Altid forvirret...
Så er jeg der igen, hvor alt føles fuldstændig uoverskuelig. Jeg er træt, men kan ikke sove. Jeg er oppe, men kan næsten ikke engang gå på toilettet. Det er faktisk vildt svært at skulle skrive et oplæg. Hvordan er det lige man får alle tanker ned på "papir". Jeg har snakke i hovedet. Jeg snakker med mig selv. Det er svært at forklare, men det er en evig snak. Evige spørgsmål som jeg ikke kan svare på. Og svar jeg ikke kan stå ved. Jeg blev konstateret bipolar godt 2 år siden og gud hvor var det en lettelse og en forbandelse. Det gav svar på utrolig mange ting og handlinger gennem mange år. Men det gjorde mig også bevidst om at der var noget galt med mig. Jeg er sug. Psykisk syg. Og det er ikke noget der kan behandles og så går væk. Det kan holdes nede på et plan hvor man kan få en nogenlunde normal hverdag. Jeg er først nu begyndt at skrive "dagbog". Det er en opgave til mig selv. Jeg bliver nødt til at komme af med mine tanker og følelser. Men hvordan startede det hele så? Jamen jeg har on/off været deprimeret, men grundet min ret så hårde og meget belastende barndom, ja så var det det der fik skylden. Men efter en skilsmisse efter 9 års ægteskab undrede det mig at jeg svingede. For nu var der egentlig ikke noget at være deprimeret over. Jeg var jo fri. Men jeg tog alligevel til lægen og forklarede min situation. Jeg fik konstateret hård depression og fik anti depressive. De gjorde næsten det hele værre. Så jeg kontakter en psykiater, de er nemlig gratis og da jeg er enlig mor til 3 drenge og ikke har et job grundet mine svingninger, ja så var det psykiater det blev. Jeg var der ti min og så sagde han. Du lider af bipolar lidelse. Jeg blev helt rystet... Jeg vidste hvad det var. Det var manio/depressiv... noget hvor man var skør. .. han bedre mig om at gå hjem og læse om det. Men jeg lod være. Jeg ville ikke acceptere det. Men der kom så en dag hvor jeg blev nødt til. Jeg kunne se at jeg ikke fik der bedre. Hvordan bliver jeg når jeg er manisk... Jeg flyver... det er fantastisk. Jeg bruger penge. ( som jeg selvfølgelig ikke har) jeg er den lækreste i miles omkreds. Jeg er fræk og fliser helt vildt. Har masser af sex. Gerne med fremmede... Jeg bliver hurtig vred og angribende. Men kort efter flyver jeg videre.. jeg elsker at lave mad, bage.. og gør det gerne kl 3 om natten.. søvn er noget andre får.. jeg elsker at diskutere. . Fortælle alle min mening og holdning.. jeg flyver...
Hvordan er jeg så når jeg er deprimeret?
Et lille udklip fra min dagbog: " og her sidder jeg med mine tanker. Snakker med mig selv inde hovedet så andre ikke kan høre det. Jeg er træt af at sidde her. Alene. Ensom. Forladt, både af mig selv og andre. Hvis jeg kunne skille mig af med mig selv, smide mig selv ud uden at såre og gøre mine børn fortræd, så ville jeg gøre det. Jeg ville få mig selv til at forsvinde. Komme væk fra mig selv. Jeg kan hverken være hel, halv, eller her. Jeg tænker på at få kræft så jeg kunne da af en sygdom der ville være nemmere at forholde sig til end piller og selvmord..."
Tanker fra en bipolar
Hvordan er jeg så når jeg er deprimeret?
Et lille udklip fra min dagbog: " og her sidder jeg med mine tanker. Snakker med mig selv inde hovedet så andre ikke kan høre det. Jeg er træt af at sidde her. Alene. Ensom. Forladt, både af mig selv og andre. Hvis jeg kunne skille mig af med mig selv, smide mig selv ud uden at såre og gøre mine børn fortræd, så ville jeg gøre det. Jeg ville få mig selv til at forsvinde. Komme væk fra mig selv. Jeg kan hverken være hel, halv, eller her. Jeg tænker på at få kræft så jeg kunne da af en sygdom der ville være nemmere at forholde sig til end piller og selvmord..."
Tanker fra en bipolar
Kommentarer
Jeg føler med dig og tænker lidt de samme tanker, dog er jeg gift med en meget forstående kone men sommetider tænker man også hvor længe varer det ved?
En gang imellem føler jeg at man måske skulle skilles, men det er jo mere fordi at man hader sig selv. Nu ved jeg jo ikke hvorfor du blev skilt, men det er hårdt for en partner når man har det på denne måde.
Med gode venner når man langt, hvordan med dine? selv har jeg ikke så mange som førhen.
1 af mine største problemer er at jeg ikke er i stand til at slippe fortiden og savner den helt ekstremt, jeg savner min gamle kæreste, som jeg kendte for 20 år siden, men det er, når det kommer til stykket vel egentlig bare tanken om dengang jeg savner, da hun jo altid ser ud som en 18 årig i mine erindringer, (iøvrigt mødte jeg hende her i sommer, hvilket ikke gjorde min situation nemmere). Det var faktisk lidt som om alt gik i stå allerede dengang hun gik fra mig og jeg havde meget svært ved at komme i kontakt, og føle noget for andre bagefter. Så måske fik jeg ikke gjort det rigtige valg af partner simpelthen fordi jeg ikke havde nok selvtillid mere?
Nu er jeg i et kedeligt arbejde og har ikke de store forhåbninger om noget bedre, da jeg har dårlig ryg, alle siger at jeg skal være glad for at jeg har noget men det er svært at være positiv da mit tidligere arbejde var ret godt.
Har du selv et arbejde?
For 4-5 år siden ville jeg grine lidt af folk der skulle have lykkepiller, men nu er tanken mig ikke så fjern mere, og jeg har også fået at vide af lægen at jeg har en depression, jeg skal se en Psykiater på et tidspunkt, men efter at have snakket med en Psykolog tidligere på året uden nogen resultater forventer jeg mig ikke rigtigt noget, det er nok også et spørgsmål både om ens indstilling og tro på tingene.
Selvmord, det har da været inde i billedet, men nok mere som en tanke end en egentlig løsning, og tingene har da også været værre, for omkring 4 år siden da jeg fik en prolabs og mistede både job og helbred.
Du har børn, bor De hjemme? jeg har 2 på 10 og 11 en dreng og en pige, det er virkelig et lyspunkt for mig og jeg håber at dine også er det for dig.
Hvordan er din situation nu? får du noget hjælp?
Kærlig hilsen Jan