Netdoktor.dk - Danmarks uafhængige leksikon om sygdomme

Uvirkelighedsfølelse

Hej med jer.

Har udviklet en svær depression i efteråret 2013. Var indlagt i to måneder, hvor jeg fik 8 ECT behandlinger hvilket har gjort at jeg har fået det væsentligt bedre.

Som antidepressiv får jeg Noritren og til at hjælpe med søvnen får jeg Seroquel.

Der er dog stadig nogle "restsymptomer" tilbage. Jeg kan ikke sove uden min medicin, det var også det det hele startede med sidste år.

Siden depressionen var på sit højeste har jeg 24 timer i døgnet haft en fornemmelse af at alle mine omgivelser føles uvirkelige. Det er en meget belastende fornemmelse og jeg vil selvfølgelig gerne af med den. Synes ikke jeg kan finde nogle steder hvor det står beskrevet som symptom på depression? Hvis det er det, vil det vel også forsvinde på sigt når/hvis man bliver helt rask? Kan det i stedet være medicinen der giver mig denne uvirkelighedsfornnemlse?

Er der nogen der har erfaring med denne følelse?

Nu har jeg været udskrevet i 6 måneder. Jeg føler ikke at jeg får det bedre. Men heller ikke dårligere. Er det normalt at en depression kan vare så længe og burde man ikke løbende kunne få det bedre? Er der stadig håb eller skal man indstille sig på at det ikke er sikkert at man blive helt rask?

Håber at høre fra jer.

Kommentarer

  • Hej Jens Hansen

    Du har været igennem et virkeligt langt og ubehageligt forløb. Det er godt, at du har fået det bedre.

    Jeg har haft mange depressioner i mit liv. Sådan som jeg husker det, var fornemmelsen af uvirkelighedsfølelse stærk i perioden, indtil en depression brød ud. Jeg vil mene, at netop uvirkelighedsfølelsen var så voldsom en belastning, at den var stærkt medvirkende til, at jeg omsider brød sammen.

    Når depressionen var gået over, blev jeg mit normale jeg igen – også selv om jeg tog antidepressiv medicin.

    På grund af at jeg har haft så mange depressioner, er jeg nødt til at tage antidepressiv medicin resten af livet. Så jeg tager stadig antidepressiv medicin (Mirtazapin) og mærker ikke nogen uvirkelighedsfølelse. Mirtazapin gør desuden, at jeg nemmere falder i søvn, for også jeg har et søvnproblem.

    Men netop uvirkelighedsfølelse er noget, folk ofte beretter om, evt. som en bivirkning til antidepressiv medicin, se f.eks. følgende henvisninger:

    http://depnet.dk/universe5/debate/5557/default.aspx

    http://www.gomentor.com/da/forum/topic3 ... ornemmelse

    Jeg har engang prøvet at få de såkaldte SSRI’er (altså antidepressiv medicin, der virker på kun ét signalstof: serotonin). Dengang oplevede jeg ingen positiv effekt af medicinen, men jeg havde en stærk uvirkelighedsfølelse/osteklokkefornemmelse. Så jeg HAR faktisk oplevet at denne fornemmelse kan være forårsaget af medicin. Fornemmelsen gik over med det samme, da jeg ophørte med medicinen.

    Du spørger, om den uvirkelighedsfølelse, du oplever, er rester af depressionen eller bivirkninger ved medicinen.

    Det er ikke nemt at vide. I de tilfælde, hvor uvirkelighedsfølelsen kommer som følge af den medicin, man tager, vil jeg faktisk mene, at man er forkert medicineret! Enten får man er forkert præparat eller en forkert dosis.

    Jeg har f.eks. fundet ud af, at jeg er nødt til at have et antidepressivt præparat, der påvirker signalstoffet noradrenalin. Det får du jo også, når du får Noritren.

    Noritren er jo et meget gammelt præparat, som ofte gives ved virkeligt alvorlige depressioner. Måske ville det være en ide, hvis du på et tidspunkt skifter til et nyere (og bedre?) produkt.

    Du har svært ved at sove, og du skriver, at du derfor er nødt til at tage Seroquel. Seroquel er jo et antipsykotisk middel, og jeg er stærkt tilbøjelig til at tro, at det er Seroquel, der er synderen. Hvis man på nogen måde kan undgå antipsykotiske midler, så er det bedst.

    Hvis jeg var dig, ville jeg foreslå behandleren, at du skifter Noritren + Seroquel ud med det antidepressive middel Mirtazapin. Mirtazapin øger effekten af to signalstoffer, akkurat ligesom Noritren, men det er et nyere produkt, som skulle have færre bivirkninger. Derudover har Mirtazapin en virkning på histamin-receptorerne i hjernen, hvilket har en sløvende virkning, der gør, at man nemmere kan sove. Det er samme virkning som køresygepiller, der jo også gør, at man nemmere falder i søvn.

    Umiddelbart vil jeg tro, at din behandler vil være med på idéen, selv om en gammel regel siger, at hvis noget virker, skal man ikke lave ændringer. Men jeg synes nu, at uvirkelighedsfølelse er en alvorlig ting, som man skal gøre noget ved. Men lad være at gøre noget på egen hånd eller noget overilet. Tal det igennem med din behandler.

    Normalt går en ubehandlet depression over af sig selv i løbet af 6-8 måneder. Så jeg betragter det som ret usandsynligt, at det, du mærker, er rester af din oprindelige depression.

    Men hvis det skulle være ”dig selv” og ikke medicinen, der er skyld i symptomerne, så vil det hjælpe at dyrke motion. Såkaldte ”grounding-øvelser” er også gode til bekæmpelse af uvirkelighedsfølelse:

    http://www.selvfacilitering.dk/printven ... unding.htm

    Mange hilsner

    Kameliadamen
  • Hej Jens Hansen.

    Jeg ved ikke om du stadig får mails ved besvaring af dette indlæg, men jeg oplever selv samme uvirkelighedsfølelse og har desværre gjort det i en del år nu. Da jeg kan se at indlægget er et par år gammelt, ville jeg høre om du har fundet en løsning der har hjulpet dig af med denne følelse?
    Jeg finder det selv rigtig svært at se mig ud af det, og kan mærke det påvirker min hverdag meget negativt at jeg aldrig rigtigt føler at jeg er tilstede. Jeg er selv lige begyndt på et forløb hvor jeg skal lave flere meditative øvelser og øvelser for jordforbindelse, men har svært ved at bedømme om det er det rigtige at gøre.

    Håber du ser mit svar.

    Mvh. Tea
Log in eller Registrér for at kommentere.