Netdoktor.dk - Danmarks uafhængige leksikon om sygdomme

Ny livsstil og forsinket menstruation

Redigeret 2 oktober, 2014, 01:42 i PMS og menstruation
Jeg er en pige på 18 år og jeg har nu haft min menstruation i næsten 6 år. Den har lige fra begyndelsen været meget regelmæssig, og jeg har stort set altid kunne forudse hvornår den skulle komme. Men nu har den været 2 uger forsinket, og jeg ved ikke rigtig hvorfor.

En af årsagerne kunne være, at jeg efter sommerferien er begyndt at gå meget op i kost og motion. Jeg træner 4-5 gange om ugen, hvilket har stået på længere tid, men jeg har reguleret lidt på min kost inden for de sidste par måneder. Jeg er stort set holdt op med at spise tunge kulhydrater som brød, pasta, kartofler mv. De eneste kulhydrater jeg får, kommer gennem frugt, grønsager og havregryn om morgenen. Jeg ved at ens menstruation kan være forsinket, hvis man træner ekstremt, men det synes jeg nu ikke jeg gør. Jeg træner 1,5 timer om mandagen, 1 time tirsdag, 1-2 time intens træning onsdag, 1 time torsdag, og nogle gange 1 time lørdag. Derudover cykler jeg til skole hver dag, men jeg hører da om mange andre, som dyrker endnu mere motion end jeg gør.

Jeg ved ikke om det kan have noget at gøre med, at jeg har en meget lav blodprocent. De gange hvor jeg har været til bloddonor, har de hver gang sendt mig hjem, fordi min blodprocent har ligget på 7,6 % (Ja, inden for det normale, men relativt lavt).

Jeg synes ikke jeg er underernæret eller for tynd. Mit BMI er ganske normalt. Jeg er 176 cm høj, og vejer 64 kg. Jeg har tabt 3 kilo de sidste 2 måneder, men det har nu mest været nogle kilo, som jeg havde taget på i løbet af sommeren.

Afslutningsvis kunne det måske have noget at gøre med, at jeg har været ekstra presset med lektier her på det sidste (3. år på gymnasiet), men det har jeg jo også prøver mange gange før..

Hvad skal jeg gøre, og er der overhoved grund til at være bekymret?
Log in eller Registrér for at kommentere.