Indstillinger
Skal jeg stoppe med at se min psykolog?
Jeg er en kvinde på 21 år og er af anden etnisk baggrund end dansk. Jeg har lidt af søvnløshed, træthed og mangel på lyst og selvmordstanker i næsten 5 år nu. Jeg har ingen at snakke med, da jeg ønsker at virke selvsikker og fuld af kontrol udadtil, og de gange jeg har forsøgt at åbne op omkring følelser til mine "venner" er emnet enten blevet stoppet eller mødt med hån.
Sidste april fik en veninde mig til at søge hjælp os lægen, da jeg tilstod til hende min situation i en lang besked. For en måned siden fik veninden endelig overtalt mig til at tage til psykolog. Jeg har mit tredje møde med ham på tirsdag. Jeg kan ikke lide at tale om følelser, jeg kan ikke lide at modtage hjælp eller spørge efter hjælp men jeg gjorde det. Jeg føler at det er spild af tid og penge og at jeg gør et stort nummer ud af ingenting. Jeg fortalte ham første gang vi mødes at jeg var plaget af selvmordstanker og han sagde at det kom bag på ham og at det er en alvorlig situation. Han fik mig til at underskrive en selvmordskontrakt selvom jeg sagde at jeg har alting under kontrol, men han sagde at jeg enten skulle underskrive eller blive indlagt på psykiatrisk afdeling (?). Jeg kan ikke lide at andre kigger på mig med medlidenhed eller snakker til mig med en beroligende stemme. Jeg klarer mig rigtig godt i skolen og er snart færdig med min bachelor uddannelse, jeg har der godt derhjemme, jeg har ikke rigtig nogle venner men det er okay jeg kan godt lide at være alene. Jeg føler at jeg bedrager min familie, at jeg gør mig selv til et stort problem, at jeg gør det her til et stort issue. Jeg kan ikke koncentre mig mere, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg ved ikke om jeg skal afslutte det her psykologiske forløb og bare tage mig sammen, løse det her problem selv og komme videre i livet. Det er begyndt at gå ud over mit skolearbejde og det gør mig frustreret. Jeg ved ikke om jeg har lyst til at snakke med ham igen, jeg ved ikke om jeg har lyst til at fortælle ham at jeg skærer i mig selv, jeg ved ikke om jeg har lyst til at fortælle hvor ked af det jeg egenligt er, ikke når jeg ikke ved hvad han har tænkt sig at gøre ved det. Jeg kan ikke lide at han har overhånd, at han kommer til at se mig som en svaghed, som en der har brug for hjælp, det gør mig vred og arrogant og jeg ender altid med at sidde og small-talke og grine timen væk og håbe på at jeg kan gå hjem og prøve på at forbedre mig selv alene.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Hjælp. Skal jeg bare stoppe eller skal jeg give det en chance og prøve på være ærlig med ham? Min værste frygt er hvis jeg kommer til at græde foran ham, for så føles det som om han har vundet.
Sidste april fik en veninde mig til at søge hjælp os lægen, da jeg tilstod til hende min situation i en lang besked. For en måned siden fik veninden endelig overtalt mig til at tage til psykolog. Jeg har mit tredje møde med ham på tirsdag. Jeg kan ikke lide at tale om følelser, jeg kan ikke lide at modtage hjælp eller spørge efter hjælp men jeg gjorde det. Jeg føler at det er spild af tid og penge og at jeg gør et stort nummer ud af ingenting. Jeg fortalte ham første gang vi mødes at jeg var plaget af selvmordstanker og han sagde at det kom bag på ham og at det er en alvorlig situation. Han fik mig til at underskrive en selvmordskontrakt selvom jeg sagde at jeg har alting under kontrol, men han sagde at jeg enten skulle underskrive eller blive indlagt på psykiatrisk afdeling (?). Jeg kan ikke lide at andre kigger på mig med medlidenhed eller snakker til mig med en beroligende stemme. Jeg klarer mig rigtig godt i skolen og er snart færdig med min bachelor uddannelse, jeg har der godt derhjemme, jeg har ikke rigtig nogle venner men det er okay jeg kan godt lide at være alene. Jeg føler at jeg bedrager min familie, at jeg gør mig selv til et stort problem, at jeg gør det her til et stort issue. Jeg kan ikke koncentre mig mere, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg ved ikke om jeg skal afslutte det her psykologiske forløb og bare tage mig sammen, løse det her problem selv og komme videre i livet. Det er begyndt at gå ud over mit skolearbejde og det gør mig frustreret. Jeg ved ikke om jeg har lyst til at snakke med ham igen, jeg ved ikke om jeg har lyst til at fortælle ham at jeg skærer i mig selv, jeg ved ikke om jeg har lyst til at fortælle hvor ked af det jeg egenligt er, ikke når jeg ikke ved hvad han har tænkt sig at gøre ved det. Jeg kan ikke lide at han har overhånd, at han kommer til at se mig som en svaghed, som en der har brug for hjælp, det gør mig vred og arrogant og jeg ender altid med at sidde og small-talke og grine timen væk og håbe på at jeg kan gå hjem og prøve på at forbedre mig selv alene.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Hjælp. Skal jeg bare stoppe eller skal jeg give det en chance og prøve på være ærlig med ham? Min værste frygt er hvis jeg kommer til at græde foran ham, for så føles det som om han har vundet.
Kommentarer
jeg har aldrig skrevet et indlæg før, men nu gør jeg det. For dit brev gik lige ind
i hjertet på mig.
N E J du skal ikke stoppe med at gå til psykolog. Du skal tage dig selv og dine
følelser alvorligt, og arbejde med dem.
Jeg har også arbejdet hos psykolog, og vil gerne dele mine erfaringer med dig.
Grunden til at man som voksen døjer med psykiske problemer er som regel, at
man har haft nogle forældre, som ikke har formået at give en det, som man har
brug for som voksen. Et godt selvværd f.eks. Evnen til at hvile i sig selv, uden
at man behøver at præstere noget særligt. Bare nyde at være til.
En psykolog er uddannet i følelser, for at hjælpe folk som har det svært. Så der er ikke noget, han hellere vil end hjælpe dig. Det er ikke en kamp om at vinde
eller tabe. Du skal være hudløs ærlig. Jeg synes også, at det var pinligt at græde og tale om følelser. MEN det bliver nemmere for hver gang. OG det er den eneste måde at få det bedre på. Og tro mig, psykologen føler med dig, ellers havde han valgt et andet job.
Jeg håber dette har været en hjælp for dig, og vi kan skrive sammen via netdoktoren.
Jeg giver dig en stor krammer, og håber du fighter dig igennem problemerne.
Kærlig hilsen fra mig
Jeg kan stadig ikke rigtig se logikken i at forsætte. Jeg synes ikke at jeg er deprimeret. Jeg synes ikke at jeg har alvorlige problemer. Mine forældre har givet mig alt hvad jeg har brug for og nu er det tid til at give igen. Jeg vil gerne komme igennem det her selv, men jeg ved ikke lige hvordan jeg skal kontrollere mig selv og få motivation til at VIRKELIG fokusere på studiet igen. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Det her er bare en dum situation.
Det virker ikke som du kommer nogen vejne med den Psykolog. Måske du skulle finde en anden som du er mere på bølgelængde med eller evt. Prøve Emotionel Freedom Techninique eller EFT. Du kan finde en behandler på denne web adresse.
http://www.dett.dk/
Teorien er at følelsesmæssige kortslutninger kan sidde i kroppens energisystem. Ved at være i kontakt med en bestemt følelse f.eks angst eller vrede så banker man let på på nogle akupunkturpunkter på kroppen. Derved løsnes angsten eller vreden.
Her er en kort introduktion
https://www.youtube.com/watch?v=VFKVVP8KXd4