Indstillinger
Hvad fejler min mand?
Min mand har altid været meget agressiv. Dvs han bliver gal over ingenting, og kan ikke styre sin vrede. Han kan også sagtens blive voldelig.
Han er en super sød mand, og er enormt god til at snakke for sig. Han er hurtig til at skabe kontakt til andre mennesker, og tilpasser sig 100% dem og deres holdninger, så alle der møder min mand ELSKER ham med det samme. Når man så lærer ham at kende er han enormt ustabil, men her kommer løgnene så ind. "Jeg kom ikke som aftalt fordi ..." Og så en eller anden til tider vanvittig løgn. Jeg kan sagtens gennemskue ham hvilket vil sige at han ikke lyver overfor mig . Han fortæller fx også gamle bekendte på fb at vi bor i hus og i det hele taget gør han altid meget ud af at folk skal tro han lever det perfekte liv (hvilket han jo egentlig også gør, han har en kone, 2 børn, et job han elsker osv) men han skal altid pynte på det som om han tror at ellers ser folk ned på ham..
Desuden lider han af til tider voldsomme humørsvingninger , og i det hele taget svinger hans humør meget i løbet af en dag
Så er det hans direkte personligheds ændring.
ca hvert halve år/hele år, "skrider" han. Han ender hos gamle kammerater eller hos andre mennesker hvor han kan ryge hash. Han ryger ikke hash ellers, men har hele hans ungdom været afhængig af det. Det kan derfor kun være psykisk at det er hashen han vender til, for han ryger kun alm cigeratter normalt. Men så er der altså gået et halvt års tid, og så skrider, sidst sagde han han ville købe treo, og kom så bare ikke hjem igen... Han er væk alt fra et par dage til 2-3 uger. Uden kontakt til mig. Så vender han hjem, og så er han som han altid har været. Han lover desuden aldrig at gøre det igen osv osv... Det skal siges det er HAM der vender hjem og vil tilgives og leve som normalt , dvs han vil faktisk bare hjem og "glemme" at han har været væk, han fornægter det næsten og vil ikke snakke om det , vil bare leve normalt og være lykkelig (hans egne ord engang imellem)
Herhjemme er han en god far, en god mand og han går op i vores hjem. Men så kommer der perioder , mere eller mindre, hvor han pludselig slækker på hygiejnen, slækker på de huslige , sover når han kan osv.
han har hele tiden noget han lukker sig inde med. Så er der en periode på en måneds tid hvor hans PlayStation opsluger ham helt, det er måske et spil han har fundet frem og så er han ikke ked af at svine mig til hvis jeg om aftenen når ungerne sover også gerne vil se noget i tv'et , men han vil spille . Når men så stopper besættelsen og man ånder lettet op. Nu er det så facebook. Han er pludselig admin i en gruppe, som bliver til flere grupper , og det går alt hans tid med. Vores datter kan sige hans navn 5 gange hvor jeg så må sige til ham , gider du godt svarer hende, før han kigger op fra sin Tlf. Og sådan går der et par mdr... Så er det pludselig vores bil. Der skal da et sports filter i. Og han bliver ved indtil det er gjort, og råber og sviner mig til når jeg forklarer ham pengene ikke er til det (hvis det ikke handler om en af hans besættelser, så kan han sagtens adminstrere penge osv) 2 dage efter det var sat i ville han pludselig sælge bilen. (Det er min bil) .. Nu skulle den ud for den var ikke sikker nok med air bag osv. (Det var ham selv der fandt den da vi købte den... For kun et par mdr siden!!!)
Og sådan bliver det ved. Det er ganske ganske ganske få perioder , og korte perioder, hvor han er 100 % uden "forstyrrelser" ..
derudover så er han en kende "retederet" kun noget man lægger mærke til når man er meget tæt på ham.
Hans baggrund... Hans mor drak og sendte ham væk, hans far slog. Så han røg ind og ud af diverse opholdssteder og endte i misbrug og kriminalitet .
Han har siden han fyldte 18 været ind og ud af psykiatri systemet men er aldrig blevet udredt 100 % færdig . Han har fået "halve" diagnoser som paranoid skizofren, psykose, ADHD og depression. (Af dem jeg kender til)
det blev langt. Men håber på der er nogle som måske kan genkende noget af adfærden? Vi er blevet sepereret pga børnene men jeg støtter ham og hjælper ham det jeg kan. Så i "ventetiden" kunne det være rart hvis man måske kunne blive lidt klogere?
Han er en super sød mand, og er enormt god til at snakke for sig. Han er hurtig til at skabe kontakt til andre mennesker, og tilpasser sig 100% dem og deres holdninger, så alle der møder min mand ELSKER ham med det samme. Når man så lærer ham at kende er han enormt ustabil, men her kommer løgnene så ind. "Jeg kom ikke som aftalt fordi ..." Og så en eller anden til tider vanvittig løgn. Jeg kan sagtens gennemskue ham hvilket vil sige at han ikke lyver overfor mig . Han fortæller fx også gamle bekendte på fb at vi bor i hus og i det hele taget gør han altid meget ud af at folk skal tro han lever det perfekte liv (hvilket han jo egentlig også gør, han har en kone, 2 børn, et job han elsker osv) men han skal altid pynte på det som om han tror at ellers ser folk ned på ham..
Desuden lider han af til tider voldsomme humørsvingninger , og i det hele taget svinger hans humør meget i løbet af en dag
Så er det hans direkte personligheds ændring.
ca hvert halve år/hele år, "skrider" han. Han ender hos gamle kammerater eller hos andre mennesker hvor han kan ryge hash. Han ryger ikke hash ellers, men har hele hans ungdom været afhængig af det. Det kan derfor kun være psykisk at det er hashen han vender til, for han ryger kun alm cigeratter normalt. Men så er der altså gået et halvt års tid, og så skrider, sidst sagde han han ville købe treo, og kom så bare ikke hjem igen... Han er væk alt fra et par dage til 2-3 uger. Uden kontakt til mig. Så vender han hjem, og så er han som han altid har været. Han lover desuden aldrig at gøre det igen osv osv... Det skal siges det er HAM der vender hjem og vil tilgives og leve som normalt , dvs han vil faktisk bare hjem og "glemme" at han har været væk, han fornægter det næsten og vil ikke snakke om det , vil bare leve normalt og være lykkelig (hans egne ord engang imellem)
Herhjemme er han en god far, en god mand og han går op i vores hjem. Men så kommer der perioder , mere eller mindre, hvor han pludselig slækker på hygiejnen, slækker på de huslige , sover når han kan osv.
han har hele tiden noget han lukker sig inde med. Så er der en periode på en måneds tid hvor hans PlayStation opsluger ham helt, det er måske et spil han har fundet frem og så er han ikke ked af at svine mig til hvis jeg om aftenen når ungerne sover også gerne vil se noget i tv'et , men han vil spille . Når men så stopper besættelsen og man ånder lettet op. Nu er det så facebook. Han er pludselig admin i en gruppe, som bliver til flere grupper , og det går alt hans tid med. Vores datter kan sige hans navn 5 gange hvor jeg så må sige til ham , gider du godt svarer hende, før han kigger op fra sin Tlf. Og sådan går der et par mdr... Så er det pludselig vores bil. Der skal da et sports filter i. Og han bliver ved indtil det er gjort, og råber og sviner mig til når jeg forklarer ham pengene ikke er til det (hvis det ikke handler om en af hans besættelser, så kan han sagtens adminstrere penge osv) 2 dage efter det var sat i ville han pludselig sælge bilen. (Det er min bil) .. Nu skulle den ud for den var ikke sikker nok med air bag osv. (Det var ham selv der fandt den da vi købte den... For kun et par mdr siden!!!)
Og sådan bliver det ved. Det er ganske ganske ganske få perioder , og korte perioder, hvor han er 100 % uden "forstyrrelser" ..
derudover så er han en kende "retederet" kun noget man lægger mærke til når man er meget tæt på ham.
Hans baggrund... Hans mor drak og sendte ham væk, hans far slog. Så han røg ind og ud af diverse opholdssteder og endte i misbrug og kriminalitet .
Han har siden han fyldte 18 været ind og ud af psykiatri systemet men er aldrig blevet udredt 100 % færdig . Han har fået "halve" diagnoser som paranoid skizofren, psykose, ADHD og depression. (Af dem jeg kender til)
det blev langt. Men håber på der er nogle som måske kan genkende noget af adfærden? Vi er blevet sepereret pga børnene men jeg støtter ham og hjælper ham det jeg kan. Så i "ventetiden" kunne det være rart hvis man måske kunne blive lidt klogere?
Kommentarer
Så vil jeg næsten mene, at resten er irrelevant. Der er jo slet ikke tvivl om, at din mand er dybt alvorligt psykisk syg, og jeg kan godt følge, at han er en dejlig mand, når han er i sin "gode" periode, men lige netop det med, at han kan blive voldelig og pludseligt ændrer sig totalt, burde i den grad få dig til at reagere. Alt det andet kan man måske lære at leve med, men det med den voldelige adfærd burde få alle alarmklokker til at kime meget højt.
Vil du virkelig sætte dig selv og dine børn som gidsler i en situation, hvor denne voldelige adfærd pludselig kan blive katastrofal? Og tør du virkelig satse på, at det "nok" ikke pludseligt en dag eskalerer fuldstændigt?
Der ud over er det dybt skadeligt for jeres børn, at han opfører sig sådan. Ikke bare skadeligt her og nu, men livsvarigt skadeligt, og hvad vil du og din mand få ud af, at jeres børn også skal skades for livet?
Det er sørgeligt og rystende, at han ikke kan komme i en ordentlig behandling, men hverken du, jeres børn - og da slet ikke din mand får det bedre at, I skal leve med en tikkende bombe.
Måske du skal starte med at gå til din læge og der bede om råd/henvisning til den rette hjælp - men for dig og børnene.
Men - jeg vil mene, at det faktisk haster.
Jeg leder mere efter et svar på hvad det er han kan fejle, og ja måske et råd eller 2, hvem skal man gå til og banke i bordet for at han kan få en ordentlig udredning og behandling?
Hvordan vil du undskylde dine børn? På et tidspunkt begynder børnene at forstå hvad der sker. De vil foragte dig.
Hvorfor er du så beskyttende overfor din mand? I er jo separeret, men bor sammen. Hvad er det for en uorden.
Du er ikke din mands mor, men hans ekskone. Så har du intet at gøre med hans psykiske tilstand, diagnoser eller noget andet.
Er du bange for ham?
Hvorfor går du ikke op i dig selv og dine/jeres børn? Det er ligeså unormalt det du praktiserer. Så hvilken diagnose kunne sættes på dig?
Du spilder dit liv i håbet om et eller andet som ikke findes der hvor du er.
Du stiller spørgsmålet: Hvad fejler min mand?
Du skriver, at du og din mand er blevet separeret, men sådan som jeg opfatter dit indlæg, så bor I stadig sammen. Du skriver, at du ønsker at blive klogere i ”ventetiden”, så du bedre kan hjælpe ham.
Hvad for en ventetid? Indtil I får skilsmisse, eller indtil han kan komme i behandling?
Jeg tror ikke, at du kan forvente, at et debatforum kan give en præcis diagnose, når nu det psykiatriske system, som han har været tilknyttet i årevis, ikke kan! I øvrigt er psykiatrien ingen eksakt videnskab. Masser af mennesker har gennem livet fået vidt forskellige diagnoser, og ofte kommer der ingen afklaring.
Men du har skrevet dit indlæg i forummet Personlighedsforstyrrelser. Det må være, fordi du selv regner med, at der er tale om en eller anden personlighedsforstyrrelse. Jeg har nu aldrig rigtig haft fidus til diagnoser på personlighedsforstyrrelser, og problemet med den slags tilstande er desuden, at de er svære at komme sig af, netop fordi de menes at være en grundlæggende forstyrrelse af hele personligheden, og den kan man ikke sådan lige lave om på.
Hvis jeg var dig, ville jeg læse en beskrivelse af de enkelte diagnoser, der hører under personlighedsforstyrrelser eller måske de psykiatriske diagnoser i al almindelighed. Så vil du bedre kunne se, hvor din mand evt. kunne høre hjemme. Men hvad kan du bruge det til? Der findes jo ikke en facitliste for, hvordan man bedst forholder sig til en person med en bestemt diagnose.
Jeg prøver lige at finde et sted, hvor der er kortfattede beskrivelser af forskellige diagnoser:
Her er personlighedsforstyrrelserne:
http://www.netpsykiater.dk/Htmsgd/Perso ... relser.htm
Men du er jo nødt til at læse om de andre diagnoser også. Han kan jo sagtens have to diagnoser på én gang.
Så er der spørgsmålet om, hvordan han kan komme i behandling.
Hvis han ikke selv ønsker at komme i behandling, så kommer han jo ikke i behandling. Han er et voksent menneske – ikke et barn! Og jeg kan da godt forestille mig, at han er inderligt træt af det psykiatriske system. Det vil absolut ikke gavne, at en frasepareret hustru forlanger behandling til ham eller evt. ”banker i bordet”.
Sådan som jeg forstår på dig, så har han et arbejde, som han elsker, og han har det perfekte liv, skriver du. Hvorfor skulle han ønske at komme i behandling?
En person kan kun tvinges i behandling, hvis vedkommende er til fare for sig selv eller andre. Og nå ja, hvis han er meget sammen med sine børn, så kan man jo godt sige, at han kan få en skadelig indflydelse på dem, men det er ikke den slags ”fare”, lovgivningen sigter på. Det er direkte livsfare, og det er der forhåbentlig ikke tale om.
Jeg vil mene, at du har truffet den rette beslutning ved at blive separeret fra din mand. Det er meget prisværdigt, at du fortsat ønsker at hjælpe ham, men hvis jeg var dig, ville jeg sørge for børnene først og fremmest.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg vil understrege at jeg ikke på nogen som helst måder "holder hånden" over ham, men jeg skriver for at forklare, i håb om nogen kan genkende noget af adfærden f.eks.
Der er læst en masse om de forskellige forstyrrelser og den der stort set kunne beskrive hans adfærd, er borderline .
Men må indrømme, det er da utroligt så mentalt svag folk tror man pludselig er, så man hverken kan tage varer på sig selv eller sine børn, eller har brug for at få afvide "husk nu dine børn" , fordi man vil være der for et andet Menneske, ægtemand , kæreste , exmand eller bekendt... Sådan hænger det heldigvis ikke sammen her.
Hvordan man formulerer sit indlæg betyder bestemt en hel del. Det er jo ud fra det nogen svarer.
Jeg læser med, men svarer aldrig på samlivsproblemer mere, netop på grund af et svar som dit.
Den eneste der kan hjælpe din exmand er ham selv, sammen med dygtige psykiatere. Jeg tror ikke en gang at en psykolog kan gøre det.
Det er en langvarig, flere års terapi der skal til. Det giver man ikke til fra det offentlige. Muligvis kan det heller ikke lade sig gøre effektivt med en psykiater.
Din exmand skal forstå ved selvindsgt, at han skal ændre sin adfærd. Han skal så og sige lære at holde styr på sig selv.
Du kan forværre situationen med at forstå, det tillader ham at fortsætte.
Jeg synes at du skal granske dit eget motiv til at hjælpe et menneske, du har forladt og ikke vil bo sammen med.
Føler du skyld, angst for han tager livet af sig, er du bange for hans vrede evt. raseri? Spørg helt ærligt dig selv.
Man kan lyve for andre, men aldrig overfor sig selv. Det giver i sidste ende bagslag.
Det er da klart, at vi Netdoktorbrugere svarer på det indlæg, du har skrevet! Så når du formulerer dit indlæg på en måde, så det fremgår, at du og din mand stadig lever som mand og kone – så forholder vi os til det!
F.eks. skriver du gentagne gange ”min mand” og ikke ”min eks-mand” og du skriver et sted, at han har det med at forsvinde og ikke ”vende hjem” før lang tid efter.
Først til allersidst skriver du, at I er separeret! Men da har vi, der læser dit indlæg, for længst dannet os et billede af jeres liv sammen og de ulykkelige konsekvenser et sådant liv må have for jeres børn.
Det er da klart, at vi reagerer på det, du har skrevet. Hvordan kan du forvente andet?
Jeg synes, at jeg forholdt mig til dit grundlægende spørgsmål: ”Hvad fejler min mand?” Men jeg kunne da ikke lade være med at tænke på børnene også!
Du er skuffet over vores svar. Men som jeg ser det, så kunne vi dårligt svare andet på et indlæg som det, du har skrevet.
Mange hilsner
Kameliadamen
Så nu spørger jeg dig igen.
Du har vidst, at han er kriminel, han er voldelig, han ryger hash o.s.v.
Mange af disse ulykkelige mennesker, forsøger, at få en rimelig oplevelse af en ok verden ved at selvmedicinere sig bl.a. med hash. Det får dem til at føle sig normale.
Men det ødelægger deres i forvejen skrøbelige personlighed og sociale status.
Hvad fik dig til at stifte familie med denne mand?
Fik det dig til at føle dig god?
Hvad fik du ud af det? En eller anden fordel har du haft.
Hvordan har din egen opvækst været?
I såkaldte "pæne, normale" familier findes der tit noget der ikke er så pænt, noget man skjuler for omverdenen, og som man tilsyneladende er lykkedes med. Børnene afslører det i sit voksne liv. Ikke nødvendigvis ved at være kriminelle.
Man kan være så god, at man er ond.
Tænk over disse ord. De kom fra en læge.
Hvis du er så velfungerende som du gerne vil fremstå som, så har jeg mine tvivl.
Kunne det tænkes, at din mand reagerer på din "godhed"? Han bliver vred over at "du vil være den gode, den forstående, den ustraffede o.s.v, kommer fra et bedre hjem", medens han er den "sølle, den onde, den voldelige, o.s.v."
Din mand er et menneske, og som sådan har han ret og krav på, at blive behandlet og respekteret på lige fod med alle andre.
Det er den eneste vej frem for ham.
Du har vel også et liv der skal leves. Interesserer du dig for at hjælpe disse skæbner, der er havner i fængsel o.s.v. så tag dig en uddannelse der kvalificerer dig til det. Her vil du også kunne forstå din egen personlighed, forstå hvad virkelig hjælp indeholder.
Der er virkelig brug for mennesker der vil gøre noget for denne gruppe.