Er der nogen her der ved noget?

Rosa50

Min søn overlever ikke. Han er indlagt igen. Man kan ikke gøre mere for ham, så nu er det et spørgsmål om tid. Han reagerer ikke på vanddrivende midler og han tåler ikke mere dialyse.
Man påtænker at udskrive ham mandag.
Han er så ked af, at de har genoplivet ham til dette.
Jeg ved heller ikke hvor glad vi andre er for det. Hjemmeplejen har ikke noget i orden.

persille1

Hvor er jeg ked af at høre dette. Stakkels din søn, jeg forstår ham godt. Og så skal han sendes hjem. Hjemmeplejen kan være udmærket, men ikke til døende patienter.
Det ved jeg da min mor blev sendt hjem. Der var møde på sygehuset og hjemmesygeplejersken bedyrede min mor ville blive passet, som på sygehuset. Det passede ikke. Er der ikke mulighed for din søn kan komme på et hospice. Eller er det som med plejehjem, der er ikke plads.

Rosa50

Jeg har downloadet en større projekt,skrevet som studieprojekt af en sygeplejerske. Hun arbejdede med hjertepatienter, og forstod ikke hvorfor disse patienter skal lide så meget i sidste fase af livet. Lidelserne er på højde med cancerpatienternes. Hun slår netop til lyd for hjertepatienterne, som ikke kan komme på hospice, selvom de er døende.
Jeg synes ikke det er rimeligt at bruge så meget genoplivning og intensiv pleje, når resultatet er store lidelser.
Da min søn havde haft 7 hjertestop, og de startede det hele op igen, sagde jeg til dem på intensiv, at nu ligner det mishandling. Det mener jeg endnu mere nu.
Jeg synes ikke om det, når resultatet er som det er.
Og hjemmeplejen? Ja, alle der har været vidne til det, ved, at det ikke fungerer.
For min søns vedkommende er intet i orden. Det er alt. Han har fået en badebænk og en tang til at samle ting op med. Han skal både bruge rollator, håndtag forskellige steder, toiletforhøjer, dørtrin skal fjernes, (det fik han selv en til at ordne), medicin skal doseres, mad, indkøb, tøjvask og rengøring. Han skal have hjælp til alt. Han kan ikke selv tage tøj af og på.
Af og til får jeg den tanke, om han bliver brugt til forskning.

Rosa50

Jeg har lige besøgt min søn. Det er simpelthen så forfærdeligt. Hjemmeplejen har intet sørget fr, selvom det er livsvigtigt.
Han er så ked af, at være genoplivet, og jeg forstår ham.
Desværre har vi Storebæltsbroen imellem os. Intet, og jeg skriver intet, var i orden.
Hele formiddagen har jeg hængt i røret for at få hjælpemidler i orden. Det lykkedes at få en ergoterapeut ud, men tingene kommer først i morgen. Hun kaldte det hele for uacceptabelt, og hun ville tale med store bogstaver hos hjemmeplejen. Så kommer jeg her sidst på eftermiddagen. Medicinen er ikke i orden. Apoteket kom med noget der var bestilt for flere dage siden. Men de havde ikke set det allervigtigste, den medicin der er livsvigtigt. Den var bestilt fra sygehuset i går. Jeg hentede den på apoteket.
Så ville ingen køre ud for at dosere om. Jeg måtte ringe til sygehuset, (det er 2. gang) som så ringer til hjemmesygeplejen.
Det er forfærdeligt at han er genoplivet, når det er til så dårligt et liv.
Ingen hjælper ham med at komme i tøjet og af tøjet. Han er ikke barberet o.s.v.
Han er nu terminalpatient.

persille1

Åh, Rosa, er din søn helt alene. Har du ikke mulighed for at bo der.

Jeg ved du taler sandt, når du fortæller om medicinen o.s.v. Jeg hjalp en, hvor apoteket også har rodet med det. Ganske vist ikke livsnødvendigt medicin, men smertestillende medicin. Jeg hentede det også på apoteket for vedkommende havde smerter. Det er sket mere end en gang.

Der er flere ting, der ikke fungerer. Hvordan kan nogen dog tro hjemmeplejen kan fungere blot ved at komme nogle gange om dagen i få min. Og personerne skifter ustandselig.
Jeg ved ikke hvad de tænker på, dem der tilrettelægger. Det har stor betydning, at man kender det menneske man hjælper, omgivelserne o.s.v. Et ny hjælper, der kommer i hjemmet skal jo først finde ud af tingene, det er en næsten håbløs opgave.


Jeg husker da det var min mor, hvordan man måtte kæmpe for hjælpemidler til at begynde med.
Hjemmeplejen køber ikke ind, varerne skal bestilles. Er man meget syg og alene, hvad gør man så.

Hjemmeplejen er slet ikke til meget syge mennesker.

Rosa50

Min søn er død.
Han blev først visiteret til hjemmepleje i går. Så jeg har noget at sige til kommunen.
Han gik modigt i døden. Han var ved bevidsthed stort set i hele forløbet. Kun en time før, var han uden bevidsthed.
Hans sidste ord var:
Jeg elsker jer.

persille1

Kære Rosa, hvad kan jeg sige, ord er så fattige. Jeg får tårer i øjnene. Det er hårdt at miste sit barn. Jeg håber og ønsker din søn fik en smertefri død og sov stille ind uden angst.

Jeg mener det er en ussel behandling I har fået. Det burde frem i lyset, hvordan man behandler dødssyge mennesker.

Asklepios12

Hvor er jeg trist på dine vegne over det forløb din søn har fået fra kommunen. Det er slet ikke i orden! Mon der er mulighed for at alliere sig med Hjerteforeningen i din klage over kommunen? Du har i hvert fald en masse andet der også tager din energi lige nu, og derfor kunne det være smart med nogen der kan hjælpe med at slå hårdt i bordet, og som også har den politiske inflydelse til at komme igennem helt til toppen af beslutningstagerne. For hvor er det dog pinligt at din søn først bliver visisteret dagen før han er død. Jeg går stærkt ud fra at sygehuset har meldt ham til kommunens koordinator, det plejer de at være gode til.

Jeg er ked af at høre at din søn nu er død. Det var alt for tidligt og slet ikke fortjent. Jeg håber du har lidt ro i at tænke på at han i det mindste ikke har ondt eller har det skidt mere. Men ingen forældre burde opleve at lægge deres børn i graven. Det lyder som en hård omgang for jer allesammen, ikke mindst for din søn.

De bedste tanker til dig herfra.

Asklepios

Rosa50

Ja, det var et udmattende forløb for os allesammen. Jeg var totalt opbrugt på alle måder.
Ved bisættelsen fik jeg det underligt. Dagen efter var jeg hos vagtlægen, kan jeg huske, men ikke helt klart. Anden dag efter fik jeg blackout. Jeg blev indlagt og jeg husker intet. Jeg ved ikke hvordan jeg kom på sygehuset, og det er heller ikke klart for mig, hvordan jeg kom hjem. Jeg var indlagt i to dage.
Jeg havde feber og var blevet dehydreret. Jeg talte "sort snak" siges der. Jeg havde ingen infektion. Så det er noget underligt noget.
Jeg er stadigvæk meget træt, tænker meget på hele forløbet.
Jeg synes stadigvæk ikke det var rigtigt at genoplive min søn så mange gange.
Alle de mange gange, vi sad og ventede i timevis, og ingen vidste om han overlevede, kan jeg stadigvæk mærke i mit hoved. Det føles som om det bliver kæmpestort, med spændinger ned i nakken. Stemmen er hæs.