og hvis ikke jeg kunne holde til det, kom jeg tilbage på daghold igen. Nuvel, tror det var ca. 2,5-3 måneder senere stoppede jeg så på skifteholds arbejdet(startede nat, som så blev til aften de sidste 3-4uger, da jeg omsider fik min chef til at indse at jeg ikke orkede mere nat arbejde). Det blev juleferie og bagefter havde jeg en 3-4 måneder med decideret "arbejds-lede". Det hang mig langt ud af halsen, efter den omgang med skiftehold. Det blev dog langsomt bedre og jeg begyndte at se fremgang med ryggen igen pga. skift til nye øvelser og fordi jeg begyndte at følge et struktureret styrkeløft program. Var oppe og træne 4 gange om ugen nu(hvor jeg før har lagt på 2 gange). Skal måske osse tilføjes, jeg er "normal" vægtig omkring de 80-83 kg(182cm høj) og altid har ligget der omkring.
Nå, så kommer vi til det. tror det var sidst i april måned, jeg er ovre og træne som sædvanligt og det er begyndt at gå rigtig godt og føle mig som "supermand" og osse blevet gladere generalt på abejde og i det hele taget, og energien/overskudet føles som om den langsomt er ved at komme tilbage. Pludselig sker der det, at jeg under en mave/ryg øvelse kaldet "planken" kan mærke jeg skal stoppe nu. Jeg stopper og i det samme bliver mit hoved tungt og jeg kan ikke kontrollere min vejrtrækning(føles som jeg bliver kvalt) og det flimrer for øjnene og jeg når at tænke, nu besvimer jeg sgu. Det gjorde jeg dog ikke. Men ubehaget forsvandt ikke lige med det samme, så jeg måtte lige blive liggende og ryste lidt på hovedet og berolige mig selv. der gik vel måske en 4-5 minutter før jeg følte mig sikker på benene igen. Fortsættes....
Har lige fundet forumet og er derfor helt ny.
Nå, lige til sagen! Går desværre rundt med en angst/depressions diagnose fra min læge og har nu gjort det i 6 måneder. I får lige en historie, så I har et før/efter billed at "bedømme" ud fra. Har kortet det voldsomt ned, så mine egne spekulationer er skåret væk og kun "fakta" står tilbage.
Flyttede tilbage i 2006/7, hjemmefra og 100km sydpå til en lille andels villa, fordi jeg endelig havde fået mig et nyt arbejde hos en elektronik fabrik(gik arbejdsløs i et par år forinden pga. fyring fra elevplads og var derudover blevet i tvivl om jeg overhovedet gad arbejde i elektronik branchen) og vi er I nordjylland iøvrigt. Er uddannet elektronikmekaniker. Dette gik udemærket de første 3-4 år. Kunne dog godt mærke at karrieren indenfor fabriks arbejde, ikke var noget jeg havde lyst til skulle vare resten af mit arbejdsliv. Jeg har bl.a. osse en musikalsk interesse, som jeg håbede at kunne få mere tid til at udforske, når jeg flyttede langt væk i et hus for mig selv.
Nå, der kom en finanskrise og det var nok bedst at blive hvor man var, hvor man var "tryg og økonomisk sikret"....er lidt en tryghedsnarkoman, må jeg jo nok hellere indrømme. Jeg begyndte dog osse at døje mere og mere med min ryg. Jeg sidder meget ned i løbet af en dag. Der åbnede en lokal fitnes forening ved siden af mit arbejde og jeg og min kollegaer blev opfordret til at begynde at gå derovre via rabatter igennem firmaet. Det hjalp det første 1,5 år indtil min ryg pludselig begyndte at sige fra ved flere af mine ryg øvelser. Fik igennem min læge foretaget en CT skanning/røntgen og konstateret moderat slidgigt i det lumbale område(lænden) af ryggen. Dette var tilbage i 2011. Blev lidt overrasket, da jeg jo troede dette var noget "gamle mennesker" fik og jeg var jo "kun" lige blevet 31. Skal hertil nævnes, at jeg i samme periode var begyndt mere og mere at døje med energien. Når jeg kom hjem fra arbejde gad jeg ikke lave noget. Hvilket som regel betød surf/underholdning på computeren og TV kiggeri. Selvom min oprindelige plan var, at udnytte det at flytte langt væk til at kunne få mulighed for fred og ro til at udforske min musikalske interesse, blev det faktisk aldrig rigtig til noget. Jeg kunne ikke tage mig sammen når jeg endelig havde fri, pga. manglende overskud. Hvilket osse betød jeg endte med at isolere mig mere end oprindelig tiltænkt. Opsøgte ikke det sociale og sagde oftere og oftere fra, hvis der endelig opstod en situation, hvor der var mulighed for noget festeligt arrangement. Har dog altid været lidt af den "ensomme ulv", men kunne godt mærke at dette ikke føles helt sundt. Men er lidt stædig og fejet det af banen med at det nok skulle vende, når liiiiigge jeg fik lidt mere overskud og taget mig sammen. Det skete bare aldrig.
Nå, sidste år omkring oktober, efter at have overlevet snart utallige fyrringsrunder på arbejdet(hvilket jeg var både glad/og lidt skuffet over, da det potentielt kunne være et skub til at komme videre), var der pludselig en hastesag mht. at få noget arbejde gjort færdig indenfor en kort tidsramme. Så der skulle sendes en mand på natarbejde, for at kunne nå det. Og da jeg var den som havde sværest ved at finde en undskyldning(udover ikke at have specielt lyst) "vandt" jeg tjansen. Blev dog aftalt at det nok kun var i et par uger og hvis ikke jeg kunne holde til det, kom jeg tilbage på daghold igen. Nuvel, tror det var ca. 2,5-3 måneder senere stoppede jeg så på skifteholds arbejdet(startede nat, som så blev til aften de sidste 3-4uger, da jeg omsider fik min chef til at indse at jeg ikke orkede mere nat arbejde). Det blev juleferie og bagefter havde jeg en 3-4 måneder med decideret "arbejds-lede". Det hang mig langt ud af halsen, efter den omgang med skiftehold. Det blev dog langsomt bedre og jeg begyndte at se fremgang med ryggen igen pga. skift til nye øvelser og fordi jeg begyndte at følge et struktureret styrkeløft program. Var oppe og træne 4 gange om ugen nu(hvor jeg før har lagt på 2 gange). Skal måske osse tilføjes, jeg er "normal" vægtig omkring de 80-83 kg(182cm høj) og altid har ligget der omkring.
Nå, så kommer vi til det. tror det var sidst i april måned, jeg er ovre og træne som sædvanligt og det er begyndt at gå rigtig godt og føle mig som "supermand" og osse blevet gladere generalt på abejde og i det hele taget, og energien/overskudet føles som om den langsomt er ved at komme tilbage. Pludselig sker der det, at jeg under en mave/ryg øvelse kaldet "planken" kan mærke jeg skal stoppe nu. Jeg stopper og i det samme bliver mit hoved tungt og jeg kan ikke kontrollere min vejrtrækning(føles som jeg bliver kvalt) og det flimrer for øjnene og jeg når at tænke, nu besvimer jeg sgu. Det gjorde jeg dog ikke. Men ubehaget forsvandt ikke lige med det samme, så jeg måtte lige blive liggende og ryste lidt på hovedet og berolige mig selv. der gik vel måske en 4-5 minutter før jeg følte mig sikker på benene igen. Fortsættes....
Kommentarer
Kan ikke helt huske var langt tid der så gik, ikke så længe igen, men blev lidt mere forsigtig med rygøvelserne og sprang planke øvelsen over i et stykke tid. Skulle dog lige prøve igen efter måske 1-2 uger(er en rigtig god øvelse generalt, hvis man døjer med ryg/mave), men kunne denne gang med det samme mærke, at jeg igen blev dårlig igen, så skrottede den helt. Da jeg blev dårlig første gang, var det først ved slutningen af 3 gentagelse.
Nu kommer så det "sjove".Selv efter at have stoppet med "planke" øvelsen, oplevede jeg indimellem at svimmelheden/tung i hovedet- fornemmelsen kom tilbage. Jeg begyndte nu at blive lidt "bange" for hvornår disse symptomer skulle dukke op, da jeg ikke var helt sikker mere på hvad de skyldes. Ville dog ikke hlt stoppe med at træne, nu da jeg endelig havde fået en ryg som ikke drillede mig så meget mere. Men gik væsentlig mere roligt til den i træningen og vægten på rygøvelserne blev sat langt ned, så jeg nu var dernede hvor jeg kunne blive i tvivl om det overhovedet hjalp noget. Nå, det gik måske lidt bedre i et par uger men så blev det maj og en fredag blev jeg så pludselig dårlig til træningen, før jeg nærmest overhovedet var kommet igang. Og jeg kunne ikke rigtig slippe af med det igen. Så droppede helt at træne. På vej hjem i bil(bor 10 minutter kørsel væk). Imens jeg tænker på hvad fanden det er for noget, bliver jeg pludselig dårlig igen.....nu går der så total frygt i mig og jeg har meget svært ved at koncentrere mig om at styre bilen. Jeg slipper dog med nød næppe hjem uden skrammer, men mit hoved er nu totalt fyldt af kaos og frygt. Er for første gang i mit liv bange "for mig selv". Jeg aner ikke mine levende råd og ved ikke hvad jeg skal gøre. Men jeg udleder hurtigt den må være helt galt med hovedet og prøver desperat at finde et nummer til en psykolog, hvilket er meget svært min tilstand, hvor jeg mit hoved modarbejder mig i alt hvad jeg gør....kan simpelthen ikke koncentrere mig/fokusere på noget, andet end frygt og bange tanker. Får dog på en eller anden kæmpet mig til at google nogle tlf. numre og adresser....for dog bare at opdage at de alle har lukket efter kl 16:00(mener det var der omkring), og klokken var omkring 17:XX! Aaaarghh, hvad gør jeg nu???
Jeg er ikke typen der før har haft brug for at snakke følelser og har derfor ikke lige en rigtig god ven/veninde til den slags og samtidig var jeg overhovedet ikke rigtig istand til at sætte de rigtige ord på, så ville sikkert skræmme livet af hvem jeg nu end ringede til, så det endte med at jeg vendte det hele imod mig selv.
Og jeg tænkte mit igennem og lod alle skelleterne komme op til overfladen og endte vidst med at konkludere at jeg må ha fået en form for mental syge/depression pga. for mange opsparede "usunde" ting som jeg ikke havde fået gjort noget ved. Det kunne jo ikke været fysisk mere, når det kom selvom jeg ikke havde gjort noget, var min konklusion. Tvang mig selv til at slappe ved tankerne om at jeg havde været dygtig til selv at analysere mig frem til en meget sandsynlig diagnose og at jeg snart ville få hjælp af en prof psykolog som hurtigt ville "fixe" det hele. Dagen efter havde jeg det overraskende en god del bedre. Kunne godt mærke hovedet føltes "brugt" og at min koncentrations evne/fokus stadig var nedsat, men dog langt bedre end aftenen forinden. Men især min frygt eller lad os måske hellere kalde den for "angst" nu, var faldet til ro nu(nælsten). Jeg vågnede jo op og var stadig i live(var jo bange for at dø af en hjerneblødning/sindssyge af alle de tanker der for igennem hovedet natten før).
Til min store skuffelse var der ingen hjælp at hente i weekenden, da psykiatrien åbenbart holder fri her, sgu godt man har en stærk psyke, tænker man så i vrede. Kontaker så istedet den loake klinik via deres hjemmeside. Tænker at det er godt for at nedfælde mine tanker, da det måske kan være med til at få sat tingene mere i perspektiv, så jeg kan bruge det til selv-hjælp(lige som jeg faktisk osse gør nu). SKriver osse til en online depressions linie, igen for både at bede om hjælp men osse til at få styr på tankerne. Var meget hårdt vil jeg tilføje.
Nå, må hellere korte mere ned, ellers er der ingen der gider læse mit indlæg. Klinikken vender tilbage med svar om at deres venteliste er så lang at de ikke tager imod flere og henviser mig til en anden i Aalborg, som dog ikke vendte tilbage på min henvendelse. Jeg går til min læge og snakker om muligheder for om det er fysisk eller 100% psykisk. Bliver henvist til en physioterapeut og der var ingen nakkespændinger(som kunne forårsage min svimmelhed). Ergo måtte det vel være psykisk.
Dagene var dog gået og efter at have snakket med læge og senere familie(lidt mere overfladisk) og analyseret på mig selv en hel del, bestemte jeg mig for at droppe psykologen, da jeg følte jeg allerede havde "vendt hver en sten" fortsættes..
Efter den første uge med sygdom, vendte jeg tilbage på arbejde på nedsat tid. Fik en $56 igennem min læge samt antidepressiv medicin iform af 50mg Sertralin Actavis(nogen der kender dem?). Men da det gik bedre og bedre, når bare jeg fik lov at tage den lidt med ro, samt at jeg så nogle udsendelser i TV omkring danskere på lykke piller/antidepressiv medicin samt osse hørte det fra folk rundt omkring på nettet....at, medicin er absolut sidste udvej. Medicin til "ulykkelige" mennesker er reelt en symptom behandling, på et andet bagved-liggende problem. Og når jeg læser indlægs sedlen hvor der er en lang liste af bi-virkninger hvor ting såsom svær depression/selvmord/føle sig u-virkelig og mange andre ting, som er langt værre end min nuværende tilstand. Sagde jeg til min læge at jeg ville vente med at tage pillerne, til jeg evt. fik det så skidt at der ikke var anden udvej.
Det er så gået rimeligt over de sidste måneder, dog med et par syge dage indimellem, når jeg kom til at "overbelaste min psyke" pga. visse arbejdsopaver har større tildens til at kunne fremprovokere mine symptomer, har det vist sig.
Min arbejdsgiver er dog træt af at jeg ikke er på fuld tid, da kommunen ikke refunderer mine manglende timer 100%(står stadig som fuldtids ansat), da min timeløn er højere end sygedagpenge satsen. Jeg ligger og svinger mellem 25-30 timer om ugen. På det seneste tættere på de 30. Var så til samtale for nylig hvor de prøvede at presse mig til at komme på fuld tid til januer. Bla. ved at presse og bebrejde mig at jeg ikke tog den medicin min læge havde givet mig recept på.
Overvejede herefter stærkt at opsige mit arbejde. Men føler osse det er lidt farligt for en som mig, i min nuværende tilstand at blive arbejdsløs. Hvem ville dog have en som mig? Og hvad ville jeg overhovedet kunne overkomme? Og hvis jeg blev langtids arbejdsløs.....vil det overhovedet kunne hænge sammen for mig økonomisk(har stadig gæld i hus og kassekredit jeg afbetaler på). Så ville jo umiddelbart foretrække at kunne beholde arbejdet så økonomien er sikret.
Er lige kommet ud af en uge, hvor jeg gik hen og blev syg igen og kan nu ikke lade være med osse at spekulere på, om mit arbejde overhovedet er sundt for mig. Altså, det måske er det der holder mig mest tilbage for at blive ordentlig rask i ordentlig tid. De mange gentagende bevægelser og tal beregninger, syntes at have en "slags" sygelig påvirkning af min mentale tilstand syntes jeg. Jeg var jo allerede lidt træt af mit arbejde inden jeg blev ramt af min sygdom og tænker nu, at jeg grundet min tilstand, ikke å godt som før....bare kan ignorere, hvis jeg laver noget jeg dybest set ikke kan lide længere?
Er osse bange for at mine "ekstra" negative tænker på mit arbejde hænger sammen med at jeg har fået det skidt og derfor er blevet forstærket.....og vil fortryde en opsigelse senere, når/hvis jeg så blev "rask" igen?
Det er vidst ca. her jeg er idag! :-)
Det var mange ord, men hvis folk skal kunne vurdere og komme med noget der kan bruges eriøst, bliver man jo nødt til at have noget baggrunds historie med! :-)
Jeg er allerede opsagt af mit arbejde, da jeg gik med til at få min kontrakt lavet om, så min arbjedsgiver ikke længere hæfter for min lavere sygedagpenge sats. Det skete ved at gå fra funktionær lignende til alm. timeløns ansat. start pr. 1 december.
Jeg overvejer dog om jeg skal sige helt op....når jeg tænker over det, det eneste der egentligt er tilbage og holder mig på mit arbejde pt. er økonomiske bekymringer. Og så kan man jo spørge sig selv om penge vs helbred, ikke er en usund drivkraft? Hvis man da kan sige det så enkelt?
Håber der er bare 1 der gad læse min lille historie! :-)
God weekend til alle herinde!
Kunne egentlig kortes ned til:
Begyndende træthed af arbejde -> Ryg problemer -> Tiltagende træthed/mangle social liv -> Tiltagende rygproblemer -> Træning, går nu generalt lidt bedre -> overabejde en masse -> meget arbejdstræt -> syg -> fremtid nu usikker!! Done!
Så let kunne det vel egentlig osse gøres....men uden detaljer, bliver det vel osse let overfladisk?
Men det "maler" da vidst osse et billed, kan jeg se nu! :-)
Hvis du stadig har det dårligt med negative tanker, måske angst og depression er der ikke noget at sige til det, mange i en tilsvarende situation oplever det.
I så fald er det er meget vigtigt at du får professionel hjælp efter hvad der passer til dig. Tal med din læge snarest. Kh. Helle8