Hvorfor er det forkert at være 'den stille pige'?
Var der nogen, der så Go' Morgen DK i morges? De snakkede om den nye undersøgelse, der viser, at mange unge - især piger - er rigtig kede af det og lider af angst og depression.
Der var to søde piger i studiet, som begge forklarede rigtig fint, hvordan de har det. Den ene pige lider af angst, og hun sagde én ting, som jeg har tænkt over hele dagen.
Hun forklarede, at hun i skolen altid blev kaldt for 'den stille pige'. Hun så dog ikke sig selv sådan, og det skabte en indre konflikt, som senere førte til angst. Der var sikkert også andre faktorer, der spillede ind, men det var sådan, det startede.
Jeg er selv 'den stille pige'. Det mærkat fik jeg i folkeskolen både fra lærer og venner, og jeg har det stadig blandt kollegaer, fordi jeg ikke taler højest ved frokostbordet eller laver en scene hver morgen, når jeg træder ind ad døren. Men er der nogen, der kan forklare mig, hvorfor det er dårligt at være 'stille'? For det er sådan jeg tolker betydningen af det - det er noget negativt. Og så vidt jeg kunne forstå, så er det også sådan, at pigen fra Go Morgen DK tolker det.
Se, jeg har selv en depression, og det har jeg haft - ja, det føles som hele mit liv. Der er konstant kaos og larm i mit hoved, og jeg bliver hurtigt stresset i store menneskemængder med megen snak, råben og uro. Derfor ser jeg ingen grund til selv at være højtråbende og opmærksomhedskrævende. Jeg har brug for ro - så sådan opfører jeg mig.
Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad I tænker om emnet. Det kan godt være, der intet er at tænke over. Måske er det mig, der overanalyserer alt. Men det hun sagde på skærmen i morges, sidder bare fast i mit hoved.
Så: Er der noget galt i at være 'den stille pige'? Hvordan tolker I udtrykket? Og er det bedre at råbe højt for at blive set eller blive set for at være sig selv?
Der var to søde piger i studiet, som begge forklarede rigtig fint, hvordan de har det. Den ene pige lider af angst, og hun sagde én ting, som jeg har tænkt over hele dagen.
Hun forklarede, at hun i skolen altid blev kaldt for 'den stille pige'. Hun så dog ikke sig selv sådan, og det skabte en indre konflikt, som senere førte til angst. Der var sikkert også andre faktorer, der spillede ind, men det var sådan, det startede.
Jeg er selv 'den stille pige'. Det mærkat fik jeg i folkeskolen både fra lærer og venner, og jeg har det stadig blandt kollegaer, fordi jeg ikke taler højest ved frokostbordet eller laver en scene hver morgen, når jeg træder ind ad døren. Men er der nogen, der kan forklare mig, hvorfor det er dårligt at være 'stille'? For det er sådan jeg tolker betydningen af det - det er noget negativt. Og så vidt jeg kunne forstå, så er det også sådan, at pigen fra Go Morgen DK tolker det.
Se, jeg har selv en depression, og det har jeg haft - ja, det føles som hele mit liv. Der er konstant kaos og larm i mit hoved, og jeg bliver hurtigt stresset i store menneskemængder med megen snak, råben og uro. Derfor ser jeg ingen grund til selv at være højtråbende og opmærksomhedskrævende. Jeg har brug for ro - så sådan opfører jeg mig.
Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad I tænker om emnet. Det kan godt være, der intet er at tænke over. Måske er det mig, der overanalyserer alt. Men det hun sagde på skærmen i morges, sidder bare fast i mit hoved.
Så: Er der noget galt i at være 'den stille pige'? Hvordan tolker I udtrykket? Og er det bedre at råbe højt for at blive set eller blive set for at være sig selv?
Kommentarer
Hele min skolegang har jeg også fået at vide at jeg skulle sige mere i timerne. Men jeg var meget genert og havde faktisk ingen venner. Jeg hadede frikvateret.
Der var heller ingen lærere der så hvor svært jeg havde det i skolen.
Men grunden til at jeg var stille og genert, var at jeg ingen selvtillid og selvværd havde. Det kan jeg se nu. Men da jeg var barn troede jeg at det var genetisk fordi mine forældre også var generte i skolen. Ingen fortalte mig at jeg måske selv kunne forsøge at ændre det hen ad vejen.
Men så kom jeg på efter skole og det ændrede mit liv. Jeg besluttede fra dag 1 at jeg ville have venner og det fik jeg og så begyndte jeg at snakke og har gjort det lige siden. :)Men ingen hjalp mig, jeg tog selv beslutningen.
Og det var derfor magt påliggende at mine børn skulle ha masser af selvværd og selvtillid , Så de er ikke generte i skolen og har rigtig gode venner.
Og hvis jeg har oplevet at pigerne i en periode ikke sagde noget i timerne lavede jeg aftaler med dem at de skulle sige noget en gang i hver time, og det hjalp. For det var nogen gange dovenskab at de ikke rakte hænderne i vejret, eller undskyldningen at læreren alligevel aldrig tog hende. En periode var det fordi en af mine piger gik i en dårlig klasse og hun følte sig ikke tryg ved at sige noget i denne klasse. Men det blev meget bedre efter vi lavede aftaler.
Men jeg kan selvfølgelig kun se det ud fra hvad jeg har oplevet. Men tror at generthed ofte hænger sammen med dårligt selvværd, eller diagnoser mm.
Og da er det vigtigt at børnene har nogle voksne i deres liv de har tillid til som lige så stille kan ændre den adfærd hos dem ,som hæmmer dem så meget både fagligt og socialt.
Lisbeth
Nej, jeg så ikke den pågældende TV-udsendelse. Men emnet ”den stille pige” har jo været diskuteret i massevis af år.
Sådan som jeg ser det, kan der være flere årsager til, at man er stille. Så vidt jeg kan se, får vi serveret to forskellige årsager her i denne tråd. Årsagen kan være generthed som i Lisbeths tilfælde, og der kan være tale om, at man ikke tåler så mange indtryk (larm, råben og uro) som i dit tilfælde.
Selv har jeg også været stille i min skoletid. I massevis af år troede jeg, at årsagen var generthed. Og lidt genert er man vel altid, og det er alle andre også. Men jeg indså, at generthed ikke kunne være forklaringen, for jeg har altid været den, der tog ordet i forsamlinger, hvis ingen anden gjorde det, og den, der tog initiativ til at ændre noget til fælles bedste.
Den modsætning gjorde mig forvirret. Og i massevis af år levede jeg med den. Men for nogle år siden læste jeg om særligt sensitive mennesker. En amerikansk psykolog har opfundet denne betegnelse og skrevet en bog om det. Det er ikke en diagnose, men derimod et særligt karaktertræk, som ca. 20 % af befolkningen har. Der er ikke kun ulemper forbundet med at være særligt sensitiv. Der er også fordele. Hvis man lærer at leve med denne side af sin personlighed, kan man opleve en dyb tilfredsstillelse.
Det handler om at sætte grænser for, hvor mange sanseindtryk, man udsættes for og derved beskytte sig selv mod at blive overbelastet. Og sådan som jeg forstår dig, April, er det netop, hvad du gør.
Det handler om at bruge sine kræfter på vigtige ting, og derefter give sig selv lov til ro og hvile i enrum, så man kan komme sig, sådan at man kan møde verden med fornyede kræfter efter et stykke tid.
Jeg forstår på dig, at du har en meget hårdnakket depression. Jeg har selv haft virkelig mange depressioner i mit liv, men heldigvis kan jeg holde mig depressionsfri ved hjælp af medicin. Selv om der har været flere årsager til mine depressioner: langvarig jernmangel og virkelig hårde belastninger, så som dødsfald i den nærmeste familie (barn og bror), så har min manglende accept af sensitiviteten helt sikkert spillet en rolle. Jeg forsøgte jo at leve op til de krav, tilværelsen stillede, og jeg mente, at når andre kunne klare de krav, så måtte jeg også kunne.
I dag ved jeg, at det er vigtigt at give mig selv ro og hvile og sætte grænser for, hvor meget larm og uro, jeg vil udsættes for. Hvis jeg ikke respekterer disse grænser, fører det til depression.
Jeg er overbevist om, at du kan have glæde af at læse om særligt sensitive mennesker. Jeg giver lige et link til den bog, der var den første om emnet:
http://borgen.dk/product.asp?product=3205
Men min erfaring er, at den danske forfatter, præst og psykoterapeut Ilse Sand har skrevet bøger, som egner sig bedre til danske forhold, f.eks. denne:
http://www.ilsesand.dk/bog/elsk-dig-selv/
Og når du nu spørger så direkte, om det er negativt at være en stille pige, så vil jeg svare lige så direkte:
Nej, det kan være livsvigtigt at være stille, fordi man på den måde kan beskytte sig selv mod for mange indtryk, der kan udgøre en for stor belastning. Men det er selvfølgelig vigtigt, at man ikke helt isolerer sig.
Til sidst vil jeg komme ind på fænomenet angst, som også jeg har oplevet. Jeg har jo ikke set den pågældende Tv-udsendelse, og jeg forstår ikke rigtigt sammenhængen mellem det at være stille på den ene side og så angsten på den anden. Men på en mærkelig måde er der en forbindelse til ovennævnte indlæg af Lisbeth.
De angstanfald, jeg oplevede, kom i undervisningstimer, dengang jeg var under uddannelse. Der var sjældent nogen af os studerende, der tog ordet, så derfor vidste læreren ikke, hvor vores niveau lå. Det førte til, at han lagde niveauet alt for højt.
En dag blev jeg virkelig dårlig midt i en undervisningstime. Min veninde opdagede det og fulgte mig ud og forklarede mig, at jeg havde et angstanfald. Den tyggede jeg lidt på. Jeg kunne jo ikke se, at jeg havde nogen grund til angst. Men jeg fandt ud af, at anfaldet skyldtes, at alting foregik hen over hovedet på mig, sådan at jeg følte mig fremmedgjort.
Fra den dag besluttede jeg mig til at stille i hvert fald ét spørgsmål i hver eneste undervisningstime. Selv om vi var ca. 40 mennesker, var ingen af de andre utilfredse med, at jeg tog så meget plads. Mine spørgsmål gav mig en tiltrængt fornemmelse af, at jeg deltog i stedet for at være en passiv tilskuer. Og via mine spørgsmål fik læreren en fornemmelse af, hvor niveauet lå, så han bedre kunne tilpasse sin undervisning til vores niveau. Resultat: Alle var glade, og angsten forsvandt!
Jeg håber, at mine erfaringer, samt læsestof om særligt sensitive kan hjælpe dig.
Mange hilsner
Kameliadamen
Lisbeth: Det var modigt af dig dengang at tage beslutningen om at bryde ud af din generthed og begynde at bygge et netværk af venner op. Jeg har hørt fra mange, at det at komme på efterskole har ændret deres liv, fordi de har fået en mulighed for at starte forfra. Godt, at du havde samme oplevelse.
Det er meget beundringsværdigt, at du har sat nogle mål for dine børn, og at du har hjulpet dem til at være aktive i timerne gennem en egentlig simpel øvelse. Og du har helt ret i, at børn har brug for voksne, som de har tillid til, og at det har en betydning for, hvordan de opfører sig - ikke kun i skolen, men generelt i sin færden.
Kameliadamen: Som du selv pointerer, så er det interessant at se din oplevelse af ’at være den stille pige’ i forhold til Lisbeths og min egen. Jeg er helt klart blevet nysgerrig på det at være sensitiv, og jeg vil tage et kig på de links, du har sendt. Det har jeg egentlig aldrig tænkt over kunne være en del af det - jeg har bare lagt det i depressions-kategorien.
Jeg har lært mig selv at styre min depression det meste af tiden, så jeg kender godt det der med, at man skal acceptere en del af sin personlighed, som måske ikke er den pæneste side. Men at jeg får for mange sanseindtryk og derfor lukker af er en ny betragtning for mig. Tak for den, den vil jeg tage til mig.
Jeg er glad for at høre, at du også har fundet veje til at håndtere din depression. Accept og ærlighed har i hvert fald været to vigtige faktorer for mig, og det lyder også som om, de har været vigtige for dig i din proces. Det er også fantastisk at høre, at du, ligesom Lisbeth, fandt styrke i dit angstanfald tilbage i skoletiden i stedet for at lade dig slå ud.
Det er så inspirerende at høre, når folk kan vende en negativ oplevelse til en positiv. Så tak for begge jeres historier, jeg sætter stor pris på dem.
Det der måske har skabt en indre debat hos mig omkring lige dette emne er, at jeg har aldrig har set det at være stille som en hæmsko for mig. Sådan er jeg jo bare. Jeg har vitterligt intet behov for at råbe højt, det er der nok mennesker, der gør
Hilsen April
Det er godt at høre at du aldrig har set det som et problem at være den stille pige, og at du havde det ok med det.
Og rigtig godt at høre at du kan kontrollere din depression. Det kan man kun fordi man mærker efter dybt indeni og handler på det. Og at man passer på sig selv.
Og til kamelia damen : Meget interessant at man kan kæde særlig sentitiv og generthed sammen, har aldrig tænkt på det, men det giver i høj grad mening.
Godt at høre at du også fandt redskaber til at bekæmpe depression mm.
Vh Lisbeth