Som en flue der forsøger at krydse et fluepapir...
Jeg føler lidt jeg sidder fast. Jeg vil så meget, ønsker så meget for mig selv og mine børn, har massr af ideer. Men jeg sidder bare urokkeligt fast!
Jeg føler mig som en kæmpe fiasko. 34 år gammel og jeg må indrømme, at jeg uanset, hvor meget jeg drejer forklaringen, aldrig har haft et "rigtigt" job. 8 år har jeg brugt på barsel (x3), jobsøgning, løntilskud (offentligt og privat), virksomhedspraktikker, kurser, begyndende arbejde som selvstændig, men jeg er aldrig kommet ordentligt igang. Ingen kursusleder, a-kasse medarbejder eller anden aktør har haft en finger at sætte på mine ansøgninger. Så er der selvfølgelig forklaringen om, at jeg søgte job som nyuddannet efter et års barsel, men mand, hus og ET barn. Og jeg skal ærligt indrømme at vi forsøget at få et mere, men hun kom først da vores første barn nærmede sig 5 år, og på det tidspunkt tror jeg faktisk allerede jeg havde givet op. Efter min anden barsel sigtede jeg derfor efter selvstændig, da jeg følte det som eneste mulighed (og det var en fremtidsdrøm). Men ligesom jeg startede op fandt jeg ud af jeg var gravid igen, og så blev det ligesom ikke rigtig til særligt meget.
Endnu en barsel... Den sluttede i marts, og nu sidder jeg her. Er stadig ikke rigtig kommet igang, bankbogen svinder ind, da jeg ikke tjener noget. Føler mig som en fiasko og har ikke lyst til at møde andre mennesker, da jeg ikke har lyst til at fortælle, at jeg faktisk "bare" passer, hus, have, børn og prøver på at tage mig sammen.
Hver aften tænker jeg, i morgen har jeg energi, i morgen gør jeg en helt masse, eller bare går igang. Men hver morgen er jeg udkørt, kan ikke overskue at gå i gang med noget der tager mere end en halv time, og er udkørt igen bagefter. Hele dagen har jeg dårlig samvittighed over at jeg ikke får lavet noget, over at jeg ikke tjener penge til mine børn, over at jeg sender dem i dagpleje og børnehave for at jeg kan sidder og lave meterlange lister over alt det jeg bør og skal, og meget gør jeg også, men tit tænker jeg at fx vasketøjet er en undskyldning for ikke at kaste mig over de store og svære opgaver forbundet med at komme igang med min mulige virksomhed. Om aftenen, når jeg ligger vågne og vendtes på at falde i søvn, ovenpå en dag hvor jeg har været konstant træt, så lover jeg igen mig selv, at i morgen står jeg tidligt op og løber en lille tur, spiser sund morgenmad, og går igang. Det sker bare aldrig.
Jeg snakker med dagplejemoderen, smiler, fortæller om børnene. Jeg går til gymnastik med dem, bager når der skal bages, tager til familieføsdselsdagen o.l. men ellers ser jeg ikke andre. Har ingen veninder at snakke med el.l. Og når jeg kommer ud blandt andre, fx møder min mands kollegaer, så aner jeg ærlig tal ikke hvad jeg skal sige.
Jeg føler det er min skyld vi ikke har råd til at tage på ferie med børnene, fordi jeg bare ikke kan tage mig sammen. Jeg frygter, at hvis det fortsætter som nu, vil jeg aldrig komme igang og vi vil miste vores hus, og jeg vil stå i en ekstremt dårlig og umulig situation, hvis jeg skulle miste min mand tidligt.
Jeg tænker tit på om det ville være bedre for mine børn hvis jeg bare ikke var her. Jeg føler, at de er den eneste grund for mig at være her. Uden dem ville jeg ikke tøve med at gå en tur til stranden, og så bare fortsætte ligeud, når jeg kom derned. Men jeg kan ikke gøre det mod mine børn. Har også tænkt på at speede op en aften og ende i grøften, men igen at gøre det mod mine børn? Og hvad hvis det ender med mig i kørestol, som en endnu dårligere situation for dem. Je ghar endda tænkt på at tage børnene med mig, men frygter igen, hvis nogen overlever og skal leve med "resterne".
Intet er sjov længere. Jeg føler aldrig lykke. Heller ikke med mine børn, selvom jeg elsker dem over alt - langt over mig selv. Føler alting uoverskueligt. Kan ikke huske hvornår min mand og jeg sidst havde sex og er faktisk ligeglad. Føler bare jeg er et sted jeg bare ikke har lyst til at være, men aner ikke hvordan jeg kommer videre.
For nogle dage siden tog jeg så en depressions test her på siden. Ved faktisk ikke helt hvorfor jeg pludselig kom til den tanke, men jeg har tænkt meget på den seneste tid, at nu bliver tingene snart nødtil at ændre sig på en eller anden måde, hvis ikke mig og mine børn skal ende på bunden. Kan ikke huske præcist hvad den sagde, men i hvert fald noget med søg læge!
Og så tænker jeg bare, hvad skal det nytte mig. For det første kan jeg slet ikke se mig selv sidde der hos lægen og indrømme hvor doven jeg er og hvor stor en fiasko jeg er, og at alt slet ikke er så godt, som jeg har givet udtryk for ved alle børneundersøgelserne. Og hvad så hvis det alligevel skulle lykkedes mig? Jeg har intet arbejde at holde fri fra og melde mig syg til, ingen a-kasse at få sygedagpenge fra, ingen penge til at betale en psykolog med, eller medicin, og ingen tid til at komme ovenpå og komme igang, så jeg kan give mig selv og mine børn det hjem og liv jeg gerne vil give dem.
Måske er jeg bare doven, en fiasko...
Jeg føler mig som en kæmpe fiasko. 34 år gammel og jeg må indrømme, at jeg uanset, hvor meget jeg drejer forklaringen, aldrig har haft et "rigtigt" job. 8 år har jeg brugt på barsel (x3), jobsøgning, løntilskud (offentligt og privat), virksomhedspraktikker, kurser, begyndende arbejde som selvstændig, men jeg er aldrig kommet ordentligt igang. Ingen kursusleder, a-kasse medarbejder eller anden aktør har haft en finger at sætte på mine ansøgninger. Så er der selvfølgelig forklaringen om, at jeg søgte job som nyuddannet efter et års barsel, men mand, hus og ET barn. Og jeg skal ærligt indrømme at vi forsøget at få et mere, men hun kom først da vores første barn nærmede sig 5 år, og på det tidspunkt tror jeg faktisk allerede jeg havde givet op. Efter min anden barsel sigtede jeg derfor efter selvstændig, da jeg følte det som eneste mulighed (og det var en fremtidsdrøm). Men ligesom jeg startede op fandt jeg ud af jeg var gravid igen, og så blev det ligesom ikke rigtig til særligt meget.
Endnu en barsel... Den sluttede i marts, og nu sidder jeg her. Er stadig ikke rigtig kommet igang, bankbogen svinder ind, da jeg ikke tjener noget. Føler mig som en fiasko og har ikke lyst til at møde andre mennesker, da jeg ikke har lyst til at fortælle, at jeg faktisk "bare" passer, hus, have, børn og prøver på at tage mig sammen.
Hver aften tænker jeg, i morgen har jeg energi, i morgen gør jeg en helt masse, eller bare går igang. Men hver morgen er jeg udkørt, kan ikke overskue at gå i gang med noget der tager mere end en halv time, og er udkørt igen bagefter. Hele dagen har jeg dårlig samvittighed over at jeg ikke får lavet noget, over at jeg ikke tjener penge til mine børn, over at jeg sender dem i dagpleje og børnehave for at jeg kan sidder og lave meterlange lister over alt det jeg bør og skal, og meget gør jeg også, men tit tænker jeg at fx vasketøjet er en undskyldning for ikke at kaste mig over de store og svære opgaver forbundet med at komme igang med min mulige virksomhed. Om aftenen, når jeg ligger vågne og vendtes på at falde i søvn, ovenpå en dag hvor jeg har været konstant træt, så lover jeg igen mig selv, at i morgen står jeg tidligt op og løber en lille tur, spiser sund morgenmad, og går igang. Det sker bare aldrig.
Jeg snakker med dagplejemoderen, smiler, fortæller om børnene. Jeg går til gymnastik med dem, bager når der skal bages, tager til familieføsdselsdagen o.l. men ellers ser jeg ikke andre. Har ingen veninder at snakke med el.l. Og når jeg kommer ud blandt andre, fx møder min mands kollegaer, så aner jeg ærlig tal ikke hvad jeg skal sige.
Jeg føler det er min skyld vi ikke har råd til at tage på ferie med børnene, fordi jeg bare ikke kan tage mig sammen. Jeg frygter, at hvis det fortsætter som nu, vil jeg aldrig komme igang og vi vil miste vores hus, og jeg vil stå i en ekstremt dårlig og umulig situation, hvis jeg skulle miste min mand tidligt.
Jeg tænker tit på om det ville være bedre for mine børn hvis jeg bare ikke var her. Jeg føler, at de er den eneste grund for mig at være her. Uden dem ville jeg ikke tøve med at gå en tur til stranden, og så bare fortsætte ligeud, når jeg kom derned. Men jeg kan ikke gøre det mod mine børn. Har også tænkt på at speede op en aften og ende i grøften, men igen at gøre det mod mine børn? Og hvad hvis det ender med mig i kørestol, som en endnu dårligere situation for dem. Je ghar endda tænkt på at tage børnene med mig, men frygter igen, hvis nogen overlever og skal leve med "resterne".
Intet er sjov længere. Jeg føler aldrig lykke. Heller ikke med mine børn, selvom jeg elsker dem over alt - langt over mig selv. Føler alting uoverskueligt. Kan ikke huske hvornår min mand og jeg sidst havde sex og er faktisk ligeglad. Føler bare jeg er et sted jeg bare ikke har lyst til at være, men aner ikke hvordan jeg kommer videre.
For nogle dage siden tog jeg så en depressions test her på siden. Ved faktisk ikke helt hvorfor jeg pludselig kom til den tanke, men jeg har tænkt meget på den seneste tid, at nu bliver tingene snart nødtil at ændre sig på en eller anden måde, hvis ikke mig og mine børn skal ende på bunden. Kan ikke huske præcist hvad den sagde, men i hvert fald noget med søg læge!
Og så tænker jeg bare, hvad skal det nytte mig. For det første kan jeg slet ikke se mig selv sidde der hos lægen og indrømme hvor doven jeg er og hvor stor en fiasko jeg er, og at alt slet ikke er så godt, som jeg har givet udtryk for ved alle børneundersøgelserne. Og hvad så hvis det alligevel skulle lykkedes mig? Jeg har intet arbejde at holde fri fra og melde mig syg til, ingen a-kasse at få sygedagpenge fra, ingen penge til at betale en psykolog med, eller medicin, og ingen tid til at komme ovenpå og komme igang, så jeg kan give mig selv og mine børn det hjem og liv jeg gerne vil give dem.
Måske er jeg bare doven, en fiasko...
Kommentarer
Du skal tale med din læge om det her. Du kan ikke hverken tænke dig eller arbejde dig ud af situationen.
Din læge kan henvise dig til en psykiater. Nogle psykiatere arbejder på samme måde som en psykolog.
Jeg har selv, for år tilbage gået hos en psykiater, som også var psykolog og læge. Derfor skal du ikke være beklemt ved det. Det koster ikke noget, det er helt gratis.
God vind.